fra Jyllands Posten. Hvad jeg spurgte mig selv – efter at have konstateret de nye dybder Politikens chefredaktør bringer det offentlige skænderi ned på, – var: “Hvem beskytter Tøger Seidenfaden mod Tøger Seidenfaden?”. Selvsagt ikke denne  blog. Selvom hans offentlige striptease i grunden er forstemmende, kan man også vælge den mere optimistiske vinkel: ingen kan dog påstå at vi har restriktioner på “debattonen” – allermindst  “de anstændige” der, som man også kunne se i Geoffrey Cain´s bog “Ondskabens Ikon“, fører overlegent på point hvad angår tilsvining af meningsmodstandere. Dette var aldrig gået i Dagens Nyheter. Dér hades der høvisk, antydningsvist i næppe mærkbare bisætninger. Her er den ægte, ufortyndede vare. Tøger unplugged , uden sikkerhedsnet og på sin vis ganske  befriende. Her rider  Tøger afsted på det gale, stædige æsel , jo længere desto galere. Som én tørt og lidt kynisk, situationens alvor taget i betragtning, konstaterede: “Vilks og Seidenfaden reddede dén aften.” Endnu en alen lagt til den kun alt for forudsigelige splittelse, som masseindvandringen på ubestemt tid har ført med sig. Men overordnet er emnet  allerede alt for alvorligt til at blive holdt som gidsel i Seidensfadens psykologi og personlige vendetta, så spørgmålet trænger sig på: hvor megen offenlig kredit og  goodwill har Seidenfaden  og dermed  Politiken egentlig tilbage efter dette ? Hvad  angår talens bevæggrunde, leverer Morten Hesseldahl nok hovednøglen til forståelse  her:

»Talen er en logisk følge af den linje, Politiken fra begyndelsen valgte i sagen om Muhammed-tegningerne. Den var, finder jeg, skæbnesvanger og forkert, og nu står avisen og Tøger Seidenfaden som et dyr, der er fanget i en bils forlygter – de kan ikke løsrive sig fra den oprindelige position.”

(Foto og screenshots fra video © Snaphanen)

Ytringsfrihed: Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden angreb Trykkefrihedsselskabet voldsomt, da han forleden deltog i og forlod et af dets arrangementer.

I tirsdags havde Trykkefrihedsselskabet inviteret til et solidaritetsmøde i forfatterforeningen i København for den svenske kunstner Lars Vilks, der efter dødstrusler fra Al Qaida i Irak må leve med politibeskyttelse. Hans forbrydelse: at tegne profeten Muhammed som en hund. Talerne var Kåre Bluitgen, Naser Khader, Lisbeth Knudsen, Nasim Rahnama, Helle Merete Brix, Flemming Rose, Lars Vilks, Kurt Westergaard og Tøger Seidenfaden. Sidstnævnte valgte at bruge mødet til et angreb på flere af talerne og Trykkefrihedsselskabet, hvorefter han forlod salen uden at høre de øvrige medvirkende. Vi bringer Seidenfadens tale, da den er et historisk dokument, som deltagere i ytringsfrihedsdebatten i fremtiden vil vende tilbage til:

Seidenfadens tale:

»Vi er samlet i dag for at markere vores tilslutning til en helt elementær norm. Normen siger, at den part, der i en diskussion griber til vold og trusler om vold, har tabt diskussionen og afsløret sin intellektuelle og menneskelige afmagt. Uanset hvor meget magt den pågældende råder over, er der tale om en moralsk taber. En person eller organisation, der truer med vold i anledning af andre menneskers fredelige adfærd eller udtalelser har sat sig uden for samfundets fællesskab. I et land som vores er det en sag for politiet. Det samme gælder udefrakommende trusler, og her kan vi heldigvis regne med støtte fra verdens mægtigste lande og demokratiske alliancer.

I den svenske hundetegningssag er det som bekendt terrornetværket Al Qaida og andre fanatikere, det drejer sig om. Fordi normen er så elementær, er der ikke så meget andet at sige om den. Beskyttelsen af Lars Vilks er en sag for politiet, for det svenske politi, og jeg har ikke hørt en eneste stemme i den svenske eller danske debat, som ikke støtter politiet, ja tager dets indsats for givet i den forbindelse.

Når jeg er mødt op her i dag, er det derfor ikke kun for at markere min støtte til denne elementære norm. Den er som sagt så selvfølgelig, at den knap nok er et møde i Dansk Forfatterforenings lokaler værd. Det er lige så meget for at sige lidt om de mennesker, der bruger og misbruger den selvfølgelige støtte til denne norm til at lufte deres dybt problematiske, ja i nogle tilfælde direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam. Mennesker, der skamrider den aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker.

Voltaire er mange gange blevet citeret for bemærkningen om, at Deres synspunkt er afskyeligt, min herre, men jeg vil dø for Deres ret til at indtage det. Også jeg vil gøre, hvad jeg kan for at beskytte et menneske, der er i livsfare på grund af sine synspunkter. Men da den beskyttelse som sagt er en selvfølge både i Sverige og Danmark, vil jeg i stedet dvæle lidt ved afskyeligheden i de synspunkter, der optræder i denne debat.
Det er ikke Lars Vilks, jeg tænker på. Mit indtryk er, at han ønskede at provokere i forhold til den svenske kunstinstitution, og selv om det at gøre Muhammed til en hund, svarende til at gøre Jesus til et svin eller i et moderne samfund til pædofil eller lignede, utvivlsomt virker afskyeligt på de fleste muslimer, er det ikke noget, der kan vække nogen stærk følelse af afskyelighed i mig. Nej, med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arangementet i aften, en forening der her i aften promoverer sig selv og snylter og nasser på vores allesammens selvfølgelige solidaritet.

Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet. Jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som f.eks. i ramme alvor mener, at de europæiske muslimer får børn eller ”formerer sig”, som de skriver, for med magt at overtage Europa indefra. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde koranen med menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer for at markere sin ekstreme foragt på vores største og mest pressede religiøse mindretal herhjemme.
Lars Hedegaard kunne for et par år siden ikke blive medlem af PEN, fordi medlemmer af den forening betragtede mange af hans udsagn som hate speech. Og nu står han og hans hyperaggressive Trykkefrihedsselskab, der i realiteten er et sammenrand af intolerante muslimhadere, som arrangør af et fint møde her i Forfatterforeningen. Ak ja, sådan kan skidt komme til ære.

Jeg støtter som sagt ubetinget, at ikke bare Lars Vilks, men også Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Kåre Bluitgen beskyttes, når de udsættes for trusler om vold. Men ytringsfriheden eksisterer jo for at blive brugt, og disse trusler må ikke ophøje deres synspunkter til værdifulde, lødige eller bare antagelige synspunkter. I aften har jeg derfor fundet det relevant til at bruge min ytringsfrihed til at markere, hvordan de pågældende nasser på en elementær norm og bruger den til at promovere deres gennemført usympatiske og problematiske dagsorden i den offentlige debat. Jeg har aftalt med arrangørerne, at jeg forlader mødet allerede her efter mit indlæg. Det skyldes ikke kun, at jeg skal noget andet, men det skyldes også, at der er nogle stykker i denne talerække, som kun ydre trusler kan gøre mig solidarisk med. Nogen respekt for deres ærinde i øvrigt har jeg ikke. Undskyld til jer andre, der er kommet her i en god mening og tak for opmærksomheden.«

Med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arangementet i aften.
Tøger Seidenfaden

Jyllands Posten (foto Snaphanen)

Fra Weekendavisen, Arne Hardis: En Københavnerbegivenhed:

Forfatterforeningens mødelokale er stuvende fuldt. Smukke, gamle malerier af engle med kolossale vinger pryder loft og vægge, på gulvet sidder mere jordiske skikkelser skulder ved skulder næppe med albuerum nok til at klappe. Mellem tilhørerne sidder også de indbudte talere foruden Khaders sikkerhedsfølge og hans evige skygge i skikkelse af spindoktor Ulla Østergaard. Oppe foran en smilende nyslået socialminister Karen Jespersen, nogle stolerækker tilbage de to gravalvorlige folketingsmænd Søren Krarup og Jesper Langballe, noget derfra filosoffen Kai Sørlander, og hov, selveste Lars Vilks er der også med flagrende og tyndt hvidt hår og skal også tale til os om sine rundkørselhunde. Tøger Seidenfaden kommer sidst, 19.25, og han går også først. Han taler kun kort om Vilks’ sag. Giver sin selvfølgelige tilslutning til »den helt elementære norm«, at den, der bruger vold eller truer med det, allerede har tabt. Den slags er en sag for politiet, og Seidenfaden har ikke hørt et eneste menneske i Sverige eller Danmark, som ikke bakker op om politiets indsats i så henseende. Det et således ikke for denne elementære norms skyld, Politiken-redaktøren er mødt op, men for at sige de mennesker imod, som misbruger støtten til denne elementære norm til at lufte deres »direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam«. Og det gør han så:

»Med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arrangementet i aften, der her i aften promoverer sig selv og snylter og nasser på vores allesammens selvfølgelige solidaritet. Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet. Jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som for eksempel i ramme alvor mener, at de europæiske muslimer får børn eller formerer sig, som de skriver, for at overtage Europa indefra med magt.«

Tøger Seidenfaden tænker også på Kåre Bluitgen, som har foreslået at smøre Koranen til med menstruationsblod og brænde den på bålet. Og han tænker i almindelighed på den »hyperaggressive trykkefrihedsforening, der i realiteten er et sammenrend af intolerante muslimhadere«, siger han. Og går. Han har uopsætteligheder ude i byen, men han ville være gået alligevel, understreger han. En skinger kvindelatter følger ham til dørs.

Forsoning? Ikke i aften. Nyt parnas? Uden Tøger Seidenfaden, i så fald; han har talt fra manuskript, afleveret en lille forelæsning, som vel nærmest er at karakterisere som en omvendt Brandes: Seidenfaden folder det internationale sammen og gør det nationalt. Forvandler det til en københavnerbegivenhed. Vilks’ problemer er ikke af et format, som kan måle sig med hans foragt for de hjemlige fjender. Den seidenfaden’ske tale den tirsdag aften vil man nok tale om ude i byen i ugevis.

»Både censur og selvcensur trives«

Reaktionerne på Tøger Seidenfadens angreb svinger fra forundring til forargelse.

Lars Hedegaard, kommentator ved Berlingske Tidende og medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse:

»Talen giver et glimrende índblik i Tøger Seidenfadens synspunkter. Han er tilsyneladende kommet til mødet med henblik netop på at gå, det kan virke lidt dobbeltbundet, men hvilken form, han vælger, er hans egen sag. Trykkefrihedsselskabet handler netop om frihed i tanke og handling inden for gældende lov, mere er der faktisk ikke at sige om det.«

Morten Hesseldahl, forfatter, medlem af PEN’s bestyrelse og direktør for Information:

»Talen er en logisk følge af den linje, Politiken fra begyndelsen valgte i sagen om Muhammed-tegningerne. Den var, finder jeg, skæbnesvanger og forkert, og nu står avisen og Tøger Seidenfaden som et dyr, der er fanget i en bils forlygter – de kan ikke løsrive sig fra den oprindelige position. Men sagen er, at ytringsfriheden de facto er truet mange steder fra, og både censur og selvcensur trives, og det er vigtigt uophørligt at pleje den ved at teste dens grænser og ved at gøre opmærksom på den.«

Kåre Bluitgen, forfatter:

»Min tale gik jo ud på, at hele sagen ud over ytringsfrihedens selvcensur, drejer sig om humor. Vi kan kun arbejde politisk på hele tiden at udvide ytringsfriheden. Når man stiller sig op på et offentligt møde og kommer med meget alvorlige personrelaterede beskyldninger, så har man også pligt til at blive og høre dem forsvare sig. Det er jo en intolerance, som jeg ikke har oplevet før i Danmark. Det er trist, at Tøger Seidenfaden stigmatiserer en hel befolkningsgruppe og stempler dem og gør dem foragtelige i stedet for at tage en diskussion.«

Helle Merete Brix, forfatter og medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse:

»Jeg var forundret over at høre, hvad han sagde. Jeg synes, det er trist, at han ikke begrunder sine beskyldninger, som der ikke er hold i. Det er besynderligt med hele den holdning, som Tøger Seidenfaden har haft under hele Muhammed-sagen. Han tog sit tøj og gik. Og annoncerede, at selv om han kunne blive, så ville han ikke. Det var ærgerligt, for ellers kunne vi have debatteret dette her på helt fredelig vis.«

JP

Seidenfadens hadetale

Af Elisabeth Bock, professor, Panum Instituttet

2/10 HOLDT Trykkefrihedsselskabet et møde i solidaritet med tegneren Lars Vilks. PET var til stede, og som aftenens clou dukkede Lars Vilks uannonceret op og viste den nu berømte tegning frem. Han fortalte venligt og humoristisk om hele sagen, som han betragter som et kunstværk under udvikling, og han demonstrerede til fulde nødvendigheden af at lade ytringsfriheden omfatte spot og satire.
Før Vilks kom til orde, var der en celeber række af talere med Tøger Seidenfaden som den første. Han virkede tydeligt ilde tilpas – ikke uden grund, idet han som bekendt har ødelagt sit omdømme ved sin manglende opbakning til ytringsfriheden generelt og til Jyllands-Posten i særdeleshed under Muhammed-krisen.
Efter nogle indledende banaliteter undergik manden for øjnene af et forundret publikum en metamorfose. Han smed ganske simpelt en skidtspand i hovedet på de indbudte talere og mødets arrangører, som ifølge Seidenfaden ”nassede” på Lars Vilks ved at holde mødet.
Herefter forfaldt han til en række uartikulerede baggårdsbrøl, som kun kan betegnes som hadetale, hvorefter han stærkt echaufferet forlod mødet, angiveligt fordi han ikke ville nedlade sig til at tale med de tilstedeværende.
Denne mand, der har skrevet spaltekilometer om behovet for dialog, var ude af stand til at argumentere for sine standpunkter.
Denne mand, der har talt om nødvendigheden af en ordentlig omgangstone, skreg sine injurier ud i hovedet på sine værter. Publikum overværede en moralsk og professionel fallit. Jyllands Posten