19
okt
Seneste opdatering: 20/10-16 kl. 1908
40 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Mediedrev är vår tids häxprocesser mot oliktänkande eller i största allmänhet obekväma personer. Gammelmedia skyr inga medel för att i avskräckande syfte tysta och bestraffa människor som på något sätt går emot för tillfället rådande konsensus. Ytterst handlar det om att oskadliggöra åsikter och människor som utmanar majoritetens eller elitens värderingar och ideal.
Några av mina erfarenheter och tankar kring mediedrev har jag omsatt i två poddreportage. Det första har nyligen lagts ut på youtube. 

Det här poddreportaget, det andra av två, är min berättelse om mediedrevet mot mig hösten 2015, när Expo- och HBTQ-aktivisten Annika Hamrud röjde min identitet i Expressen. Det handlar om hur det är att upprepade gånger trakasseras av två journalisters oannonserade hembesök och sedan placeras på medias häxbål.

Att utsättas för hatstormar och hot från människor som vill ta livet av mig med mjältbrand. Eller krossa mitt ansikte tills det blir mjukt som skumgummi.

Att utsättas för livsfara och inte kunna bo kvar hemma utan tvingas flacka runt och sova på olika platser varje natt med ett polislarm som enda trygghet.

Journalister har makten att fullständigt krossa en människas liv – en makt som de gärna använder.

Niklas Orrenius’ friske beskyldninger

I fredags havde Weekendavisen en lang artikel om Orrenius’ bog “Europas ensomste mand” (ikke online) af Joakim Jakobsen. I den citeres fra bogen. Man ser, WA køber Orrenius’ fremstilling. Den kunne have været afkræftet på en halv dags research:

En enkelt gang virker det, som om Niklas Orrenius selv får nok. Det er i september 2015, da han og Vilks og livvagterne spiser frokost i cafeen på Malmö Konsthall. Netop i disse dage var Orrenius kørt i sænk. Han havde opsøgt en rabiat, antimuslimsk blogger ved navn Julia Caesar, den tidligere journalist B.J.. Et typisk Julia Caesar-udsagn: »Den massive indvandring fra lav-IQ-lande i den tredje verden vil for altid forandre modtagerlandenes IQ…« Bloggeren lukkede ikke op. Orrenius efterlod en seddel og kørte igen. Allerede samme aften kom de første dødstrusler.

De følgende uger ringede telefonen uafbrudt med tilsvining og advarsler. »Jødereporter«, »folkeforræder«, blev Orrenius kaldt. Hans børns mobilnumre og skolevej blev offentliggjort. Her sidder den udslidte Orrenius så over frokosten med Vilks. Og så siger kunstneren: »Jeg har fået mail fra Julia Caesar. Hun er vældigt tilfreds, skriver hun. Det var hendes plan, at det skulle gå sådan her.« På sin egen blog kaldte Vilks hetzen »en performance af højeste klasse«. Orrenius bliver helt paf og magter i situationen ikke at spørge Vilks: Er han fuldstændig ligeglad med, hvem han engagerer i sit projekt? Orrenius gør i stedet Vilks’ manglende afstandtagen til højreradikale til temaet i bogens sidste fjerdedel.

Her går næsten alt galt på femten linjer. “Han havde opsøgt Julia Caesar” er en urimelig ukomplet beskrivelse af, hvad der skete. Det er flere steder beskrevet udførligt, hvad der egentlig skete.

At hun er en “rabiat, antimuslimsk blogger” og “racebiologisk tænkende”, fordi hun har refereret almindelig anerkendt forskning om nationer og gennemsnitsintelligens, er noget af en påstand, men det er min erfaring, at det er sandheder, der overhovedet ikke kan nævnes i Sverige selv af borgerlige.

Lynn og Vanhannen udløser øjeblikkelige nazisme- og racismebeskyldninger, men det er altså Orrenius der kaster om sig med flotte beskyldninger på grund af sin egen uvidenhed. Der har altid eksisteret videnskabelige sandheder, som ikke være sande af religiøse eller ideologiske grunde.

I Sverige er ligestilling en religion, der er gået over gevind. Mennesker skal ikke bare være ligestilllede, de skal være ens. Man accepterer simpelthen ikke et forskningsmæssigt faktum som, at asiater og ashkenazy jøder i gennemsnit er dobbelt så begavede som afghanere og somaliere. “Hvis det er fakta så benægter a fakta,” som en Folketingsmand engang sagde. Orrenius og hans avis er blot organ for den herskende ideologi. Den og Orrenius er dybt religiøs.

Jeg betragter det som fuldstændig udelukket, at Julia Caesar havde ønsket, at pøblen skulle kaste sig over Orrenius og terrorisere hans familie. Snarere havde hun af gammel erfaring forudset hele forløbet, men jeg skal opklare det i dag. Flere gange udtrykte hun over for mig, at hun havde forudset hele forløbet, da svenske medier “afslørede” hende. Kun Svenska Dagbladet overraskede ved ikke at ville udlevere hendes. navn.

I Sverige er det jo nemlig sådan, at ‘folket’ i årtier har sparet et raseri op på politikere og journalister, at det automatisk udløses i sådanne situationer. Svenske myndigheder og journalister har sat sig selv på en krudttønde, det er ikke vanskeligt at se. Det er det første man får øje på i svensk samfundsdebat off-MSM: Hadet.

UPDATE kl. 15.50: Her er, hvad Vilks og Julia Caesar har sagt. Hun har ikke udtalt sig, som Orrenius påstår. Jeg tvivler stærkt på, at Vilks har, men jeg vil da spørge ham, når jeg ser ham. Her er hvad han har udtrykt på sin blog om sagen Orrenius og Julia Caesar. Lyver Orrenius? Formentlig, men vi mangler Vilks’ udtalelse, for at afgøre det.

Også relateret:  Sverige indvandrer sig dummere af Helmuth Nyborg, professor i udviklingspsykologi emer., dr. phil.


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?