Douglas Murray om hollandsk demografi i en mod sædvane en 3-4 år gammel video. Jeg havde ikke hørt den før, men den er desværre uhyre værd at høre. Vil Danmark glide ind i det samme mørke som Holland? Mange danskere vil gøre det, se til det kommende valg og dets deprimerende sifre, men de vil få lejlighed til at fortryde det, hvis de overlever. Jeg kender jøder, – som jo er dem der dør af islam først – der stadig er socialdemokrater. Intelligente mennesker, hvis hoveder de sidste  tredive år er gået henover uden at efterlade noget indtryk, og det er en kilde til tilbagevendende fortvivlelse, men jeg kan ikke redde nogen fra sig selv, og jeg kan ikke fyre venner for at bringe sig selv i fare. (Jeg anbefaler en nyerere fremragende video med bla. Douglas Murray og Maajid Nawaz, der blandet andet behandler Krudttøndeterroren: Central Synagogue Meeting, London, 19th Feb 2015.)

Sanadaji: Indvandringen truer velfærdssamfundet

Det finns delade åsikter om vad kostnaderna för flyktingmottagande innebär och hur det ska räknas på det. Nationalekonomen Jan Ekberg, debattören Tino Sanandaji och Rola Brentlin från tankesmedjan Migro om hur de ser på den omdiskuterade frågan. Delade meningar om kostnader för integration

Det er selvfølgelig ret imponerede, at SR efter 40 års indvandring sætter hundrede minutter af til at diskutere indvandringen i et tema. Desværre er mange af de medvirkende fyld og varm luft, og de seriøse, Ekberg og Sanadaji, der medvirker i dette klip, får for lidt tid og bliver afbrudt af en nævenyttig studiværet hele tiden. Det skal bemærkes at professor Ekbergs tal for indvandringens omkostninger er ti år gamle. Økonomen Jan Tulberg regnede dem sidste år ud til 7 procent af BNP eller ufattelige 250 milliarder sv.kr. Hele udsendelsen: Studio Ett special 23 april, 101 minutter.

I Sverige er det dog stadig et helt normalt standpunkt, at „det er en menneskeret at indvandre til Europa“ og at „vi skal have en verden uden grænser“ og „nationerne skal væk.“ Sverige vil fortsætte selvskadeadfæren, til pengekassen er tom. Ingen ulykker kan forhindre det. Godhedspsykosen står i fuldt flor. Sverige er en Gøgerede uden elektrochock. (Bogen er, som man ved, fra forfatterens hånd en allegori livet i et kommunistland, ikke en psykiatrikritik, selvom 70 erne åd den råt som sådan. Man kan jo forstille sig oversygeplejersken Louise Fletcher som Anna Kinberg Batra, Mona Sahlin eller en af de mange, stramme Cecilia’er. Så sidder den lige i skabet.)  SR: En värld utan gränser.