Weekendavisen skriver fredag: “Låget er røget af islam -og værdidebatten i Tyskland. Det er sket gennem bøger. Sarrazin-kontroversen skabt et udlændingepolitisk debatklima, som begynder at minde om Danmarks og Hollands.” (Tankevækkende at næppe nogen af disse bøger ville udkomme, blive anmeldt eller inspirere debat i Sverige. Bøger har der været, men ingen kender dem.) Et langt  interview med en af forfatterne, den højt begavede, åbenhjertige Hamed Abdel-Samad. Man kan være uenig i det mulige  i hans reformtanker for islam, – måske det er lovlig præget af hans egen utrolige transformation -i hans syn på Sarrazin, men det et værd at læse. Interviewet falder i tre dele: 1: ‘Islam Is Like a Drug’. 2: ‘The Hatred of the West Hasn’t Gone Away’. 3: ‘I Overindulged in the Fruits of the West’. Her om mødet med Vesten, der fremkalder et så håndgribeligt kulturchock, at det bringer ham på selvmordets rand. Vi kender ikke verden nok, og vi kan ikke se os selv udefra nok, til at forstå sådan et chock. Mark Steyn var inde på det i lørdags: ”Har du nogensinde haft en konversation med en multikulturalist, der demonstrerede nogen bemærkelsesværdig viden om en kultur? Nej, vel? Multikulturalismen er i en vis forstand topmålet af kulturel dovenskab og arrogance.”

Hamed Abdel-Samad with his wife Connie in Nyhavn, Copenhagen. Abdel-Samad says, “I wanted to get away from Europe, away from Islam, away from everything.” “Connie” accepted to be photographed but only with her face partly covered (for security reasons).

I wasn’t prepared for Western freedoms. It was a curse for me at first, and it made me aggressive. I began studying political science in Augsburg. There were temptations everywhere: young women in the student union and beer at the bars. I felt guilty whenever I overindulged in the fruits of the West, which my faith forbade. I felt humiliated and uprooted. For a short time, I joined a group of Islamist students, trying to escape my loneliness in the warm glow of companionship. Others have fallen into the clutches of terrorists that way. I didn’t. I did however have hallucinations and cold sweats, and I felt the fear of death.

SPIEGEL: Did you get professional help?

Abdel-Samad: Yes, I checked myself into a psychiatric clinic. I was on the verge of suicide. They transferred me to a closed ward and treated me for borderline personality disorder. It was hell, and the hell was also inside of me. I did everything I could to convince the therapists that I could manage outside again. The doctors trusted me. After I was released, I embarked on my next escape, this time to Japan, where I learned Japanese and got involved with East Asian spirituality. I met the love of my life in Kyoto, a woman who is half-Danish and half-Japanese — the woman I’m married to today. Spiegel Online.

Intersocialdemokratisk kultursammenstød

Danske ungsosser besøger deres svenske klubkammerater. Forløbet er symptomatisk:

Peter Hummelgaard Thomsen [dansk SSU] er ikke overrasket over, at Sverigedemokraterna har fyldt meget i den svenske valgkamp.Han beklager, at det svenske søsterparti ikke har lært af de danske socialdemokraters fejl på indvandringsområdet.Som han ser det, er det det samme der sker lige nu i Sverige.

»Dansk Folkeparti har i Danmark fået den centrale rolle, som de har, blandt andet fordi socialdemokraterne ikke tog spørgsmålet om indvandring alvorligt, og ikke havde en politik på området klar, da det blev relevant«, siger han.»Indvandring er et vigtigt spørgsmål for mange vælgere, og man er som parti nødt til at have en politik på området. Det har vi lært i Danmark. Men det er som om de svenske socialdemokrater ikke vil acceptere det. De vil ikke engang diskutere det« siger han

Alrik Altval fra Sveriges Socialdemokratiske Ungdom (SSU) mener ikke, der er noget at lære fra den anden side af sundet.»Vi bliver aldrig som danskerne« siger han.Han mener ikke, det er relevant at tale om indvandring som et politisk spørgsmål.»Sverigedemokraterna vil aldrig få indflydelse her. Aldrig!« Unge danske socialdemokrater går ind i svensk valgkamp

I P 1 Orientering advarer danske socialdemokraters tidligere formand og udenrigsminister Mogens Lykketoft svenske politikere mod at gentage hans eget partis feljtagelse fra 90 erne, at ignorere sine egne kernevælgeres modvilje mod bortgivelsen af landet: Det kan give bagslag at afvise Sverigedemokraterne. Lykketoft kunne lige så godt tale til en dør – eller til Reinfeldt. Kursen er sat, Riksdagens vil grave sig dybere ned i problemer, de forskellige “folkegrupper” vil radikaliseres og det ender givetvis med vold i større skala end allerede på et tidspunkt..

Mogens Lykketofts advarsel til Riksdagen

Den er værd at overveje for alliancen, der efter alt at dømme står til at skrive  historie på søndag som den første borgerlige svenske regerning, der genvælges nogensinde (se her og her) Sverigedemokraterne kommer givetvis ind, for eksempel med 7.4 % af stemmerne, ligesom Dansk Folkeparti gjorde i sit første valg i 1998. Hvad var det nu der skete i Danmark? Jo, da Venstre ligge akkurat gik glip af statsministerposten i 1998 sagde Uffe Ellemann noget profetisk til SR regeringen: “Hvis I ikke gør noget ved  indvandringen, så er DF dobbelt så store  næste gang.” SR gjorde ikke rigtig noget, dels på grund af amatørerne i R og  dels på grund af indre uenighed, og det sikrede  partiet foreløbig næsten 10 år ude i mørket. Siden er DF vokset til næsten 500.000 vælgere og hvad de i høj grad kan takke moralister og politiske fumlegængere som Marianne Jelved og Svend Auken for. De Radikale næsten nået deres  ideal,  ikke at være enige  med nogen og næsten at udslette sig selv, hvad der er noget af en bedrift med 2 % spærregrænse.

Hvis de borgerlige i Sverige ville tage ved lære, og måske sikre et historisk brud med venstredominansen i Sverige, så adopterer de gradvist og ikke alt for skjult nogle af Sverigedemokraternes kardinalpunkter. De begynder med at nedbringe kædeindvandringen med 90 %, hvorved de hindrer SD i at få 14 % i 2014 og samtidigt har chancen for at  reducere den svenske venstrefløj til tilskuere i meget, meget lang tid. Det er  læren fra Lykketoft og Danmark og det er logik og sund  fornuft. Desværre er der fire “borgerlige” partier, de mener det ikke, og de er ikke kyniske nok til at gøre noget uanstændigt, “bare” for at vinde en magtkamp. “The decisive moment” for dem, ser ud til at være nær. De kan gribe det eller sove lidt endnu. Når SD først er inde, tikker klokken.Mona møder Weekendavisen

Igen idag har  Weekendavisen gode artikler om Sverige, Arne Hardis´ “En fremmed kom til folkhemmet”, der i høj grad handler om Richard Jomshof-sagen, som Karen Jespersen beskrev for fem år siden i Berlingske Tidende, og Frede Vestergaards “Naboens valgkamp” , hvor han besøger Södertälje samtidigt med Mona Sahlin, stiller et meget usvensk spørgsmål og får en bar r….at trutte i:

Mona Sahlin bliver ført ned til en fotoseance med en ung iraker. Han fortæller på svensk, at det foregår noget mere mekaniseret, end hvor han kommer fra, og så lægger man også i Sverige meget stor vægt på sikkerheden og arbejdsmiljøet. [..]
Journalisten fra den lokale avis Länstidningen Södertälje spørger til, hvad hun vil gøre ved bandekriminaliteten, der ofte forbindes med Södertälje, som han siger. Hun svarer, at man må samle indsatsen for at komme denne form for kriminalitet til livs. »Vi må lægge ansvaret hos en enkelt myndighed, et svensk FBI, i stedet for at sprede det ud over 21 läns-politimyndigheder som i dag.« Journalisten vil også vide, hvad hun vil gøre ved Södertäljes store arbejdsløshed og »trångboddhet« ( dvs. at der ofte bor flere familier i hver lejlighed).
»Den største fejl er, at vi har tilladt så mange at samle sig på et sted. I dag er der nogle få kommuner, som tager imod mange flygtninge. I fremtiden må vi lette det lokale tryk. Vi rødgrønne vil, at flygtningemodtagelsen skal være en national opgave.« Weekendavisen gør opmærksom på, at den overvældende del af indvandringen til Sverige ikke er flygtninge, men kommer via familiesammenføringsreglerne og spørger, om ikke antallet betyder noget for integrationen.
»Antallet af finner eller danskere?« replicerer hun retorisk og fortsætter: »Hvis familiemedlemmer tvinges til at leve adskilt, gør det integrationen sværere. Problemet med integrationen ligger hos politikerne, der ikke har sørget for at fordele flygtningene.« Men den borgerlige regering vil ikke tvinge kommuner eller boligområder til at tage imod et bestemt antal flygtninge.

“Sveriges statsstyring foretages af de besiddende klasser”

af Poul Vinther Jensen

For en del år siden, rejste jeg sammen med Den Danske Forenings formand Dr. phil Sune Dalgård til et møde i Foreningen.

Her drøftede vi udviklingen i de nordiske lande på bl.a. indvandringspolitikken. Jeg stillede den erfarne historiker det spørgsmål, hvorfor er der så stor forskel på den svenske forvaltning af dette område, sammenlignet med Danmark, og til en hvis grad Norge?Til dette svarede Sune Dalgård:

”Det har sin forklaring i, at det svenske aristokrati, igennem flere hundrede år, konsekvent har sendt deres sønner til tyske universiteter”. Som Dalgård uddybede, så er svensk statsforvaltning dybt præget af tysk tradition. Når først kursen på et område er sat, så følger man det helt ud i detaljen.Det kan man læse sig til i et nyt norsk forskningsprojekt under navnet ”Innvandringens velferdspolitiske konsekvenser”

Her står det klart, at Sverige adskiller sig væsentlig fra Danmark og Norge. Det gælder både debatklima og den konkrete politik. Nogle tal fortæller alt. Mellem 2005 og 2009 har Sverige givet 219.688 opholdstilladelser baseret på asyl eller familiesammenføring, hvor de tilsvarende tal for Danmark er 29.554.

Denne vanvittige kurs, kan kun forklares ved, at den svenske elite sidder tungt på hele den politiske og administrative magt. Det er her typer som Oluf Palme, Carl Bildt, og Fredrik Reinfeldt kommer fra.Der har været en enkelt undtagelse med bondesønnen Thorbjörn Fälldin, Centerpartiet i 1970erne . Men han fik heller ikke et ben til jorden.
At en kæmpe som den socialdemokratiske statsminister Tage Erlander i to årtier sad og førte forgængeren P. A.Hanssons reform og klasseudjævningspolitik, har ikke ændret ved den svenske tradition, – at statsstyringen foretages af de besiddende klasser!!
Erlanders projekt med det svenske folkhem har naturligvis sat sine spor på socialpolitikken i Sverige.
Men når det gælder magten, er der ikke flyttet ret meget.
Her godt 30 år efter Tage Erlander, er virkelighedens Sverige, at næsten en femtedel af befolkningen er af anden etnisk herkomst. Derfor ser Sverige i dag for første gang ind i en fremtid, som ingen har noget svar på. Derfor ser vi nu, at et parti som Sverigedemokraterna, som ifølge meningsmålingerne står til at komme ind i Rigsdagen.

Men det vil ikke ændre ret meget.

I en ledende artikel i Weekendavisen 3. September under overskriften ”Sveriges valg” kan man bl.a. læse følgende:

”Kunstnerne skabte en fiktion om Sveriges skønhed og tapperhed, og den dannelsesmæssige elite holdt sammen hele vejen, fordi det var nødvendigt, hvis Sverige skulle genvinde selvagtelsen, og opretholde illusionen om, at landet fortsat er en betydende nation, der i moralsk henseende er i stand til at sætte skel, og i socialt henseende er i stand til at ophæve dem.
Men dette projekt er kun lykkedes, fordi landet arkitektonisk set er bygget op som to pyramider, der formelt set ikke har noget med hinanden at gøre, men hvis autoritet er absolut.
Den ene pyramide har den politiske og kulturelle elite i toppen. Det er herfra de ideologiske og civilisatoriske retningslinjer udstikkes, æstetik formes og erkendelse nås. Og det er herfra den politiske retorik flyder i urbane vendinger med udsøgt elegance og et præg af gustaviansk fornemhed, og formidles af to store mediehuse, som netop for syns skyld, er adskilte.

Den anden pyramide har svensk industri i toppen. Herfra tjenes der penge, mange penge og udstikkes retningslinjer for svensk økonomi, således at der ingen hindringer er for kapitalens frie bevægelighed. Og herfra siges der så lidt som overhovedet muligt.”

Det er dette Sverige, der skal til valg på søndag.

Poul Vinther Jensen
Kilde: Weekendavisen nr. 35 Den 3. September 2010.