Svenskerne bruger ikke ordet “terror”, men jeg kan ikke finde andet. De aner i virkeligheden ikke, hvad der har ramt dem. Jeg vil ikke påstå jeg selv gør, men jeg vil kalde det, som det ligner: terror. Eller en mini-guerillakrig krig, for mig gerne, selvom vi risikerer smæk fra Bonnichsen og DIIS. Det er ikke ordene, der skræmmer os, men det de beskriver. Brandene er et symptom på et tillidsnedbrud, der går langt dybere end til de enkelte bygninger og de mange penge. Hvis der er en mulighed for forsvare sig imod den, kræves der i al fald mere end psykologer. “Rätt sorgligt.. men men inte så oväntat riktigt..” skriver fotografen til denne video resigneret, om den skole der forsvandt igår.

Varje dag brinner en skola i Sverige. Varje år kostar det kommunerna 500 miljoner kronor. Det motsvarar 1 000 lärartjänster. För tre veckor sedan brann Killebäcksskolan i Södra Sandby utanför Lund ned. I går var det Lombolaskolan i Kirunas tur. – Bara den kommer att kosta försäkringsbolaget omkring 100 miljoner kronor. 2007 ryckte räddningstjänsten ut på 439 skolbränder – minst 198 av dem var anlagda.* Men mörkertalet är stort. I verkligheten är antalet skolbränder ännu större. Enligt Svenska Brandskyddsföreningen, SBF, var antalet skolbränder förra året omkring 500, det vill säga minst en om dagen. – Mellan 1 november och mitten av januari i år har räddningstjänsten i Stockholm ryckt ut på 50 bränder. Bränderna kostar lika mycket som 1 000 lärartjänster varje år, ELDEN TOG SKOLAN, Elden lyser upp hela Kiruna (*Flertallet  må været påsatte, skoler i det antal brænder ikke bare af sig selv. Sverige ønsketænker.)

Rune Engelbreth på speed

Han fylder godt nok meget her i Deadline og på Politiken. Dog ikke på denne blog. ER perletiet racister? Afsted farer Engelbreth fra studiet i Århus med  160 i timen:

Debat mellem Peter ibsen og Rune Engelbreth, 28.01.09 kl. 22:30 på DR2 Deadline

Dansk Abu Ghraib: Uden tørklæde i 12 timer

Nu ved vi da hvad de 30 g stof gør ved en muslima: Forvandler hende til et klynkende, umodent pattebarn. Eller bare en kynisk manipulator.

15 klager, 18 vidneudsagn og en del videomateriale. Det er, hvad foreningen Forældre mod Politibrutalitet har indsamlet til statsadvokaten. Det hele skal bruges som dokumentation for politiets opsigtsvækkende håndtering af Gaza-demonstrationen den 13. januar. Og klagerne stopper ikke her, understreger gadekoordinator i Forældre mod politibrutalitet Lisbeth Bryhl:

“Vi forventer op til 20 klager mere,” siger hun. Én af klagerne kommer fra den 17-årige palæstinenser Fatma Ghadban fra Brøndby Strand. Sammen med et par veninder og sin lillesøster deltog hun i demonstrationen, som sluttede på Christiansborg Slotsplads. Ved et uheld blev hun af demonstranter, der kom bagfra, skubbet ind i en betjent og kom til at gribe fat i hans hjelm, forklarer hun. “Han lagde mig ned på jorden og satte sin fod på mit hoved for at holde mig der. Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg var i chok – det var rædsomt,” husker Fatma Ghadban. Den 17-årige pige blev anholdt og taget med på politistationen. […]

Efter lidt ventetid blev Fatma Ghadban bedt om at tage sit hovedtørklæde af, fordi hun skulle fotograferes. Da hun af religiøse årsager nægtede, blev en kvindelig betjent tilkaldt. Beskeden lød, at hvis hun ikke selv fjernede det, ville de gøre det for hende. “Jeg græd og følte mig nøgen, for jeg har været vant til at have mit tørklæde på, siden jeg var syv år. Jeg kunne ikke klare mere til sidst,” siger Fatma Ghadban, der sad i detentionen 12 timer uden mad og drikke. Og uden sit tørklæde. Efter episoden har Fatma Ghadban haft det dårligt: “Jeg har svært ved at sove om natten og bliver hurtigt stresset,” siger hun. […]

Derfor er jurist og leder af Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Niels-Erik Hansen, ikke i tvivl: “Så gælder det også på politistationen, når de skal fotografere i forbindelse med anholdelse.” […] Politiet tvang 17-årig til at tage sit hovedtørklæde af

Her vil en professionel, årvågen journalist selvfølgelig stille kritiske spørgsmål: Kan du ikke bare i denne situation vælge at tage tørklædet af? Kan du ikke se at det kan være nødvendigt i sådan en situation at bede dig tage det af? Er det ikke bare lidt hysterisk at reagere på denne måde? Og til Niels-Erik Hansen: Har I ikke vigtigere sager at tage jer af, som f. eks. opfordringerne til folkemord på Rådhuspladsen? Kom journalisten så med kritiske spørgsmål? Ikke overraskende valgte Signe Rugholt Carlsen at være mikrofonholder.

Offerrollespillet er selvfølgelig second nature alene i kraft af at hun er muslim, og er rutine for venstreekstremister som Forældre mod Politibrutalitet, men det er i yderligere én forstand lige efter bogen. En såkaldt Al Qaeda-manual som det britiske politi fandt på en beslaglagt computer, giver helt eksplicitte instrukser om at påstå sig krænket eller mishandlet i politiets varetægt (LFPC):

1. At the beginning of the trial, once more the brothers must insist on proving that torture was inflicted on them by State Security [investigators ]before the judge.

2. Complain [to the court] of mistreatment while in prison.

Canada: Lawyers Allege Jihad Suspects Being Tortured In Jail

“Hopefully it will turn into an arab city shortly”

“Greetings from our brothers in Malmoe.
Malmoe is located in the south of sweden near denmark in which many arabs and moslems
hopefully it will turn into an arab city shortly”
og
“then they had links to the demonstration in duisburg and the flag of israel in the window that was removed and they are proud that the flag was removed and they send the link of the video to show their victory in Germany”

Om demonstrationen i Malmø forleden på debatforum via Ekeroth

Forbud mod islamiske tørklæder på alle offentligt ansatte – NU!

af Britta Mogensen, antropolog

Flere og flere hospitalsansatte protesterer mod den omsiggribende eksponering af religionspolitiske symboler på hospitalerne. Nogle står offentligt frem f. eks. på Odense Universitetshospital (FOKUS nr. 3 2008 ) – i øvrigt med stort mod, da de uvægerligt beskyldes for racisme og islamofobi. Andre modstandere tilhører endnu det tavse flertal og nøjes med under personlige samtaler eller i personlige mails at tilkendegive, at de er enige. De bør ikke klandres, for det kan besynderligt nok i disse år have store omkostninger at melde ud, at patientens tarv er det eneste, der har betydning på et hospital.

Vi skal dog heller ikke være blinde for, at de hijabbærende har en del støtter. Disse medløbere tager fat to steder: 1) Med støtteerklæringer til de indhyllede, der munder ud i, at ”de er så søde og dygtige”. Sandelig et argument, der vil noget. 2) Modstanderne er islamofober, vil ikke have muslimske kolleger, stemmer sikkert på DF, er racister, mistænkeliggør dygtige kolleger m.v., og de karakteriseres ved negationer af alle de gode egenskaber, medløberne selv mener at besidde, nemlig rummelighed, respekt, professionalisme, tolerance. Enkelte (FOKUS nr. 4 2008) kommer for skade at offentliggøre deres uvidenhed og erklærer selvsikkert, at hijab slet ikke er islam, men kultur (det er måske ingen skade til at læse koranens sura 24:31, 24:60, 33:32f, 33:59). Vil man vide mere, kan man læse Fatima Mernissi: ”The veil and the male elite”. Mernissi er troende muslim og tillige nok en af de mest nutidige islamkyndige, så man får samtidig henvisning til alle de vigtigste kilder i islam.

Hensynet til patienterne
Hensynet til, hvad danske patienter måtte mene om indhyllet hospitalspersonale, er for hospitalsledelserne et fuldstændigt ligegyldigt emne at forholde sig til. Så hijabbærende personale har stor opbakning til at kræve, at enten må patienterne affinde sig med at blive konfronteret med et religionspolitisk symbol, når de er syge, eller også kan de ”blive hjemme” (Helen Latifi i Ugeskrift for Læger nr. 21, 2006). Det vil nok undre en og anden fra urbefolkningen, at personer, som vi har tilladt at flytte til vores land, mener sig i deres gode ret til at afgøre, om vi må lade os indlægge på et hospital, eller om vi skal ”blive hjemme”.

Andre (Imran Rashid i Ugeskrift for Læger 2007;169) mener, at modstandere af hijab kan ”finde et andet sted (at blive behandlet)”. Sagt på pænt dansk: ”Kan du ikke tåle lugten i bageriet, så er det ud.” Da bemærkningen kommer fra en minoritetsperson (der derfor pr. definition er et svagt offer), er det naturligvis ikke en racistisk udtalelse, men det ville det være, hvis jeg som medlem af majoritetsbefolkningen (og derfor pr. definition er undertrykker) havde haft den frækhed at bede ham om at forsvinde, hvis der var noget, han var utilfreds med. Hvor danske disse mennesker i egen selvforståelse end mener at måtte være, er deres særprægede opfattelse af læge-patient forholdet nok ret mellemøstligt og kan være svært at forene med det lægeløfte, som de formentlig har måttet afgive. Abir Al-Kalemji i FOKUS nr. 1 2009) er af den opfattelse, at det ikke i sig selv er nok, at patienterne er modstandere af hijabklædt personale (for at kræve, at de tager det af). Næh, det er begyndt at gå op for nogle af os, at hensynet til patienterne ikke er det mest hotte emne på et hospital.

Men hvad med de muslimske, kvindelige patienter da? Tages der da hensyn til dem? Nej, heller ikke. Hensynet retter sig alene til de hijabbærende ansatte. Når en muslimsk, ugift ung pige eller kvinde f.eks. skal have en abort, en ny mødom isyet, eller lider af en seksuelt overført sygdom, hvordan mon hun føler sig tilpas, når hun konfronteres med islams renhedssymbol? I modsætning til medløberne er hun nemlig fuldt ud klar over, hvad dette symbol står for. Hun ved, at i selve hijabben ligger fordømmelsen af hendes opførsel. Det er dog det mindste onde, hvor ubehageligt det end må være. Hendes frygt går først og fremmest på, om nogen uden for hospitalet – gennem en af de ansatte – får at vide, hvorfor hun er indlagt. At alle har tavshedspligt – og overholder den – kan det være meget svært at tro på, når man er opvokset i en kultur, hvor sladder er det, der gør den sociale kontrol så stærk og allestedsnærværende. Nogle kvinder har været så skræmte ved tanken om sladder, at de f.eks. har nægtet at være i stue med tolken. Tolkningen har derfor måttet foregå pr. telefon for at bevare kvindens anonymitet.
Så hensynet til i hvert fald de muslimske kvinder tilsiger, at de under ingen omstændigheder skal udsættes for at blive mødt af det religionspolitiske symbol for kvinders renhed, når de er i en svær krise og er rystende bange for, at det, de skal behandles for, kommer andre for øre.

Bare 30 gram stof
Når et religionspolitisk symbol af bærerne reduceres til et stykke stof på ”bare 30 gram”, så kan de fleste forstå, at de hijabbærende ikke selv regner det for noget, så hvad er problemet? Vil man sove roligt om natten, er det bedre ikke at vide, at de 30 gram repræsenterer en politisk ideologi og en lovreligion (sharia), som ingen af os – heller ikke de hijabbærende kvinder (tro mig) – ønsker at leve under. Og som vi har fået det at vide så tit: Sharia er udeleligt. Man kan ikke plukke dét ud, man foretrækker; man må tage hele pakken. Derfor er der heller ikke tale om blot det åndelige (for så ville det da være fint) – det hele skal med, herunder kønsapartheid og de uhyggeligt barbariske straffe. Og selv om shariastraffene (endnu) ikke praktiseres her i landet, så ligger der heri latent et så uhyggeligt menneskesyn, at det nødvendigvis må være i konflikt med lægegerningen i den vestlige verden.
Nogle medløbere har hævdet det synspunkt, at man intet vinder ved at forbyde kvinder at iklæde sig hijab i offentlige stillinger, for ingen kan kontrollere, hvad folk tænker. Det er korrekt. Selv om man fjerner deres religionspolitiske symboler, vil den samme ideologi stadig rummes inde i hovedet. Men det betyder ikke, at der ikke vil være indtil flere gevinster. De, der er tvunget, kan i hvert fald omsider frit smide indhylningen uden at risikere mobning og intimidering. De, for hvem det religionspolitiske symbol er alfa og omega, har for længe siden bebudet, at de vil forlade landet og søge andre steder hen, hvis de ikke fortsat kan eksponere deres ideologi.

Naturligvis er det trist at skulle miste dygtige mennesker med ”skatteyderbetalte høje uddannelser” (sagt af en medicinstuderende 2. G’er i TV, som ikke forstod, at mange hellere så hendes hæl end hendes tå), men på den anden side er der sikkert ikke så få muslimske lande, som mangler de dygtige læger og sygeplejersker, som er uddannet i et vestligt land. Så i stedet for at efterkomme kravene hos fundamentalisterne om særhensyn, kunne man lette deres ønske om at komme væk herfra ved at tilbyde en fremtid i f.eks. Bangla Desh eller Sudan. Ligesom Læger uden Grænser, bare mere permanent. Dér ville de falde naturligt ind i befolkningen, og Danmark ville have ydet et fornemt bidrag i ulandsbistand. Og vi skal såmænd nok klare os uden dem. Vi har stor erfaring i at klare os videre efter at være sluppet af med ideologier, der fundamentalt ønsker at ændre vores samfund.

Den politiske korrekthed

Hvis man vover at tale den politiske korrekthed midt imod og kritiserer, at der alene tages hensyn til særkrav fra eksponenter af en religionspolitisk ideologi og deres medløbere, så falder anstændighedens maske. Der anvendes beskidte tricks og underlødige beskyldninger om at have anvendt ord, der aldrig er blevet givet udtryk for. Medløberne kan slippe afsted med hvad som helst, og kan lukke diskussionen, når de har fået fordrejet alt, hvad kritikerne har givet udtryk for. F.eks. bliver ”skatteyderbetalte tørklæder” til beskyldning om at mene ”hovedtørklædebærere er erhvervs- og skatteydermisbrugere”, ”tørklædet skal fjernes fra offentlige stillinger” til en beskyldning om ikke at ville have ikke-hvide ansat, krav om at patientens tarv er vigtigst bliver til, at kritikerne skulle have omtalt de hijabbærende som ”undertrykte og mindreværdige eksistenser”.

Religionskritik og ønske om at få fjernet et religionspolitisk symbol fra en uniformsetikette fordrejes og bliver til et spørgsmål om, at man ikke vil have indvandrere i arbejde. Hospitalsledelsen sætter spørgsmålstegn ved kritikernes professionalisme, mens professionalismen hos de, der sætter en religionspolitisk ideologi højere end patienternes tarv, ikke er til diskussion. Kritikken bliver udlagt som mobning (se også Wahid Petersen 28.1.2009 i Kristeligt Dagblad). Kritikernes menneskesyn nedgøres og sværtes til. Medløberne opremser en masse plusord, såsom rummelighed, tolerance og respekt; egenskaber, som de selv mener at besidde, men som så sørgeligt mangler hos hijabkritikerne, da enhver kritik af hijabben oversættes til kritik af muslimer (FOKUS nr. 1 2009). Alt dette for at lukke munden på de, der kritiserer. Kan det undre, der er nogen, der nødigt vil stå frem? Det er nok mere uforståeligt, at der stadig er nogen, der vover at åbne munden. Og så meget mere beundringsværdigt.

Et forklaringsproblem

Jeg mener, politikerne og ledelser for vores offentlige verdslige institutioner har et forklaringsproblem. Hvorfor har man leflet og undladt at stille krav til fundamentalistiske muslimer i så mange år, mens befolkningen blot tavs har kunnet se til, at alt det, de holder af, har ændret sig foran deres øjne? Hvorfor mødes enhver kritik med beskyldninger om islamofobi og racisme? Hvorfor gør de ”ansvarlige” hellere knæfald for en fremmed religion fremfor at stille krav til de tilvandrede: ”Dette er vores værdier – dem er du velkommen til at dele, men hvis du ikke ønsker det, kan du ikke blive her i landet.” Denne leflen har ikke været et gode for hverken de tilvandrede selv eller for os andre. Det er lykkedes en klike (der vokser sig større og større) at stille krav til os alle, som vi end ikke selv ville vove at stille. Og alle krav bliver imødekommet. Hvad er årsagen? Betragter myndighederne folk fra den tredje verden som børn, der ikke er ansvarlige for deres opførsel, som ikke rigtigt civiliserede, og som derfor må have lov til alt? Et sådant nedladende menneskesyn kalder jeg racistisk.

Et legitimt krav

Tiden må være inde til, at samfundet afviser alle krav om særhensyn på grund af en eller anden gud. Særhensyn skal alene imødekommes over for handicappede ansatte, så de er i stand til at bestride deres stilling. Vi skal have et nationalt forbud mod synlige religiøse og politiske markører på alle offentligt ansatte. Det skal være slut med omvandrende reklamesøjler for islamisk kønsapartheid og sharitænkning. Kun patienternes interesser skal varetages i hospitalsregi, og patienter har absolut ingen interesse i, at personalet skilter med deres religiøse og politiske overbevisning. Tværtimod.

Britta Mogensen