Nu hørte jeg det igen akkompagnerende i Hammeshøi filmen. Bachs præludium no.1 fra Das Wohlptemperierte Klavier. Det er måske fortærsket, men ikke den værste vilje kan slide på det. og for mig var det kærlighed ved første møde. Det var i 1967, hvor den er lagt ind som citat i mellemstykket i Procol Harums “Repent Walpurgis” min. 2:28. En omvej til Bach, men ét sted skal enhver begynde.

Organisten Matthew Fisher brugte mange klassiske referencer, blandt andet Vidor. Orkestrets verdensberømte A Whiter Shade of Pale er også båret oppe af Fishers orgel og kærlighed til Bach. Hele sangen er bygget over barokkens vandrede basso continou, men den låner mere fra andre end Bach og fra noget så (da)nutidigt som Percy Sledges “When a man loves a woman.”

Den surreelle tekst har været genstand for utallige (over) fortolkninger, måske handler den om kønsakten i en drøm, men der var ikke en stor musiker i tiden, der ikke var fascineret af den. Det der drog alle fra Beatles til Hendrix var, at de ikke forstod, hvad de hørte, og de forstod ikke, at det var engelske arbejderdrenge fra Croyden, der havde udtænkt det. Det var ikke grader og eksaminer, det var instinkt og følelse for at grave lidt dybere i tiden, end de fleste andre.

Der er en dejlig version af den her fra London 2003, hvor Matthew Fisher er tilbage i orkestret igen. Han er fuld af referencer, er det “In an English Country Garden” minut 3:48? Han klokkelignende orgellyd er sangen, Gary Brooker er bare den, der skal aflevere dens anden gåde – teksten.

Måske er Bach og Fisher lige så enkle, som de er dybe, eller måske rettere ‘fromme’ på hver deres måde. Das Wohtemperierte Klavier er på en gang komponeret for at unge musikere kunne lære sig at spille en ret enkel musik, samtidigt med, at den blev en af den klassiske musiks mest indflydelsesrige værker i eftertiden. Og Fishers enkle, vandrende bas og rene Hammondlyd, der rejser en katedral der forbinder 1967 med 1600 tallet, er måske bare et basin man skal lade sig synke ned i og acceptere for pålydende. Den er nummer 57 på listen over alle tiders bedste popmelodier. og får Phil Spectors ekkorum til at lyde prætentiøse. Alle kan høre det, uden at kende hverken ham, Bach eller Vidor. Det indlysende behøver ingen forklaring. Hvis du er i tvivl om, at det er kærlighed, så er det det ikke.