Arx betyder “fortet/fæstningen” (“Nimis” betyder “for meget” ) – det er 150 ton sten og beton i Ladonia. Da jeg nu har ansøgt om statsborgerskab i mikronationen, vil jeg markere lejligheden med endnu et foto. Der kommer nok flere, for jeg tog nogle hundreder. Nationalsproget i Ladonia er latin, og da min gymnasielatin er fra 1970 og Kristian Mikkelsens lærebog fra 1908, må jeg på et LFI (latin for indvandrere) kursus. Jeg vender tilbage, når der er nyt fra Ladonia. Jeg glemte at spørge om de accepterer dobbelt statsborgerskab, men hvis de tager mig, vil jeg gerne være “friherre” og helst i Skåne og af af Tosterup Slot. Man kan nemlig vælge sin stand, og det er der så mange der gør online, så kan jeg nok gøre det off-line.  (Foto: Lars Vilks og Uwe Max Jensen på vej mod Arx- klik. f. helskærm.)

I 1980 begyndte kunstneren Lars Vilks at bygge to skulpturer, Nimis og Arx, i Kullaberg naturreservatet i Skåne. De to skulpturer blev først opdaget to år senere, og de lokale myndigheder krævede da, at skulpturerne blev fjernet. Vilks appellerede beslutningen gentagne gange, og i mellemtiden var skulpturen Nimis blevet solgt. Den 2. Juni 1996 erklærede Vilks at området, hvor skulpturerne lå var et selvstændigt land, Ladonia.

I 1999 byggede Lars Vilks en anden skulptur kaldet Omfalos. Denne skulptur var ca. 1,5 m høj og lavet af beton. De svenske myndigheder krævede også denne skulptur fjernet, og Lars Vilks blev påbudt at finde en måde at rive den ned på. Han foreslog at sprænge den i luften den 10 december 2001, dagen for uddelingen af Nobelprisen. Inden skulpturen blev sprængt i luften var den dog blevet købt af en anden kunstner, Ernst Billgren, som krævede, at skulpturen ikke blev beskadiget. Omfalos blev derfor, tidlig om morgenen den 9. december 2001 fjernet.Da Ladonia erklærede sin uafhængighed fra Sverige havde landet ingen indbyggere. I dag har Ladonia ca. 15.000 indbyggere. Ingen af dem bor i Ladonia, men har fået statsborgerskab via Ladonias hjemmeside. Ladonia . SE også Ladonia in Chicago: further progress, Ladonia National Anthem og Eurovision Song Contest Ladonia 2009.

Anker Jørgensen som svensk presses gidsel

”´Jeg siger fy fanden da!´ till allt som luktar av rasism! Nationalistiska partier är inte lösningen på några problem och har aldrig varit det. Det är falskhet och det hoppas jag att svenskarna inte faller för”.“Jag säger fy fan till allt som luktar rasism”

Krænkelses-Mekka forude

Egentlig er det fantastisk at man stadig kan se dette sydlandske bynavn brugt respektløst i merkantile sammenhænge, men som historien her antyder er det ikke nødvendigvis noget der vil fortsætte i al fremtid (LFPC).

A Muslim of Moroccan origin has refused to work in a disco in Aguila (Murcia), due to the establishment’s name, La Mecca, which ”offends a holy place for Muslims”. The incident, which took place in the past days, has caused a controversy in Spain, after the intervention of the president of the Spanish federation of Islamic religious organisations (FEERI), Mohamed Hamed Ali’, who took a stance in favour of the employee. ”The name Mecca is sacred for us Muslims” Hamed Ali’ explained in statements quoted by the press, ”because it is the place everybody goes towards for prayer and pilgrimage.

It is the holy place par excellence, because it is where our Prophet received the Koran”. Naming a disco ‘Mecca’, according to Hamed Ali’, is ”grotesque and shows a lack of respect towards Islam and Muslims”. […] SPAIN: REFUSES TO WORK IN DISCO ‘MECCA’, OFFENDS ISLAM

Sandheden er den nye hate speech

Pamela Geller på Atlas Shrugs er måske nok en skribent der godt kan være mere heftig i sin udtryksform end der er gavnligt for sagen, men udtrykket i overskriften, som vistnok hidrører fra hende, er lige på kornet. Det er en efterhånden ulideligt udbredt floskel i debatten at den vulgære og uvaskede befolkning skal ‘lære’ om særlige ‘nuancer’ vedrørende islam, så de ikke udtrykker sig så hadefuldt og fordomsfuldt. Viden og nuancering er bestemt prima kvaliteter; problemet er bare at der efter alt at dømme ikke er tale om usandheder kontra fakta – herunder ubekvemme sandheder. Dét der efterspørges er apologi, eufemisering og fortielse. Jeg mener godt at denne påstand kan retfærdiggøres når man ser hvad f. eks. en Mogens Jensen eller en Lisbeth Knudsen selv formulerer eller formidler, og hvordan sidstnævnte forholder sig til de fakta som hendes tidligere ansatte Lars Hedegaard fremlægger – dvs. slet ikke. Viden og nuancer handler om tonen.

Her er således en række eksempler på ubekvemme sandheder der med garanti ikke vil tælle med i det vidensniveau som Knudsen og Jensen efterspørger: Moderat islam findes ikke, og alle mainstreamretninger af islam har verdensherredømmet som mål – dette er sandt uanset individuelle muslimers tilslutning til dogmatikken eller ej — enhver import af muslimer vil medføre irreversible forringelser til det værre af et samfund, uanset hvor stor en procentdel der forvolder problemerne – der er ingen positive eksempler på multikultur der giver anledning til optimisme, heller ikke det mytologiske Al-Andalus – vores kultur er bedre – taqiyya og kitman er reelle fænomener der berettiger skepsis i forhold til angiveligt moderate muslimske talsmænd. Uanset hvor sobert, urbant og veldokumenteret jeg fremlagde disse påstande ville de aldrig blive accepteret af tonemester Lisbeth Knudsen (LFPC).

[…] Til tider bliver den danske debat så polariseret, hadefuld og fordømmende, at den lukker nuancer ude og afholder vidende røster fra at have lyst til at blande sig i diskussionen. Lisbeth Knudsen: Dansk-svensk politisk ordkrig om tolerance

Blandt amerikanske sjakaler

Jfr. hvad jeg skrev herover om stilen på Atlas Shrugs, så er her et eksempel der nok er skarpt i formen, men som opstiller nogle modsætninger der til forveksling ligner den danske kulturkløft og det danske medielandskab. Hertil må man også medtænke det ekstreme pres som Pamela Geller som Ground Zero-oppositionens centrum befinder sig under i en sag med internationale tråde af tvivlsom karakter. Bliver man dæmoniseret og beløjet af medier der oven i købet fortier at det er hende der er den truede, kræver det en kampvilje og vedholdenhed som man må respektere, uanset hvor meget eller hvor lidt man bifalder hendes versal-retorik og politiske ståsted i Ayn Rand’sk libertær-filosofi (LFPC).

[…] We have reached the point where Islamic supremacists and Muslim Brotherhood proxies are virtually dictating their propaganda and fallacious narrative to big media and scribes, who take it down word for word, lie for lie, and report it as fact. Unindicted co-conspirator, Hamas-linked, Muslim Brotherhood front CAIR is the go-to guy for all things Islam. Never are they identified for the subversives that they are. Never are their jihadist connections or convicted leadership mentioned. Just as Anwar Awlaki was the go-to imam for big media right after 911 (Awlaki was imam to a couple of the 911 Muslim terrorists, as well as the Fort Hood jihadi, the Christmas day bomber, the Times Square bomber, et al). These willing dupes lather, rinse, repeat. They hit bottom and just keep digging. They still don’t get it. In the information battle space, it’s a game, and they are being so played. But could the stakes be higher?

Responsible journalism is dead.[…]

They are not the ones living under death threat, we are. They are not the ones targeted, we are. They are not getting death threats. We are. They don’t have to live with 24/7/365 heavy duty security, Geert Wilders does. Wafa Sultan, Ayaan Hirsi Ali, Robert Spencer, Ibn Warraq, Salman Rushdie, the producers from Comedy Central, and accidental counter jihad tourists like Molly Norris live under death threat. As do I.

Good, decent souls speaking out against a radical ideology, gender apartheid and supremacism are demonized and marginalized.

But the media blacks that out. They never report on that. Their narrative of Muslims “living in fear,” and worse still, living in fear on 911, is the ultimate insult. Real fear is living as a non-Muslim in Muslim countries under the sharia. Real fear is living as a Coptic Christian in Egypt, real fear is living as a Christian in Indonesia, real fear is a girl going to school in Afghanistan, real fear is being an Israeli awaiting the Islamic nuke, real fear is being a Jew in Europe, or a pro-Israel Jew on many US college campuses and on and on and on. […] Lionizing the Jackals

EU-chef advarer mod “den gennemsnitlige jøde”

Nogle indiskutable kendsgerninger: Der er ca. 100 gange flere muslimer i verden end jøder. Suicide Jews og Suicide Muslims henviser til diametralt modsat adfærd. Medierne og den politiske og den akademiske verden er fulde af personer med jødisk baggrund der taler arabernes sag og kritiserer og hetzer imod Israel. Det modsatte fænomen er ikke-eksisterende. Alligevel tillægger kalorius her en angiveligt monolitisk jødisk opinion større betydning end den voldsparate islamiske verden, hvor dissens er forbundet med livsfare. De Gucht beholder formentlig sin stilling. Og yderligere en kendsgerning: Havde han sagt det modsatte – nemlig sandheden – ville dette være utænkeligt. EUs opløsning kan ikke komme hurtigt nok (LFPC).

The EU’s trade chief has been forced to apologise for blaming Jews and the ‘Jewish lobby’ in Washington for blocking Middle East peace as the embarrassed EU head office quickly distanced itself from his comments.

Karel De Gucht, 56, said he did not mean to stigmatise Jewish people and stressed in a statement that “anti-Semitism has no place in today’s world.”

The remarks in a radio interview came as the U.S. formally convened the first direct negotiations between Israel and the Palestinians in nearly two years.

The European Jewish Congress, an umbrella group, had demanded a retraction of De Gucht’s remarks in which he maintained that Israel frustrates U.S.-led peace efforts and warned not to “underestimate the Jewish lobby on Capitol Hill.”

“That is the best organised lobby that exists there,” the former Belgian foreign minister said in the interview with the Dutch-speaking VRT radio network.

“Don’t underestimate the opinion … of the average Jew outside of Israel,” he said.

“There is, indeed, a belief, I can hardly describe it differently, among most Jews that they are right. So it is not easy to have a rational discussion with a moderate Jew about what is happening in the Middle East. It is a very emotional issue.” […] EU trade chief apologises for saying you can’t have a ‘rational conversation about Middle East with Jews’

Tror du en muslim gav en muslim blå øjne?

[…] En mand af anden etnisk baggrund end dansk er lørdag eftermiddag blevet overfaldet ved parkeringspladsen ved Spodsbjerg Fyr i den nordsjællandske by Hundested.

– Der er én mand, der er blevet overfaldet, formentlig med en hjulnøgle. Det er alt, jeg ved på nuværende tidspunkt, oplyser vagthavende ved Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk. Han fortæller, at den forurettede ikke er samarbejdsvillig, og at hele episoden tyder på et internt slagsmål.[…] Voldeligt overfald i Hundested

Sverige er ved at ankomme til 2010

Der skrives og siges så meget. Weekendavisen ville ikke være de 44 kroner værd, hvis den ikke gravede et spadestik dybere.

Man må virkelig sige, at både de etablerede partier i Sverige og de svenske medier gør deres yderste for at skaffe Sverigedemokraterna en plads i Riksdagen ved valget den 19. september. Det må man give det politiske og kulturelle establishment. Det gør alt, hvad der står i dets magt for at få partiet over spærregrænsen på fire procent.

Igennem de seneste tiår er det islamkritiske og indvandrerskeptiske parti blevet konsekvent fortrængt. Riksdagens partier har nægtet at debattere med Sverigedemokraterna, de svenske medier har nægtet partiet spalteplads og sendetid, både hvad angår den journalistiske dækning og den kommercielle annoncering. Og i de kommuner, hvor Sverigedemokraterna ved forrige valg i 2006 fik sæde i byrådene, lader man, som om de ikke eksisterer.

Sverigedemokraterna har ikke været sene til at udnytte dette martyrium. Partiet spiller med stor dygtighed rollen som stigmatiseret, og har senest fået fremstillet en usmagelig valgvideo, der i ucensureret form naturligvis ingen gang har fået på jord hos de etablerede TV-stationer, men i stedet et subversivt liv på nettet. Således har det etablerede Sverige skabt den bedst tænkelige platform for et frustrationsvalg, sådan som de kendes fra en lang række andre vesteuropæiske lande, herunder Norge og Danmark, der imidlertid havde dem for årtier siden. Sverige er politisk ved at ankomme til nutiden.

Men til det sidste værger politikerne besværgende for sig. Både Moderaternas statsminister Fredrik Reinfeldt og Socialdemokratarnas Mona Sahlin har nægtet at ville samarbejde med Sverigedemokraterna, hvis de kommer i Riksdagen og bliver afgørende for, hvilken af de to store traditionelle blokke, der får regeringsmagten efter valget. Dermed bekræfter de to partiledere den almene udenlandske opfattelse af det politiske hegemoni i Sverige, hvor konsensus råder i væsentlige spørgsmål -ikke mindst mellem regering og opposition. Og hvor utilpassede elementer opfattes som umyndige, der skal retledes for en dag at kunne træde ind i det demokrati, der i Sverige har ceremoniel karakter.

En klog mand – måske var han svensker – har engang sagt, at det vigtigste i et demokrati er illusionen om det. Og den illusion har det politiske Sverige været dygtig til at opretholde.

[..]

I 1700-tallet havde Gustav III knyttet de kulturelle institutioner tæt til den feudale magt, og da magten med enevældens afskaffelse gled over til Riksdagen fulgte kulturlivet med. Som forfatteren Jan Guillou bemærkede ved sidste valg, er Sverige et land, der er gået direkte og uproblematisk fra autokrati til demokrati. Kunstnerne skabte en fiktion om Sveriges skønhed og tapperhed, og den dannelsesmæssige elite holdt sammen hele vejen, fordi det var nødvendigt, hvis Sverige skulle genvinde selvagtelsen, og opretholde illusionen om, at landet fortsat er en betydende nation, der i moralsk henseende er i stand til at sætte skel, og i socialt henseende er i stand til at ophæve dem.

Men dette projekt er kun lykkedes, fordi landet arkitektonisk set er bygget op som to pyramider, der formelt set ikke har noget med hinanden at gøre, men hvis autoritet er absolut.

Den ene pyramide har den politiske og kulturelle elite i toppen. Det er herfra de ideologiske og civilisatoriske retningslinjer udstikkes, æstetik formes og erkendelser nås. Og det er herfra den politiske retorik flyder i urbane vendinger med udsøgt elegance og et præg af gustaviansk fornemhed, og formidles af to store mediehuse, som netop for syns skyld, er adskilte.

Den anden pyramide har svensk industri i toppen. Herfra tjenes der penge, mange penge og udstikkes retningslinier for svensk økonomi, således at der ingen hindringer er for kapitalens frie bevægelighed. Og herfra siges der så lidt som overhovedet muligt. IKEA er i den henseende et mønstereksempel som en familievirksomhed drevet i fuldkommen tavshed. IKEA skaber folkhemmets interiører med gedigen neutralitet, mens den politiske og kulturelle elite sætter de ydre rammer.

Under de to pyramider er svenska folket. […]

Fredrik Reinfeldts borgerlige regering står til at vinde valget. Han ønsker ikke at tælle Sverigedemokraternas mandater med i en ny regering. Det ønskede den legendariske socialdemokratiske statsminister Tage Erlander heller ikke i 1948, da Kommunisterne stod til at komme i Riksdagen. Med henvisning til Stalins udrensninger argumenterede han med, at han ikke kunne regere fra en fængselscelle. Da Kommunisterne kom ind med otte mandater, medregnede Erlander dem alligevel som parlamentarisk støtte. Og de sidder stadig i Riksdagen nu som Vänsterpartiet. Fredrik Reinfeldt kan blive nødt til det samme i en kommende politisk virkelighed. Han kommer ikke til at regere fra et fængsel af den grund. Tværtimod kan han lukke Sverige ud af fængslet til et nyt dynamisk samfund, hvor modsætninger brydes åbent og benhårde kompromiser indgås. Sveriges kommende valg er i den henseende et valg mellem symbolpolitik på idealistiske præmisser og realpolitik på demokratiske præmisser.

Leder : Sveriges valg af HENRIK WIVEL LEDER UGE 35, 2010

Rekordlågt stöd för S – alliansen har egen majoritet