Vi var meget heldige med vejret i Dresden og Berlin. Smukkere kan det ikke være i begyndelsen af januar. Jeg havde studeret Dresden i 14 dage, inden vi ankom i søndags, og så var der kun en formiddag den tirsdag 13 til at se den. Af pragtbyen byen er der kun reminicencer tilbage. Hvad man ser i dag, er et monument over menneskelig dumhed og ødelæggelsesevne, men også over ukuelighed. Hvilken der er stærkest, synes at stå og balancere med hver eneste generation. Så meget er sikkert, når man ser Dresden,  at ingen civilisatoriske fremskridt er evige. Det var med sorg i hjertet, jeg tog afsted allerede tirsdag.

Som man kan se i dokumentaren nedenfor, troede de allierede helt frem til 1945, at de kunne  knække Tyskland ved at knække civilbefolkningen med terror. Hvis WW 2 var rationel, var den sluttet med Stalingrad i februar 1943.

I Dresden døde op til 500.000 civile, der rigtige tal får vi aldrig at vide. Nogle løb op fra brandstormen mod Dresdener Heide og blev skudt ned af britiske Mosqito jagere i rent terror.

Den genopbyggede Frauenkirche (1726) var lukket, så vi kunne ikke se dens interiør, ligesom Pergamon-alteret var lukket, da vi var i Berlin. Man må se det her. 8000 sten fra den gamle kirke kunne genanvendes, det er de meget mørkere sten, man ser i facaden. En enestående smuk bygning, selvom den jo altså er en helt anden.

Foran kirken står en sektion af tårnet, der styrtede intakt til jorden da kuplen brød sammen den 10 febaruar 1945. Det er et imponerende genopbygningsarbejde på kun tolv år, når man tænker på, den så ud sådan her fra 1945 til 1993. Rekonstruktionen var færdig i 2005. – Dresden: The new ‘Florence of the Elbe’  klik fotos for helskærm.