(Indslaget begynder minut 18:15) – Økonomen Tino Sanandajis kommende bog med den ovennævnte titel, der er blevet crowdfunded fordi ingen svenske forlag naturligvis ville udgive den, kommer på engelsk og svensk. Når den udkommer i Sverige, vil den blive tiet ihjel som dusinvis af andre systemkrititiske bøger, men den vil blive spredt af alternative nyhedsmedier, som er blevet det hensygnende svenske demokratis åndehul. I Danmark vil “Den Moralske Supermagt” sandsynligvis blive anmeldt.

Det er fint, han kommer i radioen i Danmark selvom det kun er 7-8 minutter, for det er væsentligt hvad han siger. Noget af det – ikke det fagøkonomiske – har jeg sagt og skrevet offentligt i femten år: Svenske politikere lyver om indvandringen så det står efter, de er smækfulde af løgn, nogle fordi de er inderligt uvidende, andre fordi de står ret og følger partilinjen og partilederne fordi de vil holde befolkningen hen i uvidenhed om effekterne af det, de foretager sig.

Sanadaji er så desillusioneret over svenske politikere, at han er gået fra Moderat – til sofavælger. Han kommenterer selv sin medvirken i radioen på sin blog her: Kolumn i Realtid, medverkar dansk Radio24syv. Der tales engelsk i indslaget efter Sanadaji’s ønske.

I dag skriver David Trads en mageløs naiv tekst med titlen. Bare vi var mere som svenskerne. Hvor skal man begynde og slutte med en forudsætningløs, spejlblank person som Trads? Hvis han nøjedes med at skrive om ting, han ved noget om, ville folk tro han var kløgtig. Nu sætter sig indtrykket af ham, som en person, der blamerer Jyllands Posten.
»Jeg var i Danmark, men følte mig hensat til Sverige«

Jalving interviewer Göran Adamsson, forfatteren til ”Svensk mångfaldspolitik – En kritik från vänster”, endnu en bog i rækken, svenske medier har ignoreret totalt. Har var til sørge- og fakkeltog ved Krudttønden, en begivenhed jeg ikke ville møde op til for penge, selv om jeg ikke havde været forhindret. Vi kan ikke udtrykke sorg, vrede eller endda glæde mere, vi er afkoblede fra vore rødder. Ikke engang statsministeriet kunne finde nogle sange at lade folk synge, der var lejligheden værdige.

Magtfuldkommenheden hos vor tids politikere og intellektuelle kommer til udtryk ved, at de aldrig bliver vrede. Den svenske sociolog Göran Adamson spejler Danmark i Sverige.

Han blev grebet af en fornemmelse af skuespil og kollektiv fornægtelse. Til trods for fællessang og oprømte taler var der ikke en eneste, der nævnte gerningsmandens religiøst-ideologiske motiver. Som om de ikke betød det fjerneste for hans handlinger. I stedet flød ceremonien sammen i sorg og smukke hensigter. Göran Adamson havde først tænkt sig at tage imod en fakkel, men mistede lysten, da han fik den tilbudt.

»Jeg var i Danmark, men følte mig hensat til Sverige«, siger Göran Adamson med et smil.

Samme fornemmelse fik jeg i København: En følelse af, at statsministeren, de andre politikere og kendisser ikke var synderligt berørte, men i stedet førte sig frem med en nærmest satanisk overlegenhed, en følelse af omnipotens. Som ville de sige: De kan gøre, hvad de vil, sprænge flere urostiftere i luften, men jeg sidder på min trone, mig kan ingen røre, hvis blot jeg fremsiger de mest infantile banaliteter.« Vor sataniske overlegenhed (Se også Erik Holstein: De intellektuelle har spillet fallit.)