This is the original studio video during which Gould recorded Bach’s Goldberg Variations in 1981 which was released on CD. This video originally appeared on Google Video, but was taken down when that service was discontinued.

Jeg kan ikke i det store hele døje popmusik, jeg synes, det er lidt pinligt, at voksne mennesker fylder deres ører med noget så primitivt. Dengang aviserne havde råd til at have lidt sære personer ansat, kaldte musikanmelderen Robert Naur den “denne udstyrsafhængige musik.” Nu har de ikke råd til en personlighed som Ulrik Høy. Vor tids “kulturpersonligheder” hedder David Trads og nulliteten Michael Jeppesen. En hel karavane af lastbiler og busser ankommer med stjernerne, og hvad der sker rent musikalsk, kunne have været på ladet af en budcykel. Det kan være alderen, der gør at man trættes. Gentagelserne.

Popmusik er gentagelser af virkelig minimale temaer, ligesom politik er. Af og til kommer der nogle nye pompøse modeord- og udtryk til svarende til stjernernes lastbilkaravaner. Lige i øjeblikket siger alle abekattene “i forhold til”. De siger det op til tre gange på en enkelt sætning. Prøv at læg mærke til det, og du bliver idiot med tics og allergi ligesom jeg. Hvis man udtrykker sig i klicheer og modeudtryk, har man sandsynligvis ingen egne tanker, og man kan ikke fordre andres opmærksomhed.

Om sex, der jo også er populært, skrev Schopenhauer noget i retning af “det må have været Guds onde ironi, at mennesket skal formere sig på så fornedrende en måde.” En rigtig hyggespredende betragtning, der heller ikke er i tråd med nogen opinionsmåling, men som man ikke desto mindre godt kan sætte sig ind i, når man er kommet over de værste hormonale plager.

Jeg hører altid SR.2 klassisk eller NDR klassisk, når jeg arbejder eller når jeg bare mediterer. Man kan være i musikken eller i egne tanker, alt efter hvad man vælger. Man bliver ikke invaderet, opmærksomheden er fri, man er ikke på vej til noget, og man hører musik, man ikke kendte i forvejen. Hvis man kan træde ind og ud af tiden, er man fri. Hvis man er bundet af f.eks. det politiske, er man en tremmekalv i et sygt samfund. Det er også islams grundlæggende forbandelse. at alt er politik. Det kan ikke reformeres bort, for da bliver der ingenting tilbage.

Vi lever mere i en opinionstid end nogensinde, alle kræver din opmærksomhed, og hvad de fleste har at tilbyde, er ret beskedent. Man skal virkelig håndplukke. Med Bach er man bare et menneske i den store strøm, der kommer  og går. Man melder sig ud af tiden og nyhedstrømmen og ind i menneskeheden. Den har ingen meninger, den har ikke travlt, den har ingen deadline, medmindre man tror på Dommedag.

Jeg ærgrer mig stadig over, at hans Frauenkirche i Dresden var lukket, da jeg var der i januar. EU tror, Beethoven inkarnerer Europa, men vores sjæl er Bach’s ophøjede tro og inderlighed. Uanset at vi er på flugt fra den.

Sydøstasiens biksemad

Stegt ris er en god ting, det kan varieres på tusind måder ligesom kartoffelsupper og pastaretter. “Fried Rice” eller “Fwied Wice”, som kineserne siger, for de kan ikke udtale r’et. Man koger risene og lader dem køle, steger dem i en god olie og blander i , hvad man synes. Nogle scrambled eggs hører med, synes jeg og Kikkoman Soya, aldrig andet f.eks. kinesisk soya, det dur ikke.

Her er det skålen, jeg tænker på. Den passer lige i den hule hånd, så man kan bruge chopsticks med den anden. Jeg fik den af en havnearbejder i Hong Kong i 1971. Inden containerne revolutionerede alt, arbejdede hundredesvis af havnearbejdere ombord på skibene i flere dage. De arbejdede gerne i døgndrift og indtog alle deres måltider på dækket.

Jeg kan ikke huske, om han gav mig mad i den, eller hvorfor jeg fik den, men jeg tænker altid på Hong Kong, når jeg spiser af den. 32 graders fugtig varme, den krydrede duft, overstyrmanden i ØK, der kaldte os tilbage da vi skulle ud og se på Tiger Beer og kineserinder: “En hvid mand viser sig ikke i korte bukser for de indfødte her.” Det var andre tider i kompagniet med lov til at føre splitflag.

Jeg har mange japanske og kinesiske ting fra mine bedsteforældre, men jeg spiser altid af den skål.