Politiet tør næsten ikke komme ind i distrikter som Anderlecht, hvor “unge” skyder på  dem med Kalashnikovs. I lørdags fik en betjent tre kugler i sit ene ben. Sidste uge besluttede en videregående uddannelse for industrielle designere og ingeniører at flygte fra Anderlecht, fordi de studerende konstant bliver røvet og truet. Situationen er så meget ude af kontrol, at politiet, retsvæsenet og borgmesteren i Anderlecht tirsdag  mødes i et improviseret hasteråd for at tale om hvordan den  officielle reaktion på overgrebene skal være. I onsdags besluttede den belgiske regering at bevillige flere penge til de usikre kvarterer i hovedstaden. Flere politikere kræver et udgangsforbud i distriktet. Politiets fagforening har bebudet en strejke, de finder forholdene i kvartererne for usikre at arbejde under efter at en betjent blev alvorligt såret af skud, da han prøvede at stoppe en flugtvogn efter et røveri. Dette er  tredje gang på få uger politiet bliver skudt på. I forbundets pressemeddelelse hedder det: “Gadebander spreder terror overalt, anholdte forbrydere der bliver befriet igen med det samme, poltifolk der bliver ofre for skud. Dette er de sørgelige fakta fra et område hvor gangstervælde, vold og lovløshed har fået overtaget over retsstaten.” Politie durft amper Brusselse wijken in, Brüssel als Symbol des europäischen Niedergangs. BRUSSELS: ZERO-TOLERANCE AGAINST VIOLENCE, Politiker viser no-go zone frem,video 2. (Snaphanens oversættelse.)

“Nultolerance” er selvfølgelig ren politikerøregas. Enten tolererer Bryssel det, eller også komme belgierne før eller senere, og det ligner efterhånden før, til at sætte hæren ind, sådan som Europas såkaldte hovedstad nu er sammensat. Fra borgmester Thielemans kan man vente sig lutter tolerance og EU pamperne har vat i ørerne og er travle med mere ophøjede ting, end en mini-krig udenfor vinduerne. Klankrigen i Malmø blev alvorlig i 2006.I 2o07 deklarede politiet “nultolerance”. Kugler og sprængattentater er fortsat lige uanfægtet indtil idag, tungt kriminelle udlændinge, der ingen grund har til at befinde sig i landet, kan hærge frit videre fordi aldeles inkompetente og uansvarlige politikere har abdikeret og bundet politiets hænder på ryggen. Her er en oversigt oven katastrofezonen Malmø 2006-2010. I Sydsvenskan idag hedder det “at uskyldige risikerer at blive ramt”. Jamen, uskyldige blev ramt for kun en måned siden, hvor en tilfældig  turist kom i vejen for en kugle på Rasmusgatan. Og Malmøboerne, de tier og flytter og svenske aviser fordobler sportsstoffet. Det kommende valg i teaterdemokratiet skulle nødig komme til at handle om noget. Svensk journalistik vil yde sit sædvanlige bidrag til, at det ikke sker. Hvordan det ser ud, når det helkikser, er der i dag et interessant eksempel på. Magasinet Realtid prøver at sænke bloggen PI.SE, der  på rekordtid er blevet meget stor i Sverige. Bloggen lever hovedsageligt af at skrive det, medierne fortier. Det er et stort stofområde i Sverige.

Paris: Jødevenlig imam fordrevet

Radikale muslimer i Paris har fordrevet en imam fra Drancy moskéen, der for nylig fik politibeskyttelse, fordi han støtter et burkaforbud og forsoning med jøder. “Burka og niqab er ikke andet end sexistiske magtmidler, der ikke har noget med Koranen at gøre. Det er en minoritets-tradition, der er farlig for religionen.” Hassen Chalghoumi forlod fredagsbønnen under politibeskyttelse og blev spottet af de troende som en forræder, meddelte parisiske aviser lørdag. Drancy-imamen Hassen Chalghoumi var et par dage tidligere blevet truet med døden. Troende fra Drancy krævede lørdag Chalghoumis afgang som leder af moskeen. Nogle muslimer i Frankrig beskylder Chalghoumi for at være “jøde-imam” og hans tilhængere for at være vantro. Prediger aus Moschee verjagt. L’imam de Drancy chassé par ses fidèles, Snaphanens oversættelse. Strasbourg: Over 30 jødiske gravsten skændet med  hagekors og “Juden Raus” på Auschwitz- dagen, ukendte gerningsmænd. Fransk moské angrebet: “Islam get out of Europe” and “France is for the French”.

Hvad dette på frastødende måde illustrerer er Darwin’sk selektion i ummaen: Den gruppe der kan henvise til islams tekster og traditioner og kalde modparten for “vantro”, er også den gruppe der kan mønstre et voldspotentiale. Har der nogensinde været eksempler på at magtudøvelsen er gået den anden vej, fra moderate mod teksttro? Næppe. Og derfor går vores modparter i debatten konsekvent udenom problemets kerne ved at henvise til moderate individer, som om eksistensen af sådanne i sig selv er nok til at man kan gøre sig forhåbninger om fremtiden. Og hvorfor skal dette i øvrigt handle om voldspotentiale i første omgang? (Steen/LFPC)

Berlin: Girls With Hijab Go Off On Polish Blondes

Blondes have less fun. Godt at vi herhjemme kan forvisse os om at religionen fylder mindre i den muslimske befolkningsgruppe, for det ser godt nok helt anderledes ud rundt om i Europa. Engelsk oversættelse på Gates of Vienna af historie på Europe News (LFPC).

In Neukoelln, the head covering debate is getting a “Berlin-brutal” dimension in a new culture war. Girls with head coverings are suddenly going after other schoolgirls, preferably blondes. School administrators and school committee members are very concerned.

It happened on the way home from school. “Two times already girls with hijabs hit bare-headed girls with their fists, knocked them down and kicked them,” says Volker Steffens, principal of the Thomas Morus secondary school in Neukoelln.The proportion of foreigners in the approximately 500 students is more than 80%, representing 41 countries. The rector says: “Once one of the headscarf girls tried to set a blond girl’s hair on fire. Most of the victims are Polish girls.”

Rita Hermanns of the school committee: “Fundamentalist tendencies are increasing in Berlin schools too. More and more girls wear headscarves. More and more Muslim parents forbid their daughters to participate in class trips, swimming classes and sex education.” Principal Volker Steffens is on the front lines and feels the consequences. “Islamist tendencies and direct, racist attacks by girls are conspicuous.” Polish blondes are the victims because they are Catholic and nevertheless liberal and therefore embody everything the headscarf girls reject. The basis of the conflict is often envy. Steffens: “In strongly religious homes, much is forbidden. In school, the girls see other girls who are allowed more. They become envious and hit the girls from liberal families…” Berlin: Girls With Hijab Go Off On Polish Blondes

Indvandrere rykker ind i middelklassen – hvor rykker Danmark hen?

Han sagde det, ikke vi, og det er generelt en god idé at trække på kilder der godt må sige sådan noget. Ligeledes bør gentages mantraet at det ikke er tendenser, men nettoændringer af det danske samfund –  f. eks. frygtkultur, særhensyn, ghettoer – der definerer succes eller fiasko (LFPC).

Parcelhuse og middelklasseliv er ikke kun forbeholdt danskerne. Flere og flere af de primært muslimske indvandrere bevæger sig opad den sociale rangstige og ind i middelklassen. Det viser målingen Integrationsstatus, som Catinét har gennemført for Ritzau. […]

Men fast arbejde og indkomst er ikke nødvendigvis lig med god integration, påpeger Mehmet Yüksekkaya, der i en årrække har arbejdet som integrationskonsulent. – Der er ingen tvivl om, at der er mange velintegrerede indvandrere blandt de grupper, der har rykket sig markant i de senere år. Men bare fordi man er rykket op i middelklassen og klarer sig godt økonomisk, er man ikke nødvendigvis integreret socialt og kulturelt, siger han. […] Indvandrere rykker ind i middelklassen

Ak, Sverige…

Af: Kasper Støvring

Forfatteren Carsten Jensen modtog i fredags den svenske Olof Palme-pris, og i morgen modtager den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger den danske Sonningpris. Jeg vil mene, at der er en kolossal kvalitetsforskel mellem danskeren og tyskeren, og at det siger noget om forskellen mellem Danmark og Sverige. For er der ikke noget symbolsk i, at en politisk korrekt forfatter modtager en svensk pris, imens en sand freier Geist modtager en dansk pris?

Den inkarnerede humanisme

Det er værd at bemærke, at Jensen ikke fik prisen for sine værkers kvalitet, men for sin “humanisme, fornuft og tro på fremtiden” – og for at rakke ned på sine landsmænd, som Jensen jo mestrer. Som åndsmennesket selv sagde:

“[…] når stort set alle andre modtagere af den her pris, har kæmpet for menneskerettigheder i totalitære regimer, så føler jeg også, at der bliver sagt noget om Danmark, når komitéen vælger at give prisen til mig.”

Der er ingen tvivl om, at Jensen er i samme vægtklasse som tidligere modtagere, hvoriblandt Aung San Suu Kyi. Selvbevidst udtaler Jensen da også:

“Jeg har tænkt mig at fortælle om hele balladen med Lars Hedegaard og Jesper Langballes forhold til muslimer, om integrationsministerens forsøg på at forhindre offentliggørelsen af rapporten om børns forhold i asylcentrene og så vil jeg tale om det totale fravær af debat om vores krigsindsats.”

Ja, hvilken brav og modig forfatter, der fuldt ud bekræfter Lars Olsens teori om “eliternes triumf” i en ny bog.

Svenskersygen
Nu er det sådan, at Enzensberger faktisk har skrevet om den svenske nationalkarakter i hvis ånd, Carsten Jensen modtog Olof Palme-prisen. Det har Enzensberger gjort i sin essaysamling Åh, Europa! fra 1987. I et bidende morsomt essay om Sverige skriver han om “fornuftens og indsigtens, solidaritetens og hensynsfuldhedens rige” oppe nordpå.

At en politisk korrekt forfatter får en svensk pris følger logisk af det, man kunne kalde svenskersygen, og hvorom Enzensberger skriver:

“Det så fuldstændig ud, som om denne politiske kulturs evige forvaltere, socialdemokraterne, havde haft held med et projekt, som ganske andre regimer, fra teokratiet til bolsjevismen, allerede havde lidt skibbrud med: nemlig at tæmme mennesket.”

Og videre:

“Jeg spurgte mig selv om prisen for denne fred, om de politiske omkostninger ved denne genopdragelse, jeg begyndte at vejre det fortrængte og dets genkomst overalt, den skimlede lugt af en allestedsnærværende, blid, ubønhørlig pædagogik.”

I et land med tamme mennesker
– hvor den ubønhørlige statslige pædagogik har lagt al levende meningsudveksling død,
– hvor genopdragelsen har lukket de konflikter og konfrontationer, der udmærket demokratiet frem for diktaturet,
– hvor “tonen” i debatten er så blid og menneskekærlig, at ingen kunstner behøver at hidse sig op,
ja, dér hører en forfatter som Carsten Jensen velsagtens hjemme.

Beslaglæggelsen af de moralske værdier

Om det berømte og berygtede svenske “Folkehjem” – den skimlede lugt af en terapeutisk velfærdsstat, der synes at have held med at kujonere sine borgere – skriver Enzensberger:

“Således går det også til, at de institutionelle apparater kan beslaglægge størstedelen ikke alene af borgernes indkomster, men også af deres moralske værdier. Det er dem, der sørger for solidaritet og lighed, for beskyttelse og hjælp, for retfærdighed og sømmelighed – alt sammen ting, som er alt for vigtige til at blive overladt til de almindelige mennesker.”

Også Enzensberger opdager på sin rejse til Sverige at være havnet i det, der ligner oikofobiens hjemland. Han bemærker nemlig følgende:

“Man har på fornemmelsen, at de svenske intellektuelle føler sig utrygge ved, for ikke at sige generet af, netop deres nations største bedrifter.”

Det giver sig hos den svenske elite tilkende i nedrakning af egen kultur på grundlag af dårlig samvittighed. Moralismen er allestedsnærværende:

“Lad det så være et rosværdigt tegn på socialdemokratiets internationale solidaritet, at de svenske skolebørn ved mere om undertrykkelsen og udbytningen i Den tredje Verden end om Sveriges egen stormagtstid; men kan spørgsmålet om, hvorfor Sverige er, som det er, virkelig besvares ved at studere apartheid-systemet i Sydafrika og befrielsesbevægelserne i Centralamerika?”

Tiltagende bukkesang

Enzensbergers essay om Sverige er skrevet i 1982, men man behøver bare at tænke på de aktuelle enorme problemer med indvandring og multikulturalisme for at få øje på den krise, der truer – og som essayet også handler om:

“Det svenske socialdemokratis måske største ideologiske fejl,” sagde en norsk historiker til mig, “er likvideringen af landets egen historie. Hvordan skal en så gammel nation vide, hvad den gør, hvis den ikke ved, hvad det er, den har fået i arv? Denne systematiske glemsomhed vil hævne sig senest i de krisetider, vi har i vente”

Uheldssvangert? Jovist, og det bliver ikke mindre uhyggeligt af, at svenskerne, som Enzensberger registrerer, er et folk, der synes at tilbede enigheden, som er ekstremt føjelige, og som opfatter sikkerhed som vigtigere end alt andet. Det udnyttes af “de evige formyndere” i landets elite, der ønsker at bringe de ufornuftige mennesker til fornuft og befri dem for deres syndighed, som det hedder.
Det velmente ligger svenskerne særlig nær, som Enzensberger sarkastisk bemærker: “Den gode hyrde tror, at verden styres af hensigter, gode eller onde. Han tror, at samfundsmæssige processer kan beregnes, og det vil sige: beherskes. Men måske er det en illusion?”
Ja, måske vil Sverige gå under med et brag en dag. Eller måske bare med en klynken?

Håb?
Eller måske er der håb endnu. Afslutningsvist hedder det i essayet, at der ikke er megen ræson i at begræde folks dalende moral, i at bekymre sig, som den svenske elite gør, over ustabilitet og polarisering. Det er nemlig en slags “livstegn”:

“Der findes mennesker, hvem al omsorg og al opdragelse, selv den mest menneskevenlige, bider tænderne sløve på. Jeg ved ikke hvorfor, men det er en vished, som giver mig ro i sindet.”

Måske vil den almindelige svenske borger, det svenske folk, tage et opgør med meningseliten i partierne, institutionerne og medierne. Indtil da må man sige, at Carsten Jensen skam har fortjent sin svenske pris. Han er fuldstændig sucked into the system, svøbt i institutionernes hylster, som Enzensberger taler om.
Jeg er blot glad for, at en stor dansk pris i morgen tildeles en tysk forfatter af et helt andet format. Det giver mig ro i sindet.

Jyllands Posten, med forfatterens tilladelse