(Mobilvideos, men kan ses i 720 HD.) – Abel Azcona mødte i aftes bla. Bjørn Nørgaard og Lars Vilks på Østerbro i København. Azcona er søn af en spansk prostitueret og bortadopteret til en meget religiøs familie som syv-årig. Han er som sådan ikke den typiske velfærdskunstner, der har gået på et akademi og studeret kunstfilosofi. Han er drevet af nødvendighed og af sin barndom, der var præget af svigt, mishandling og misbrug.

Samtalen drejede sig hurtigt ind på politisk kunst, og ingen mente den havde nogen effekt overhovedet. Exit Dea Trier Mørch, Bjørn Afzelius, Mikael Wiehe og Carl Johan De Geer. Det nyttede ikke noget altsammen, og at stryge tidsånden med hårene som f.eks Elisabeth Ohlson Wallin, nytter aldrig noget. Det giver godt med legater og udstillinger, men det sikrer også øjeblikkelig forglemmelse, man når knapt nok at dø inden, men det er en ærlig sag at søge et komfortabelt liv i dette frem for et evigt i kunsthistorien. Hvem er Wallin? Tænkte det nok.

Kunsten bliver politisk ad omveje: Når den vækker postyr i det herskende åndskleresi via medierne. Derfra vandrer den videre til folks bevidsthed og derfra ændrer den måske verden. At Vilks og Westergaard er blevet ikoner i hel verden, var for det første ufrivilligt og for det andet ved hjælp af aktører, de ingen indflydelse havde på. Abel Azcona er helt afklaret med, at det eventuelle drab på ham er en del af hans kunstværk. “Jeg er ikke bange for at dø. Mit liv er så kompliceret allerede, én komplikation mere spiller ingen rolle.”

Jeg opdagede Abel Azcona for et halvt år siden og gjorde kommittéen opmærksom på ham, men jeg opdagede også Vilks i Nerikes Allehanda 19 august 2007, som Uwe Max mindede mig om. (Nu siger han, at det var før, jeg kan sgutte huske det.) Min fortid i kunsten er så lang, så jeg glemmer mine synder. Jeg talte med Nørgaard om gamle dage på Den Fri Udstilling, og vi sluttede at for tyve år siden, var gamle dage for os alle. Ejler Bille, Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen, Richard Mortensen og navne, jeg har glemt nu, men som står i mine reoler og arkiver.

Vi undslipper ikke vores opvækst. For nylig sagde Jakob Holdt det eneste mindeværdige i de udsendelser, han havde med Søren Pind, som han fik sagt: Hans gamle mor, der ville have han skulle blive præst, sagde efter at hun havde set Amerikanske Billeder: “Så blev du alligevel præst, Jakob.”

Ja, det blev Jakob, han bevægede sig aldrig en tomme fra sit udspring, hvor meget han end bildte sig selv om omverdenen ind, at han havde revolteret.  Abel Azcona derimod, er en oprører, en Fernando Arrabal, hvis problematiske afsæt har bragt ham et helt andet og mindre sentimentalt sted hen. Måske er det forskellen på mod og kujoneri, måske er det bare forskellen på en barndom i vestjysk tryghed, og en i kaos, ukærlighed og fortabthed.

Holdt ser uhjælpeligt verden fra præstegårdens idyl, som grunglæggende god hvis bare dens kritkere gav den lov. Azcona så at den var livsfarlig og svigefuld fra starten, og ville udfordre og undersøge det. Holdt tror, at tillid bygger bro over alle kløfter, Azcona lærte, at der ikke er noget humant og civilliseret, som ikke skal forsvares og generobres, og at hver generation skal være parat til at dø for sine goder, hvis de ikke skal mistes. Holdt afvæbner os, Azcona opruster os.

Koranen der spises, er Kåre Bluitgens kommenterede udgave. Det var den eneste han kunne få i københavnske butikker, og den var billig. Azcona har tidligere spist flere kapitler, men da måtte han til lægen bagefter. Jeg ved ikke om jeg overfortolker, det indtryk han gjorde på mig, men fotografiet hvor han spiser, har under mit indtryk fået et dunkelt-varmt skær af linolie og Goya over sig. Af nadver. (klik fotos f. helskærm)

LAPIDACION by Abel Azcona