15
jul
Seneste opdatering: 15/7-13 kl. 1753
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Søren Kierkegaard

Frimærket er lavet efter Kierkegaards halvfætter Niels Christians blyantstegning af den unge Kierkegaard. Nogle mener, det er romantiserende, men vi har ingen fotografier af ham, så vi ved det ikke.

Niels Christian Kierkegaard (1806-82). I modsætning til mange af sine samtidige lod Kierkegaard sig aldrig fotografere, eller daguerreotypere, som det hed dengang. Københavnerne blev præsenteret for teknikken så tidligt som 1842 af den wienerske portrætmaler Joseph Weninger, der i Bredgade indrettede et atelier, hvor man formedelst otte rigsdaler kunne lade sig forevige på femten sekunder. Det var åbenbart femten sekunder for meget for Kierkegaard, ærgerligt nok, men jo også ganske konsekvent af en forfatter, der skrev pseudonymt og vedholdende gentog, at læseren skulle beskæftige sig med værket og ikke med personen bag. End ikke Regine ejede et billede af sin kæreste.

Som halvfætter til Søren fik imidlertid Niels Christian Kierkegaard med et par års mellemrum lejlighed til at tegne sin sidenhen så berømte slægtning. På profiltegningen fra januar 1838 er stregen overordentligt følsom, der er noget drømmende, men også aristokratisk over den åndfulde yngling, som har sat sig i positur. På tegningen en face, udført omkring 1840, ser man den smalle ansigtsform, spidst forløbende nedefter fra de ret brede kindben, der også kendes fra Kierkegaards fader og søsteren Petrea. Øjene er skønne, evigt stirrende, mens læberne er livfulde i deres linier. Det Kongelige Bibliotek: Portrætter af Søren Kierkegaard.

Opgør med Kierkegaard. Når Kierkegaard mener, at den lidenskabelige tro er »den høieste Sandhed« er han på afveje – man skal i stedet sætte al sin lidenskab ind på fornuftens side.

Søren Kierkegaard: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. 624 sider, kommentarbind 459 sider. Udgivet af Niels Thulstrup i 1962 på Gyldendal.
af KAI SØRLANDER

Skal man forholde sig til Kierkegaard som filosof, så står Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift i centrum. Her finder man den samlende fremstilling af hans filosofiske eksperimenteren, før han i højere grad træder frem som religiøs tænker.

Derfor tager jeg mig den frihed at destillere min omtale af dette righoldige værk ned til en filosofisk konfrontation med Kierkegaard. For det er således, vi tager ham mest alvorligt: Ved ikke blot at følge ham i hans tankeudredninger, men ved at investere os selv i et oprigtigt forsøg på at gennemtænke hans grundlæggende antagelser og spørge, om vi skal følge i hans spor, eller om der er rationelt tvingende grunde til at gå ad en anden vej.

Spørgsmålet drejer sig altså ganske enkelt om, hvorvidt Kierkegaard har ret i sit grundlæggende syn på mennesket og dets situation i verden. Og specielt, om han har ret i sit syn på det absolutte. Findes der noget, som rationelt set er absolut og eviggyldigt, eller er det absolutte og eviggyldige noget, der kun kan tros? Kierkegaard står for det sidste. I hans optik er det helt afgørende, at det absolutte ikke kan nås med fornuften – altså med en rationelt tvingende argumentation. For Kierkegaard kan det absolutte kun nås med et spring ud over fornuften – ud dér, hvor fornuften ikke kan bunde. Et sådant spring fører ud på troens 70.000 favne vand.

Hertil føjer Kierkegaard så, at hvis det absolutte skal tros i sandhed, så skal det tros med lidenskab. Lidenskaben bliver kriteriet for sandheden af ens tro på det absolutte.
»Den objektive Uvished, fastholdt i den meest lidenskabelige Inderligheds Tilegnelse, er Sandheden, den høieste Sandhed der er for en Existerende.« Og lidenskaben må være personlig. Springet må den enkelte tage på egne vegne. Her kan vi ikke hjælpe hinanden med nogen ligefrem rationel argumentation, men højst ved en indirekte meddelelse, som antyder uden nogen logisk tvang.
Denne rent formelle grundposition udfylder Kierkegaard så på sin egen personlige måde – med sit eget forpligtende spring. Med lidenskabelig tro går han ind i kristendommen og sætter den kristne gud som det absolutte, der således får skikkelse i Jesu liv og forkyndelse.

Dermed accentueres troens paradoks: det absolutte skal ikke blot tros på tværs af fornuften, men det skal til og med tros at have optrådt i menneskeskikkelse. I udfoldelsen af denne tro lægger han al sin lidenskab, som i hans seneste år fører ham ud i en kamp for at anskueliggøre den kirkelige elites forræderi imod indholdet af kristendommen.

Rent rationelt tager Kierkegaard et vilkårligt spring, når han sætter kristendommen som det absolutte. Det er ikke et valg, som han kan begrunde på anden måde end ved valget selv. Der er intet i springets logik, der udelukker, at han kunne være sprunget til et andet substantielt indhold – sågar en politisk ideologi. Rationelt set kommer vilkårligheden til at råde.

Det helt afgørende spørgsmål er så, om Kierkegaard har ret i sin fastlæggelse af disse grundvilkår for menneskelivet, eller om der findes et rationelt alternativ – noget, som rationelt set er absolut og endegyldigt. I et sådant alternativ accepteres ikke noget spring ud over, hvor fornuften kan følge med. Og man sætter ikke lidenskaben ind på at tro noget, som man således springer til at tro.
I stedet sætter man al sin lidenskab ind på fornuftens side; og man er lidenskabeligt opsat på at finde et grundlag, som er rationelt tvingende for enhver, som overhovedet kan tænke, og hvorfra man på rent rationel vis kan begrunde, hvad der absolut må gælde for vor situation som personer og for den verden, hvori vi lever.

Den umiddelbare kontrast er altså klar. For Kierkegaard bør lidenskaben være bundet til det, som man irrationelt vælger at tro. For den alternative rent filosofiske bestræbelse bør lidenskaben være bundet til at følge fornuften og ikke gå længere end grunden rationelt kan bære. Den ene lidenskab behøver ikke at være mindre end den anden. De er blot bundet forskelligt.
Kommet så langt, må man selvfølgelig spørge, om lidenskaben for fornuften overhovedet selv er fornuftig. Og her er svaret enkelt.

Det afhænger alene af, om den i grunden rent principielt kan opfyldes. Det må Kierkegaard naturligvis benægte, men han har intetsteds givet en tvingende argumentation for, at denne benægtelse er universelt rationelt forpligtende.

Og indtil der gives en sådan argumentation lader lidenskaben for fornuften sig ikke bøje, men holder sig selv – lidenskabeligt – fast på sin tankeopgave.
Tænker man denne opgave strengt igennem uden at gå i stykker på halvvejen, så må man også forstå, at det vil være selvmodsigende at give et bevis for, at den ikke kan løses. For et sådant bevis må modsige sig selv, i og med at det må forudsætte et grundlag, som er absolut forpligtende for alle og enhver. Men dette grundlag kan så kun være selve den basale forudsætning for, at vi overhovedet kan argumentere: at vi ikke må modsige os selv.

Rationelt set må det absolutte grundlag altså være modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. Imod dette grundlag kan der ikke gives en tvingende argumentation, fordi enhver sådan argumentation nødvendigvis må forudsætte grundlaget selv. Og fra dette grundlag kan man gennemføre en transcendental deduktion ( i Kants forstand) af det begrebssystem, som må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse – og enhver mulig beskrivelse af vor situation som personer.

Således ender den lidenskabelige fornuftsbestræbelse et helt andet sted end Kierkegaards lidenskabelige spring ud over fornuften: I en erkendelse af, at lidenskaben bør bindes rationelt, og at det på ingen måde styrker en irrationel position, at man vælger at tro den med al mulig lidenskab. Her nøjes jeg af naturlige grunde med denne principielle markering af det rationelle alternativ til Kierkegaard. Den, som skulle ønske mere substans på min argumentation, må jeg henvise til mine bøger Det uomgængelige og Den endegyldige sandhed.
Ved således at lade sig drive af fornuftens lidenskab garanteres ikke nogen evig salighed.

I det højeste erkender man, at man står under en fordring om at behandle andre personer som ligeværdige og om at forsøge at realisere denne ligeværdighed politisk. Og så gælder det om at finde sin salighed i bestræbelsen på at følge fornuftens bud – fordi man skal.

Derimod sætter Kierkegaard den subjektivt troendes »uendeligt lidenskabelige Interesse for sin evige Salighed«. Interessen er der, og lidenskaben er der; men når det kommer til stykket er troens lidenskab så nærmere saligheden end fornuftens lidenskab? Kierkegaard har ikke forstået fornuftens lidenskab korrekt, så hvad ville han mon have svaret på det spørgsmål? Kierkegaard er en vigtig tænker, som har haft styrke til at give en specifik filosofisk position et markant udtryk. Og man bliver klogere på sin situation i verden ved at tænke hans position igennem og forstå, at den ikke er rationelt holdbar. Men for at tænke således, skal man binde lidenskaben til fornuften og altså sige Kierkegaard midt imod. Og her er der for mange, der svigter. De forstår ikke at sige Kierkegaard imod på det rette niveau.

De forkaster hans lidenskabelige kristendom, men accepterer i stedet hans tro på, at der ikke findes noget universelt tvingende rationelt fundament. Derfor er de endt i en uforpligtende relativisme, hvor man nøjes med at tro, at alle kulturer og religioner i grunden er lige gode. I den udstrækning Kierkegaard har medvirket til at undergrave den lidenskabelige forpligtelse på rationaliteten, har han haft en dårlig indflydelse. Det er imidlertid ikke Kierkegaard, som er farlig. Det er hele det halehæng af efterfølgere, som falder for troen på, at man styrker et irrationelt standpunkt, jo mere lidenskabeligt man tror på dets sandhed.

Den lidenskab, som således binder sig op på irrationaliteten, kan vi godt være foruden.

Når dette er sagt, bør logikken dog have det sidste ord. Kierkegaards lidenskabelige tro indeholder jo erkendelsen af sin egen paradoksalitet.
Men forstå denne paradoksalitet i hele sin dybde kan man ikke uden fornuftens lidenskab. Så i grunden forudsætter Kierkegaard, at troens lidenskab forenes med fornuftens lidenskab. Blot forstår han ikke, hvad dette indebærer, fordi han ikke positivt forstår, hvor fornuftens lidenskab fører hen.

Omvendt bør vi ikke selv gøre os sagen for let, men erkende, at mod Kierkegaard tænker man sig ikke færdig.
»I den udstrækning Kierkegaard har medvirket til at undergrave den lidenskabelige forpligtelse på rationaliteten, har han haft en dårlig indflydelse.« »Det er imidlertid ikke Kierkegaard, som er farlig.
Det er hele det halehæng af efterfølgere, som falder for troen på, at man styrker et irrationelt standpunkt, jo mere lidenskabeligt man tror på dets sandhed.
Den lidenskab, som således binder sig op på irrationaliteten, kan vi godt være foruden.«.

Weekendavisen, 05.07.2013, ikke online. Med forfatterens tilladelse.

Se også “Det er en liden tid, så har jeg vunden” og Kierkegaard: Altid spadserende, aldrig stueren

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Bjovulf

    De ældre i Sverige høster nu for alvor, hvad deres uansvarlige ( ansvarlösa), naive og
    uvidende ( okunniga) “elite” har sået gennem de sidste 3-4 årtier.

    Flera våldsamma rån mot äldre i Stockholm

    http://www.expressen.se/nyheter/flera-valdsamma-ran-mot-aldre-i-stockh olm/

    En kvinna i 80-årsåldern slogs ner, rånades och sparkades i en hiss på söndagseftermiddagen.

    Det är det fjärde liknande fallet på Södermalm i Stockholm på kort tid – och polisen misstänker att en liga av serierånare är i farten.

    Det ovanliga är den extrema brutalitet som används vid rånen.

    – Det är en människa utan empati, hänsyn eller medkänsla mot någon annan än sig själv, säger Viktor Adolphson, yttre befäl vid Södermalmspolisen.

    Då offren chockats svårt av rånen har polisen bara ett knapphändigt signalement. Men de ska leta efter en man mellan 20 och 25 år, runt 180 centimeter lång. Han ska vara spensligt byggd, ha välvårdad klädsel och yttre och ha mörkt hår. [!!!] Han pratade på ett utländskt språk. [ Ak, ja – de tyskere / finner/ hollændere … 😉 ]

    ——————————————————————————————————————————–

    Tja, det er jo et fremskridt og nærmest en sensation, at det nu overhovedet må nævnes,
    at gerningsmanden er mørkhåret og taler et udenlandsk sprog, men man kunne vel godt
    komme det bare lidt nærmere, hvis man ønskede at videregive et brugbart signalement.

    Skal vi mon gætte på, at der med 99 % sandsynlighed er tale om et mellemøstligt ( arabisk, tyrkisk )
    eller østfafrikansk ( somalisk ) udseende? – og et ditto sprog? 😀 – eller evt. Balkan / Rumænien.

  • Santor

    Jeg må indrømme at min beundring stiger!

    Ikke for Kierkegaard, men for Kai Sjølander. Måden han skærer religionen fra rationalet er elegant. Det er blot kedeligt at kierkegaard ikke kan svare igen. Det kan kun lade sig gøre hvis man laver en fortolkning af af alle hans skrifter, og det ville nærmest være “de troende” vel nærmest være helligbrøde 🙂

  • Santor

    edit :

    og det ville nærmest vel nærmest være helligbrøde for “de troende”.

  • Arvid Falk

    Steen!

    3 av dina länkar i högerkolumnen fungerar inte:

    Exit Folkhemssverige, Islams Magt och Manden bag stregen.

  • Anonym

    En sjælden socialdemokrat, der vover at sige tingene, som de er 😉

    Islamisk Trossamfund har et medansvar

    http://www.b.dk/kommentarer/islamisk-trossamfund-har-et-medansvar

    Af Lars Aslan Rasmussen, medlem af Borgerrepræsentationen (S), socialordfører
    9. juli 2013, 17:15 21 Kommentarer

    Ansvarlige politikere bør tage fat i den udbredte homofobi og antisemitisme, som desværre stortrives i mange muslimske miljøer.

    Det har skabt meget furore (hvilket nok også var meningen), at Venstres Inger Støjberg i denne uge kunne fortælle om sit besøg hos Islamisk trossamfund.

    Her blev hun åbenbart overrasket over, at flere af de ledende medlemmer ikke vil tage afstand fra sharialovgivning. Hvis selvsamme Støjberg havde gidet at følge lidt med i, hvad der foregår uden for Christiansborg, ikke mindst mens hun selv var minister, ville hun vide, at Islamisk Trossamfund i den grad repræsenterer de mest formørkede muslimer i Danmark, og derfor tager de selvfølgelig ikke afstand fra stening [!!!], som er en del af den modbydelige sharialovgivning. [!!!]

    Men holdningen for og imod stening er ikke det, der er hovedproblemet, da det næppe er en praksis, der står til at blive indført i Danmark. Hvad der derimod er et kæmpeproblem i det danske samfund, er de såkaldte hadforbrydelser, »hatecrimes«. De går herhjemme især ud over jøder og homoseksuelle. [!!!]

    Det ved vi, fordi vi i København har ret gode erfaringer med at registrere sådanne forbrydelser. Og lad os nu være ærlige: En stor del af gerningsmændene har muslimsk baggrund. [!!!!!]

    ….