3
sep
Seneste opdatering: 3/5-14 kl. 0255
12 kommentarer - Tryk for at kommentere!

BBC Michael Palin and the Mystery of Wilhelm Hammershoi,

“There is obviously something going on, but you dont know, what is is.”

Der er en reklame i starten, klik tilbage til minut 00:00. En meddigtende, vederkvægende – er man forstået med det ord ? – BBC dokumentar, hvor Palin går i Vilhelm Hammershøis fodspor i England, Holland og Danmark. Se den! Et dejligt portræt af Danmark, en helt særlig maler og min barndoms Christianshavn.

Michael Palin, kendt fra Monty Python og de mange rejseprogrammer, er også en stor kunstelsker. Palin har i mange år været fascineret af den danske maler Vilhelm Hammershøi (1864-1916) og hans drømmende, melankolske billedunivers. De fleste af Hammershøis billeder er enten mennesketomme interiører eller interiører med en enkelt, sortklædt kvindeskikkelse, der ses bagfra. Palin tager på en rejse, der fører ham fra London over Holland til Danmark, hvor han i København, Helsingør og Kalundborg forsøger at lære den danske maler og hans tid bedre at kende. I København taler Palin bl.a. med Christopher Bo Bramsen, som er grandnevø til Alfred Bramsen, der både var samler af Hammershøis værker og fungerede som hans mæcen, og med Erik Steffensen, der er professor på Kunstakademiet.Michael Palin på sporet af Hammershøi.

Vilhelm Hammershøi: When Michael Palin saw the light, BBC Michael Palin and the Mystery of Hammershoi, Sun 29 Jun 2008. Jeg tog for nogle år siden hans Strandgade billede som foto.Strandgade 30. Den Fri Udstilling, J.F. Willumsens bygning. Hammershøi var med til at grundlægge kunstnersammenslutningen Den Fri Udstilling sammen med bla. Johan Rohde og J.F. Willumsen.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • PK

    Har lige på TV2 set denne vidunderlige PERLE.
    Fra Ægypten. Der stod: Tørklæder tilladt på TV.

    Og så var der en kvinde med tørklæde.

  • morten olesen

    Begejstring smitter – og Hammershøi er ensomhedens, vemodets og længslens maler. Kort sagt: han skildrer menneskets lod. Minder mig faktisk lidt om en pastelversion af Vermeer med sine portrætter, om end modellen ofte sidder/står med ryggen til.

  • vederso

    Great!

  • Emeritus

    Hammershøj! – Det glæder mig, at du har blik for ham, Steen.
    Når andre malere søger at gengive et menneskes særlige personlighed, vælger de lidt for indlysende ansigtets udtryksfuldhed som virkemiddel. Man får gratis en hel del foræret på den måde.

    Dog ikke Hammershøj. Hammershøj er ikke indlysende, men langt mere subtil i sit valg. Med sine stuer som ramme beretter han om sit forhold til hende på en måde, der fylder hele rummet. Med stor ømhed vælger han at beskrive sin sortklædte hustru på vej gennem deres gråhvide stuer – man kan ikke se ham, men det er tydeligt, at han er til stede. Hende kan man egentlig heller ikke se, for hun kunne være hvemsomhelst – og så alligevel ikke, for han portrætterer hele situationen indirekte. Han overlader oven i købet til beskueren at blive til Hammershøj sted og forestille sig, hvad han ser og sanser i den måde billedet er malet på.

    Han er psykologisk til stede, lader os se alt gennem sine øjne og være ham, mens han omfatter hele sin hustrus stilfærdige personlighed med sin pensel og sin palet, men igen kun ved at lade os se hendes indtagende skikkelse bagfra, mens hun bevæger sig rundt i de tyste stuer. En ensom, tungsindig og alligevel inderlig kærlighedserklæring. Hvis vi kunne se ham eller se hendes ansigt ville det forstyrre virkningen af det dobbeltportræt, han er i gang med – som netop ikke kun er et portræt af hende, men også af ham, der så intenst følger hende med øjnene. Måske også et portræt af beskueren, hvis han formår at sætte sig i malerens sted. Der er noget gådefuldt, urørligt og uopnåeligt lagt ind i disse interiørbilleder. Det er bestemt ikke kun dig og Michael Palin, der har en svaghed for Hammershøj – også jeg er faldet pladask for ham. Efter min mening er der tale meget stor kunst. I øvrigt findes der eksempler på en anden side af ham, hvor han ikke maler i nuancer af gråt, men maler endog meget farverigt.

    Med venlig hilsen

    • det har jeg haft, længe inden han blev genopdaget og verdensberømt. (Han deler jo delvis skæbne med Carl Nielsen, som Bernstein gjorde verdensberømt midt i tresserne). Nielsen var dog mere begunstiget af sin danske samtid.

      Jeg har i al beskedenhed taget nogle fotos, der skylder Hammershøi deres udseende. Man tager nogle billeder i tåge af klassiske Københavnermotiver, og hiver en del af farverne ud af dem.

      Det anede lys

      Tildligere i år havde jeg også denne, som jeg næsten havde glemt. Fra marts i år.

      Antydningens kunst

      Den store Hamershøi-udstilling på Statens Museum er blevet kritiseret for at være “overkurateret” – “overkureret?” Midt imellem Hammerhøi billederne hænger Munch, Whistler og Gauguin, fordi de ligner. Kuratorer er pædagoger, de tygger maden for os, de får penge for det. Det er ikke antydningens kunst, men skidt. Der er billeder fra London, Stockholm, Paris, fra Ordrupgård og Hirshsprung. Poul Vad ville have frydet sig, og Michael Palin. Der er billeder fra Dyrehaven (øverst), Strandgade og Søndermarken (nederst).

      Jeg genkendte Søndermarken ved vintertide og solnedgang, for jeg var der for nylig og det lignede. Så hvidt, så sort og så rødt. De samtidige malere var fascinerede af Hammershøi, publikum ikke. Skovgaard skal have set hans palet.

      “Den bestod af tre nuancer af gråt plus blåt eller brunt.” “Bed mig ikke forklare det.”

      Farvebilleder er bedre, jo færre farver de har. Derfor er sommertiden den værste for fotografer. (Bloggen er udenbys og vender tilbage på mobilt bredbånd i løbet af weekenden. – Fotos © Snaphanen.)

  • morten olesen

    Hans landsskabsbilleder er helt klart de mest sigende og levende. Tydeligvis foretrak han at male dem – men der har nok heller ikke været afsætning her. Alle malere maler i sidste ende sig selv, uanset hvem eller hvad de måtte male, vil jeg for god ordens skyld lige pointere. Han var en ægte kunstner. Dem har vi ikke mange af herhjemme i dag.

  • Maria

    Så længe jeg kan huske, har jeg betragtet Hammershøi ’s billeder som hørende til cremen af cremen, men jeg har aldrig ønsket at eje et af dem. Fordi det ville erobre hele rummet og dominere det på sin egen selvudslettende måde. Ligesom Ida.

    Billederne giver mig åndenød. ”Skønhedens gru” eller en grusom skønhed, det er hvad jeg ser i mange af dem. Benhård perfektion, stilstand drænet for spontanitet, glæde, livskraft, livsmod, livsduelighed. Uforløst længsel.

    Jeg kommer til at længes efter Richard Mortensens skæve vinkler, Matisse’s munterhed og farver og let gang på jorden. Ikke efter det, der råber ud af Hammershøi’s billeder. Hans kunst er ganske vist sublim, dresseret i grå toner så at de næsten er farverige, når de spiller op mod hinanden og giver en stor fornemmelse af dybde. Men ufri og tung, tung, tung, om end det hele virker så luftigt og let.

    Jeg elsker ellers de rektangler på højkant, havnefronten i Frederiksstaden, stemningen og kvaliteten. Al det har Michael Palin fanget i en fin sammenhæng mellem havn, by, dansk og Hammershøi. Palin er desuden diskret, men efterlyser det samme som jeg og mener vel også, at Ida var pænest set bagfra. Hun kom fra Stubbekøbing og end ikke Paris kunne live hende op.

    Wikipedia kalder Hammershøi’s stil lidenskabsløs. Det er måske det, jeg savner mest, lidenskaben, om end jeg som sagt kan se nogle voldsomme glimt af den. Dresseret. Bastet og bundet og blegsottig. Traurig som viven. Sådanne mennesker er der mange af, men dette kunne male og havde det bedst, når han gjorde det.

  • morten olesen

    @Maria Jeg gir’ dig ret i at hans stilleben – med og uden mennesker – har noget klaustrofobisk over sig. Men som sagt, vemod og længsel er hans kendetegn. Jeg er også til det umiddelbart livsbekræftende – noget Hundertwassser eller Klee, hvis det skulle hænge på min egen væg…..
    Men ikke desto mindre er Hammershøi nu altså stadig en stor maler 🙂

    • Maria

      Morten Olesen.

      Ja, Hammershøi var en stor maler, der efterlod os en dyrebar arv.

      I øvrigt hænger jeg på den brogede ko under det blomstrende kirsebærtræ, som gennem tiderne har givet anledning til flere opgør i min familie. Mine søskende ville ikke betale arveafgiften, og de vidste, at jeg er hende, der hæger om familieklenodierne. Snu, som de er. 🙂 Der er en postkortagtig middelalderkirke i baggrunden, men hvad gør man ikke for slægtens videreførelse.

  • Pingback: Præludium « Snaphanen()

  • Pingback: Forspil: Hvis du er i tvivl om, at det er kærlighed…. « Snaphanen()