3
nov
Seneste opdatering: 4/11-09 kl. 0626
18 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Henrik Jensen, historiker og forfatter, David Gress, professor og Mikael Jalving, historiker, forfatter. Med indledning af Lars Hedegaard. (der er nogle beklagelige  mikroudfald i midten af video 1, men de  hindrer ikke forståelsen.)

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Bjovulf

    Tak Steen 🙂

    Interessant kronik her:

    http://www.berlingske.dk/kronikker/vaerre-end-ku-klux-klan

    Lige på kornet efter min mening.

  • Mette

    Tak for videoerne, som kan anbefales.

  • Peter Buch

    Det er for drenge, det er for piger-
    alting koster, som vi siger.

    Beklagelig udeladelse eller forglemmelse af Johann Friedrich Struensees indførelse af Trykkefrihed i Danmark. Jeg var ikke tilstede og ved ikke om omtalen af dette forkom hos talere eller tilstedeværende. Gjorde den ikke ses det herfra som en graverende fejl fremtidige symposier eller arrangementer retfærdigvis må råde bod på.

    Andre skrev:
    http://www.denstoredanske.dk/index.php?title=Livsstil%2C_sport_og_frit id/Filosofi/Filosofi_i_1800-_og_1900-t./ytringsfrihed

  • Mette

    Ja, ja, Struensee forsøgte.

    Desværre røg en af mine slægtningen i den grad til gåsefjeren, at nogle mener at vide, at han var skyld i, at trykkefriheden blev indddraget igen. Den blev i hvert fald inddraget. Jeg har et kobberstik af ham, hvor hans ordsprog står med prikker og stikker: skrevet:

    “Ærlighed varer længst”.

    Det blev stukket på et tidligere tidspunkt.

  • Peter Buch

    Bortset fra det nævnte opstød, der muligvis har nogen baggrund i mit fravær fra symposiet, er det nu engang en fornøjelse at der fra Gress til Roser og Hedegaarde og et utal af andre steder er ønske om udbredelse af trykkefrihed. Det projekt fortjener mest støtte, trods anførte kritikpunkt. Set herfra.
    Sikke et landskab!

  • Mette

    Mange kredser i denne tid om samme emne som Henrik Jensen. En af dem er professor i statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard, der indleder sit indlæg på JP Blogs om “moderne patriotisme” med flg.:

    “Sammenhængskraften i Danmark er under pres. Særinteressernes fremme af egne ønsker er blevet allestedsnærværende og massiv. ”Jeg gør først og fremmest, hvad der er til gavn for mig og min egen gruppe og er ligeglad med resten”-attituden er blevet dominerende.”

    Dernæst hiver Nedergaard til min forbløffelse den særdeles støvede Thyge Rothe frem fra 1700-tallet. Samme Rothe som mistede sine embeder og heligede sig sin familie, som man siger. Det fremkaldte et meget langt svar:

    “Thyge Rothe opfordrer til det, som man på hans tid kaldte borgerdyd, og som bl.a. indebar flid og høj moral. Han var en ærgerrig fyrstetjener, der kendte spillets regler, og ergo var han formbar og ofte diffus.

    Jeg har Thyge Rothe i reolen, men jeg har langt mere sympati for hans ramsaltede og mindre lærde halvbror juristen Caspar Peter Rothe, som jeg allerede har belemret Michael Jalving med, og hvis fædrelandskærlighed/patriotisme forekommer mig at være af en mere naturlig art.

    Der er ikke meget natur over Thyge Rothe, og der er noget janusagtigt over hans kringlede tankegang, skønt han af og til skriver meget smukt og utvivlsomt velmenende, dog ligeså langt fra realiteterne som mange af nutidens erklærede “humanister“.

    Rothes filosofi passede ikke overraskende som fod i hose til magthavernes interesser, der bestod i at få den danske konges rige til at fungere som en for datiden moderne europæisk stat. Den var i realiteten et multikulturelt rige bestående af to kongeriger, hertugdømmerne, de nordatlantiske bilande og kolonierne i Afrika, Asien og Caribien. Dvs. en stat, der var meget anderledes end det Danmark, som vi kender, og som indtil for nylig var karakteriseret ved en meget homogen befolkning.

    I dag går det den modsatte vej, og vi bliver igen mere og mere uhomogene som på Thyge Rothes tid. Det sker, fordi menneskerettighedsdiktaturet og EU-lokomotivet kværner hen over os med den forlorne helstatstanke om “universelle værdier” i et føderalt Europa, der i praksis begynder at ligne et påtvunget og feudalt tvangsægteskab. Snart har vi også en fælles præsident og en fælles udenrigsminister med et diplomati, der udrangerer det nationale, og hvis man tror, at den situation opildner til andet end sololøb, har man ikke forstået, hvad der siden 1864 har bundet Danmark sammen og befordret fællesskabets succes, endsige hvorfor så mange russere drikker.

    Da Chr. 7. kom på tronen i 1766 viste hans valgsprog, at noget nyt var på vej selv på højeste sted: “Gloria ex amore patriae” – der på dansk er “ I kærlighed til fædrelandet vil jeg søge min ære”. For stik mod hvad den elendige danske skoleundervisning i historie har deklameret i mange år, var vor enevælde altid i bevægelse, relativt moderne og velfungerende samt interesseret i at være oplyst.

    Fr. 5. havde understreget det med oplysningen i valgsproget “Prudentia et constantia” (Klogskab og fasthed), og hans far Chr. 6. havde vist sin fromhed og imødekommenhed overfor folket med valgsproget “Deo et populo” (For Gud og for mit folk).

    Med Chr. 7. blev tonen altså skærpet i national henseende, og det var et tidens tegn med rødder i folkedybet. Årsagen er nem at få øje på. Ikke mindst Fr. 5.’s umiskendelige svagheder havde åbnet vejen for, at tyskere og franskmænd havde kunnet sætte sig på mange gode embeder og gjort dansk til det sprog, man talte med sin tjener og sin hund.

    Kan vi sammenligne den situation med i dag?

    I hvert fald kom Thyge Rothes universelle “Tanker om Kiærlighed til Fædrenelandet” fra 1759 hurtigt i modvind, da Fr. 5. opgav ånden i 1766. Ved en maskerade på Hofteateret fik den nye konge nemlig overrakt et anonymt protestdigt “Brev om Kierlighed til Fædrenelandet” bestående af 16 forrygende nationale vers, der sydede af raseri. Og her skal man huske på, at den danske enevoldskonge altid var den lille mands ven mod “de store“. Det begynder sådan:

    “Ak arme Dannnemark, nu vågner din Ulykke,
    See, fire Tydskere kan Alting undertrykke,
    De troe, at Riget er ved Lod dem falden til,
    Thi Kongen kan ey det, hans Hierte gierne vil.

    Velsigned’ Christian den syvende i Norden,
    Tænk, at du Konge er og ey omsonst paa Jorden.
    Udi Din Faders tid Franzosen os bedrog,
    Men i din Farfars Tid vor Velfærd Tysken tog.”

    Dermed var tonen anslået, og digtet slutter med :

    “Tænk derfor nu på Raad, Du milde Landets Fader,
    Søg Danske, Norske Mænd, som aldrig Dig forlader”.

    Kort sagt, nu skulle det være slut med at lefle for al det fremmede, og her er det værd at lægge mærke til, at nordmænd er inde i den nationale varme, og det var i det hele taget et gennemgående tema på den tid, hvor man talte om tvillingerigerne Danmark-Norge. Kongens garde var fx norsk.

    “Vil vi at andre skal ære os, saa lader os ikke begynde med at foragte os selv”, skriver forfatteren side 19-20 i sit protestdigt, og det lyder også meget aktuelt.

    Pjecen var anonym, men forfatteren var kendt og hed Eiler Hagerup. Han var teolog og jurist og søn af biskoppen i Trondhjem, og derfor fik det norske måske en ekstra understregning. (Jeg kan ikke lade være med at nævne, at en af Hagerups patroner, der var mænd, som bevidst værnede om gammel dansk kultur og var i opposition til al det udenlandske, hed Theodor Holmskiold.)

    Hvor Thyge Rothes budskab er en påstand om, at fædrelandet er der, hvor man lever, at kærligheden til fædrelandet findes i alle samfundslag, og at fremmede er nødvendige for fædrelandet, går Eiler Hagerups pjece stik imod og siger:

    “Ved Fædrenelandet forstaaer man i Almindeligghed tvende Ting: Det naturlige Fødested og Land, som ved Fødselen beskikkes os til Leve- og Opholdssted, og dernæst det Selskab, hvori vi strax bliver indsatte som Medlemmer.”

    Hagerup afviser altså, at fædrelandet kun er det land, som man vælger at leve i og mener i stedet, at fødestedskriteriet er eneafgørende. Desuden afviser han, at fædrelandskærligheden findes i alle samfundslag, den danske bonde må fx have sin egen jord for at kunne elske den, skriver han, og her lurer de store landbrugsreformer lige under overfladen hos juristen. Bønderne skulle have deres frihed (fra hoveriet) og egen gård og jord. De skulle have stor indflydelse på egne forhold.

    Ang. udlændinge mener Hagerup, at de bør være velkomne til at slå sig ned, hvis de medbringer formuer, for de skulle kunne klare sig selv. Og at det samme gjaldt fremmede, der kunne tilføre dansk erhvervsliv nye erfaringer og teknik.

    Men, skriver Hagerup:

    “Den tredje slags Fremmede ere de som søger at tage Deel i Landets Luxe og Overflødighed“

    og derefter går det løs med rasende opremsninger og nådesløs kritik af de eksisterende forhold, hvor den danske befolkning siges at være “omringet” af fremmede personer, der “nyde Landets Herligheder” og “fortære Bondens og Borgerens Sveed”.

    Dette virker meget bekendt.

    Hagerups vil således ikke lukke landet, men han vil heller ikke åbne det totalt, sådan som Thyge Rothe lægger op til. Hagerup kræver desuden førsteret for landets etniske befolkning til landets embeder.

    Denne pjece “gjorde megen Lykke”, som der står i C. F. Bricka’s “Dansk Biografisk Lexikon”, bd. VI, 1892. De øvrige citater stammer fra “Dansk Identitetshistorie. Fædreland og modersmål 1536-1789, red. Ole Feldbæk, 1991.

    Mens Thyge Rothes karriere smuldrede i de kommende år, blev Hagerup en opstigende stjerne, og han var med til at udarbejde loven om Indfødsret, der i 1776 – samme år som den amerikanske revolution brød ud – fastslog, at embeder i den danske stat først og fremmest skulle tildeles personer som var født i fædrelandet, dvs tvillingeriget Danmark-Norge. Samtidigt blev det indført, at dansk skulle være administrationens officielle sprog. Dette på trods af, at den økonomiske og industrielle udvikling var meget længere fremme i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.

    Jeg mener ikke, at vi er på vej tilbage til Thyge Rothes fædrelandsfilosofi, for den indebærer grundlæggende, at man har pligt til at elske sit land, og dette er et helt urealistisk forlangende, når man samtidigt fremelsker selvcentrerede solister, og Europa oversvømmes af tilhængerne af en ideologi, der sætter et tænkt verdenssamfund (ummaen) over kærligheden til det nye land og i generation efter generation fortsætter med at omtale sig selv som værende af samme nationalitet som bedstefædre, oldefædre eller endnu ældre aner, der udvandrede. Samtidig med at man under protest kræver disses kultur indført i det nye land og får medhold i protesten. Under sådanne indvandrerforhold er kærligheden, loyaliteten og dermed patriotismen placeret uden for landets grænser. Ikke desto mindre forlanger EU, FN og menneskerettighederne i stigende grad, at de oprindelige befolkninger har pligt til at indordne sig under disse forhold og vel også til at elske dem. Gør de det ikke, er de racister.

    Afslutningsvis et citat af Ole Feldbæk, der tidligere var en konservativ professor i økonomisk historie ved Københavns Universitet og almindeligt respekteret som landets største kapacitet på 1700-tallet. I “Dansk Identitetshistorie” indleder han kapitlet ”Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet”.

    ”I løbet af kun tre årtier opstod i midten af 1700-tallet en markant dansk identitet. Det begyndte i 1740’erne, og i 1776 nåede den nationale udvikling sin foreløbige kulmination. På et tidspunkt, hvor den fremherskende holdning i Europa var, at alle mennesker var brødre, og at fædrelandet var, hvor man levede som en loyal undersåt og en nyttig borger, uanset hvor man var født, og hvilket sprog man talte, udstedte den danske konge loven om Indfødsretten. En lov, der gav indfødte eneret til embeder. En identificering med Danmark som stat og danskerne som folk kan følges længere tilbage”.

    Derefter nævnes Jellingstenen fra ca. 980n og Saxos ”Danernes Bedrifter” samt at ”Det pompøse klagedigt fra 1329 over landets pantsættelse til de holstenske grever udtrykker ægte sorg over fædrelandets skæbne under fremmedvældet.

    Der er i det hele taget ikke så meget nyt under solen, bortset fra at meget er begyndt at gå baglæns, og at demokratiet fortoner sig i horisonten.”

    /mariiadue

    • Egtvedpigen

      Så fik man da det på plads! 🙂
      Som sædvanligt en rigtig god historie og samtidig lærerigt indlæg (men hvordan i alverden kan det lade sig gøre at være SÅ morgenfrisk??)

      • Mette

        Egtvedpigen. Det lange opus blev ikke skrevet på morgenkvisten. 🙂

        • Egtvedpigen

          Nu er jeg ligegodt helt lettet! Tanken om at enkelte individer skulle være i stand til at huske kongerækken, både forfra og bagfra, samt skelne den ene Rothe-bror fra den anden, før klokken har så meget som slået syv ( imens en døgenigt som jeg i så udpræget grad ikke er i stand til at præstere noget som helst akademisk før kl. er mindst ti), har plaget mig siden i går!

  • Victor

    Jeg tror søreme der er en gud – og han er stor:

    http://jp.dk/udland/article1873635.ece

  • Bjovulf

    Nicolai Sennels slår til igen 😉

    http://blogs.jp.dk/kulturkloeften/2009/11/04/repatriering-statssponsor eret-udvandring-er-den-eneste-win-win-løsning/

    Repatriering – statssponsoreret udvandring – er den eneste win-win løsning
    Dato: d. 04.11.09, 10:32
    Af: Nicolai Sennels

    Emner: Helle Thorning-Schmidt, Integration, repatriering

    Betaling af dårligt eller ikke-integrerede indvandrere for at UDVANDRE, er den eneste løsning på integrationen, hvor alle parter får noget positivt ud af det. Repatriering – også kaldet statssponsoreret udvandring – er kommet for at blive!

    Danmark har en stor gruppe indvandrere, som er så dårligt integreret i det danske samfund, at både de selv og omgivelserne direkte lider under det.

    De dårligt integrerede lider ved, at de ikke føler sig hjemme i vores land; de er ofte utrygge og forvirret over måden, vores samfund fungerer på; de oplever deres kulturelle og religiøse vaner sat under pres; de formår ikke at skabe sig et succesfuldt liv i vores kultur. Omgivelserne lider under det, fordi dårlig integration suger kolossale menneskelige og økonomiske resurser fra resten af samfundet og befolkningen (herunder folkeskoler, hospitaler, offentlige lønninger osv.).

    Løsningen er at betale denne gruppe indvandrere for at udvandre. Repatriering er den eneste udvej, hvor alle får fordel:

    …..

  • Peter Buch

    Mette

    Glimrende.
    JP kunne og burde jo sætte det i selve avisen.

    Der kunne tilføjes at EUs tiltagende brug af flertalsafgørelser og selve procedurerne hvorunder beslutninger foretages må føre til konklusionen – at demokrati, som forstået ud fra definitionen af hvad demokrati er, for de enkelte medvirkende EU deltagende parter er ikke eksisterende på et stigende antal områder, nogle af disse bedømmes som så vitale, at demokrati i enkelt staterne reelt er blevet- ikke eksisterende.
    Jvf. eksempelvis http://en.euabc.com/word/2149 og hr. Bondes ord om at lovgivning i EU blandt andet reelt sker med oprindelse i hundredevis af hemmelige grupper der giver råd og forslag til Ministerrådets og endnu flere til Kommisionen, uden ringeste mulighed for demokratisk medvirken.

    Der er tale om ren magt, udemokratisk baseret magt, som eksempler på magtudfoldelse og ikke om noget der minder meget om demokrati.
    At være herre i eget hus, nominelt tilstanden for det folkelige Danmark fra 1860erne til 1953 Grundloven med dens § 20 hvor magtafgivelse fra statens side nævnes kunne ske i nærmere bestemt omfang ved lov, med den suveræne stat og dens demokrati, det suveræne Danmark er aktuelt i virkelighedens verden forvandlet til en, flere og manges seen bort fra alvorlige problematikker til fordel for en rundkredsdiskussion om spørgsmål om sundhedssystemers indretning, finansiering og placering, og undervisningsystemers ditto. Og en smule mere der her er udeladt.
    Som de tyske delstaters råderum overfor Bundesregeringen.

    • Mette

      Peter Buch

      Jeg sprang mellemregningerne over i det læserbrev, hvor jeg skrev, at demokratiet er afskaffet. For det har du jo ret i, at det er.

      Og i dag har vi også mistet håbet om, at David Cameron udskriver folkeafstemning i England. Det vil han ikke mere. Han siger, at Lissabontraktaten nu er ophævet til lov.

      Statskup, er hvad det er, og den slags bør vi ikke respektere. Jeg forudser, at vi i en tid går i politisk og moralsk opløsning, indtil et eller andet voldsomt får vendt bøtten, men da vil vort udgangspunkt være et helt nyt. Vi får aldrig vores gode gamle land tilbage. Ugræsset er føget over hegnet, og hvor islam er, vil der altid være ufred.

      • PeterK

        Ja, Danmark er ophørt som selvstændig stat. Vi er nu en del af Region Nord i Storeuropa, og fra 1/1 2001, altså om 1½ måned går EU’s reelle grænse ved Persergulfen, og det sydlige Sahara. Snart kommer Georgien vel også med, landet der gav verden Stalin og Beria, hvilket burde være advarsel nok.
        Kerne-europæiske lande som Ukraine, Hviderusland og Moldavien, de to første kun en dagsrejse i bil herfra, kristne og med en humor og livsform der ligner vores, forkastes til fordel for islamiske diktaturer. I sandhed et trist år, demokratiet brutalt trådt under fode.
        Folketinget reduceret til et regionsråd uden magt til andet end at prøve at styre hvad vi spiser, drikker og ryger, og farven på lokumspapiret i snapstinget.

        Danmark i tusind år, ret præcist.. SIdste mand lukker og slukker.

  • Peter Buch

    TV2 kilde med et kort stykke om EUmagt:

    http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-26204455.html

  • JensH

    “TV2 kilde med et kort stykke om EUmagt”

    Og så fik regeringen sine top-jurister til at påstå, at Lissabontraktaten ikke betød afståelse af suverænitet. Disse jurister må virkelig have taget kvælertag på deres egen faglige ære.

  • Peter Buch

    JensH

    Det kræver en nærmere studeren af juristernes svar, at afgøre hvad grundlaget selve materialet for deres konklusion var. Jeg mener udgangspunktet var dels Grundloven, dels Lissabon-traktaten, samt andre indgåede aftaler mellem Danmark og andre parter.
    Det er naturligvis muligt de adspurgte jurister udelukkende har taget Danmarks særlige EUforbehold, som deres bedømmelsesgrundlag for konklusionen, de forbehold mange aktuelt arbejder for ophæves, for pålydende og det konklusionen skulle svare på med hensyn til om suverænitetsbegrænsning finder sted eller ej efter Lissabon-traktaten, og konklusionen er udfærdiget på dét specifikt eksakte grundlag.

    Med HELE Lissabon-traktaten som grundlag ser jeg ikke konklusionen kan være en anden end at suverænitetsafgivelse forekommer i betydeligt omfang, på væsentlige felter for suverænitets opretholdelse.

    En objektiv konklusion kan således kun kan blive en anden end den af juristerne fremførte. Efter min opfattelse.

  • Peter Buch

    Mette

    Så sandt. En fornøjelse at træffe en logisk tænkende!

    Omend statskup er realiteten, er det i massemedier fremførte nominelle billede et af der er foregået en indgåen af frivillige aftaler på basis af det repræsentative demokratis valgte individers trufne beslutninger det fremherskende.

    Hvad kan vi da ellers gøre ved det- ud over at gøre opmærksom på det?