Et forsvar der efterhånden er set nogle gange: Jihadier pågribes med indkøbte kemikalier med stort dødeligt potentiale, eller de har af uransagelige grunde filmet sig selv i færd med noget der unægteligt ligner paramilitære øvelser. Men det hele var altså bare skæg og ballade, hævdes det (LFPC).

A home-made film showing two would-be terrorists on military-style manoeuvres crawling across a public park in Blackburn in broad daylight has been played to a jury at Manchester Crown Court. Abbas Iqbal, 24, his brother Ilyas, 23 and Muhammad Ali Ahmad, a white Muslim convert, were said to be “intoxicated by the evil of terrorism” and planning to carry out jihad, or holy war.

The trio, who styled themselves “The Blackburn Resistance”, were said to have studied guerrilla warfare, gathered a stockpile of weapons and a library of jihadist material. Although some of material was comical, the prosecution has suggested, their purpose was wholly serious. […]

The Iqbal family home in Blackburn, was later searched. Police discovered a camcorder video tape which showed Abbas Iqbal holding a young boy and raising a machete. Playing the tape in court, Mr Brown told the jury: “It is plainly a joke and he obviously has no intention of hurting the boy.” The boy, aged about eight, is on camera in a room with two girls as Abbas Iqbal holds the weapon and, in Urdu, says: “This is what I am going to do to somebody. God willing, when I find a Kuffar (non-believer), this I show, I am going to take his head off.” […] Blackburn terror accused filmed themselves on military exercise

Stockholmerne: Ikke i min baggård

Stockholm er  langt mere segregeret end for eksempel København. Det skyldes ikke kun stockholmerelitens gennemførte hykleri, men har også geografiske årsager. Ser man på et satellitfoto, så er  forstæder noget man når med T banen når man kører ud gennem en skov. Pludselig er man i ghettoen, en betonby helt for sig selv. Dér kan “mångfalden” så bo, mens innerstaden og de rige forstæder ikke skal nyde noget. Så kan man tage T-banen tilbage til Sverige og lade som om, det bare var en lidt foruroligende drøm. Om sommeren kan man tage ned til sin egen splendid isolation i Båstad eller  på Österlen, som f.eks. postmarxisten Gudrun Schyman, vi omtalte  i forgårs. Der er ikke stemmer i “den virkeliggjorte multikultur”. På DN er kommentatorer naturligvis oprørte over den fuldstændige  atomisering af deres by, – det er desværre ikke kun den – så derfor er avisen sig selv lig og har fortrukket at lukke artiklen for kommentarer. No see, no hear, der kunne jo gå politik i det og det er ikke derfor, der skal afholdes valg i år. Svensk fremmedpolitik er, for at skære det ud i pap, de privilligeredes krig mod de underprivilligerede, arbejdere og pensionister. Det er den perversion og onde parodi, den herskende socialdemokratisme i de syv riksdagspartier har udviklet sig til. (I Danmark er “regeringens ghettoplan slået fejl”, et udtryk for det samme, men trøsten er dog at ulykken er  langt, langt mindre i omfang.)

Det är viktigt att fokusera på de mekanismer som stänger folk ute och undersöka vad man kan göra för att öppna upp stängda stadsdelar, till exempel genom att förändra bostadspolitiken, säger han.Men det här är en het potatis som få vågar ta i, menar han. Att gå fram med kravet på att bygga allmännyttiga hyresrätter i Djursholm innebär ett stort politiskt risktagande. Detsamma gäller kravet på att alla kommuner ska ta emot nyanlända flyktingar. Här finns ett stort folkligt motstånd. De är många röststarka grupper som inte stillatigande accepterar sådana förändringar på sin egen bakgård. Jag tror att det måste till en överenskommelse över blockgränsen där politikerna enas om en vision för hur Stockholm ska se ut om 25-30 år. Annars klarar vi inte det här. Segregationen klyver Stockholm,  Verkligheten visar hur folk vill ha det.

Bernard Lewis on “Radical Islam: Israel and the West”

Som absolut lægmand har jeg det lidt vanskeligt med islamforskningens nestor Bernard Lewis. Man kan som i det første citat her se at han udtrykker pointer som slående ligner det vi dagligt kan læse i den angiveligt rabiate og islamofobiske blogosfære, og dette giver selvfølgelig en bekræftelse af at vi har fat i den lange ende, og ikke behøver tage det så tungt når mainstreammedierne engang imellem kigger indenfor med henblik på en overbærende exposé af gakket paranoia.

[…] Prof. Lewis also discussed the concern that Muslims may take over Europe. He pointed out that it is hard to address this issue because there aren’t any reliable statistics regarding the number of Muslims in Europe. However, one indication that this concern may be well-founded is a rise in the number of Muslim names being given to children, and in some European countries these names are now the most popular.

Historically, it is important to remember that the Muslims made two previous attempts to conquer Europe — the first was in the 7th Century and the second in the 19th Century. The third attempt, which we are witnessing today, seems to have a much better chance at success. This current conquest is being waged in the form of peaceful migration rather than military aggression. As such, it is that much harder for Europe to defend itself.

What (the Muslims) are saying in Europe is that they want the same rights that the Muslims granted Christians and Jews in the classic Muslim state. These seem to be very legitimate claims and they imply that Muslims in Europe aren’t looking to take over Europe, they just want to ensure their basic rights as citizens. “The only question remaining for us to answer regarding the future of Europe,” quipped Prof. Lewis, “is will it be an Islamized Europe or a European Islam?” […]

På den anden side kan jeg ikke som almindelig bekymret samfundsborger forlade mig på denne (postulerede) skelnen mellem gode og slemme muslimer:

[…] The good news, however, is that not all Muslims or Arabs are extremists or Jihadists, and we must support and strengthen these moderates. Prof. Lewis pointed out that authentic Islam is not about violence (“Sharia law states not to harm non-combatants and that suicide in all forms is forbidden”.) and that moderates (i.e. “those who don’t make the headlines”) are more than willing to accept the modern world and the West. […] Bernard Lewis on “Radical Islam: Israel and the West”

Jeg vil som borger og vælger vide ting som: Hvordan skelner man ved udstedelse af opholdstilladelse mellem good guys og bad guys? Hvor langt rækker de moderates demokratiske sindelag? Vil de acceptere kritik og satire af Muhammed, vil de afstå fra krav om særhensyn? Vil deres moderation være en statisk størrelse, eller vil samfundet gradvist forskydes væk fra det sekulære? Hvor vil de moderates loyalitet ligge, med en regering der f. eks. støtter Israel i en konflikt, eller med trosfæller? Vil de aktivt samarbejde med værtssamfundets myndigheder mod rabiate trosfæller? Vil deres moderation også indebære opgivelse af førmoderne ære/skam-tankesæt?

Jeg vil godt vove et svar: Alene dette at denne slags spørgsmål aldrig stilles, endsige besvares, af institutioner som Bernard Lewis, siger alt. Dette er et demokratisk anliggende, ikke et spørgsmål om at beroligende ord fra en nok så stor autoritet kan afgøre sagen. Der er et par meget sigende udeladelser her: Skal “non-combatants” iflg. sharia have lige rettigheder med muslimer? (Nej: Koranen 9:29); er martyraktioner som 9/11 nødvendigvis at regne som selvmord? (Nej: Koranen 9:111). Hver især må vi lade vores tiltro eller mistro være udslagsgivende, og dette kan også indebære større tillid til autoriteter der faktisk forholder sig til virkeligheden i gadehøjde (LFPC).

Fordums oprørskultur mobiliseret til den multikulturelle folkeopdragelse

Der er almindelig berøringsangst og uvidende islamdækning i mainstreammedierne, og der er produktioner der til forveksling ligner kalkuleret propaganda og genopdragelse. Dette eksempel adskiller sig måske ikke fra så meget andet i sidstnævnte kategori, ud over at det i særligt høj grad er krampagtigt manipulerende, og  i kvalmende grad nedladende i sin pludrende indholdsløshed. Man forundres også lidt over den tiltænkte målgruppe: Rigtige punkere er vel pot i pande med det autonome miljø, og behøver ikke genopdragelse. Wannabe forstadspunks danner sig formentlig deres egen mening om emnet ud fra skole- og fritidsaktiviteter.

Muslimske punkere, hijab hanekamme og Muhammad som punkrock profet. Kan man forene islam med punkkultur? Ja. Måske ikke for 10 år siden, men i dag er en ny generation af unge muslimer begyndt at selvstændiggøre sig fra deres muslimske forældregeneration. De blander vestlig ungdomskultur med deres egne muslimske værdier og nyfortolker islam. […]

21 årige Tesnim Sayar er født og opvokset i Odense, med tyrkisk muslimsk herkomst. Hun definerer sig selv som muslimsk punker og dyrker punkens oprørske tøjstil og kultur, men lever i overensstemmelse med sin egen religiøse overbevisning. ”Jeg er muslim. Jeg kan godt lide min religion, jeg kan godt lide mit tørklæde. Jeg kan ikke se en hindring i, hvorfor jeg ikke skulle kunne kombinere at være både punker og muslim. […]

Memo til Yvonne Mørck: Lektorinden har ikke noget tøj på (LFPC).

”De unge står i et krydsfelt af moderne vestlige indflydelser og traditionelle religiøse værdier. Det at få flere forståelses-universer til at hænge sammen er ikke nemt” – mener Yvonne Mørck, lektor ved institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitetscenter. ”Derfor er disse diskussionsfora et nyttigt værktøj i den sammensmeltning af kulturer, vi ser blandt unge i dag.” Islam er Punk!

BBC: Generation jihad, del II

In the second part of this series, Peter Taylor investigates how young Muslims radicalised over the internet formed themselves into a terror network that spread across three continents. Aided and abetted by two young fanatics in Britain, these cells plotted major attacks in Europe and America – culminating in a plan to explode three enormous truck bombs which, it was claimed, would dwarf the London bombings of 7/7.ve adopted a faith that they believe compels them to stand apart from Britain and its values. (Aired February 15, 2010 on BBC Two)