Dansk Pige har stått i Byparken i Bergen i seksti år. Den dansk-svenske skulptøren Gerhard Henning (1880-1967) var glad i kvinnelige former, og laga mange frodige skulpturar. Ein sommardag i år passerer den nye kulturen og signaliserer tydeleg: Ikkje sjå meg, ikkje rør meg! Olav Bjørkum
The Jinx: The Life and Deaths of Robert Durst, Part 1-6 (2015)
Jeg tror, det var fra Weekendavisen for nogle måneder siden, at jeg genkendte navnet Robert Durst. Udover navnet vidste jeg ingenting, da jeg gik i gang med dokumentaren. Durst er en mangemillionarving til en formue i Manhattan-bygninger, der med introspektion beskriver sig således: “Jeg har hele mit liv haft flere penge end jeg nogensinde kunne bruge, og de har aldrig gjort mig lykkelig.” Når man ejer en del af Times Square, en del af World Trade Center og ti ejendomme på Lower Manhatten, så er man rig. Cirka en milliard dollars.
Durst er begavet – og speciel for at sige det mildt. Han lever i en social ghetto, vi andre næppe fatter Han kommer ikke ud af det med mennesker, han så sin elskede mor begå selvmord, da han var otte år gammel og hans far var et isbjerg af kulde. Han er på mange måder et universitetsuddannet barn. Han kan stjæle en sandwich i en butik, selvom han har 10 000 dollars i lommen. Han kan gemme sig i Galveston i kvindeklæder og bevæbnet, fordi han er træt af at være berømt. Han er ikke voldsomt sympatisk, og han ved det selv.
Instruktøren havde lavet en fiktionsfilm om Durst i 2010, da han fik en henvendelse fra Durst selv, som gerne ville interviewes på film. “Jeg så filmen med Ryan Gosling, jeg græd tre gange.” At han skulle kunne græde, tror jeg ikke på.
Det er på mange forskellige planer blevet til en dybt fascinerende film, der langt slår de fleste fiktive kriminalhistorier. Den væver sig i en helt vild slutning endda ind i opklaringen af, om millionærarvingen og særlingen Durst er tredobbelt morder eller ej.
Jeg skal ikke komme nærmere ind på den afsindige slutning, for de fem halve timer der går inden, er også så man kniber sig i armen. Det er svært at skrive om, og samtidigt undgå dokumentarens clou. Lad være med at Google Durst, hvis du vil have filmens naturlige rytme frem mod crescendoet. Fiktion kan ikke altid hamle op med virkeligheden. Verden er et spejlkabinet, og vi vakler rundt og bliver bedraget. Man kan se dokumentaren her og på You Tube. Foretræk linket, You Tubens lyd kører for hurtigt.