Copyright Julia Caesar och Snaphanen. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

Media lämnar så många frågor obesvarade. Jag kan inte låta bli att grubbla på en av de frågor som försvann spårlöst ut i världsrymden i samband med morden på 55-åriga Carola Herlin och hennes 28-årige son Emil Herlin på Ikea i Västerås en vanlig måndag i augusti.

Fick mördaren, den illegale eritreanske invandraren Abraham Ukbagabir, 36, rätt färg på plåstren när han kom till Västmanlands sjukhus efter att ha knivskurit de båda svenskarna till döds och sedan skadat sig själv? Frågan lämnar mig ingen ro.

Mörkhyad aktivist kränkt av plåster

Just den dagen som skulle bli Carola och Emil Herlins sista i livet, måndagen den 10 augusti, vaknar jag liksom många andra svenskar till ett braskande larm i Sveriges Radios P1 Morgon. I Ekot klockan 08 framförs skarp kritik mot att hudfärgade plåster bara finns i en färg, beige. En mörkhyad aktivist, Steffi Alouch, utgjuter sig om hur diskriminerad hon känner sig av detta. Att det finns genomskinliga plåster minskar inte hennes kränkthet.

“Det handlar om människovärde. Det känns som om vi som har annan hudfärg inte har något människovärde” säger Steffi Alouch. Hon kallar det “avhumanisering”.

Plåstertillverkaren krälar i stoftet

John Womack är presstalesperson på plåstertillverkaren Cederroth. Han krälar i stoftet inför den mörkhyade aktivistens anklagelser. I beklagande ångerköpt ton – som om det vore hans fel – säger han att det inte har funnits någon efterfrågan på andra färger och att de därför har halkat efter. Men han förstår kritiken om att de beiga plåstren ser ut att vara anpassade efter ljus hy. Han påpekar inte att den absoluta majoriteten svenskar sedan tusentals år har ljus hy.

“Vi tar till oss av den synpunkten och det är högst rimligt att man ska hitta plåster som passar och syns mindre” säger John Womack ursäktande.

När kommer krav på regnbågsfärgade plåster från HBTQ-aktivister?

Plåsternyheten slocknar som ett tomtebloss

Några timmar senare ska Ekonyheten om plåsters avhumaniseringskapacitet dö som ett slocknande tomtebloss när dubbelmordet på Ikea i Västerås tränger ut i media. Carola Herlin, 55, från byn Hemvattnet utanför Skellefteå och hennes son Emil, 28, Skellefteå, knivmördas på Ikeas husgerådsavdelning vid 13-tiden på måndagen.  De har rest till Västerås för att hjälpa den yngre sonen/brodern Victor Herlin, 23, som flyttat till staden.

Jag skriver i vredesmod

Plåsternyheten, signerad Anneli Koskinen, är ett journalistiskt bottennapp i de allra nedersta bottensedimenten. Ställd mot dubbelmordet på Ikea framstår den ännu mer som fullkomligt bisarr. Om någon läsare drar slutsatsen av mina undringar om plåsterfärgen på den eritreanske dubbelmördaren Abraham Ukbagabir att jag skriver i vredesmod är det en helt korrekt slutsats. Att formuleringarna är uttryck för ironi, i det här fallet dödlig sådan, är likaledes en korrekt iakttagelse.

Jag är rasande över morden på de två fullkomligt oskyldiga svenskar som befann sig på Ikea måndagen den 10 augusti. Jag vet att det är ett raseri som jag delar med stora delar av svenska folket. När oskyldiga människor mördas när de besöker Ikea har proppen gått och alla spärrar släppt.

Læs mere »

Læs Jalving’s Absolut Sverige på dansk eller svensk.

Länge leva mångfalden, I

Tør man kalde Dan Park’s kommentar “sort humor”? Humor må det være, for jeg blir i godt humør af Dan Park. Så kan jeg klare en ny omgang mord og voldtægt, kønsneutrale pronominer- toiletter og rablende genusprofessorer igen. Synd for Park, svenske jurister ikke deler humor med mig. Dan Park ville visne, hvis han ikke boede i et halvvanvittigt land, og måske er der en gensidig afhængighed, så Sverige behøver  Park at udgrænse. Han er stædig, anarkistisk og mangetydig, ud med ham. Som jeg har sagt, Sverige producerer dissidenter og originaler, Danmark gør ikke.

Den svenske gadekunstner Dan Parks ny collage – med den mundrette titel Ikea-negeren – beskæftiger sig med to sager, der har fyldt en del i den svenske (og danske) offentlighed de seneste dage. Den ene er sagen om en afvist asylansøger fra Eritrea, der dræbte to svenskere med kniv i en Ikea-forretning. Den anden sag handler om, at hudfarvet plaster kun er tilgængeligt i en lys udgave i Sverige. Et faktum flere har aflæst som et udtryk for den allestedsnærværende svenske racisme, mens det til gengæld ikke opfattes som racisme i en svensk kontekst, når en sort asylansøger stikker to hvide svenskere ihjel. Via Uwe Max Jensen

Le témoignage choc d’une Calaisienne cernée par 3.000 clandestins og Disaster in Calais og dansk TV 2:Er nabo til 5000 flygtninge: Vil flytte men kan ikke sælge huset

Alle disse svenske katastrofer

Tabloiderne elsker dem, og de er flotte på film. Bare man ikke mener noget forkert om dem. Påsatte brande, mord, granater og voldtægter er beklagelig collateral damage, det er ikke et diskussionsemne. For hvis det var, ville spørgsmålet rejse sig, at nogen må have skylden for tab af værdier og menneskeliv. Og det vil “nogen” ikke. “Nogen” er en lille mediepolitisk klike, der aldrig har konfirmeret indvandringen med befolkningen. De er ikke dummere, end at de ved de potientielt står til deres livs skideballe

Bilfirma totalförstörd i brand i Eskilstuna. Polisen rubricerar händelsen som grov mordbrand. Årby er den lokale millionsprogram-ghetto. Og endnu værre: I Eksjö er den 400 år gamle by med træhuse brændt ned.

En er død. Siden IKEA har der været mindst to af de mere dagligdags mord, og DN mener Stefan Löfvén har “utmaningar.” Den ynkelige forrædder, der kommer med udtalelser, når en frituregryde sætter ild til en moské, men er tavs som graven når to af hans landsmænd myrdes af hans klienter.

Länge leve mångfladen, II

Læs mere »

Østeuropa har lugtet lunten, ligesom finnerne også har. De skal ikke nyde noget. Muslimen RT interviewer påstår, at “hver 3. kvinde i Europa har været offer for seksuel vold.” En så åbenlys løgn gider jeg ikke engang slå efter i statistikken. More on the Islamic Stoning Protest in Prague.

Normaliseringen af Sverige

Når man som jeg, har kendt Sverige i 60’er og 70’erne, ved man godt, det ikke var frit for at være lidt kedeligt. Alt fungerede næsten for godt. Der var en dyb religiøsitet på landet, som nu er væk, men ikke helt. Den har kastet sig over de emner, den danske presse nu gør sig lystig over. Sverige ville være internationalt. 1968 havde sejret over hele linjen, og Sverige ville ikke være sig selv mere. Efter EU tilslutningen i 1992 hed det sig, at “nu er vi et normalt europæisk land.” Men der skal mere til ‘normalisering’ af en gammel, særegen kultur, og den 3 verden var midlet.

Der manglede bare en viden om, hvad der er det normale i verden udenfor det protestantiske Nordeuropa. Det er ikke fred, lav korruption, lav voldelighed, solidaritet, næstekærlighed og samfundssind. Jeg vidste noget om det, da jeg havde rejst og boet i Sydøstasien og i Mellemøsten i 70’erne.

Nu er den samlede kriminalitet i Sverige fordoblet siden 1975. Voldsforbrydelserne er mere end firedoblet. Voldtægtsforbrydelserne er øget med 1395 procent. Det er en svensk, feministisk  femtendobling (!), og så må madammesamfundet ikke engang tale om det, hvorved kommende hundredetusinder af ofre kunne være advaret.

“Det er hensynet til indvandrene”, som alle godt ved begår dem, men tro dem ikke et sekund: Det er hensynet til dem selv. Under den kommende faneflugt fra multikulturen er enhver sig selv nærmest og ansvar en by på den anden side af Ural. Har man næse for detaljerne, ser man den allerede er igang.

Svenske politikere har meldt Sverige ind i en verden, de ikke selv kendte. Disse provinsielle forstadsidealister troede, verden var Hotel Hilton i Beirut. De tænkte ikke at spørge nogen om lov, og det vi ser nu er et mere og mere mislykket cover-up for deres monumentale fadæser, – snart siger vi vel “forbrydelser” – og ikke bare det.

I krisesituationer gemmer politikere og journalister sig under bordet. Deres febrilske, udenomssnakkende dækning af IKEA mordene i dag, hvor folk bare vil have en forklaring på mordene? At det muligvis er fundet brandbomber ved et asylcenter. Det kommer til at gå denne ‘elite’ vældigt ilde, og det er kun retfærdigt. Det ville være misforstået og ulykkeligt, hvis pøblen går til angreb på asylhjem. Det er politikerne, de skal angribe, ikke dem de lokker til Sverige i hundredetusinder uden at kunne tilbyde dem noget.

Præsten Helena Edlund skriver – ikke i svensk presse, naturligvis, men hvem gider læse den?, svenskere forlader den selv i stort tal –  i EN STOR LATTE OCH TIO RULLAR TAGGTRÅD, TACK:

Læs mere »

Denne video er blytung af symbolik, jeg måtte bruge ti minutter på at uploade den. Det er Jean Raspails roman “Le Camp des Saints” (1973), jeg tænker på, når jeg ser videoen fra Kos den 30 juli. “Tænk nu, hvis de kommer”, tænkte Raspail mens han sad på Cote d’Azur og så ud over havet. Så forestillede han sig en million. De første 50 mio er kommet til Europa, de næste mange hundrede millioner venter i de nærmeste årtier. Romanen henter sin titel fra Johannes Åbenbaring vers 20:9. Jeg citerer de omliggende vers i den apokalyptiske tekst om de sidste tider også:

Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel v8 og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand. v9 De drog op på jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede by, men der faldt ild ned fra himlen og fortærede dem. v10 Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.

Der sidder Europa målløs på stranden i bikini. EU er på ferie, Lars Løkke og Inger Støjberg taler om ydelser til flygtninge på SU-niveau. I Johannnes Åbenbaring griber Gud ind og sørger for frelsen. Han er “ild ned fra Himlen”. Det nærmeste vi har Gud nu, er vel EU-Kommissionen. Alle store partier i Europa går i  takt på det punkt.

I det første kvartal kom 185.000 asylsøgere til EU, det kan blive op imod en million i år. Til Sverige alene kommer 2000 om ugen. Det vil være fordoblet  eller mere i 2016. Det er stilhed før stormen, det er som The Phoney War fra september 1939 til maj 1940.

Hvad tænker bikinidamerne? “Sikken herlig krig, den er jo ikke så slem.” Hendes kropssprog røber ikke en eneste følelse eller tanke. Det er som at høre svenske speakere annoncere mord, gruppevoldtægt og håndgranater. En frisk, optimistisk stemmeføring. Ikke overkompensere, så dejligt er det heller ikke. Tænk hvis personen, der optog mobilvideoen var gået ned og havde interviewet saltstøttedamen. En femmer for hendes tanker.

“Europas konstigaste regering”

Nu er IKEA-mordene sikkert ikke den store, mangearmede krise, der river Sverige omkuld, men de kunne have været det. Hvad der endelig tipper læsset, behøver ikke være voldsomt stort. Politikerne, der ikke  kunne løse simple, lavtekiske problemer som det grasserende zigøjnertiggeri, vil være ude af stand til at styre den store krise, når den kommer. Hvad  var tilbage af tillid, er høvlet effektivt bort nu. Med sig trækker politikerne pressen og politiet, hvis man ikke kan sige, de trækker sig selv.

Hvorfor har politi og presse ikke allerede igår meddelt befolkningen hvordan morderne gik til, og det omtrentlige motiv, nu hvor morderen har tilstået og ikke kan influere på mordudredningen? Hele landet sidder og gætter eller læse på Flashback og Avpixlat, de sites som SvD og TT idag kalder Hatsajter exploderade efter Ikeamorden. Hvilken dumhed, foragt og tonedøvhed. Det vil gå fra ondt til værre, og denne regering vil ikke sidde til 2018. Den vil komme til at gå af på en ydmygende og ubehagelig måde.

Bloggeren Johan Westerholm er sammen med nogle håndfulde andre svenske blogs ved at blive nationens sandsigere og sjælesørgere. Dens krisestab. Westerholm skriver i Europas konstigaste regering

Læs mere »

Læs mere »