Jeg har stjålet rubrikken fra maleren Mogens Andersen, som jeg boede på Strandagervej med i 60′ erne. Han boede i den vidunderlige villa J.F. Willumsen tegnede i 1906, og en dag bankede jeg på døren og sagde, jeg ville se den. Han tog det pænt, og jeg så den. Willumsen har også tegnet Den Fri Udstillings bygning ved Østerport, hvor van Gogh og Gauguin fik debut i Danmark i 1893. Min gamle skole- og legekammerat Clovis Gauguin, saxofonisten i mit orkester, kan fortælle alt om det.
Denne blog begyndte i april 2004 ved en fejltagelse. Det var ikke mig, der lavede den, og det var ikke mig, der fandt på navnet. Pludselig var den der, som så meget andet, der dumper ned i ens skød. Jeg kan se, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge den til før i oktober samme år, hvorefter det ene ord tog det andet. Nogle af de tidligste poster tåler genlæsning, f.eks. historikeren Torben Hansens Klan kontra civillisation i Räknenissens oversættelse til svensk.
Jeg ved stadig ikke hvem Räknenissen er, andet end at han er en betydelig svensk intellektuel, som ikke ville opdages af sine landsmænds ideologiske terrorister. Der er andre eksempler på det svenske meningstyranni, og de er blevet sværere at undertrykke siden 2004. Undertrykkelse er det topstyrede Over-Sveriges naturlige refleks. Smæk! “Vi giver landet væk, og du holder kæft, for du er et ondt menneske uden värdegrund.” Betal og hold kæft!
Mærkeligt nok, for jeg bryder mig hverken om politik eller politikere, hvad jeg synes, jeg burde. Ligesom forskere i militærhistorie og snudebiller helst skal være lidt fascinerede af krig og insekter. Ti år til? Man får nogen træthed i masken. Der skal indføres Sverige- og islamfrie dage. De politikerfrie dage er her allerede, især under valgkampe.
Konkurrencen i blogosfæren var meget lille dengang, avisblogs og Twitter fandtes ikke. Nu er Snaphanen bare en stemme i myriaderne af stemmer. Selvom den har haft et ikke ringe offentlig gennemslag med jævne mellemrum, og sjældent for det gode, gør jeg mig ingen illusioner om boggens betydning. Hundredetusinder af narkoseramte svenske 20 årige giver denne blog flere hits på én dag, end Snaphanen har på et helt år. Proportionerne skal på plads: Demokratiet er Jørgen Mylius og hans efterkommere, ikke nogen æggehoveder i Pilestræde eller på Rådhuspladsen 37. Det er antagelig derfor Bryssel ræsonnerede, de hellere måtte overtage styringen fra plebs, der ikke kan finde ud af noget.
Jeg påvirker forsvindende lidt, jeg blogger for min egen skyld, og jeg ønsker slet ikke at have hverken magt eller ansvar. Har man ikke lysten til at blogge eller mene noget, skal man lade være, og det er jo det fine ved det: Man kan bare lade være. Når Snaphanen er væk, er den vand under broen, som om den aldrig havde eksisteret for andre end mig selv og mine nærmeste. At denne blog har ligget enten nr. 1 og 2 i Danmark i ti år, er noget der ikke rigtig er trængt ind hos mig, og måske godt det samme, for så er der ikke noget at konsolidere. Det er kun at genopfinde sig selv hele tiden og skrive, som om ingen læser med. Det er meget friere at bilde sig ind, man ikke har noget publikum. Tag mig ikke på ordet, og kom igen en anden dag.
For mig er det egentlige liv kærligheden, arbejdet og kunsten, det er fotograferingen og livet i Københavns gader og i dens værtshuse. Meningmand og hverdagen. Jeg kunne trække mig tilbage fra offentligheden uden problemer.
Jeg er, eller var i al fald, et grundlæggende upolitisk menneske, men man kan komme forbavsende langt ad uønskede veje med lidt sprogkundskaber og lidt sund fornuft. Jeg betragtede altid politik som et nødvendigt onde, og politikere som nogen, man skal sørge for at undgå, især i valgtider. Det gør jeg stadig. At det har været nødvendigt at blive politiseret, betragter jeg som et stort tilbageskridt for mig selv og for Danmark.
Jeg har aldrig forstået vitsen i det, man siger i Auken, Hækkerup og Helweg dynastierne: “Vi snakkede altid politik om middagsbordet derhjemme, tra-la-lu-la-lej.” Det var dog en rædselsfuld tanke, der associerer til børnemishandling. Stakkels artige teolog-Ida, som nu er på ministerpension på en lille million, mens hun venter på at diskutere større ‘udfordringer’ ved middagsbordet.
Man må imidlertid lade sig politisere, når omstændighederne kræver det, hvor nødigt man end vil. Det regner, og man bliver våd. Jeg har set det afpolitiserede Sverige være fire årtier om at vågne op til, at deres ledere gav landet gives bort i tykke lunser, og nu det er for sent, vågner de. Forestil jer, hvilke konflikter, der nu venter dem, som de overbetalte klogehoveder har skabt, uden at ville tage ansvar for dem.
Jeg mødt mange politikerne, og jeg er behersket imponeret. To håndfulde af dem tager jeg hatten af for. Haarder, Jespersen, Messerschmidt, Kjærsgaard, Marie Krarup og Christian Langballe – deres fædre gjorde jo en dyd ud af ikke at være politikere, og det var deres dyd. Ellers kan jeg ikke skjule, at min dominerende følelse over for dem er…lad mig nøjes med at sige “begrænset beundring.”
Jeg har til gengæld på de ti år været så privilligeret på nært hold mødt 50-100 af tidens største personligheder fra Hirsi Ali og Ibn Warraq, til Geert Wilders, Mark Steyn, Melanie Phillips, Douglas Murray, Sam Solomon, Wafa Sultan, Thilo Sarazzin, Robert Redeker, Bat Ye’ Or, Daniel Pipes, Fjordman, Theodore Dalrymple, Faye Weldon og Tommy Robinson, mange af dem adskillige gange, det er jeg dybt taknemmelig for, og det skylder jeg Lars Hedegaard og nogle få andre, som jeg ikke vil nævne her, det er ingen Oscar-uddeling.
Uden ham og en 40 årig historie med Sverige, havde Snaphanen kunnet skrives på en enkelt blogpost i april 2004, og jeg ville desværre nok have bebyrdet verden med endnu en roman om 60’erne i København eller 6000 Knausgård-sider om min navle i stedet, som om Henry Miller ikke allerede havde skrevet de bøger. Måske er han god, jeg har ikke de måneder til at finde ud af det.
Det hele er altså et rent uheld, som udviklede sig, og jeg fulgte det spor uheldet lagde frem for mig, selvom det i vidt omfang var fremmed land. Jeg sagde til en bekendt skribent ved en større avis forleden: “Kender du det, man vågner om morgenen og tænker: “Hvordan skal jeg slippe ud af det her på en pæn måde? Kender du det, at man er næsten lige så træt af at høre på sig selv som på alle de andre ?” Det kendte han godt. Han mener noget offentligt mange gange hver uge.
Jeg vidste for et år siden, at jeg måtte indskrænke eller udvide, og jeg har tænkt over det med mellemrum siden da. I dag har meget besøgte blogs fem eller ti medarbejdere og et avisformat som Document.no, Avpixlad eller Den Korte Avis. Ikke en gammeldags tora-rulle som denne blog. Hvad skulle jeg gøre?
Problemet er, at man ikke i denne branche kan annoncere efter talenter, der kan noget andet og mere end én selv, og de jeg havde udset mig, var allerede optaget. Jeg havde gerne set et tilskud af andre øjne og andre evner, men jeg ved også af erfaring, at ét par øjne kan være nok til at sætte fokus på noget, der spreder sig langt udover en enkelt blogs horisont. Det er sket med jævne mellemrum. Jeg kunne ikke udvide, hvor gerne jeg end ville.
Jeg opdagede i 2006, da det hele var ret nyt, da jeg tilfældigvis havnede på “islamofobikonferencen” i Bella Centret, at mine fotos gik verden rundt hurtigere end solen. Lysten til at fortsætte opstod, også af alle de kontakter jeg havde fået i Danmark og internationalt, men også at så mange faktisk gad læse med. Da jeg først så, at der var 60 læsere om dagen, tænkte jeg, “det var alligevel Satans”. I dag er det 4.4000, stadig en eksklusiv skare svarende til Informations læsere, skønt næppe de samme.
Måske ville jeg alligevel skrive og fotografere til skrivebordsskuffen, måske ikke. Jeg har næppe noget vigtigere at sige, end alle andre. Jeg har gjort det af tilfældighed og fordi jeg ikke kunne lade være, ligesom Julia Caesar og andre bidragere med indlæg, har gjort det for deres egen skyld: Ikke for at promovere sig selv, for at tjene penge, for at blive et navn i samtiden, men fordi de var nødt til det.
Her er tale om nødvendighed og evner, lad os glemme alt om Sydsvenskan og Politikens nye poster-boy, den intellektuelle svindler Mrutyuanjai Mishra. Hvem skal nu skrive hans såkaldte artikler for ham på et af de sprog, han ikke behersker?. Skam få mig om jeg skulle skåne Politiken for sig selv.
Jeg er ligeglad med at skabe mig et navn, det vil jeg vil gerne have mig frabedt. Der er dog tit sådan med opmærksomhed, at jo mindre man ønsker den, desto mere får man. Det er lige sådan i The Game of Love. Ignorér nogen, og du slipper aldrig for hende. Der er ikke desto mindre ikke noget privillegium større en ukendthedens, hverdagens og afmagtens. (foto: Prof. Jørgen Bæk Simonsen shamer sammen med Tøger Seidenfaden og Abu Laban Jyllands Posten med 1200 rettroende muslimer i Bella Centret, maj 2006, © Snaphanen.dk)
Læs mere »
In the spring of 2013, the journalist Simen Sætre published a highly uneven Norwegian-language biography of me, one that I did not ask to be written.
