Når stammekrigerne fra gårdsdagens blodbad selv publicerer fotos, kan man jo lige så godt give dem deres 15 minutters berømmelse, når nu svenske mediers viser er så halvkvædede: Slagsmålet vid Märsta stationsbyggnad beskrivs som ett blodbad. Sveriges Radio kalder det ‘ungdomsbråk’, det er sødt, for ikke at sige ‘nuttet’, men sådan er de. Prøv at åbne for SR og hør dem tale ned til dig på en kælen, moderlig men dog bestemt måde.
En sandhed, som ikke er en nyhed for de få, der har læst ham, og som var politisk opportun at ignorere. Han ville hævne sig på FRP og de andre indvandringskritikere i Norge, som havde afvist hans enestående personlighed, og det lykkedes ham næsten også med pressen og et dansk teaterstykke som vigtigste abonnenter. Han var nulliteten uden særlige evner, som ville være berømt og ikke kunne udstå afvisning, hvad følgende anekdote trekvart år inden terrormordene taler tydeligt om.
I 2011 var ABB på Palace Grill, et sted som frekventeres av nasjonale kjendiser. Han kom der i snakk med en TV-kjendis, men oppførte seg så ubehagelig at han snart ble utvist av vaktene. Før han ble kastet ut rakk han imidlertid å si: “Om ett år er jeg tre ganger med kjent enn deg!”. Jeg har aldri hørt noe sånt noen gang, sa kjendisen rystet til en avis etter at massakren seinere var et faktum. Breivik ble virkelig en superkjendis, gjennom terrorisme og massemord. Tegneseriefiguren Breivik: Reality TV massemorder?
Han har nu sendt et sprøjtegalt brev til internationale medier:
Anders Behring Breivik har skickat ut ett brev som Expo Idag har tagit del av till flera internationella medier. Brevet beskriver han som ett sorts första steg i en “fredsförhandling” med sina politiska motståndare. I brevet har Anders Behring Breivik till viss del ändrat retorik från den han förde i sitt så kallade manifest. Han menar att han i manifestet förde en “counterjihadistisk” retorik för att skydda “etnonationalister” och istället sätta igång ett mediedrev mot antinationalistiska counterjihad-anhängare. Han kallar denna strategi för “dubbelpsykologi”.
Breivik identifierar även sig själv som en del i “Västeuropas fascistiska rörelse”. För att det ska bli fred menar Breivik att “nationalister” ska erbjudas sydvästra Östfold i Norge för att säkra “överlevnaden för infödda norrmän och nordbor”. Liknande landsplättar vill Breivik se fördelas vita i flera europeiska länder. Breivik skriver dessutom att hans kärlek till Israel endast består i dess framtida funktion som en plats att deportera “illojala judar”. Anders Behring Breivik skriver också att han inte tror att han kommer att överleva tiden i fängelse där han hävdar att han torteras. Breivik vill deportera “illojala judar”, (Norwegian Mass Murderer Complains About Treatment in Prison. Breivik har skrevet bok på over 1.000 sider)
Med Politiken i Sverige
Jes Stein Pedersen i Svenska Dagbladet: Poeten som satte Danmark i brand
Jag är mest spänd på reaktionen i Sverige, där man har varit alltför rädd för att tala ut om de problem som otvivelaktigt uppstår när ett socialdemokratiserat, och mycket världsligt välfärdssamhälle under relativt få år plötsligt rymmer stadsdelar – ghetton – med övervägande marginaliserade muslimer.
Jag kan nästan inte se två parter som befinner sig längre från varandra än den moderna, fria, välutbildade och självmedvetna svenska kvinnan och den socialt nedgraderade muslimske patriarken från den etniska underklass som försöker få tillvaron i den frigjorda moderniteten att passa ihop med sitt känsliga hedersbegrepp och sin kvinnosyn.
Danmark är i många svenskars ögon skräckexemplet på ett land där främlingsfientligheten härjar, och vore jag svensk skulle jag vara stolt över att mitt land, till skillnad från Danmark, har öppnat sina gränser för varje syrisk flykting som söker asyl. Det är sann humanism.
Men många svenskar tar likväl fel med sin Danmarksdiagnos. Danskar är inte mer intoleranta mot eller skrämda av det främmande än vad svenskar i allmänhet är. Skillnaden är kanske att vi i Danmark, till skillnad från Sverige, har tagit debatten om många av de svåra frågor som måste besvaras när ett litet homogent samhälle på mycket kort tid blir ett multietniskt invandringsland.
Douglas Murray og labour MP Rshnara Ali diskuterer på Channel 4.
One in ten children under the age of four is now Muslim in England and Wales, the latest statistics show.‘The percentage of Muslims among the under-fives is almost twice as high as in the general population. In the under-fives age group there are nearly twice as many people identified as Muslim as in the general population, census data reveals.
The figures suggest a change in the UK’s younger generation of worshippers as less than 0.5 per cent of over 85s in Britain identify as Muslim. One expert said the number of practising Muslims could soon outnumber the number of Christians who actively worship in the UK. One in ten babies in England is a Muslim: Those practising the religion ‘could soon outnumber actively worshipping Christians’
Ét lille hjørne af forklaringen er den unge alder for ægteskab og den højere fertilitet: Britain’s Underage Muslim Marriage Epidemic. Engelske aviser sælger The Coming Anarchy med lidt positivt spin. Douglas Murray kommenterer: Is the startling rise in Muslim infants as positive as the Times suggests?
Even the papers that will report on one of the biggest underlying stories of our time, and one which demonstrates an unprecedented change in the make-up of our country, must on all accounts be turned into a good news story. And since expressing any worries about the fact is undoubtedly terribly bigoted and nasty, we’ll all just have to nod our heads, keep our fingers crossed, mouth the same platitudes and all put our collective future in the hopes of Sheikh Mogra.
Lone Nørgaard skriver i et brag af en JP kronik i dag om, hvordan de vestlige eliter – nu overvejende EU – sælger deres lande, deres folk og deres efterkommere til stanglakrids, eller til “Muslim genocide of the native population or an ongoing civil war like in Lebanon, Syria, Yemen and Iraq, som Greenfield skriver om England. KRONIK: Danmark afskaffer sig selv Jyllands-Posten, 10.01.2014 (ikke online)
En bog af den amerikanske professor i psykologi Byron M. Roth dokumenterer systematisk, hvordan de vestlige eliter med EU i spidsen kynisk sælger deres forsvarsløse, oprindelige befolkninger.
Nationalstaten Danmark er i fuld gang med ganske langsomt at opløse sig selv. Ligesom Tyskland, hvorom Thilo Sarrazin – tidligere medlem af Forbundsbankens direktion og tidligere finansminister i Berlin – har skrevet bogen “Deutschland schafft sich ab. Hvordan vi sætter vores land på spil”(2009). Præcis det samme scenarie udfolder sig i lande som Sverige, Norge, England, Frankrig, Luxemburg og Holland – med en ukontrolleret masseindvandring fra tredjeverdenslande som en af hovedfaktorerne.
Jeg har beskæftiget mig intenst med indvandring i de sidste 10 år, fordi jeg så gerne har villet begribe gåden: Hvorfor det store flertal af politikere og beslutningstagere ønsker at save den gren over, som rimeligt velfungerende nationalstater har siddet komfortabelt på siden 1950′ erne? Hvorfor træffer de beslutninger mod deres befolkningers udtrykkelige ønsker, i et forsvar for en politik, der har få fordele og så mange følelige konsekvenser?
Eftersom massetilvandringen til Europa primært foregår fra muslimske lande, har jeg også brugt i hundredvis af timer på at sætte mig ind i islam, og hvorfor der mon lige er så store problemer med integration af muslimer? Nu sidder jeg med en bog i hånden – en moppedreng på 580 sider, hvor alene litteraturlisten fylder 34 sider – der samler de fleste af trådene for mig og gennemlyser det rystende og vanvittige eksperiment, som de europæiske eliter med EU i spidsen har gang i. Et dybt pessimistisk værk, der har fået mig til at fortvivle, men som også har ansporet mig til trods alt at kæmpe videre for alt, hvad jeg har kært.
“Jim Olsson skriver på hatsajter”, skrev espressen i december om docenten i kemi fra Landskrona, da de sammen med kriminalitetsdømte vesntreradikale havde hacket kommentatorers identitet fra de såkaldte ‘hadesider’, noget de har derovre i Sverige. Expressen opsøgte ham uameldt på hans bopæl, og var dårligt forberedt på at han ikke lagde sig fladt ned, han gik til frontalt angreb på den modbydelige Stasi avis’ udsendte. Oven i købet tillage avisen ham grove kommentarer, som ikke var hans, heller ikke er han Sverigedemokrat, som den kulørte sprøjte skrev. Overnight blev han folkehelt i Sverige. Her kan man høre ham interviewet i næsten en tre kvarter balladen, som var designet til at fratage ham hæder og ære, familie og arbejde, men som kun har givet ham anerkendelse. Måske er der håb for Sverige endnu?
Guds heste
af Henrik M.Jensen
Kort før jul viste DRK den marokkanske instruktør Nabil Ajouch’s prisbelønnede film “Guds heste” fra 2013. Filmen foregår i en fattig forstad til Casablanca, Sidi Moumen, hvor vi følger en gruppe drenge under deres opvækst i et udsigtsløst miljø med arbejdsløshed og dårlige boligforhold. Et miljø hvor en fodboldkamp kan udvikle sig til kamp på liv og død, bryllupper ender som voldelige drikkelag og homoseksuelle handlinger indgår i afstraffelsen inden for drengebanderne.
Efter en konfrontation med politiet kommer en af hovedpersonerne i fængslet og vender efter et par år tilbage som islamist. Han får lokket flere af de gamle venner med ind i et Al-Qaida-lignende fællesskab ledet af en imam, der kan tilbyde de rodløse unge al den disciplin og målrettethed, som forstaden har manglet. Samtidig fungerer gruppen som kvarterets alternative ordensmagt.
Imamen udnævner de unge til “Guds heste” og filmen skifter nu karakter. Fra at have været en tilstandsbeskrivelse af et dysfunktionelt samfund fører handlingenen nu målrettet og uundgåeligt frem mod de fem terrorangreb i Casablanca, der den 16.maj 2003 dræbte 45 mennesker, hvoraf de 12 var terrorister.
Filmen er ikke en dokumentarisk skildring af personerne bag selvmordsaktionerne, men er instruktørens bud på, hvad det er for mekanismer, der driver svage sjæle i armene på islamismen.
Det uhyggelige ved filmen er, at den lige så godt kunne have udspillet sig i Vollsmose, Rosengården eller en anden af de trøstesløse europæiske forstæder, som tankeløse politikere i humanismens hellige navn har tilladt at blive til udklækningsanstalter for kriminalitet og politisk ekstremisme.
Det positive ved filmen er, at skønt den ikke viser nogen vej ud af problemerne, så vil det faktum at den overhovedet er blevet lavet, måske kunne være det første lille skridt ud af hængedyndet for de “Guds krikker”, som ghettoen skaber. (Se den evt. på You Tube: Les Chevaux de Dieu 2013, kun fransk)
Nick Robinson: The Truth About immigration documentary hvori Enoch Powell og Nigel Farage også optræder som nedenfor.
“A descicion taken at Westminster and Downing Street without public debate, a mixture of good intentions, wishful thinking and an awful lot of miscalculations. The public should have been told.”
Man skal passe på med at kalde noget ‘sandheden’, mener konservative skribenter efterpå:
‘The Truth About Immigration’ is anything but
The BBC can never talk honestly about the immigration problem because it’s responsible for the cultural mindset that made it possible
This week the BBC tried a cunning new variant on this theme called The Truth about Immigration (BBC2, Tuesday). By roping in notionally right-leaning Nick Robinson to present it and by trailing it as some kind of massive volte-face the BBC sought to give the impression that it was saying something new, controversial and daring.
So all this overcrowding, all this destruction of social cohesion, all this unwelcome pressure on our schools, hospitals and transport infrastracture, all this dilution of what used to be our national identity has been inflicted on us, by our remote political class, against our wishes, to no useful purpose whatsoever. What a fantastically interesting subject for a documentary that would be. Now I wonder who is going to make it. Spectator, At last, the BBC talks about immigration
Den globaliserede kriminalitetsbølge
det har taget sin tid, Cameron og Blair on ‘fruit cakes and loonies and closet racists’.
Nigel Farage yesterday said ‘the basic principle’ behind parts of Enoch Powell’s notorious Rivers of Blood speech was right.
The UKIP leader was asked if he agreed with a statement about how the ‘indigenous population found themselves strangers in their own country’. He said it was true – but appeared thrown when he was told the statement was made by the controversial Tory minister of the 1960s.
The passage from the speech read to Mr Farage was: ‘The indigenous population found themselves made strangers in their own country, their wives unable to obtain hospital beds in childbirth, their children unable to obtain school places, their homes and neighbourhoods changed beyond recognition.’
Mr Farage said it was true ‘in a lot of England’ – before being told on Sky News that it was part of the 1968 warning of racial violence that led to Mr Powell being sacked from the Tory front bench and politically marginalised. Basic principle of Enoch Powell’s Rivers of Blood speech was right, says Nigel Farage
Jeg har fulgt debatten om Enoch Powell i to årtier, ja jeg husker den fra 1968 hvor vi i Norden var blanke på problemet. Powell manglede én komponent i ligningen på den tid – det var islam. Der er en hel del at hente på nettet, men det ubetinget mest interessante er BBC’s jubilæumsdokumentar for Rivers of Blood talen BBC 2008: »Rivers of Blood«, (den hele på linket) som ikke bare giver et interessant tidsbillede af 1968 med de endnu levende aktører, men de facto giver Powell ret i konklusionen. En af de mest interessante dokumentarer i dette tiår overhovedet.
Jeg gætter, det var grunden til, at DR 2 trods opfordringer ikke ville vise den. Man må tage det som en stor anbefaling. Hør også den nyuploadede Enoch Powell and the Sovereignty of Parliament – Professor Vernon Bogdanor og Desert Island i 1989, hvor Powell er 77 år gammel og er i et musikønskeprogram: “It was official conservative policy at the time, but Edward Heath disliked the tone, now we are in a musicprogram. Shall we have some more music?”
Lars Hedegaard: Svensk opstandelse over islamisk voldtægt
Det har vakt forargelse i Sverige, at Sverigedemokraternes viceordfører i Karlskrona Michael Hess på Facebook har skrevet, at ”voldtægt er dybt forankret i islamisk kultur”. [“våldtäkt är djupt rotat i islamsk kultur”]. Partiets stabschef Linus Bylund bakker op og citeres i Blekinge Läns Tidning for at ”det står i Koranen at voldtægt kan anvendes mod kvinder, der har været utro. Det er en muslimsk straffemetode.” [“det står i Koranen att våldtäkt kan användas mot kvinnor som varit otrogna. Det är en muslimsk straffmetod”].
Michael Hess’ udsagn er helt korrekt, som vi skal se neden for. Derimod tager Linus Bylund fejl, når han påstår, at begrebet voldtægt forekommer i Koranen. Her står der heller ikke noget om, at voldtægt er en straffemetode, der kan bruges mod utro kvinder.
Men der står meget andet interessant i islams hellige bog, som vi i den vestlige kultur ikke ville tøve med at betegne som voldtægt, og som SD-lederne med fordel kunne henvise til. LEDER: Svensk opstandelse over islamisk voldtægt, LEDARE: Svensk uppståndelse över islamiska våldtäkter.
