19
jul
Seneste opdatering: 22/7-12 kl. 1407
3 kommentarer - Tryk for at kommentere!

The culmination of the International Conference for Free Speech and Human Rights on July 9 2012 was the reading and signing of the Brussels Declaration. The Declaration sets up a global strategic line of action against the worldwide Islamic enforcement program for Shariah Law. In the video below, Alain Wagner introduces the document, after which I read the text of the resolution, and then Elisabeth Sabaditsch-Wolff reads the eight requirements demanded of our governments.The Reading of the Brussels Declaration

»Mellemøsten vil blive irrelevant igen«

Mellemøstens oliebetydning for verden – og dermed betydning i det hele taget – kulminerede i 1974, og er dalet lige siden. I ĂĄrhundreder var de geopolitisk uinteressante, og de er pĂĄ vej til at blive det igen. Da bør Vesten have to primære interesser i regionen: At støtte og beskytte Israel, samt at forhindre flere af landenes en halv milliard indbyggere i at krydse Middelhavet og destabilisere Europe yderligere, for nĂĄr deres betydning er væk, har de selv med massiv penge- og fødevarehjælp udefra kun to virkelige eksportvarer: kaos og analfabetiske, religiøst fanatiske menneskemasser.

Blodbadet i Syrien i år er derfor kun et af mange, der vil komme, og det bør ikke tiltrække uforholdsmæssigt meget af vores opmærksomhed. Overlad den til diplomater, journalister og NGO er, der har det kroniske kriseområde som levevej. Vi bør, som Sven Burmester har sagt, vende vores opmærksomhed mod lande og kulturer, der vil overleve og blomstre. Først og fremmest BRIG landene.

Vi fĂĄr brug for politikere, der kan tĂĄle at se pĂĄ menneskelig lidelse, de alligevel ikke kan afhjælpe. Tænk pĂĄ alt det vĂĄs, de har sagt om Afghanistan i ti ĂĄr, alle deres ‘visoner’ ligger flade pĂĄ jorden som pandekager. NĂĄr støvet har lagt sig, er Afhanistan tilbage ved det gamle. Der er rigtige og forkerte indgribender. Der er synder og udeladelsessynder. Rwanda er et eksempel pĂĄ, at man uden at risikere noget kunne have reddet 800.000 menneskeliv, men USA var skræmt af katastrofen i Mogadishu kort forinden og valgte forkert. At indgribe i Syrien nu, vil være en fejltagelse.

De politikere vi har nu, vil lade os trække med ned i næsten enhver konflikt i ren og skær solidaritet. Det er en amatørens refleks. De vil stabilisere Mellemøsten – det er amatørens drøm. Vi skal bruge politikere, der ikke hælder mere af Europas velstand og sociale ro ned i et sort hul og iøvrigt hasarderer vores frihedsrettigheder. Kommende generationer har vi allerede overladt den ubehagelige opgave, at skaffe sig af med de værste muslimske elementer i Europa, hvis de vil leve i fred og frihed. Det er ikke nogen arv at prale af, og det er en god idĂ© for de sidste 30 ĂĄrs politikere at have forladt scenen, nĂĄr det folkekrav opstĂĄr.

Europas interesser i Mellemøsten adskiller sig overvejende fra USA’s derved, at vi er sĂĄ uheldige, de er vores naboer, og islams sikkerhedstrussel derfor er større. Jeg har engang forsøgt, at redde en mus fra en kat og en alkoholiker fra sig selv. Man bør vokse fra det, især nĂĄr man er betroet ansvar for sine landsmænds skæbner, eller ogsĂĄ bør man blive politiker i den udvidede, pseudo-empatiske daginstitution Sverige., hvis pædagoger og dikterende klasser har forettet ubodelig skade pĂĄ deres land for en umulig sag.

Verden har andet at gøre end at redde islam fra sig selv. En værdig og overkommelig opgave ville være at redde Mellemøstens fĂĄ overlevende kristne fra islam. Men her drejer det sig ikke sĂĄ meget om hvad jeg mener. Artiklen nedenfor belyser fra en anden vinkel, hvad David Goldman (Spengler) siger i sin seneste bog med undertitlen “Why islam is dying”:

“Islam is chrashing and burning as it encounters the modern world. It’s going straight from infancy to senility without passing through adulthood, and we have a civillisation with a billion and a half people going into chaos, that we can’t stabilize, no matter how much we try to.”

PRESIDENT OBAMA’S pivot to East Asia is well-timed. The geostrategic importance of the Middle East is vastly overblown. The region matters to the United States chiefly because of its influence in the world oil market, but that influence has been in terminal decline for a generation, a fact almost wholly unnoticed by outside observers. A confluence of developments—including rising prices and production costs, declining reserves, and the availability of alternate fuels and unconventional sources of oil—will decisively undermine the defining role of the Middle East in the global energy market.

Meanwhile, the United States has vital interests at stake elsewhere in the world at least as pressing, if not more so, than its interests in the Middle East. These include thwarting the proliferation of weapons of mass destruction, fighting transnational terrorism and maintaining stability in key strategic locations of the world.

For centuries prior to World War II, the Middle East was considered strategically irrelevant. Alexander the Great marched across the impoverished Arabian Peninsula only because it lay between him and his goal: the fabled wealth of Persia and India. The region was merely an expanse to be crossed for traders on the Silk Road between Europe and China in the Middle Ages. The Fading Arab Oil Empire

0 0 vote
Article Rating


DonĂ©r engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

3 Comments
Most Voted
Newest Oldest
Inline Feedbacks
View all comments
trackback

[…] Europa en China in de Middeleeuwen.” “The Fading Arab Oil Empire”   Bron: http://snaphanen.dk/2012/07/19/mellemosten-vil-blive-irrelevant-igen/ Auteur: Snaphanen   Vertaald uit het Deens en Engels door: Vederso   […]

Prudentius
8 years ago

David Goldman har utvivlsomt ret, islam holder ikke til det 21. ĂĄrhundrede. SpørgsmĂĄlet er sĂĄ bare om det bliver muligt for at holde os ude af den massive katastrofe Dar al islams kollaps er og bliver. Og her er jeg ikke optimist. Vesten er i de sidste ĂĄrtier blevet forvandlet til det “multikulturelle imperium”, menneskehedens forsvarer og sidste hĂĄb. Vores politikere, journalister og menneskerettighedsorganisationer udgør nu en slags konglomerat, hvis forpligtigelser er globale fordi de ikke længere er borgere i Vestens lande, men i verden. Hvad skulle vi Irak? I Libyen? Og nu i Syrien? Intet, vi har intet at… Read more »