Skottdramer i Malmö 2010. Senaste uppdateringen gjordes 11 oktober 2010. Röd symbol – dödsfall efter skottlossning, Gul symbol – skott mot person, Grön symbol – skott mot offentligt fordon, Vit symbol – annan skottlossning. (Det er 43 skyderier på 41 uger i en by på Århus´størrelse.)

Forfatteren Thomas Nydahl kalder sin fødeby “en ångest-central.” Ved årets første mord nytårsnat ved 02- tiden midt på Stortorget, nærmest under køleren på en patruljevogn, skrev en Malmøbo på nettet: “Jeg har lämnat Malmö där jag är född och uppvuxen, får ångest varje gång jag är tvungen att besöka skiten.” “Nu är den skjutne död, nån nämde att han blev skjuten 4 gånger i huvudet.” Blide stunder. Den nytårsnat var sort og sart at se på afstand – jeg fulgte mordet minut for minut. Webcam, chatforum, øjebliksbillede, indiskretionen at se en fremmed dø i billedskift hvert 5 sekund.

Der er stadig mange københavnere, der tager til Malmø. De færdes der om dagen nær centrum, omkring Stortorget og Slottsstaden, hvor der for det meste er et overbevisende skær af normalitet, over det man ser der. Men det er overflade. Når man har fulgt byen nært i adskillige årtier, ved man at den er et træhus, der er gået borebiller i for årevis siden. Det er et syn af noget, der allerede er forsvundet, en kulisse der forestiller noget, som var engang i mange generationer.

Københavnerne, der skal have billig tandlæge, billige briller eller mad til lav moms, har ingen anelser. Flyder skibet ikke endnu, er der ikke lys i butiksvinduerne, vand i hanerne, busser der kører ? De tror, der er Malmø og så et Rosengård, et stort men afgrænset problem. Men det er omvendt: der er mindre, oprindeligt svenske øer tilbage i byen, og en dag er også de forsvundet. Ghettoiseringer har bredt sig til næsten hele byen, som den også vil gøre i København, Odense og Århus. De kan lave alle de ghettoplaner og fakkeltog, de vil, mine illusioner er et skuldertræk, det er afmægtighedens larm og øregas at høre på, det vedkommer ikke mig at politikere puster sig op, fordi de skal kompensere for deres impotens. Malmø er blot sendt afsted mod fremtiden med 20-30 års forspring. Det er sandheden og hvis man ikke siger sandheden, hvorfor ikke tie ?

Hvis angst æder sjæle, hvorfor skulle den så ikke æde byer, der også har sjæle, der kan fornemmes og ødelægges ? En lille udhulning for hver eneste dag, indtil det tidspunkt, hvor alle ser det og overraskes. “Vi vidste det ikke, ingen sagde det i TV Avisen, det stod ikke i Politiken og P 1´s politiske kommisær Fokdal Barnekow sagde selv….” Jeg sagde det, for jeg har set så meget af det: Deres multikultur er blod, død og tårer, at værge sig mod mere af det, fortjener ordentlige menneskers hæder. Jeg kan ikke se, at Politiken og P 1 er ordentlige mennesker. Det er ikke et spørgsmål om forskellige politiske synspunkter, det handler om et forsvar for umistelige værdier, der er sjældne blandt planetens 6 mia mennesker.

Jeg gik en længere tur i byen, og jeg tænkte på Los Angeles som et mønster, for det jeg så. Man passerer en gade, og uden at vide det, er man i et andet bandeterritorium. I Malmø er territorierne mere synlige. Der er en park i centrum ved Sankt Knuts Väg, hvor kun yngre, hvide indfødte ses lege med deres små børn. Der er en sandkasse og for enden er kirken. Jeg ser en enlig ung pige jogge, det så jeg ingen andre steder, men det er en skrumpende isflage, der hører op få hundrede meter væk, hvor en anden verden begynder, andre butikker, andre sprog, andre ansigter. På den anden side løber Sorgenfrivägen. Sorgenfri.

På Möllevångstorget sidder nogle lidt skrammede, lokale danskere plantede i fremmed verden, de er smeltet sammen med. Jeg prøver at trække en samtale igang, men jeg løber tør for ord, og de er lukket inde i en boble, de ikke vil ud af. De ligner byen, selvbeskyttende, irritable og ængstelige, uden livsmod, ikke kommunens hule klicheer om den. “Farve- og begivenhedrig” kan være alt andet end vitalitet, når man opgiver den falske turist- og reklamejargon, der invaderer sproget fra enhver kant.

Det er ikke kun skyderierne, der er en angst og en opløsning i luften, der kan skæres i. Jeg suger atmosfæren ind, men ikke noget udover det almindelige, og jeg lider ikke af indbildninger. Blot de seneste to døgn: “Det er det rene vilde Vesten”,Sygehuset forsøgt brændt, klinik må lukke,, Vold, mishandlinger og bilbrande. Alt dette er sevet ind i byens bevidsthed igennem to årtier nu. Det er underforstået, at alt kan ske nårsomhelst og hvorsomhelst. At være på vagt, er en sindstilstand, selv i søvnen.Hende jeg boede hos, havde en skudt nede foran sin dør en nat, hun hørte  det, men stod ikke engang op fra sengen.

For mig begyndte det med togfærgen fra Frihavnen til Malmø i 1959, da selv vi øvre middelklassebørn endnu gik i vores større fætres aflagte tøj, og så på varer som chokolade, kaffe, kakao og kylling som en ret ustyrlig luksus, for slet ikke at tale om TV, der knapt eksisterede i Danmark. En jævnaldrende svensker sammenfattede forskellen i detaljen…toiletpapir. Det danske havde struktur som groft avispapir, hvor det svenske var helt blødt. Netop sådan var livets relative behagelighed i Sverige set i et sekundkort flashback: toiletpapiret. Marshall-hjælpen var kun knapt begyndt at virke hjemme, i Malmø var det, som der havde været Wirtschaftswunder hele tiden. Vi rejste til den rige by med de velklædte svenskere,de lysende butikker og de nye biler. Arbejdere kunne have biler ! I København kørte der endnu hestevogne til varetransport og en bil var en taxi – Taxa, som det hed.

Men mit Malmø sluttedesøndag den 19 september 2010 på tressernes fremtidssymbol, Hotel Kronprinsen, ved jeg nu. Hotellet er et monument over en optimisme, der er forgårsdagens. Jeg anede det tydeligt den dag, men jeg formulerede det ikke for mig selv før i morges, en hel måned efter: Jeg kommer ikke igen, det var sidste gang. Selvom jeg tænker på de Sverigedemokrater, der åbnede dørene, deres ligefremhed, som jeg kender så godt fra landsbygden, så er jeg ikke optimist. Og tilliden, den svenske vuggegave fremfor nogen, den var insisterende, ikke selvklar længere.. Når det er ens egen by, er man den sidste der forlader den. Udenbys´bånd er nemmere at rive over, selvom de er gamle og det ikke er uden vemod.

Bill Warner: Statistical Islam part I & II

Vi har tidligere omtalt Bill Warners fascinerende opstillinger af meget nøgne talstørrelser vedrørende den islamiske religion. Jeg er ikke sikker på at der er noget nyt i denne serie der vil løbe over ni afsnit på Atlas Shrugs, men det er altid værd at slå på tromme for at få disse fundamentale kendsgerninger på plads. For lægfolk som undertegnede er de referencen som al apologi og ikke-essentialisme skal vurderes på baggrund af. Skal man virkelig tro at det ikke er sigende at Muhammed optager 86% af Koranen, mod sølle 14% til Allah? At 64% af versene omhandler os vantro (og ikke for det gode)? (LFPC)

[…] There is way to achieve consensus about ideas that goes beyond expert opinion. The use of facts along with logic is the basis of critical thought. The ultimate form of critical thought uses measurements and numbers to resolve questions. This paper will use the foundational texts of Islam and measure the importance of ideas by how many words are given to concepts. The assumption is that the more content that is devoted to a subject, the greater the importance of the subject is. As an example: the Koran devotes 64% of its text to the subject of the unbeliever. This is assumed to imply that the unbeliever is important in Islamic doctrine.

The use of critical thought may seem counter-intuitive since many people view Islam as a religion that does not have a rational basis. Actually, Islam is not only rational; it is hyper-rational, but it uses another form of logic than the one we take for granted.

If we are to use critical thought, we must have a firm foundation. All Muslims agree that:

“There is no god, but Allah and Mohammed is His messenger.”

When this is repeated as a public testimony, you become a Muslim. However, this statement is not only the beginning of Islam, it is also the foundation and totality of Islam. It is not enough to worship Allah; you must worship as Mohammed worshipped.

Who is Allah and where do we learn about Him? This question points directly to the Koran.

Then the Koran, in turn, points directly to Mohammed. It says 91 times that Mohammed is the perfect Muslim. He is the divine human prototype, the only pattern acceptable to Allah. […] Bill Warner: Statistical Islam part I part II

Palipartheid

En af de enkle, indlysende sandheder jeg somme tider her forbinder med Tantalus-kvaler, for det indlysende rigtige er samtidig umuligt at få formidlet i større målestok i mainstreammedier med refleksmæssig mistænkeliggørelse af Israel (LFPC).