Udlændingepolitik er vigtigst for danske vælgere

Det er ikke længere tvivl om, at dette års folketingsvalg rent emnemæssigt kommer til at minde en del om valget i 2001. I 2015 er udlændingepolitikken igen kommet helt i top (med terror som et undertema) – og ligesom for 14 år siden er sundhed højt på listen over vælgernes prioriteter. Resultatet ses af en Norstat-måling foretaget for Altinget. Her er svarpersonerne blevet bedt om at afkrydse de tre politikområder, der vil have størst betydning for deres stemmeafgivning ved næste valg.

45 procent peger nu på udlændingepolitik som et af de tre vigtigste emner, og det kan ingen andre emner konkurrere med. På andenpladsen følger arbejdsmarkedspolitik, som 38 procent peger på, og sundhed, som 34 procent af de adspurgte finder vigtigst. Altinget.

Der er ingen tvivl om, at de fleste politikere kender den folkelige opinion. Over 50 procent ønsker som bekendt en strammere udlændingepolitik. Der er heller ikke nogen tvivl om – når man ser Venstre og Socialdemokraternes udspil på området, som i realiteten er en hån mod disse vælgere – at de ikke frygter, vækgerne flytter deres stemmer i større tal. Politikerne vil roligt fortsætte med at ødelægge Danmark så lidt som de tør for EU og FN, og så meget som de tør for danske vælgere.

Taktikken har en sidste salgsdato inbygget, når man tænker på de kommende flytningestrømme, der vil få de nuværende til at blegne. En dag kommer de til at vælge. Man har set, at svenske politikere forlængst har valgt konventionerne frem for svenskerne, de gør ingen hemmelighed af det, og vi har ser de katastrofale følger udfolde sig hver eneste dag. Alligevel – selvom situationen er skåret ud i pap for danske politikere efter 14 år med den mest kvalificerede udlændingedebat i Europa, – vil de ikke vælge, og der er ikke nok vælgere, der vil tvinge dem til det ved at stemme efter deres overbevisning.

Udlændingepolitik er altså “meget vigtigt,” men ikke vigtigt nok for dem, til at de for deres børns fremtid vil flytte deres kryds på stemmesedlen. Det er den fornuftsstridige situation.

Av HANS RUSTAD

Når Danmark politisk er et annet land enn Norge er det av to grunner: Danskene hegner mer om sin historie og kultur. Og: De har noen individer som tør å si sannheten selv om den er upopulær.

En av disse er Tina Magaard. Hun var sterkt fremme som faglig autoritet under karikaturkrisen. Magaard kom fra mange års studier, blant annet av islam, ved Sorbonne og gikk rett inn i den danske debatt. Hun våget å si at islam var annerledes enn kristendommen. Danmark hadde ikke akkurat flust med islamforskere som var kritiske. Magaard ble derfor omfavnet av høyrefløyen, noe hun ikke alltid var like glad for.

Magaard trakk seg fra den offentlige debatt. Men Krudttønden og terroren mot synagogen har fått henne til å stå frem igjen. Hun vil gjerne fortelle danskene om at IS og jihad er alvor, og, utrolig nok: Fortsatt er islamforskningen preget av tabuer.

Man lar politikere, imamer og medier stå og si at IS ikke har noe med islam å gjøre. Det er påviselig feil, sier Magaard, men forskerne tier om det.

»Situationen er alvorlig. Vi har lige oplevet terror på nært hold, og i Mellemøsten er Islamisk Stat i gang med kulturmord og storstilede massakrer. I Frankrig er debatten om disse emner i fuld gang, mens den i Danmark nærmest står stille, måske fordi man ikke som i Frankrig har forskere, der beskæftiger sig med feltet uden at være fedtet ind i de tabuer, der præger islamforskningsmiljøet,« siger hun.

Når det kommer til den voldelige variant af islamismen, mener Tina Magaard, at islamforskningen er præget af tabuer: »Den slags er jo altid komplekst, men hvorfor er det så svært at fortælle folk, at når de bevægelser her gør sådan, så er det blandt andet, fordi der står i Koranen og Hadith, at det er det rigtige at gøre?«.

Læs mere »

Thomas Nydahl: ANTECKNAT I KRIGSTID, En bok om islamism, expansionism och militära konflikter som fick sina urladdningar under det gångna året.200 kroner. Fra Epilog:

Det är alltid riskabelt att uttala sig i frågor som rör Israel och Palestina. Jag tar risken och konstaterar att den enda ”judiska bosättningen” som omvärlden accepterat var Auschwitz. Det kan låta som ett smaklöst skämt men jag menar det på allvar. Att ingen kom till den europeiska judenhetens hjälp ens under de värsta och blodigaste ritualerna säger en hel del om vad omvärlden tyckte. Inte så mycket som en bomb fälldes av de allierades flyg över de järnvägslinjer som fraktade hundratusentals judiska fångar i godsvagnar till en säker död.

När jag tidigt på tisdagsmorgonen läste nyheterna från Jerusalem tänkte jag först: ja, ja, här ser vi hur våldsspiralen fungerar. Efter hämnd kommer alltid hämnd. En dödad palestinier ger – minst – en dödad jude. Efter palestinska större attacker kommer – inte sällan men heller inte alltid – en våldsam vedergällning från Israel, i Gaza eller någon annanstans.

Men det som hände i synagogan i Har Nof, i västra Jerusalem har också en annan dimension som man inte kan bortse från. De två attentatsmännen från Jerusalemstadsdelen Jabel Mukaber skrek Allahu Akbar medan de med skott och yxhugg dödade och sårade de bedjande. Det finns således en religiös dimension, och inte bara en “geografisk” eller “nationell”. Striden mellan palestinier och israeler beskrivs ibland som att “rätt står mot rätt” eller att frid och fröjd kommer att uppnås om Israel drar sig tillbaka och etablerar 1967 års “gröna linje” som nationens gräns.

Den religiösa dimensionen har mer med den islamistiska väckelsen att göra. Både judar och kristna betraktas i den som “otrogna”, som “kuffar” som måste drivas ut och bort eller dödas som i Har Nof. Levande judar i Dar al-Islam är den värsta styggelse dessa människor kan tänka sig. Om Dar al-Harb försöker tränga in på denna heliga mark är det en krigsförklaring i sig, vapen eller inte.

Læs mere »

Hør folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Gladsaxe, Kristian Tørning, interviewe byrådsmedlem og forfatter Mogens Camre onsdag d. 15. april kl. 19:00 på Gladsaxe Hovedbibliotek (Søborg Hovedgade 220, 2860 Søborg). Arrangementet er gratis og tilmelding er ikke nødvendig.Udgangspunktet for interviewet er Mogens Camre, Ole Hasselbalch og Lars Hedegaards bog: “Der var et yndigt land” (se nedenfor), hvor Camre med sine medforfattere sammenfatter, hvad vi i dag ved om konsekvenserne af en uansvarlig indvandringspolitik. Kristian Tørning. Se også Der var et yndigt land, Lars Hedegaard og Der var et yndigt land, Ole Hasselbalch.

»De nya neandertalarna«

Erkendelser om Sverige og den situation, det er bragt i, der hidtil er blevet afvist som “alarmistiske”, bevæger sig længere og længere ind mod den intellektuelle midte, ser den omhyggelige betragter. Man kunne også sige, at mareridtet nærmer sig virkeligheden mere og mere. Vi ser et nations selvmord, men det har taget årtier blot at tro vores egne øjne. Jo, svensk kultur vil forsvinde, måske vil det svenske folk forsvinde. Tilbage kan blive et landområde, som stadig hedder Sverige, men måske ikke engang det, og måske har det hele tiden været den uudtalte hensigt. Lennart Bengtsson skriver hos Lars Bern, for i svensk presse kan dette ikke stå. Den er parallelforskudt og befinder sig i forhold til almindelig perception i år 1990:

Sannolikt har inte dagens politiker förstått vad som håller på att hända utan föreställer sig att alla nykomlingar så småningom skall assimileras i den svenska kulturen och bli en del av denna som ett slags mini-USA. Detta kommer knappast att hända. I själva verket kan vi förvänta oss att de nya invandrarna har med sig sin kultur som gradvis kommer att ersätta den svenska kulturen. Detta kan komma att ske på en tidsskala på 100-200 år.

Læs mere »

Af Mogens Camre og Ole Hasselbalch

Regeringen gør sig store anstrengelser for at fortælle danskerne, at dansk økonomi strutter af sundhed og fremgang. Regeringens økonomiske politik har bragt Danmark ud af finanskrisen, siger Bjarne Corydon og udstråler al den soliditet og troværdighed, som store, velnærede mænd kan udstråle.

Desværre er det ren valgkampsnak. Nok har Danmark bedre nøgletal end Grækenland og det øvrige, syge Sydeuropa. men det er ikke sandheden, at Danmarks økonomiske politik er så sund og ansvarlig, som regeringen påstår. Vi vil hæfte os ved fire problemer, som er indbyrdes forbundet:

1. Statens underskud bevæger sig på grænsen af det tilladelige.

2. Vores økonomiske vækst ligger 6. lavest i landene i OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling).

3. Vi har en uforholdsmæssig stor andel af de aktive aldersklasser på overførselsindkomst – dagpenge, kontanthjælp osv.

4. Vores skattetryk er verdens højeste, og det truer konkurrenceevnen.

Underskudsøkonomien

Læs mere »

Sigbjørn Obstfelders grav på Frederiksberg Kirkegård, buste af Gustav Vigeland.

Jeg boede en overgang på Frederiksberg Allé for mange Herrens år siden. Hos bageren kunne man møde Jens Kistrup, Svend Kragh Jacobsen og Dan Turell, det er et kvarter med mange “bureaukrater, bøsser og operasangere,” som min ven historikeren siger. Men selvom jeg kun har godt at sige om Frederiksberg, følte jeg mig aldrig helt hjemme. Jeg var en fremmed, en evig hjemmefødning fra egnen omkring Sølvtorvet, og siden jeg flyttede derfra, er det sjældent jeg kommer der.

Lige over for hvor jeg boede, lå Frederiksberg Gamle Kirkegård fra 1732, men jeg kom der aldrig dengang jeg skulle bevæge mig 30 meter for at se den. At jeg kom der for første gang mandag, skyldes som altid tilfældet og min ven turistføreren. Vi var kommet til at tale om den norske digter Sigbjørn Obstfelder, fordi Lars Bukdahl i sin omtale af Klaus Rifbjerg i Deadline søndag havde sagt, at “Rifbjerg introducerede modernismen, efter ham behøvede man ikke længere rime.”

(Genudsendelsen af Adam Holm interviewet med Rifbjerg, gjorde ikke dennes minde nogen stor tjeneste. Her ser man flere af hans dårlige egenskaber i kondensat, først og fremmest en mand der sprøjter ord ud som et maskingevær, starter sætninger han ikke aner hvor skal ende, som han vil køre hjem på rutinen. De kommer ikke hjem, men Rifbjerg hører det forlængst ikke.)

“Obstfelder skrev urimede digte i 1890’erne,” sagde turistføreren, “hvad mener Lars Bukdahl? Du kender ikke Obstfelder?” “Jo, det gør jeg da.” “Hvor kender du ham fra?” “Det har jeg glemt, jeg kender ham bare. Han betød noget for Rilke.” “Du ved ikke, han er begravet på Frederiksberg Kirkegård?” Det gjorde jeg virkelig ikke. Jeg blev mere interesseret.

Så kom vi til at tale om hans ven, Edvard Munch, – Munch har portrætteret Obstfelder og kendt ham i Berlin og København –  for jeg har prøvet at lokalisere den psykiatriske klinik, han var indlagt på i syv måneder i 1908, og hvor ham malede det berømte, djævelske portræt af professor Daniel Jacobson. Jeg havde søgt på Bülowsvej, men det er Kochsvej 21 lige bag kirkegården. En stille villavej, hvor Carlsberg ligger for enden af vejen. Jeg sendte en medfølende tanke til Munch’s viljestyrke, for hans nerver krævede absolut, at han holdt op med at drikke alkohol. Det gjorde han, og sikrede endnu fyrre års produktion af billeder.

Vi besluttede at cykle til Frederiksberg i solskinnet og smutte inden om Kochsvej. Jeg havde set, hvilken perlerække af danske kunstnere og videnskabsmænd, som ligger på Frederiksberg Kirkegård, og nogle af gravene foruden Obstfelders, ville jeg gerne se:

Læs mere »