Ingrid Carlqvist in Copenhagen, 16.3.2011 – Dispatch International. – Ingrid Carlqvist og Mark Steyn. (Foto, klik f. helskærm):

Dødsstraf eller selvtægt ?

Jeg har flere gange plæderet for dødstraf til Breivik, fordi jeg mener hans forbrydelse overskrider de grænser, vores straffelov tager højde for. Der er i al fald én nordmand, der er enig med mig. Måske putter de andre sig. Det er retsfilosofisk en diskussion, der ikke kan føres i dag med nogen, Jeg vil heller ikke insistere på at føre den den, for det ville blive med mig selv, men jeg vil heller ikke lægge skjul på, hvad jeg mener er retfærdighed for hans vedkommende. Diskussionen anses for overstået én gang for alle.

“Civilliserede stater slår ikke mennesker ihjel”, hedder det – bortset altså fra titusindvis af langskæggede, forhistoriske levninger bevæbnet med Kalashnikovs og raketstyr mod droner og B1 bombere i menneskelige ørkenzoner og wastelands som Afghanistan.” Men vi slår ikke nogen ihjel per domstol for at føre krig mod os indenfor vore egne grænser.Endnu. Slå 500 ihjel, og vi garanterer du bliver en gammel mand. Jeg er nu overhovedet ikke interesseret i Breiviks videre skæbne, jeg er kun interesseret i retsstatens, og jeg mener ikke nogen pris er for høj for at bevare den, heller ikke Breiviks ynkelige liv. Jeg har udviklet mit ræsonnement lidt her.

Grunden til at jeg fastholder mit synspunkt, er ikke at jeg har noget udestående med ham, skønt jeg kalder ham et faceliftet operettefuck af en mandsling. Jeg har ikke, men andre har naturligvis et personligt anliggende med ham, der befinder sig under en meget tynd kulturfernis. Det vil være ubehageligt for vores oppustede selvbillede at måtte aflive ham, men det nytter ikke at stikke hovedet i busken, for alternativet kan vise sig at være værre.

Når staten opsiger samfundskontrakten, overtager andre voldsmonopolet

Når staten ikke lever op til sit forventelige voldsmonopol, eller hvis dette er afgørende ude af trift befolkningens, så vil det ske, at andre overtager det. Det er sket i Sverige flere gange, muligvis endnu flere, end jeg er klar over. Sveriges humane retsordning, er et levn fra en harmonisk tid, der er borte. Der er folk, der ikke står bag den længere:

Den 20 Juni 2001 blev den 18-årige Maria Jennifer Sabina Andersson fra Nacka kvalt af den fraskilte, forhenværende politimand, grækeren Dimitrios Papanicolaou (senere Wennman) fra Norrtälje. Det var et ret banalt seksualmord, men der var nogen for hvem, det ikke var spor banalt.

Da han den 30 oktober 2005 var på udgang fra fængslet, og skulle spise middag med sin søn på Hotell Haga Kristineberg på Kungsholmen, blev han regulært henrettet med to skud i brystet, tydeligvis efter et insider-tip, som kun fængselsvæsnet eller politiet kunne være ophav til. Dødsstraffen var eksekveret af en snæver folkedomstol med et minimum af medlemmer.

De fleste syntes øjensynligt, han havde fået, hvad han fortjente

Hvor svært kunne det være at finde en morder med et direkte eller indirekte motiv i Jennifers amatørkredse, hvis man satte lidt tid af til det ? Der er intet der tyder på, at der var nogen større interesse i at finde morderens morder, trods hans nærkontakt med offeret. De fleste syntes øjensynligt, han havde fået, hvad han fortjente, et udyr var ryddet af vejen.

Attentatmanden blev aldrig fundet. Jeg vil tro, Dimitrios Papanicolaou beklagelige død blev henlagt ganske hurtigt efter mordet. Hans lille søn, der overværede henrettelsen, husker den givetvis endnu nu syv år efter, hvor alle andre har glemt både det konkrete og det pricipielle i mordet. Jennifer ville være 29 år i dag, men vi er ikke mange, der husker hendes korte liv eller hvad hendes død eksponerede om den svenske retsstat: At den er i færd med at gå op i limningen. Skulle der være en pensioneret svensk dommer med civilcourage, der har skrevet en bog om det, ved vi det ikke, for der er intet svensk forlag, der ville udgive sådan en. Han måtte udgive den her eller på Avpixlad, men det er jo ikke noget for ordentlige samfundssøtter.

Retsstaten eller selvtægten?

Hvad foretrækker man: Retsstaten eller selvtægten? Jeg er ikke forelsket i dødsstraffen, men valget er ikke immellem godt og ondt, valget er imellem det mindre onde og det større. At udelukke den af arsenalet, er lige så virkelighedsfjernt som at sige, at enhver krig er det største onde og altid skal undgås. Folk tolerer ikke mord uden videre, og da slet ikke 77 dobbelte mord uanset vi kigger den anden vej. Vil retssamfundet ikke, tager klansamfundet over mens vi vrider hænder.

Breiviks liv er ukrænkeligt, selvom det kommer til at koste dyrt at beskytte mod en retsfølelse, vi ikke vil vide af fordi vi civilisatorisk har hævet os så højt over den, at vi end ikke vil nævne den. Nu har jeg nævnt den alligevel. Sidste gang, for der er ingen idé i at diskutere spøgelser med sig selv, når man kan snakke om vejret eller finere madlavning med enhver.

Nogen havde forinden givet Jennifers morder denne advarsel. Papanicolaou stolede åbenbart også på, at diskussionen om almenhedens retsfølelse var en død sild, ellers havde han frabedt sig den middag på Hotell Haga Kristineberg.

“Se upp för mig jag kommer snart. Min hämnd den blir din död. Nu bör du alltid se dig om, min vän, du är i nöd. Jag lovar dig du hemska kräk nu fan ska du få se. Jag undrar om du anar än vem du leker med. Kanske, kanske vet du nu. Din undergång är nära. Att ända ner i gravens djup du ska din skuld få bära. Men vem är du var finns du nu? Det önskar jag få veta, men till dess att mitt liv tar slut jag efter dig ska leta.”

Älskade Jennifer