Interview af Jette Plesner Dali og Snaphanen

Over hundrede venstreorienterede overværer arabisk mishandling af jøde uden at gribe ind.

(Foto: Det lille israelske flag F. bar i reversen i Fælledparken)

Det er 1. maj i Fælledparken. Fra talerstolen har Villy Søvndal prædiket om, at “solidaritet betyder, at vi kerer os om hinanden,” da de kommer ud af det blå – lynhurtigt, beslutsomt og aggressivt. Gruppen af seks-otte unge arabere. Mens to af dem holder den 25-årige jødes veninde fast, går resten løs på ham med slag og spark. “Hvis ikke jeg havde pareret nogle slag, kunne det være gået meget værre,” siger han.

Mens de råbte “jødesvin” og “død over Israel”, smadrede de hans solbriller, flåede hans bluse i stykker, slog og sparkede. Trods chokket fik han spurgt dem: “Hva’ har I gang i, hvor er tolerancen?”

Bagefter forsvandt overfaldsmændene lige så hurtigt, som de var kommet efterladende den unge jøde med et flækket øjenbryn, hjernerystelse og blødende ud af næsen. Ingen af de 100-150 personer, der overværede overfaldet, kom ham til undsætning. Flere filmede optrinnet.

Gentagne overfald

Det gik også galt, da den overfaldne den 11. maj deltog i en støttedemonstration, som bl.a. Dansk Zionistforbund havde arrangeret foran Christiansborg.

“Efter demonstrationen blev jeg forfulgt over en kilometer af to araberdrenge, da vi gik ud af metroen. Når jeg stoppede op, stoppede de også op. De holdt en konstant afstand bag os. Til sidst lykkedes det os at løbe rundt om et hjørne og gemme os i en vens lejlighed.”

Han har prøvet det før. Helt præcist en halv snes gange indenfor de seneste seks-syv år. Ved et lignende overfald på Dronning Louises Bro for nogle år siden mistede han fem tænder – sikkert fordi han gik med jødisk kalot. Når han har vist sig på Nørrebro med et israelsk flag på reversen, er han adskillige gange blevet spyttet på.

Mit land

Hans veninde tør ikke længere følges med ham, hvis han bærer nogen som helst synlige tegn på, at han er jøde. “Hun er simpelthen for bange,” siger han. Trods de mange overfald nærer han stadig en vis respekt for det danske samfund, selvom den ikke omfatter venstrefløjens politikere:

“Det her er mit eget land. Jeg har alting på min side, lovgivningen, retssamfundet, alting – undtagen sikkerheden. Jeg er glad for, at jeg har så mange års erfaring i militæret, jeg er ikke bange. Jeg er blevet overfaldet siden jeg var 18. Der er jøder, der er bange, men som bliver meget glade over at se, at jeg ikke skjuler min identitet.”

Trods sin jødiske oprindelse har han gået i almindelig folkeskole, været på efterskole, sejlet med Skoleskibet Danmark og arbejdet indenfor militæret i fire år. Der blev han alvorligt skadet og pådrog sig en diskusprolaps, som han siden er opereret for flere gange. Han er sat sammen med skruer. Til tider har han svært ved at sove på grund af smerter i ryg og ben og han er nu under langvarig genoptræning.

Alligevel siger han, at det er bedre, at overfaldet i Fælledparken gik ud over ham end over en gammel dame, der ikke kan forsvare sig.

Kan en jøde være socialist?

Den 1. maj havde han medbragt et israelsk flag med, der hang over hans taske, ligesom han havde et lille jødisk emblem på blusen. “Kan man ikke være socialist, bare fordi man er jøde?” spørger han. I Fælledsparken bemærkede han andre, der bar t-shirts med påskriften “Boykot Israel” og nogle, der viftede med palæstinensiske flag.

I dagens Danmark bliver det opfattet som en provokation at gå med kippa – den lille kalot, som en del jødiske mænd bærer. Det samme gælder, hvis en jødisk kvinde bærer en davidsstjerne i en kæde om halsen. Ved den jødiske skole i København er der videoovervågning og hegn.

Åbenlyst jødehad

Hvordan reagerer det jødiske samfund på det åbenlyse og voldelige jødehad, der har vundet indpas i Danmark? Den 25-årige jøde svarer, at det jødiske samfund er delt. Nogle ønsker ikke at reagere – ikke kun fordi man er bange for det, men fordi mange straks vil opfatte kritikken som “anti-muslimsk”.

– Tror du, du bor her om 25 år?

“Det gør jeg ikke. Det tør jeg ikke. Mine børn skal ikke vokse op i et samfund, hvor de ikke kan være de mennesker de er. Danmark er på vej til at blive et farligt land for jøder. Det er det jo allerede, som I kan høre. Ekstra Bladet ville lave et interview med mig med navn og foto, men det er for farligt. Grupper som Hizb ut-Tahrir fører kartoteker over danske jøder og sympatisører. Jeg fatter ikke, at den organisation stadig er lovlig.”

Udbredt bekymring

– Du kender mange jævnaldrende jøder. Hvad taler I om, hvordan stiller de sig?

“Alle er bekymrede. Jeg kender ikke en eneste, der ikke er bekymret. Vi diskuterer allermest hvilken profil, vi skal have. Skal vi være pacifistiske og lade os kue af hadet? Vi er jo ikke interesserede i kamp her i Danmark, vi vil bare leve i fred. Jeg mener ikke, at vi skal lade os kue. Jeg kan ikke acceptere det. Jeg banker panden mod mine egne folk, fordi jeg står fast på min holdning. Jeg står hårdnakket på min ret. Nogle af dem synes, jeg er ekstremist. I Danmark har man på en måde givet op, men kampen er først ved at blive slem nu. Jeg kan kun være den, jeg er.”

– Du tænker: “Hvor er jeg sikrest om ti år”?

“Helt klart. Det land, jeg vil føle mig mest sikker i, er Israel. Der vil jeg være omgivet af mennesker, jeg kan stole på. Kan jeg stole på, at min nabo ville gemme mig af vejen, hvis vi – Gud forbyde det – skulle få et nyt Holocaust? Kan jeg stole på, at politiet ikke henter mig?”

– Har du overvejet at engagere dig politisk?

“Ja, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne styre mit temperament. Jeg er simpelthen så vred. Men hvis ikke der er andre, der gør det …”