Sjunnesons foredrag varer til minut 51, derefter Q & A. Jan Sjunnesson tager fat på, hvordan Sverige er blevet så anderledes et land i sær i den sidste generation, dvs. siden Olof Palme. Det er et godt sted at begynde for den som ved noget om Sverige, men gerne vil længere ind i maskinrummet, og Sjunnesson’s fremstilling er klar og let forståelig på grund af hans lange erfaring som lærer.

Systemkritikken af det socialdemokratisk dominerede Sverige er ikke ny, den fandtes i 50- og 60 ‘erne med de såkaldte “Sverigekritikere” – Sverigehatare, thi kritik er jo had, som man ved fra kritikken af indvandringen. De er emigrerede eller døde, men jeg ser at professor Jacob W.F. Sundberg stadig holder skansen.

Den fandtes i 70’erne med Roland Huntford’s The New Totalitarians, og den har eksisteret i nicher siden, men er for mere dukket op til overfladen efter internettet’s ankomst, hvor systemet ikke længere effektivt kunne undertrykke kritik, men da havde de nye idologer fuldstændigt overtaget magten over alle institutioner i landet. Det er den ulige kamp med dem, vi nu ser i f.eks. indvandringsspørgsmålet. Når danskere som Stine Bosse eller Eva Schmidt henviser til Sverige som et forebillede, er de som regel uhyre overfaldisk inde i, hvad de taler om.

Sjunnesson tager  bla. fat i begrebet “statsindividualisme”, som er finslebet gennem årtierne. Det betyder at den enkeltes stærkeste bånd, er til staten. Ikke til forældre, ikke til familie, ikke til køn, religion, kolleger eller klasse. Det er et specielt begreb, for det betyder ikke alene, at svenskerne er mere individualistiske end andre, det er de kun indenfor konsensus. Træder de udenfor, er de dissidenter og fuldstændigt isolerede. En skrivende dissident får aldrig mere et ord i en svensk avis, Sådan er det dog ikke i Danmark og Norge. Det betyder at staten er meget, meget magtfuld, og at den systematisk har eroderet civilsamfundet, der faktisk skabte den. Derfor kalder jeg det “den ensomme svensker”. Han er alene med staten.

Det betyder, at staten driver akademiske modetorier som genus og queer igennem, således at man kan have genuscertifikerede universiteter, børnehaver og flygtningeforlægninger. Et fuldstændigt barokt cirkus i en udlændings øjne, men støttet af millioner af skattekroner. Ingen udenfor Sverige har nogen anelse om, hvad genusterori er for noget, andet end en håndfuld kønsforskere. Staten er blevet overformidler af politiske ideologier forklædt som forskning. Det slår igennem i medierne: Hvis en pride-parade er blevet forulempet i Moskva, er en hvilken som helst revolution i verden underordnet i SR og SVT.

Det betyder, at svenske aviser, der må ses som en del af magten, kan drive heksejagt på borgere, der ikke adlyder konsensus, uden at føle de gør noget galt. Selve foredraget er dog udtryk for, at det svenske civilsamfund stadig findes, men hvis man lægger mærke til dem, der tager ordet i Q & A, er det fyrtiotalister over 60, så man kan frygte de repræsenterer noget forsvindende. En ældre herre tager ordet min. 1:07:24 og siger:

“Jeg stiller mig pessimistisk til, om Sverige kan blive et normalt land, for vi går hele tiden i den modsatte retning. De som er i min alder, minder mere om et normalt menneske ude i Europa, end de som er 35 år. Han har jo gået i skolen af idag. En 14-årig, som går i svensk skole, det er anden anden planet end en ung, der går i skole i et hvilket som helst andet europæisk land. Det bliver værre og værre og vi fjerner os mere og mere fra det, som er normalt. En ven til mig sagde for flere år siden: “Tankevirksomheden i dette land sluttede jo for mange år siden.”