10
sep
Seneste opdatering: 5/4-14 kl. 1750
23 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Og professor Jytte Klausen skifter med dem. Selv akademikere i humaniora kan lære at svømme, når vandstanden stiger. Det er ingen skam at blive klogere, kun når man bliver mindet om hvad man sagde for nylig, kan det give et lille stik.

Professor Jytte Klausen, februar 2006: Tonen i den danske debat har været helt siden af hvad den har været i USA og andre steder. Der har været skarpe meningsudvekslinger herover, og i hele Europa, om hvem muslimerne egentligt er, men der har ikke været den samme tone, det er jo en stor krise for Danmark, og nu er jeg jo nok mere dansk i mit synspunkt, jeg er meget ked af hvad der er sket for Danmark, og jeg synes ikke det er så godt at Danmark har været et lærestykke i denne her sag… Det er en god ting, at det nu står klart at der er korsfarere på begge sider af denne her konflikt. Der er kristne korsfarere der siger at islam ikke kan forenes med demokrati og ikke hører hjemme i Danmark osv., og der er også muslimske korsfarere – men de taler jo ikke for flertallet. Der er mange problemer at læse her, men hvis man kan få en tone der er baseret på respektApologet Jytte Klausen slagtet for åben skærm af Irshad Manji

Jytte Klausen, marts 2006: “Danmark kan så godt lide myten om den uartige dreng, som bare kan sige, hvad han vil. Economist kalder tegningerne “en drengestreg”. Det synes jeg er meget præcist. Uffe Ellemann har ret, når han kalder tegningerne “pubertetsagtige”, og når han siger, at danskerne må lære, hvordan man siger tingene i et internationalt samfund, og hvordan man behandler sine mindretal.”

Jytte Klausen, maj 2007:The week before the cartoons were published on September 30, the [Danish] cultural minister stood up at the annual party conference and said we, meaning the government, have been engaged in a cultural war for the past four years and we are now facing the second half.” “It is important to understand that the paper was putting out these cartoons as part of what was, and is, a political movement on the part of some Danish neo-liberals to emphasise this cultural war.““There was cynicism and grandstanding on both sides of the divide — defiant diatribes from xenophobes defending free speech, and defiant diatribes from Muslim leaders bent on stirring religious radicalism. But after the hysteria died down, Danes were in for some soul-searching. They didn’t like that the rest of the world suddenly thought they were racists.”

Do you say publishing the cartoons was not about freedom of speech but was in fact a deliberate act of provocation?


“It was – I’m quite familiar with this newspaper Jyllands Posten because it’s the paper that’s on the coffee tables in my family, it’s the paper I grew up reading when I was a kid. It is a provincial newspaper about 150,000 copies in circulation and it has always minded the sensitivities of the provincial middle class and the wealthier agrarian groups.

Jytte Klausen, september 2009: Forfatteren, Jytte Klausen, var målløs over beslutningen, da hun blev orienteret i juli. Hun siger til AP, at de muslimske diplomater, der har været involveret end ikke har læst bogen, og hun understreger at flere lektører, anbefalede at tegningerne skulle med i bogen. Hun er af den opfattelse, at tegningerne ikke i sig selv udløste generel vrede i den muslimske verden. Det skete først da de blev gjort til symboler af ekstremister.Vrede over Muhammed-selvcensur

Det humanvidenskabelige ekkorum

Man skal ikke forfalde til billig antiintellektualisme, men når det drejer sig om stillingtagen til samfundsmæssige spørgsmål med konsekvenser for ens egen fremtid er det klogt at erindre, at de udmeldinger man mødes med fra akademisk hold ikke nødvendigvis afspejler saglighed eller virkelighed. En meget underholdende illustration af dette er den såkaldte ‘Sokal’s hoax’, en sag om en artikel bestående af ren nonsens, som en fysiker ved navn Alan Sokal fik optaget i tidsskriftet Social Text (LFPC):

In 1996, Sokal, a professor of physics at New York University, submitted a paper for publication in Social Text, as an experiment to see if a journal in that field would, in Sokal’s words: “publish an article liberally salted with nonsense if (a) it sounded good and (b) it flattered the editors’ ideological preconceptions.”

The paper, titled “Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity”, was published in the Spring/Summer 1996 “Science Wars” issue of Social Text, which at that time had no peer review process, and so did not submit it for outside review.[3] On the day of its publication, Sokal announced in another publication, Lingua Franca, that the article was a hoax, calling his paper “a pastiche of left-wing cant, fawning references, grandiose quotations, and outright nonsense”, which was “structured around the silliest quotations [he] could find about mathematics and physics” made by postmodernist academics. Sokal affair

Inden Dansk Folkeparti bliver ‘halshugget’

750px-Flag_of_Saudi_Arabia.svgDen Pavlov’ske førdømmelse hagler som forventet ned over Dansk Folkeparti for fotomanipulation af to sværd på toppen af den kommende shi’a-muslimske stormoské. Den virkelighed som billedet afspejler tiltrækker sig lige så sædvanligt ingen opmærksomhed. Det burde den, for i både det iranske og det saudiarabiske flag indgår der sværdmotiver i en eksplicit muslimsk sammenhæng. Det saudiske sværd er placeret under trosbekendelsen “der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans profet”. På det iranske flag (indført i 1980 efter Khomeinis revolution) indgår et stiliseret sværd sammen med fire halvmåner. Tilsammen udgør elementerne ordet Allah, hvor sværdet er det andet ‘l’. Kun de selvpåført blinde kan 800px-Flag_of_Iran.svghævde at sværd og anden voldsretorik ikke er en uadskillelig del af islam.

Islamisk Trossamfund og Muslimernes Fællesråd ser ud til at være blevet ‘coach’et’ i en ny mediestrategi: I stedet for at råbe og skrige krænkelse, forsøger de sig med en overbærende stil. DF udstiller bare deres uvidenhed osv. Sigende nok fortæller de intet om det faktuelt forkerte, og Berlingskes journalist har ikke skænket det en tanke at undersøge spørgsmålet. Muslimer jubler over DF-annonce (LFPC).

Zuhair Butt Hussain, mediernes præmiemuslim

Zuhair Butt Hussain er et af de overbærende interviewemner jeg henviser til ovenfor. En glatsnakkende angiveligt moderat, der bare har det problem at han ikke taler helt klart og umisforståeligt, men overfor velvillige journalistfrøkener som Berlingskes udsendte har han dog intet at frygte. Det er uhyre let ved hjælp af Google at finde – mildest talt – problematiske citater fra Hussains hånd:

Hvad angår Koranen og dens forståelsesramme, så har tid og kontekst en afgørende betydning. […] Desværre er der muslimske grupper, både i og uden for Danmark, der ynder at benytte sig af udvalgte passager taget ud af konteksten – ingen nævnt, ingen glemt.

Der, hvor jeg mener kimen til uoverensstemmelse imellem handling og det skrevne opstår, er, hvor de lærde – eller mangel på samme – søger hjemmel i Koranen til deres holdninger, handlinger og opfordringer. Situationen bliver heller ikke bedre af, at tilhørerne til fejludlægningerne måske er analfabeter eller sidder i en elendig livssituation. Sidstnævnte kan være medvirkende til udførelsen af de desperate handlinger, vi har set.

Det, at søge hjemmel i Koranen og profeten Muhammeds sunna for ens handling som muslim, er ganske naturligt, vil jeg mene. Men at udnytte det skrevne imod dets ånd og retningslinier, ser jeg som ganske forkasteligt, og jeg vil endnu engang på det kraftigste understrege, at der hverken i Koranen eller Muhammeds sunna er belæg for drab på uskyldige mennesker – uanset hvor desperat en situation man er i. […] Terrorangrebet set med dansk muslims øjne

Han formår her at benytte de fleste velkendte afledningsmanøvrer i bogen: Kontekstkortet som rent postulat; afvisning af at præcisere (“ingen nævnt, ingen glemt”); fattigdomskortet, til trods for at mujahediner ofte er veluddannede; anerkendelse af at terrorister føler berettiget vrede (“desperate”); manglende afklaring af hvem der er “uskyldige”; og endelig også lodrette usandheder – intet belæg i Koranen og hadith. Dette sidste er let at tilbagevise, idet sunnilovskolen Shafi’is manual ‘Umdat al-Salik leverer righoldig dokumentation for legitimering af drab på mennesker vi vil anse for uskyldige: Forældres og bedsteforældres drab på børn og børnebørn, drab på frafaldne, stening for ‘hor’ og homoseksualitet, og kamp for kalifatets indførelse. ‘Umdat al-Salik er certificeret som gyldig vejledning af sunni-islams højeste institution al-Azhar i Cairo:

“…We certify that this translation corresponds to the Arabic original and conforms to the practice and faith of the orthodox Sunni community (Ahl al-Sunnah wa al-Jama’a).” al-Azhar, the Muslim world’s most prestigious institution of higher Islamic learning (Cairo; February, 1991) What is the Shariah?

Kontekst- og fattigdomskortet holder altså ikke til et nærmere eftersyn. Butt Hussain har desværre stadig alt for let gang i de danske mainstreammedier (LFPC).

Den skruppelløse pastor Ramsdal

Præst Per Ramsdal lånte Brorsons Kirke ud til unge aktivister fra Ungdomshuset, da de planlagde at erobre et nyt ungdomshus.

Aktionen blev planlagt i kirken, og inden mødet fortalte de unge i en pressemeddelelse, at de ville “informere om hvordan vi kommer ind i huset”. […]

Per Ramsdal gav på sin egen blog på brorsons.dk udtryk for, at han sympatiserede med de unge brugere af Ungdomshuset, og i forbindelse med politiets rydning af Jagtvej 69 erklærede han, at Brorsons Kirkes døre er åbne for aktivister. Politiet kommer til gengæld ikke ind.

– Jeg lukker ikke politiet ind, hvis de leder efter nogen. Folk har ret til at søge tilflugt i en kirke, og jeg behøver ikke at spørge, om de er tyve eller mordere. Her har kirken en asylret, sagde han til Kristeligt Dagblad 2. marts 2007. […] Ramsdal lånte kirke ud til aktivister

Debatt i parlament och medier eller nynazistisk pöbel ?

Thomas Nydahl anmelder Lena Sundströms Danmarks bog i Kristianstadsbladet:

Inför en alltmer polariserad verklighet står många människor så frågande att de antingen väljer att blunda, eller att ansluta sig till nya politiska rörelser som i nationalismen försöker se svar och lösningar. Det djupa misstroendet mot den politiska eliten gör det möjligt att finna en plattform för sådana budskap. Men detta är inte en ”politisk fråga” för valplakat, utan en social, kulturell och politisk förändring som pågår i hela Västerlandet. Väckelsen inom islam, och den därpå följande islamismen med terror och hot som vapen, är en avgörande faktor för denna utveckling. En annan är ökad social segregation med förortsområden som förvandlas till rena invandrarområdet, ökad arbetslöshet och socialt utanförskap. Problemen har länge förnekats eller förringats, och resultatet av den strutspolitiken ser vi nu, också i vårt eget land.

Det finns en särskild krets journalister och debattörer som tror att de enkla budskapen också fungerar som beskrivning av verkligheten. Vårt grannland Danmark har i ökad utsträckning drabbats av detta slags journalistik. Men om man verkligen vill förstå den danska samtiden finns det sedan länge en omfattande litteratur – utgiven i Danmark – som handlar om nationen, kulturen, invandringen, integrationen, islamismen och annat. Låt mig bara nämna författare och debattörer som Helle Merete Brix, Lars Hedegaard, Kåre Bluitgen, Henrik Gade Jensen, Katrine Winkel Holm, Frederik Stjernfelt, Anna Libak och Arne Hardis som återkommande skriver om dessa ämnen. Det lustiga är att ingen av dem finns med bland referenserna i Lena Sundströms bok Världens lyckligaste folk. Hur kan man berätta om ett lands samtida verklighet utan att åberopa de viktigaste debattörernas verk? Det är att låtsas att man i landet ifråga inte diskuterar sina problem. Men det gör man, över hela det politiska spektrat, från vänsterförfattaren Kåre Bluitgen, till företrädare för Trykkefrihedsselskabet som Lars Hedegaard och konservativa debattörer som Katrine Winkel Holm.

Det räcker inte att bo några månader i Köpenhamns centrum för bli ”expert” på Danmark. Det är så Sundström framställer sig själv. Hon kan allt på förhand och behöver bara få sina kunskaper bekräftade av taxichaufförer och lite bläddrande i Politiken. Problemet är att det kommer ut en osedvanligt stor samling förutfattade meningar av det. Det som ska se ut som kunskap är i själva verket dammiga vanföreställningar.

Varje gång hon intervjuar eller samtalar med en dansk hon tycker illa om väljer hon att vulgarisera svaren med att skriva ”Jä” eller ”Hvä” istället för att översätta till svenska med ett enkelt ”ja” eller ”vad”. Med den sortens lustigheter vill hon naturligtvis framställa dessa danskar som obildade och motbjudande, kanske som “bondska” – en av de klassiska anti-danska klichéerna, det är en del av ärendet. Det är billigt.

På en enda punkt har Sundström rätt. Hon säger att vi genom att granska Danmark kan förstå framtidens Sverige. Det är nämligen så, att man med skärpta sociala klyftor och motsättningar också får ett politiskt klimat som präglas av det. Man kunde gå ett steg längre och säga, att som det ser ut i dagens Storbritannien, så kommer det att se ut både i Danmark och Sverige om tio år, d.v.s. den spridda förekomsten av aktiv, värvande islamism i moskéerna, etniska motsättningar som leder till fysiskt våld, segregation över hela linjen på arbetsplatser, i bostadsområden, i vården och skolorna – och ett parti med rötterna i nazismen som den store segraren i senaste EU-valet (jag syftar på BNP, ett parti som i sina stadgar endast tillåter vita medlemmar). Alternativet är att göra som just danskarna gjort: diskutera problemen öppet, låta dem leda till politisk organisering som flyttar debatten till parlament och medier, istället för att utvecklas till en nynazistisk pöbel i bostadsområdena. Den ekvationen har Sundström aldrig ens tänkt som möjlighet.

Om man kan göra journalistisk karriär med Lena Sundströms metoder så säger det dessvärre mer om Sverige och vår journalistik än det säger om henne som person. Uppenbarligen är hennes infantila och synnerligen vulgära och propagandistiskt färgade prosa efterlängtad. Det värsta med en bok som denna är att den ställer sig i vägen för en seriös diskussion om de stora och avgörande problem vi delar med våra grannländer och med resten av Europa. Att den utkommer säger också en del om vilka betydande hinder det finns för en intellektuellt hederlig diskussion, som går bortom nationalistiska eller populistiska klichéer och vanföreställningar.

Thomas Nydahl (med forfatterens venlige tilladelse)

Dagens Nyheter anmelder

Det er svært som det pludselig højner niveauet og håndværket, når man er enige og ude  i samme ideologiske ærinde:

Hur kunde det land hon lärde känna som öppet och frisinnat plötsligt förvandlas till en inskränkt, politisk ankdamm där det är helt normalt att hetsa mot muslimer?

Sundström går grundligt till väga. Hon anmäler sig till en språkkurs i danska för invandrare, gräver i tidningsarkiven, och reser över till Jylland för att äta middag med trogna folkepartister.Hon reder ut historien om DF:s och partiledaren Pia Kjærsgaards bakgrund i missnöjespolitikern Glistrups Fremskridtsparti, och spårar omsorgsfullt den gradvisa glidningen i den offentliga debatten. I mitten av åttiotalet, konstaterar Sundström, vädjade drottning Margrethe om tolerans i sitt nyårstal. Tjugo år senare talar hon, som alla andra, om den muslimska ”utmaningen”.

Någonting, någonstans, har fått en hel nation att projicera alla samhällsproblem på en mycket liten, men väl synlig del av befolkningen.

Så långt är det här ett gediget journalistiskt arbete. Lena Sundström är dessutom både skarp och skoningslös när hon plockar isär den försåtliga retoriken. Som när hon visar att Dansk folkepartis väljare faktiskt är betydligt mer positiva till exempelvis dödsstraff och barnaga än vad muslimska invandrare är. Eller som när hon pekar på hur de danska Socialdemokraternas partiprogram talar om toleranta, ”danska” värderingar på ett sätt som gör intoleransen mot det ”odanska” helt motiverad.

I sådana stunder är Lena Sundströms sarkastiska cynismer svår överträffade. De gör också att man nästan är beredd att bortse från de uppenbara bristerna i den här boken. Men bara nästan. Lena Sundström: ”Världens lyckligaste folk”

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Janne

    “Der er mange problemer at læse her, men hvis man kan få en tone der er baseret på respekt”

    Klausen ser åbenbart ikke at den form for terminologi er den som demokrati sky og selvtægts bander også bruger. Respeekt ellers…

  • JensH

    “Danes were in for some soul-searching. They didn’t like that the rest of the world suddenly thought they were racists.”

    Hvornår var Jytte Klausen sidste gang i Danmark?? Jeg synes da ikke vi er begyndt en større proces med “soul-searching2 fordi vi frygter resten af verden anser os for at være ‘rascister’??

    Men aproppos Jytte Klausen og Muhammed-‘krisen’, så kan jeg stadig med fryd huske hvordan Irshad Manji slagtede den gode professor Klausen for åben skærm. Det kan her ‘genopleves’ via Uriasposten:

    http://www.uriasposten.net/?p=3099#comments

  • @ LFPC: Der er mange guldkorn i ekkorummet. Hvorfor gøre det ligetil, når man kan mystificere og professorere det ? Det duperer rosset. Denne her:

    “It is important to understand that the paper was putting out these cartoons as part of what was, and is, a political movement on the part of some Danish neo-liberals to emphasise this cultural war.“

    Det er det oppustet vås. Fl Rose har kort og konkret gjort rede for hvad han tænkte de sidste dage inden publiceringen. Bluitgen også, han tænkte næsten ingenting.

    Og her hvor JP skal ha på hatten for at have generet kosmopolitten i hendes barndom. Hvem er den provinsielle ?:

    I’m quite familiar with this newspaper Jyllands Posten because it’s the paper that’s on the coffee tables in my family, it’s the paper I grew up reading when I was a kid. It is a provincial newspaper about 150,000 copies in circulation and it has always minded the sensitivities of the provincial middle class and the wealthier agrarian groups.

    Man kan sige at Klausen har drejet sin åndelige supertanker i relativ stilhed. Hvis hun så disse citater, ville hun nok ønske hun havde været endnu mere stille. Set over tre år, så sejler den dog en anden vej. Det forlyder i videoen, hun kan tjene en masse penge på bogen, surprise, surprise. Dem skulle hun donere til Jyllands Posten, som hun nu nasser temmelig uretmæssigt på.
    ENDNU mere diskret drejer Tøger Seidenfaden sin. Og alligevel har han haft ret hele tiden, for han kan ikke tage fejl, som han vist også selv bemærkede i et interview v. sin 50 års dag. Det er en psykologisk tilstand, der er meget ordkrævende. En hel bog skulle der til oveni alle lederne.

    George Orwell once remarked to a Communist fellow-traveler with whom he was having a dispute: “You must be an intellectual. Only an intellectual could say something so stupid.”

  • Pingback: Polemiken » Blog Archive » Den uddannelse..()

  • kimpo

    Akademikere er som hovedregel selvhøjtidelige idioter, som reciterer nutidens koranvers

    • Morten – – –

      Striden står i hovedsagen mellem intelligente (først og fremmest: mennesker) på den ene side, og skolede (først og fremmest: akademikere) på den anden side. De intelligente kan imidlertid godt være skolede – og de skolede kan godt være intelligente.

      Det er den mere eller mindre sociale (angste)/æstetiske (forfængelige) selvbeskrivelse, der skiller. – Tit nok, i hvertfald.

      – – –

    • Janne

      Vi har søreme da brug for dem alle i hob. De skal jo bare blive klogere… haha 🙂

  • bl

    Sværdets religion, fredens religion.

    “Islams sværd” (sword of islam) bliver på nettet (islam101) tolket om til at betyde “sandheden”.
    “Sandheden” slår igennem, ligesom jihad bliver tolket om til at betyde en indre stræben efter sandheden, som jo selvsagt kun findes i den fuldendte religion, islam.

    Jesus-ordet om at “jeg er sandheden og livet”, bliver i islam til: vælg “sandheden” og dermed livet, eller….

    Nå muezzinen kalder til bøn, vi må se til at vi gør det rigtige.

  • Victor

    Hej – nu er der faldet dom i “Malene-sagen”.

    http://www.berlingske.dk/article/20090910/forbrydelsen/90910090/

  • Janne

    “- Gennem annoncer som den her, er jeg overbevist om, at tænkende, oplyste samfundsborgere nemt kan gennemskue, at Dansk Folkepartis argumenter ikke holder, og at de sætter hindringer i vejen for, at vi sammen kan leve i et transparent samfund med demokrati, ytringsfrihed og plads til forskellighed, siger han. ” – Citat fra artikel om islamisk begejstring for DF’s annonce, som der linkes til.

    “…vi sammen kan leve i et transparent samfund med demokrati, ytringsfrihed og plads til forskellighed…”

    Er det det koranen signalerer? Er det koranens budskab? Er det det hijab, burka og niqab signalerer? Gennemsigtighed og plads til forskellighed? Det mener jeg ikke.

    Det er ikke DF der skiller muslimer og danskere ad.

    Der er stadigvæk ikke nogen danske politikere eller politiske kommentatorer der går ind og ser hvad der står i koranen om anderledes tænkende/troende mennesker og om homoseksualitet.

    Apropos politiske kommentatorer, så synes jeg efterhånden at hr. Skou fra TV2 virker noget indebrændt – han siger det sammen som han har sagt i en evighed. Han ser ikke ud til at kunne se og forstå at vores samfund forandrer sig. Jeg har næsten helt ondt af ham.

  • Peter Buch
  • PeterK

    Der står intet om etnicitet. Var det kystbanetoget mod Kokkedal hun ventede på?

  • Peter Buch

    Rungsted så vidt jeg erindrer.

    • PeterK

      Jeg har boet der engang for længe siden, dengang etagebyggeri i det område var fuldstændig utænkeligt, og Rungsted havn var en lille rund én for enden af en lang bro. Der er ikke så langt fra rigmandsvillaerne i Rungsted til ghettoen i Kokkedal. Når det er tæt på Kokkedal og der ikke nævnes etnicitet, så skal vi læse mellem linierne ligesom vores bedsteforældre under den forrige besættelse.

  • Peter Buch

    http://www.youtube.com/watch?v=inh7ZXZHFy4
    Om hvad debat kan medføre.

    • Glimrende link. Hermed anbefalet.

      “Demokrati går ikke til ved en kataklysmisk begivenhed” Douglas Murray

      – – –

  • Peter Buch

    Ja, Morten – set og hørt via Hodja og Brussels Journal.

  • Sværdets sura:

    Sura 9 (Omvendelse) vers 5
    Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.

  • Pingback: Jytte Klausen: Fiktion og fornægtelse « Snaphanen()

  • Pingback: Ny bok piller rasismeforskning fra hverandre « Snaphanen()

  • Pingback: Hamed Abdel-Samad – et portræt « Snaphanen()

  • Pingback: “Vi har en aftale med Arla” « Snaphanen()