Rigsadvokaten procederede i to stive klokketimer, advokat Nemeth i en halv. Alle tilhørerpladser fyldt op, folk var kommet fra Canada og Sverige, Charlottenlund og Nørrebro. Højesteret er det højere jura-teoretiske skoleridt, masser af forudgående retssager i Danmark og ved Menneskerettighedsdomstolen, og en om en taxichauffør fra Hamborg der kørte kurdere ulovligt til Danmark.

Jeg skal vel vare mig for at mene noget som helst om udfaldet, det er et nederlag for min retsfølelse overhovedet at sidde i en retssal for tredje gang på 28 måneder, men det er jo ikke dommernes skyld, de er bare vogterne ved politikernes gærde. Karoly Nemeth lagde ubarmhjertigt ud med at slå fast, at det oprindelige anklageskrift ikke magter at citere Lars Hedegaard ordret, men kun referater af ham i artikler i 180 Grader og i Politiken, og det er ikke helt samme tekst. Forfatterne af det har simpelthen ikke hørt det originale interview i sin helhed. Den eventuelle sandhedværdi af de oprindelige udtalelser, har som bekendt ingen vægt overhovedet i en 266b rettergang. Man kommer ikke ind på emnet. To gange små ti minutter af det blev spillet op i retten, og herefter overlader jeg referatet af dagen til de mere referat-spidsfindige.

“Enhver skal nære sig,” står der i Jyske Lov. Det betyder rigtignok at “enhver skal ernære sig”, men jeg tænker på det sådan i dagens anledning: Skriver jeg af vanvare noget i morgen, der ved hjælp af juridisk røntgenfotografering kan tolkes som en forhånelse af hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering, og vel at mærke aldrig min egen majoritets, er det mig ser sidder på anklagebænken i overmorgen. Skal man have det i baghovedet når man taler eller skriver eller kan man slappe af, hvis man ikke er propagandist? Så kan man lukke butikken. Og hvad nu, hvis flere tusinde begynder at citere strafbare korsanenvers, hvor mange dommerstillinger er der i det?

Jeg greb mig i at have ondt af juristerne. Jeg har høje tanker om retvæsnet. Det kan skyldes det ukendskab, der følger af at være ustraffet. Det er sikkert pladder, overempati, måske har de det helt pingeling. Jeg ville gerne have undersøgt, hvad de mon tænkte som hele forestillingen skred frem. Another day at the office? Hjem til lillemor, snaps og dyrlægens natmad? De sagde ikke noget. Jeg havde glemt mine briller, og hvis de sov, havde jeg ikke set det tværs over den statelige sal. Højttalerne var elendige, så jeg havde heller ikke hørt det. Det er sikrest, at vise ærbødighed for retten, man ved ikke hvornår man selv får brug for dens goodwill. Altså, respekt.

Nedenfor fik Lars Hedegaard muligheden for at få de sidste ord overfor de syv dommere. Fire minutter. Tilhørerne var på nippet til at klappe, men tog sig i det. På dommerbænken sorte kapper og knitren af papirer. Vagtmesteren ledte os ud. Udenfor var klokken blevet 12. Aprilsolen var brudt frem. Man kunne sidde ude uden overtøj. (klik fotos f. helskærm)

Min forsvarer har fremdraget de juridiske argumenter, der taler for, at jeg skal frifindes, og dem skal jeg ikke yderligere kommentere. Jeg kan dog ikke tilbageholde en stille undren over, at nogen kan påstå, at det skulle have været min hensigt at beskylde samtlige muslimske fædre verden over for at misbruge deres børn – ganske særligt i lyset af, at jeg omhyggeligt har forklaret, at det naturligvis ikke er min opfattelse, og at jeg ikke har haft forsæt til at udbrede sådanne absurde påstande.Netop fordi det aldrig har været min hensigt kollektivt at sværte op mod to milliarder mennesker, ville jeg have sat pris på at få de udtalelser, jeg nu står anklaget for, til godkendelse, før nogen sendte dem ud på nettet. [..]

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg anser netop denne kamp for bevarelsen af vore frihedsrettigheder for vor tids vigtigste politiske kamp.Jeg ville ikke kunne leve med min dårlige samvittighed, hvis jeg af hensyn til min personlige bekvemmelighed eller af frygt for offentlig fordømmelse eller latterliggørelse undlod at sige sandheden, som jeg ser den. Og uanset hvordan denne sag falder ud, agter jeg at fortsætte min kamp for ytringsfriheden og mod totalitære anskuelser af enhver art. Lars Hedegaard fik mulighed for et sidste ord i Højesteret i dag. Læs det her.(“Something is rotten in the State of Denmark” (fra Holland)

Mark Steyn: Lars Man Standing, Round Three

I’ve written before about the case of Lars Hedegaard of the Danish Free Press Society, my hosts in Copenhagen a year and a half ago. Today, in the third round of a long legal battle, Lars was at the Supreme Court of Denmark appealing his conviction and 5,000 kroner fine for some observations made about – what else? – Islam.

This case shames the Danish legal system, but it’s also representative of a far broader trend. Scandinavia, like France, like the Netherlands, like Britain, Canada, Australia, and many other established democracies, has grown far too comfortable with policing speech. And, as Lars noted in his observations to the court, the policing is only one way:

I cannot recall a single instance in this country where an Islamic spokesman has been prosecuted for saying that, or course, sharia will become the law of the land once the demographic and political realities make it possible. This despite the fact that we have several examples of, e.g., imams who have openly declared that the imposition of theocracy is a religious duty incumbent on all believers.

In return, these theocrats and sharia-advocates must accept the right of those who believe in democracy, free institutions and human equality to criticise Islam and to oppose its dissemination and the atavistic cultural norms practiced by some Muslims.

One-way multiculturalism is slowly throttling ancient liberties. For the US perspective see Hedegaard’s Appeal to the Danish Supreme Court. (For any upstate New Yorkers in these parts, I’ll be speaking on this and related matters in Toronto on April 24th .) National Review

Lars Hedegaards slag i højesteret

Af Drokles
Det var en flot fredag til at starte med, senere blev det regn. Hvis det var en dag, som statistisk lignede alle andre dage ville 2 danskere blive udsat for gaderøveri af muslimske mænd oveni at hver muslim via staten allerede ville modtage 100,- fra danskerne. Og da det var fredag ville der tillige blive spredt muslimsk had fra enhver moske mod danskere, jøder, vesterlændinge, ytringsfrihed, kvinder, vantro, tanker osv. Det var dog en særlig dag, hvor sagen mod Lars Hedegaard så sit sidste slag i højesteret for tanker han havde ytret. En sag af principiel betydning for ytringsfriheden, så principiel at det tager hele syv dommere, har kostet vel over 10 millioner kroner for en potentiel bødestraf for Lars Hedegaard på 5.000,- for noget som han har sagt og som andre ikke kunne lide. Da jeg hilste på Lars Hedegaard før showet startede var det mig svært at forbinde det smilende og rare ansigt med den Lars Hadegaard man med systemets hjælp forsøger at tegne.

På en stor skærm blev der afspillet to sekvenser fra Lars Hedegaards julefrokostinterview med Asger Trier Engberg. Her kunne de syv dommere se en lettere snaldret Lars Hedegaard dele billede med en ølflaske i forgrunden og mellem sunde slurke (af glas skal det siges) tale frit om virkelighedens islam i Danmark og om de mulige konsekvenser efterhånden som spændingerne i samfundet stiger. Jeg har senere ladet mig fortælle at Hedegaard slet ikke var påpvirket af alkohol da det var hans første øl inden julefrokosten overhovedet kom i gang, men den oplysning ødelægger en del af magien ved interviewet.

Anklageren var mødt velforberedt op, belært af de pinlige episoder ved By- og Landsretten og gennemgik grundigt hele sagen, som den så ud fra hendes side. Vi fik at vide at der stod to menneskeretsprincipper overfor hinanden, hensynet til ytringsfriheden og hensynet til beskyttelse af minoriteter mod hadefuld tale – eller hvad det ævl kalder sig selv. Grundloven blev dog ikke trukket frem denne dag i Danmarks højeste ret. Anklageren refererede flittigt til foregående sager af forskellig relevans og i nogle opløftende minutter i den kedelige procedure (Langballe, der sammen med andre af landets intellektuelle var mødt frem i solidaritet faldt i søvn og måtte vækkes til pausen) citerede hun den ene mindeværdige udtalelse efter den anden, som ved forskellige lejligheder var dømt som racistiske efter paragraf 266b. Det var som en helt lille tour de force i gode blogindlæg – gode for deres sproglige opfindsomhed og gode for deres overvejende sande indhold.

Der var intet nyt i anklagerens argumenter om den specifikke sag, som man ikke allerede kendte fra den til tider hidsige offentlige debat da sagen startede for tre år siden. Hedegaards generaliserende ordvalg, at han burde have vidst, at det var et interview til offentliggørelse, hans forudgående e-mailkorrespondance med Trier Engberg osv. Og der blev lagt vægt på at det som bekendt ikke var relevant med en eventuel sandhedsværdi af disse ytringer i henhold paragraf 266b’s beskaffenhed. Intet nyt altså andet end det uhyggelige i at sidde midt i Danmark og overvære en rigtig og virkelig rettergang i fulde alvor og uden et ord om Grundlov overveje om en mand skal dømmes for sine ytringer og meninger uden sammenhæng til den virkelighed disse ytringer ellers beskriver og uden hensyn til den enkeltes gudgivne frihed: Dømmes rent for selve sandhedens æstetik. Politiken kunne ikke have ønsket sig mere.

Forsvaret gjorde gældende at dommene i By- og Landsret byggede på de fejlcitater af Hedegaard, som 180 Grader havde kreeret og som Politiken efterfølgende og sandsynligvis med fortsæt havde kolporteret og at anklageren således ikke havde argumenter for at stadfæste Landsrettens dom via de nu fremdragne korrekte citater. Forsvaret bestred også anklagerens fortolkning af Hedegaards udtalelser og satte dem dels ind i den situation, som de var fremkommet i og dels ind i at de var en del af en samlet analyse, der indeholdt forbehold mod det generaliserende, som enkelte sætninger som de stod alene ellers antød.

Forsvarets helt stor slagnummer var at afvise at Hedegaard med fortsæt havde talt til et offentligt rum og refererede i en juridisk semantisk argumentationsrække at i og med at landsretten slog fast at Hedegaard “burde” have haft kendskab til udbredelse og således beviseligt, for det tilkommer ikke Højesteret at betvivle Landsrettens bevisførelse, så havde Hedegaard ikke haft kendskab til udbredelsen. Til yderligere grund for det nævnte forsvaret at der ikke blev aftalt noget om lydfiler, at der var tale om et løst interview umiddelbart før en julefrokost så Hedegaard derfor naturligt antog at et redigeret manuskript ville blive sendt til hans godkendelse inden eventuel offentliggørelse og satte som et udtryk for den uformelle stemning i et intimt rum netop Hedegaards bajren den igennem interviewet. Det var et stærkt forsvar, som efterlod anklageren med ingenting.

Hedegaard burde have en god chance for at blive frikendt og det håber vi her på Monokultur. Hedegaard sagde intet, som ikke var sandt i det rodede interview og han sagde intet man endda kan betragte som nedværdigende eller hadefuldt. Hedegaard havde klare forbehold for generaliseringer over den enkelte muslim og beskrev kun den muslimske psykologi og indre logik vi ser udfolde sig overalt i verden, hvor der er muslimer samlet.

Men tilbage står paragraf 266b og truer enhver god danskers frie mening. En paragraf som som lader æstetik kvæle sandhed således at det kan være racisme at kalde koranen for morderisk fordi det støder en masse muslimer, som det ligeledes vil være racisme at forsvare sig ved at bringe citater fra koranen fordi citaternes morderiske indhold konstituerer trusler om folkemord. Så Lars Hedegaard går muligvis fri, andet vil efter denne lægmands betragtning være en juridisk skandale, men fri på en juridisk teknikalitet.