Mange muslimer i Tyskland er gift med flere kvinder. Nogle er kun i stand til at financiere deres mini-harem takket være socialhjælpen. Juristen og forfatteren Joachim Wagner skriver om et følsomt emne. (Die Welt: Polygamie in der Migranten-Parallelgesellschaft, Snaphanens oversættelse.)

Det er en oprørende historie Ayse F kan fortælle, først fattet men så tårevædet. En historie om ydmygelse og vold: I 16 år var hun offer for en bigamist, uden at vide det. Hun er stadig gift med sin mand, en irakisk kurder. Hun var ‘uendeligt forelsket i ham” og de har fire børn sammen.

Først blev de civilt viet Bosnien. Begge levede af socialhjælp i Tyskland, men hendes mand havde væsentlige indtægter ved siden af fra kriminalitet. Hvis han af og til forsvandt i flere dage eller uger, skulle Ayse F. ikke interessere sig for det: “En kvinde skal ikke stille spørgsmål.” En dag fik hun et telefonopkald fra en ukendt kvinde, som fornærmede og krænkede hende på kurdisk. “Ved den hellige Koran” svor hendes mand, at hun var den eneste kvinde og beroligede børnene med at “jeres mor forestiller sig ting”.

En mange-årig odyssé gennem krisecentre begyndte på flugt fra en voldelig mand og telefonterror fra den mystiske kvinde. I begyndelsen af 2009 den modtog hun et brev fra ungdomsforvaltningen i Berlin, der meddelte at hendes mand ikke havde betalt underholdsbidrag for en hende ukendt kvindes børn.

Hun skaffede sig telefonnummeret på den anonyme kvinde, og lod i telefonen som om hun var en mand. Kvinden fortalte hende troskyldigt, at hun havde giftet sig islamisk med sin mand for mange år siden i en Berliner- moské. Et hårdt slag for hende og deres fælles børn, som nu har opdagede deres fars andet familieliv på en bærbar computer.

Der fulgte nu mange måneder med vold, ydmygelser og forsoninger, indtil hun i 2011 hun søgte om skilsmisse. Siden da har hun levet i konstant frygt for sin fraseparerede mand, fordi en kvinde efter hans opfattelse “ikke bliver skilt”.

Ayse F.: “Det handler om hans ære og ejendom.” Han også fortalt hende , at “en skilsmisse ved en tysk domstol ikke betyder noget. Så længe du ikke er islamisk skilt, er du min kone.”

Ayse F. var gennem et såkaldt imam-ægteskab blevet anden kone. Disse ægteskaber indgås i henhold til sharia. Eksperter i Neuköllnerforvaltningen skønner, at 10 til 20 procent af alle ægteskaber mellem muslimer kun indgås religiøst. De er juridisk ugyldige, men har i den muslimske kultur i samfundet undertiden en højere status end civilt indgåede ægteskaber.

Gennem disse imamægteskaber kan forbuddet mod polygami nemt omgås. Enhver som tror, at flerkoneri er kun en hobby for arabiske sheiker og magthavere i Golf-stater, tager fejl. Polygami er i hemmelighed en realitet for muslimske indvandrere i Tyskland.

Er 30 procent af alle arabiske mænd i Tyskland polygamister?

Ifølge iagttagelser af Claus Roechert, chef for Berlins politis afdeling 5, er polygami i det “arabiske samfund et almindeligt fænomen, især blandt libanesere og palæstinensere.” Den palæstinensiske behandler af unge lovovertrædere, Nader Khalil, skønner at 20 procent af hans venner i Berlin har en anden kone. Den libanesiske familieterapeut Abed Chaaban i Neukölln anslår, at 30 procent af alle etnisk arabiske mænd i Berlin er gift med to kvinder, – en muslimsk og en juridisk tysk.

Antallet af polygame ægteskaber er endda steget. Det er ikke et massefænomen, men det der langtfra isolerede tilfælde længere.

At der trods forbudet forekommer polygami i dette land, har fem årsager. For det første tillader Sharia polygami med op til fire koner. For det andet virker anonymiteten i det moderne samfund som en camouflage, der gør det nemmere at leve i flere ægteskaber.

For det tredje behøver manden ikke behøver at bekymre sig om udgifterne den anden kone, fordi staten overtager underholdspligten for hende og deres børn. For det fjerde er imamerne ligeglade ægtefællernes baggrund, hvis de bare har tillid til første, anden og tredje kone. Og for det femte: Religiøse ægteskaber bliver ikke registreret. De registreres kun i moskeens interne arkiv. Der er ikke noget centralt register for islamiske ægteskaber. Det betyder, at mænd kan gå fra moske til moske uden at nogen opdager, hvor ofte de bliver gift.

De polygame ægteskaber i dette land findes i to udgaver: I den ene er kvinderne af religiøse eller kulturelle grunde indforståede, i den anden, der er langt mere almindelig, er det andet ægteskab en hemmelighed. I kvindernes hjælpeorganisation Terre des Femmes registreres stadig oftere desperate kvinder, der er gået i en fælde.

At der i Tyskland i dag forekomme mini haremmer, skyldes at religiøse ceremonier er baseret på Sharia, og at nogle mænd hensynsløst drager fordel af sameksistensen mellem islamisk og tysk familielov. Næsten ingen imamer spørger inden før ægteskabet om mandes civilstatus.

[…]

Det er ubegribeligt, at den tyske velfærdsstat stadig financierer sådanne polygame ægteskaber. Mens det i arabiske lande er en selvfølgelighed, at mænd betaler deres anden eller tredje kones underhold, og det derfor kun er de rige, der kan tillade sig den luksus, sørger den tyske stat for at selv arbejdsløse kan tillade sig at være polygame.

Officielt findes polygame ægteskaber ikke ifølge Berlin socialkontorer, men de fleste ved, at man lukker øjnene for et problem. Deres afmagt overfor polygamien skyldes to ting: Imam ægteskaber er uden retlig gylighed. Og for det andet lyver de kun religiøst gifte anden og tredjekoner overfor socialcentret. De foregiver at være enlige mødre og foregiver ikke at kende faderen – hvad der giver dem den ekstra fordel af mere enlige forældre får højere socialhjælp.

Socialdemokraten Erol Özkaraca finder det grotesk: “Fuldt tilslørede kvinder, som får børn uden for ægteskab, eksisterer ikke. Har de barn alligevel, er de anden eller tredje kone.”

Denne mistanke opstår i visse socialcentre igen og igen. Som når en traditionelt klædt kvinde hvert år at få et nyt barn og faderen stadig angives som ukendt. “Selv om kvinden altid ledsaget af den samme til centret, er vi magtesløse. Polygamister er altid sikret hjælp fra staten.”

Det har flere juridiske grunde. “Ifølge loven må vi ikke spørge, om de arbejdsløse er gift eller ej, kun hvor mange der bor i husstanden. Desuden må ansatte ikke spørge til polygami, og hvis kvinderne selv nægter at opgive en fader, har vi ikke en chance. Det er Moralsk er uacceptabelt, men ikke bare det, det er også en sag for anklagemyndigheden, fordi kvinderne også begår bedrageri ved at befri deres mand fra hans underholdspligt.”

Medarbejder Brautzsch er forarget over imamerne, der uden at tøve velsigner ægteskaber med anden eller tredje koner, selvom de ved at de fleste mænd ikke selv kan forsørge deres anden eller tredje kone, som de skal ifølge deres egen tradition. Og oven i, finder hun det irriterende, at muslimske indvandrerforeninger “straks bliver stramme i masken hvis man taler til dem om dette spørgsmål.”

Denne øgning af polygami i har tyske lovgivere selv lettet med en lovændring i 2009. De har nemlig ophævet det civile ægteskabs forrang for det religiøse med den virkning, at ethvert katolsk eller protestantisk ægteskab – og også et muslimsk – kan finde sted før et civilt. Hvis det var omvendt, kunne religiøse ægteskaber kun indgås kun efter civile. Det kunne så hurtigt opdages via personnummerregistret, hvem der allerede er gift, og hvem der ikke er.

Derfor har Terre des Femmes længe og med god grund opfordret til en tilbagevenden til den gamle lov – også for at beskytte muslimske kvinder mod polygami.