Anne-Marie Pålsson er docent i nationaløkonomi og sad otte år i Riksdagen for Moderaterne. Dem har hun beskrevet nøgternt og skræmmende i bogen Knapptryckarkompaniet. Hun mener at kun 20-25 ud af Riksdagens 349 medlemmer bestemmer noget, resten skal stort set rette ind, adlyde og trykke på de rigtige stemmeknapper. De lydige bliver belønnet, og de ulydige bliver mobbet og straffet. Pålsson trak sig fra partiet og Riksdagen, hun var for hæderlig til at lade sig reducere til marionet.

En sådan topstyring og magtkoncentration forklarer også, hvordan Sverige kunne fortsætte med en helt urimelig fremmedpolitik i årevis efter at dens skadevirkninger var blevet synlige for enhver. Hun giver i dette interview forslag til, hvordan demokratiet kan genvindes i Sverige. Julia Caesar skrev kronikken Reinfeldtlabyrinten om bogen.

Asger Aamund kommenterer opfordringerne til ham om at gå ind i politik: Asger Aamund afviser at stille op: Folketinget er fyldt med inkompetente kolbøtter

»Jeg har været fristet til at gå ind i politik – især da jeg var meget yngre – men som erhvervsleder sidder man med det totale ansvar. Det vil jeg ikke bytte for at komme ind et sted, hvor jeg sidder med et meget lille brøkdelsansvar og skal arbejde sammen med inkompetente kollegaer.«

»Hvis du kommer ind som politisk leder, er du i den situation, at det er nogle andre, der har valgt dine medarbejdere – nemlig vælgerne. Derfor kan du sidde sammen med nogle kompetente mennesker og nogle kolbøtter. Og alle, der har haft ledelsesansvar, ved, at ingen kæde er stærkere end det svageste led,« siger Aamund og fortsætter:

»For de fleste erhvervsledere – det ville det være for mig – er det et mareridt at skulle sidde og tage beslutninger, hvor der sidder en-to-tre-fire forskellige i gruppen, som er fuldstændig uegnede til deres embede, og som slet ikke burde være med i en så vigtig beslutningsproces.«