Jeg så et syn for mig forleden i halvsøvne at M.S. Sverige sejlede ned ad St. Lawrence River. Farten øger med strømmen. Ved sidste stop inden Niagara Falls stod Frederik Reinfeldt af, ikke særlig dumt af ham og fuldstændigt samvittighedsløst tillige. I stedet steg en ung moderat kvinde ombord, der ikke er plaget af tvivlens nådegave, men om det almindelige tænksomhedsniveau i Riksdagen, kan enhver forsikre sig om ved at høre den seneste migrationsdebat.
Svenskere går får at være et melankolsk folk, men her er ingen alvor, hvor der burde være det. 600.000 flere flygtninge de næste fire år – flere end der bor i Gøteborg – men Riksdagen ryster ikke synligt på hånden. Måske bævrer den lidt indvendigt over at skulle kæmpe med en katatrofe på sin vagt. Jeg tør love dem, at i værste tilfælde for Sverige, bliver det særdeles alvorligt for dem selv ganske personligt.
Nu nærmer Motorskibet Sverige sig vandfaldet, og det er interessant at studere de forskelliges reaktioner. Der foregår ompositioneringer. Nogle er uberørte, nogle vil springe i vandet og svømme i land, nogle er lammede af angst, nogle drikker sig fulde, alle vil overleve. Den fornuftige men forsigte Dick Erixon mener, at dette er et genombrott i svensk samhällsdebatt. Jeg ville kalde det en omvendelse under vandfaldet.
I radioen snakker snakkemaskinerne, og det er ved at dæmre for nogle. Sverigedemokraterne havde ret hele tiden. Se den svenske intelligentsia nu, hvis du vil se kvæg rende i forvildet flok. Vi der ikke bekymrede os om vores rygte, havde ret hele tiden og her taler jeg om hele to, lange årtier. Jeg regner ikke med en middag på rådhuset for det,
I Danmark kunne Ritt Bjerregaard i år 2000 – dog ikke uden at blive til grin – hævde, at antallet fremmede ikke betød noget. I dag fjorten år efter er Sverige ved at forlade det Bjerregaardske standpunkt, og landet nærmer sig efter at være blevet invaderet af 2 mio. der, hvor Danmark var i 2001. Svensk presse har været kæppen i hjulet på demokratiet. Den burde afmonteres helt og genskabes, akkurat som den tysk/nazistiske efter 1945. Den har konsekvent modarbejdet demokratiets bogstav og ånd, den har været en statsbetalt legestue for ideologer og fantaster. Uden den ville den nuværende situation aldrig være opstået. Der fandtes yderst kyndige, svenske skribenter lige inden nettets fremkomst, der aldrig kunne f et ord i en svensk avis. Det er tegn på, den når at afskaffe sig selv inden, og det er da et brugbart alternativ.
Det bliver et smerteligt ‘Mauerfal’ i Sverige, mentale mure er stivere end betonmure. Hvor meget er der tilbage af Sverige, når alle har fundet deres nye positioner efter at have røvrendt det svenske folk i fyrre år? Velfærdssamfundet vil forsvinde, men jeg mener, hele nationen kan være forsvundet i år 2100. I Dagens Nyheter under gode nyheder rubriceres, at der nu dannes medborgergarder i Sverige. Socialdemokraten Westerholm, der har fattet situationens alvor – skriver:
I torsdags ringde en av mina vänner och samarbetspartners mig. Han var på väg från norra Sverige med tåg till ett uppdrag i västra Sverige. Det han hade att berätta stämde väl överens med mina erfarenheter den senare tiden. Något håller på att hända nu, och det händer fort. Förtroendet för centralmakten urholkas, polis och rättsväsende är på reträtt samtidigt som många kommuner ute i landet, trots att de säger stopp, får se sig som avstjälpningsplatser för nyanlända flyktingar.
Jag har, ju mer jag gräver i hur landet ser ut, en föraning som inte är bra. Det Sverige, en av världens äldsta stabila stater med den första fungerande statsapparaten som skapades av Axel Oxenstierna på tidigt 1600-tal, kan snart vara ett minne blott. Staten är på reträtt och de hålrum som den lämnar efter sig fylls vartefter med annat.
