14
mar
Seneste opdatering: 15/3-16 kl. 1852
5 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Jeg synes, det er værd at erindre sig, hvad Enoch Powell sagde i 1977 om multikulti-politikerne. Især nu hvor bankassistent Kristian Jensen synes det er vigtigere at intrigere om magten i Venstre. end at adressere dette forårs presserende problem: Invasionen af vores lille land. Hvordan tænker politikerne, for de er jo ikke dummere end de fleste, hvad der ikke siger alverden. De har bestræbt sig på at begrænse indvandringen siden halvtredserne, og de har intet opnået på 60 år. Nogen der stadig tror på dem? Man hører på Powells sætningsbygninger, at han var en meget belæst mand. Da han døde, talte han ti sprog.

Det er en reprise, men det er jo det ulidelige ved denne diskussion, at den bevæger sig så langsomt – hvor tiden er imod mere imod os end nogensinde – at et liv ikke forekommer langt nok. De fleste der gerne vil have et liv, længes væk fra den politiske kamp, men da den vedrører dem selv, kan de ikke slippe.. Politik er grundlæggende spild af tid, bortset fra dem der tjener en overgennemsnitlig løn på den. Hvor mange skader forretter en politiker ikke, for hver god gerning han gør? Dette er det kyniske spil, vores skæbne befinder sig i nu, den skæbne der allerede er afgjort i Sverige.

Interviewer: What do you see as the likely prospect now? Still the “River Tiber foaming with blood”?

Enoch Powell: The likely prospect is, that politicians of all parties will say: “Well, Enoch Powell is right, but we don´t say that in public, but we know it in private… Enoch Powell is right and it will no doubt develop as he says. But perhaps its better for us to do nothing now, and let it happen, perhaps after our time, than to seize the many poisonous nettles, which we would have to seize, if we at this this stage were to attempt to revert the outcome. So let it go on until a third of central London, a third of Birmingham and Wolverhampton are covered, until the civil war comes. Let it go on, we won´t be blamed. We will either have gone, or we will slip out from under somehow.” (Enoch Powell i 1977 i tilbageblik på 1968 talen.) fra minut 7:00:

Den fremragende BBC dokumentar Rivers of Blood er et must, hvis du ikke har set den. Tiden gav Powell mere end ret 50 år efter, og BBC indrømmer det.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:






Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Skåning

    Hur mycket kan man prisa Enoch Powell? Det var en man som kunde förutspå (prescience/psychohistory) konsekvensen av sin tids politiska handlingar och ha modet att varna för dem med sin egen prestige som insats. Sådana människor växer inte på träd.

    • I synnerhet inte nu, förr fanns det en och annan ärlig politiker, men den tiden är ett minne blott.

  • Niels Henriksen

    Fremragende humoristisk kronik i JP i dag 😉

    Skam som kommunikationsstrategi

    http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8509210/skam-som-kommunikati onsstrategi/

    14.03.2016 kl. 06:00

    Kristian Tørning, lektor, ph.d

    ”Skam” kan defineres som en ubehagelig følelse af ydmygelse, skyld
    eller flovhed, som fremkaldes af bevidstheden om at have gjort noget
    forkert eller pinligt.

    Gennem en årrække har skam mest optrådt i den offentlige debat, når
    kulturarbejdere i Danmark udtrykker sig om den førte immigrationspolitik.
    Senest har f.eks. filminstruktør Thomas Vinterberg og Det Kongelige
    Teaters skuespilchef, Morten Kirkskov, således ytret sig eksplicit og
    bramfrit om deres følelse af skam.

    Fra et argumentationsperspektiv er det interessant, når de hævder, at
    deres psykologiske tilstand af skam kan bruges som belæg for påstanden
    om, at danskerne skal acceptere yderligere immigration.

    »Jeg skammer mig over danske kulturarbejdere. Det er uværdigt, at vi
    bruger så mange penge på underholdning, når vi kunne bruge de penge på
    at hjælpe folk i nød i Mellemøsten. Det er pinligt og uanstændigt, når
    Vinterberg og Kirkskov pjatter penge væk på populistisk underholdning.
    Vi danskere er så rige på kultur og medier, at vi sagtens kan klare os
    uden dansk kulturproduktion de næste to-tre år.” – Er det sådan, man
    spiller skam-kortet?

    Gennem 10-15 år har jeg spekuleret over, hvordan jeg, der har en rationel
    præference, skal kommunikere med patosmennesker, som hele tiden render
    i vejen for en sober debat, selvom fædrelandets fremtid står på spil.

    Deres kommunikationsstrategi er et mysterium, men et effektivt et af
    slagsen, for i debatten er de aldeles fritaget fra f.eks at forholde sig til:
    immigrationens pris, dens demografiske konsekvenser, og at danskerne
    ikke ønsker yderligere immigration. Hvem er egentlig ansat til at udstille,
    at kulturarbejderne ikke har format til at deltage i samfundsdebatten?

    Hvem er ansat til at gøre kulturarbejderne opmærksomme på, at Afrikas
    befolkning om bare 35 år vil være forøget med over en milliard og dermed
    udgøre 2,4 milliarder? Hvem forklarer dem, at Mellemøsten er ved at bryde
    sammen, og at det er en proces, der allerede startede sidste år? Alligevel
    kan Vinterberg og Kirkskov uhindret få masser af gratis pressedækning til at
    pludre løs om deres følelser omkring problemerne frem for selve problemerne.

    Undskyld, men hvordan er deres følelser relevante, når millioner af fremmede
    mennesker ønsker at flytte til Danmark og blive forsørget, selvom danskerne
    helst er fri?

    Kulturarbejderne er simpelthen fuldstændigt fraværende. Vi har ingen
    kunstværker fra den etablerede stand, der problematiserer indvandringen,
    selvom befolkningen gør det. Hvor er værkerne, der udstiller, at magthaverne
    og eliten ønsker åbne grænser og fri immigration, selvom borgerne ikke gør det?

    Er der lavet et maleri, et digt eller en forestilling om, at caffe latte-segmentet

    ikke vil sætte deres egne børn i skole med immigranternes? Kan man tænde

    radioen og høre et stykke musik, der handler om, at danske mænd er trætte
    af indvandrerbandernes dominansadfærd i nattelivet? [ !!!!! ]

    ….

    • Niels Henriksen

      Hvordan konfronteres islamisterne?

      http://andersson.blogs.berlingske.dk/2016/03/10/hvordan-konfronteres-i slamisterne/

      Af Mikkel Andersson
      10. marts 2016

      TV2s serie om danske moskeer vil blive husket som et af de
      programmer, der for alvor gjorde en forskel. Det er fuldt fortjent, for
      sjældent har tv-dokumentarisme været så aktuelt og nødvendigt.

      Udsendelsesrækken Moskeerne bag sløret illustrerer sobert og
      umisforståeligt, at en række af de mest fremtrædende moskeer i Danmark
      bag lukkede døre hylder religiøs lovgivning, der er både voldelig,
      misogynistisk og opretholder parallelsamfund, hvor mange grundlæggende
      betragter danske offentlige kasser som en pengeautomat og landets
      myndigheder som noget nær irrelevante.

      Flere fremhæver nu, at meget af det, som kom frem i programmerne
      allerede har været dokumenteret. Det er helt korrekt. Folk som Naser
      Khader, Ahmed Akkari, Yahya Hassan, Tina Magaard, Ahmad Mahmoud, Geeti
      Amiri og mange andre har skrevet om samme emner. At der foregår,
      kvindeundertrykkelse socialt bedrag i parallelsamfund, og at det i høj
      grad sanktionere af diverse moskeer, som endvidere for en dels
      vedkommende også præker ekstremt reaktionære ting, det er langt fra
      noget nyt.

      Men det er ikke set før fremlagt i et sammenhængende format – og slet
      ikke på tv. Og tv er, hvilket mange ofte glemme, et ekstremt stærkt
      medie. En ting er at læse om noget i et dagblad eller en bog, men noget
      ganske andet at se det dokumenteret og selv få syn for sagn på 46 tommer
      i sin dagligstue.

      Mit gæt er også, at rigtig mange i parallelsamfundene, hvor disse
      prædikanter og deres tilhængere har indflydelse, – berettiget – har haft
      opfattelsen af, at en ganske pæn del af majoritetsbefolkningen i
      Danmark enten var ligeglade med eller stiltiende accepterede, hvad der
      foregik her. Det kan den massive reaktion på programmerne være med til
      med syvtommersøm at hamre fast, er forkert. Alt for længe har
      hypertolerante og blåøjede naivister ment at moskeerne, deres imamer og
      interkulturel og økumenisk dialog med selvsamme var en del af løsningen
      på en lang række integrationsproblemer.

      TV2s dokumentarer har så rigeligt dokumenteret, at de i stedet – for en
      stor dels vedkommende – er en del af problemet. En stor del endda.

      • Niels Henriksen

        Dagens gode grin 😉

        Imamer erkender: Blev betalt af Dansk Folkeparti

        http://rokokoposten.dk/2016/03/14/imamer-erkender-blev-betalt-af-dansk -folkeparti/

        14 marts, 2016

        En række danske imamer, der optrådte i en kontroversiel TV
        2-dokumentar, indrømmer, at de var hyret af Dansk Folkeparti til at
        fremsætte rabiate ytringer.

        Ved flere lejligheder har danske imamer fået overrakt både
        talepapirer, gaver og store kontantbeløb af repræsentanter for Dansk
        Folkeparti. Hensigten har været at fremstille ellers fredelige religiøse
        mennesker som rabiate fanatikere, der støtter vold mod børn og stening.

        Fik delikatessekurv

        RokokoPosten er kommet i besiddelse af en skjult optagelse af en skjult
        optagelse, hvor TV 2’s såkaldte muldvarpe medvirker. Optagelsen viser
        imidlertid, at kort efter, at parret har forladt et såkaldt shariaråd i
        en moské i Aarhus Vest, kommer Dansk Folkepartis Søren Espersen ind og
        overrækker smilende imamen en check samt en kurv med italienske
        delikatesser. Herefter siger Espersen:

        “Rigtig godt gået, men næste gang ville det være fedt, hvis du fandt
        på et eller andet om at smide homoseksuelle ud fra tårne eller vælte
        mure over dem.”