Jonatan Cohn, B.Sc. i statskundskab, B.A. i filosofi skriver i dag kronikken Antisemitisme i dagens Danmark. I den skriver Cohn blandt andet:
Da hele 31 af de registrerede hændelser omfatter antisemitiske ytringer, kan der også nævnes en lang række tilfælde omhandlende nedsættende og forhånende tale. Der er tilsyneladende medlemmer af det danske samfund, som finder det acceptabelt at tiltale fremmede mennesker – i dette tilfælde vilkårlige jødiske danskere – med nedsættende kommentarerer som for eksempel »jødesvin« (februar 2013), »Heil Hitler« (juni 2013), »fucking jøder« (august 2013) og »nazister« (september 2013). Det er i den anledning værd at bemærke, at statsminister Helle Thorning-Schmidt i sin nytårstale problematiserede, at vi i Danmark har fået en for hård omgangstone. Meget tyder på, at det ikke er manglen på potentielle gerningsmænd, men derimod den lave synlighed blandt jødiske danskere i almindelighed, som er en hovedårsag til, at antallet af registrerede antisemitiske hændelser ikke er højere, end det er.
Det sidste lyder sandsynligt, men ellers gør kronikken ikke én klogere på, hvem der står bag den grovere, anmeldte jødechikane i Danmark. Det gør man til gengæld i nogen grad af Rapport om antisemitiske hændelser i Danmark 2013, som kronikken henviser til.
I anmeldelsesgrupperne . “Overfaldssituationer og fysisk chikane, 2. Trusler, og 3. Antisemitiske ytringer”, finder man blandt 37 anmeldte gerningsmænd: Tre etniske danske, en grønlænder, en svensker en østeuropæer og seks etnisk uidentificerede. Resten beskrives som “mellemøstlige, palæstinensere, arabere”. (Grupperne “Hærværk” og “Mistænkelig adfærd ved jødiske institutioner” er svært identificerbare personer.) De fleste af de uetnificerede virker dog meget lidt danske med ytringer som:
“Din fucking luder, hvem tror du, du er? Fucking jødesvin, nazist-svin, fucking klamme luder. Gå og knep dig selv og skyd dig selv, din jødehund. Få dig et liv og skyd dig selv, fucking jødehund.”
Vi har altså 37 volds og chikaneanmeldelser, hvoraf de 27 med sikkerhed er “mellemøstlige-arabiske”, og regner vi de uetnificerede med, er hele 33 (godt 90 procent) mellemøstlige-arabiske. Alligevel specificerer Jonatan Cohn ikke med ét ord danske jøders plageånder i sin kronik.
Jeg interviewede i juni 2012 en ung jøde, der var blevet fysisk overfaldet af arabere en halv snes gange på få år, en af gangene sendte det ham på Rigshospitalet med betragtelige skader. Han fortalte om den splittelse der er blandt unge jøder, om hvorvidt de skal være synlige ved at sige sandheden om antisemitismen i Danmark, eller ej. Jeg har set den samme splittelse i det homoseksuelle miljø. Jeg skal ikke blande mig i, om jøder og homoseksuelle vil holde hånden over deres plageånder, blot antyde at historien viser, at strategien ikke er langtidsholdbar. Jeg ville overlade løgn og hykleri til typer som Anna Mee Allerslev, hvis jeg var dansk jøde. Anstændighed batter ikke som selvforsvar, og som ikke jødisk dansker er jeg ikke spor tilfreds med at få fortyndet andres had, vold og chikane ud over mig.
Der er, modsat f.eks. Sverige, ingen hjemmeavlet dansk antisemitisme af betydning, den er indvandret, og hver gang der kommer tal og ansigter på det, bliver det bekræftet. Det samme gælder den såkaldte ‘homofobi.’ I det psykologiserende ord ‘fobi’ ligger allerede en dårlig undskyldning for voldsmændene, og det er det der er galt med de meste af debatten om forfølgelsen af jøder og homoseksuelle: Den er uærlig og fejg, og dem den går ud over, burde være de første til at vise en smule mod. Vi andre kunne jo flage ud til bekvemmeligheden som nævnte Allerslev, og så bliver den næste overvejelse, som det også fremgik af interviewet, og jøder overhovedet har en fremtid i Danmark. Den er under alle omstændigheder ikke gratis længere.
Iain Channings foragt for svenske medier
Det er interessant at se en anden ikke-svensker gennemleve de samme faser på en enkelt måned, jeg har haft mange årtier år til. Jeg ville nu ikke være i tvivl om, at jeg havde ret, selv hvis jeg var den eneste, der havde observeret det. Hans tre artikler er nærmest obligatorisk læsning komprimeret. Channing rammer f.eks. hovedet på sømmet her: ” På en undermedveten nivå är den utopiska invandringspolitiken till stor del en försoningsgest för att man inte stod upp mot Hitler.” (hans artikel findes også på engelsk ”Sweden – Europe’s closest thing to a fascist, hate-based regime”)
Men på det stora hela väckte medierna en ny känsla för Sverige inom mig, en jag aldrig hade drömt om att känna: förakt. Tillståndet är inte lika illa som i Östtyskland, som en del svenska dissidenter gärna säger, men det här landet har inte längre full yttrandefrihet. Den yttersta vänstern – det vill säga svenska medier och etablissemanget – är inte intresserade av att ”diskutera” massinvandringen. De har bundit upp sig ideologiskt för att främja den, vad som än händer, för den goda sakens skull, och alla som tycker annorlunda är ”hatisk”, ”fascist”, ”nazist” eller ”rasist”.
Jag överdriver inte. Dessa ord ser man hela tiden i svenska medier. Det betyder att Sverige själv har blivit det närmaste man i Västeuropa kan komma till en fascistisk, naziliknande, hatbaserad regim – men det är de feltänkande etniska svenskarna som är dess offer, som riskerar att bli överfallna, få sina hem sönderslagna och bli förödmjukade i medierna för att de uttrycker motstånd mot statens invandringspolitik.
Det som faktiskt ägt rum i Malmö är ett befolkningsutbyte, där etniska svenskar flyr till landsbygden. Jag försökte utan framgång att få fram historiska demografiska data för staden. En hjälpsam kvinna som gick i skolan här på 1960-talet gissade att den utländska befolkning var mellan 2 000 och 3 000 när hon var barn – främst jugoslaver och andra östeuropéer, som senare fick sällskap av latinamerikaner på 1970-talet – innan tidvattenvågen satte igång. Med andra ord har Malmö gått från nästan 100 procent etniskt svenskt till 50 procent på 50 år. Om takten i detta befolkningsutbyte fortsätter, kommer staden att bli en utländsk enklav på svensk mark inom få årtionden, en brottstyngd blandning av minoriteter med inte mycket annat än islam gemensamt och starkt beroende av restaurangnäringen. ”Sverige – det närmaste Europa kommer till en fascistisk, hatbaserad regim”