fra den nye freestyle CD med Toksvig, Simpsom og Leth: Vi Sidder Bare Her. Ikke Euforisk.

Drømmen om den store verdensrenselse

Artiklen her, der er en omtale af en anden, længere gennemgang (Ernest Sternberg: Purifying the World: What the New Radical Ideology Stands For), henviser til umiddelbart genkendeligt billedsprog der mere eller mindre åbent ligger bag meget af det kulturelle selvhad i tiden: Forestillinger om vedvarende at imødegå det der opleves som det onde – USA, Israel, industrien, konsumvarer, bilisme og meget andet, og en næsten religiøs tro på at der på den anden side af det endelige opgør venter en genfødt verden. Dette er åbenlyst tilfældet når vi taler om voldsfantaster, autonome og overvintrede socialister i Enhedslisten, men for mig ligger der stadig et endnu mere underbelyst område der kalder på forklaring, nemlig passiviteten og medløberiet hos dem der ikke er politisk aktive eller har utopiske drømme. Jeg tænker især på det daglige lille (selv)had vi vel alle kender: Nedsættende bemærkninger om det der opleves som typisk amerikansk; ureflekteret accept af Israels skurkerolle; accept af religiøse særhensyn i skolen osv. – i hvor høj grad har hverdagens kulturelle selvhadere forestillinger om hvad konsekvenserne ville blive, incl. for dem selv, hvis tendenserne blev ført til deres yderste konsekvens? Fantaster og voldsromantikere har der alle dage eksisteret, og at de kan finde fælles fodslaw er logisk nok. Men hvad forestiller ganske almindelige Gutmenschen eller simple medløbere sig egentlig som det endelige mål? (LFPC)

To the contemporary conservative, progressive ideology is often murky and incomprehensible. It is very difficult for some on the right to understand the apparently illogical and unrealistic machinations of the radical leftist mindset. Their political objectives, if achieved, inevitably lead to further demands for concessions toward an ever-greater ideological purity. Something even darker and more malevolent is happening, however. The various radical leftist factions and special interest groups are rapidly coalescing into a global movement. […]

In Steinberg’s analysis, from the historical ashes of failed fascist and communist regimes a new totalitarian ideology is emerging:

Though a mouthful, world purificationism would do well in expressing what the movement wants. It wants to achieve a grand historical vision: the anticipated defeat of imperial capitalist power in favor of a global network of beneficent culture-communities, which will empower themselves through grassroots participatory democracy, and maintain consistency across movements through the rectifying power of NGOs (Non-Governmental Organizations), thereby bringing into being a new era of global social justice and sustainable development, in which the diverse communities can harmoniously share an earth that has been saved from destruction and remade pristine. […]

The purificationist dream is a world without borders, governed by a global network of NGO’s. Almost all current activist organizations containing the words “green”, “justice”, “peace”, or “solidarity” would find a position in the ruling structure. These NGO’s would gravitate toward forming a totalitarian regime since, as Steinberg points out, they are “unaccountable to an electorate and escape political checks and balances…” […] Andrew Thomas: The Leftist ‘Purification’ Movement

En ommer

Det var nogle dødkedelige græsbilleder forleden, men jeg har aldrig tænkt over at fotografere græs før, ikke engang når jeg tog fodboldkampe. “de grønlige Spidsbueporte”, står der i digtet. Ud på plænen. Græsset er højt, plæneklipperen er i stykker, for ham der kan lave den, en pensioneret sømand, har været på motorcykeltræf i tre dage. Ned med næsen, om på ryggen, nu vokser min verden sig stor og jeg bliver svimmel. Billeder taget på hovedet. Men nu handler det dog ikke så meget om græs, Rifbjerg skriver om det : tilbage til tunnelen, på knæ, næsten krybende med en bøn om at få lov til at gå i sin mor igen. Jeg ville  bare sige “ydmyghed.”  Måske er det nemmere at fotografere mennesker ?

Tom Kristensen : Græs

Græsset er underligt højt for mig,
som ligger med Næsen mod Jord.
Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan,
vokser min Verden sig stor.

Under de grønlige Spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg staa.
Tør ej gaa vild i det lysende Mørke!
Tør ej gaa vild mellem Straa!

Inde i Straaenes dæmrende Haller
er der en Stemme, som vaagner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu,
du nu.

Og som Svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men naar vit Vanvid er omme,
naar mine Drømme om Storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.