Tidligere Fritt Ord-prisvinner Shabana Rehman tror det kan være lurt å gi de høyreekstreme en plass i den offentlige debatten.- “Jeg synes det er en kjempedristig avgjørelse av Fritt Ord. Det kan ikke ha vært lett for dem,” skriver spaltist og komiker Shabana Rehman Gaarder i en sms til VG.

Fjorårets vinner av Fritt Ords Pris, Sara Azmeh Rasmussen, ser heller ingen grunn til å kritisere stiftelsens bevilgning til Fjordman. – “Jeg finner ikke noe betenkelig ved tildelingen av prosjektstøtte til Fjordman, eller Peder Jensen Nøstvold. Jeg forstår det slik at Fritt Ord alltid har lagt til rette for at avvikende synspunkter skal kunne komme frem og behandles åpent i offentligheten,” sier forfatteren og samfunnsdebattanten til VG.

Peder Jensen – Reaksjonene er til dels absurde. Å tildele midler til meg for utgivelse av bok er fullt innenfor Fritt Ords eget mandat, ikke minst siden de allerede har gitt støtte til flere bøker skrevet av andre som omhandler meg. Det er snakk om balanse, skriver han. Shabana Rehman om Fjordman-pengestøtten: – Kan være et klokt valg

Om ‘højreekstrem’ er Shabana Rehmans eget ord, er ikke til at vide. Jeg tvivler. Der er det man vist kalder en mediestorm i Norge, man skulle måske sige “den raser” – en anden journalistfloskel, – det er umuligt at gengive det hele, men to bekendte af os her i Danmark lægger deres lod i ytringsfrihedens vægtskål. Fjordman vil være ‘kontroversiel’ i en årrække fremover, men jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med Søren Karup, som man kunne høre i Cepos forleden Han var dog aldrig nødt til at forlade sit land over hals og hoved og desuden valgte han selv, den storm han og hans familie kom ud i. Peder Jensen og Norge blev ramt uden varsel af en torpedo midstskibs.

Det tog over 30 år for Søren Krarup at bevæge sig fra ekstremist og ind i nærheden af midten, men eftersom vi er i en accelererende udvikling, vil det tage Fjordman omkring ti, gætter jeg. Ja, Krarup har ikke bevæget sig, tiden har desto mere. Dels vil tiden give Jensen ret i meget, og dels vil andre voldsomme begivenheder overskygge tragedien på Uyøya, endnu inden sorgen over de døde er lægt.

I løbet af ti år kan f.eks. andre end advokat Lippestad erkende, at Breivik var og er utilregnelig og at tilregnelighedskendelsen af ham udelukkende skyldtes et politisk pres på domstolen, som ikke engang statsministeren holdt sig for god til at udøve. Historien vil være mindre nådig ved Stoltenbergs håndtering, end vurderingen af hans tale i Oslo Domkirke antydede.

Når man har tiden og en god del af sandheden på sin side, og desuden knapt er midaldrende endnu, er ti år ikke urimelig lang tid at vente i landflygtighed. Indtil da må han leve med Politiken-agtige tirader som Fjordman som offer og Belønning til ekstremismen. Når man har været afbilledet på forsiden af en norsk avis sammen med Quisling og forskellige nazier og mordere, er disse det rene, norske kildevand.

Peder Jensens bog vil beskrive, hvad der ramte ham selv, Norge, norske politikere og medier uforberedt, og den kan dårligt undgå at føje væsentlige detaljer til den selvforståelse, som blandt andre Øjvind Strømmen og Simen Sætre allerede har skrevet om. Det tjener Fritt Ord til ære, at de også støtter det. (Se også Den avskyelige snømannen.)

Provokation er den ultimative kunstneriske ytringsfrihed

Bjørn Nørgaard, billedhugger, professor

De sekulære liberale demokratier, vi siden oplysningstiden har opbygget især i Vesten, er allerede betalt med blod, sved og tårer, fra Sokrates over Galilei, Bonhoeffer og tusindvis af andre. Overalt i verden, hvor mennesker kæmper for at udbrede det fælles sekulære rum for frie ytringer, bliver der stadig betalt en høj pris.

Fanatiske ideologiske og ofte religiøst funderede personer og grupper – for den svenske kunster Lars Vilks’ vedkommende muslimske fundamentalister, men i andre tilfælde kristne fanatikere eller andre mere eller mindre forvirrede sjæle – har udviklet et indædt had til vores sekulære frie demokrati og fabler om at vende tilbage til kalifater, andre religiøst styrede samfund og diverse obskure totalitære systemer.

Læs mere »

Det var kun nybyggerne, der indbyrdes hadede hinanden og en politibetjent, og tilvandret had er mindre strafbart end hjemmedyrket. Det kunne være engelsk politi skulle tage sig efter hollandske buschauffører: The Hague: Stab Vests for Bus and Tram Inspectors

BBC ‘glemmer’ at fortælle, at den machetesvingende ‘mand’ var en somalier fra moskeens forsamling. EDL går fri denne gang. Three men and police officer stabbed at mosque, Birmingham Mosque Stabbing ‘Not A Hate Crime’. – Apropos English Defence League, så havde DR’s Tom Carstensen endnu et af sine informative, afbalancerede indslag om dem i Orientering, hvor Tommy Robinson får rigeligt med taletid: EDL: Vi er i krig.

Engelske imamer gifter 12-årige

for at “forhindre dem i at leve en dekadent, vestlig livsstil.” Tror pokker at den muslimske befokningsgruppe vokser ti gange hurtigere end andre. En femtenårig har potentielt 30 fertile år foran sig. Vælger patriarken fire små koner, er det 60 ny-englændere på lige så lang tid, en imponerende potentiel reproduktionsrate. Begge dele er ganske vist forbudt iflg. engelsk lov, men hvad pokker. Politikere tror, at det er lovene, som styrer landet, det er det ikke. Det er enigheden om at overholde dem, der gør at et land kan styres, og den er de ved at sætte over styr. Bagefter kan de lovgive alt det de vil.

British Muslim clerics are willing to carry out sharia marriages involving child brides as young as 12, an investigation has found. Two imams said they would be prepared to officiate at the wedding of an underage girl to a man in his twenties, despite fears the pair would later have sex.

The revelations have led the Home Office to confirm that such ceremonies will be examined in the Government’s forthcoming Bill to outlaw forced marriages. More than 1,000 of the 8,000 forced marriages of Britons each year are believed to involve girls of 15 or under, with one case last year allegedly involving a girl of five. The clerics were approached by man posing as the father of a 12-year-old who wanted her to marry to prevent her being tempted into a decadent Western lifestyle.

Imam Mohammed Kassamali, of the Husaini Islamic Centre in Peterborough, stressed the need for secrecy with such a ceremony. He allegedly said: ‘If it (the marriage) was not possible, I would have told you straight away… I would love the girl to go to her husband’s houses (sic) as soon as possible, the younger the better.The British child brides: Muslim mosque leaders agree to marry girl of 12… so long as parents don’t tell anyone

Af Torben S. Hansen, lektor emer.

Undertegnede har gennem et kvart århundrede været kunde i Dansk Supermarkeds butikker. Dette var begrundet af pris og kvalitet – plus firmaets afvisning af kassepersonale med anmassende politisk propaganda.

Beklageligvis har Dansk Supermarked – skræmt af nogle journalisters begejstring for en minidemonstration på et fortov i Københavnstrup – besluttet at ændre reglerne. Fremover risikerer kunderne at blive betjent af kassedamer med islamistisk tørklæde. Spørgsmål: Kan næste minidemonstration presse firmaet til også at tillade personalet at bære burka og niqab?

De pågældende beslutningstagere i Dansk Supermarked mangler muligvis kendskab til sagens kerne. Opmærksomheden henledes derfor på, at kun ganske få kvinder i Alexandria, Cairo, Tehran og Istanbul bar tørklæde i 1960’erne og 1970’erne. Det handler således ikke om en gammel kultur, der også bør respekteres i Vesten. Men i dag er det omvendt: I byer med mange muslimer bærer langt de fleste kvinder tørklæde eller anden form for tilhylning.

Forklaringen på dette skift i moden er politisk. Uniformering af især kvinderne er et højtprioriteret punkt i den islamisme, der – i vidt omfang støttet og betalt af aktører med adgang til petroindtjening – aktuelt foregår over den halve verden. Sort tørklæde symboliserer oprør mod alt ikke-islamisk. Hvidt tørklæde betyder lydighed overfor sharia – den “hellige” lov.

Dette indebærer selvfølgelig ikke, at enhver kvinde med sort eller hvidt tørklæde kender symbolværdien eller personligt tilslutter sig den ideologi, der ligger bag, og som det kan ses overalt, kan andre farver også benyttes. Men det indebærer tvang eller pression mod de muslimske kvinder, der helst vil være fri for at skilte med et politisk symbol.

Er det aldrig gået op for Dansk Supermarked, at en del kunder har foretrukket firmaets butikskæder for at undgå islamismens tørklæder? Vil virksomheden i fremtiden også ansætte personer, der ifører sig tøj med portræt af den psykopatiske massemorder Ernesto Che Guevara? Eller Stalin, eller Mao eller Hitler? Nu er der kun kæden Kiwi tilbage, der – så vidt vides – afstår fra at udsætte kunderne for politisk propaganda. Foreløbig!

Kasper Støvring: Statsborgerskab er ikke en rettighed

Støvring er den første jeg ser nævne, at 1961 konventionen mod statsløshed, som Anker Jørgensen bandt Danmark til i 70′ erne, stort set ikke er tiltrådt af nogen, men ellers shhh ! det er en statshemmelighed, ellers har Information ikke en solobasker og en ny Tamil-sag og TV-Avisens drama fiser ud af den daglige forargelse. Han skriver endda: Opsig den og lad være med at gøre potentielle terrorister og forbenede jødehadere til statsborgere. Nogle kunne opfatte det som en fjendtlig handling, ville jeg tilføje.

EN NATIONALSTAT HAR ellers både ret og pligt til suverænt at regulere befolkningssammensætningen. Det er demokrati, og det står i modsætning til den rettighedsfundamentalisme, som præger den udbredte dyrkelse af overnationale konventioner. Hvis der var folkeafstemning om konventionen, ville den falde med et brag.

Man skal huske, at konventionerne netop kun er dét – dvs. konventioner. De er ikke hellige tavler med love, der er hugget ud i sten, men derimod tilfældige konstruktioner. De er skrevet på et bestemt tidspunkt, på et bestemt sted, af bestemte mennesker med bestemte interesser, og de tog sigte på at løse bestemte problemer, der engang var presserende, men ikke er det i dag. Ikke mindst frygten for folkemord og krig i Europa.

Statsborgerskab er altså ikke en menneskeret, som formanden for FN-forbundets menneskeretsudvalg, Ole Olsen, har udtalt. Statsborgerskab er en meget stor gave, der skænkes mennesker, som føler samhørighed med den danske nation og identificerer sig med dens traditioner, kultur og institutioner.

Eller rettere: Sådan burde det være. Men sådan er det ikke. Derfor risikerer vi at fremkalde alvorlige trusler mod demokratiet, staten og sammenhængskraften. Den tvangsprægede fokusering på rettigheder viser svagheden i vores liberale samfund. Det er ikke blot noget, reaktionære mener. Det gælder også liberale som den amerikanske filosof Francis Fukuyama.

Læs mere »

The great and legendary danish cellist Erling Blöndal Bengtsson performing a Gigue from the beloved cello solo Suites by J. S. Bach.

Cellist Erling Blöndal Bengtsson dies aged 81 Danmarks helt store verdensnavn i mange årtier, der debuterede som fire et halvtårig døde i sit hjem i USA. Han var uddannet af Grigorij Pjatigorskij, der spillede med legender som Rakhmaninov, Horowitz, Heifetz og Schnabel. Det er f.eks. Bløndal Bengtsson man hører på lydsiden i Bergmans Såsom i en Spegel (1961). Hans mor var islænding og Reykjavik hædrede ham i 1970 med en statue foran koncerhuset. Nekrolog: Århundredets danske cellist.

Læs mere »

VIDEO. L’incroyable vidéo qui ébranle le foot amateur via France: Football Match Descends into Pitched Battle between “Jeunes”

“Multikulturelle kompetencer, II”

Dutch solders are to spend several days next week practising their conversational skills in the multicultural districts of West and Nieuw-West Amsterdam, the Parool reports on Friday. The Parool says the defence minister thinks it important that soldiers who will have to communicate with locals during foreign missions can practice ‘in a live environment’.

Between 30 and 40 soldiers will be involved in the training exercises and will hold talks with local officials, police and community organisations. The districts have been chosen because of their cultural mix and will form a ‘fictitious mission locality’. The soldiers will have to take into account political, religious, cultural, economic and humanitarian differences while practising their techniques, the Parool says.

Soldiers will wear a military suit rather than battle dress so locals do not think their neighbourhoods have been occupied. Soldiers to practise conversation skills in multicultural Amsterdam

“There are signs that Islam will dominate once again.”

From Belgium to Greece and Spain to Germany, 2013 is shaping up to be another banner year for the construction of mosques in Europe. In Belgium, work is about to begin on the construction of a mega-mosque in Liège, the third-largest city in the country. The largest mosque in Wallonia (the French-speaking region of Belgium) will be built on an 11,000 m² (118,000 ft²) plot and will consist of a main building with a capacity for 1,000 worshippers, a library, a cafeteria and several shops.

Plans to build two 30 m (98 ft) minarets were scrapped after opposition from local residents. The new plan involves one 18 m (60 ft) minaret which will be automatically illuminated during calls to prayer. The mayor of Liège, Willy Demeyer (PS), banned a protest march against the mosque that was to have been held on March 30. “My role is to avoid excesses and problems of public order,” he said.

In Germany, Muslims in the northern city of Hamburg are converting the former Kapernaumkirche (Capernaum Church), a cultural heritage site, into a mosque. In the southern German city of Munich, local politicians are debating where to build a massive mosque complex known as the Center for Islam in Europe-Munich (ZIE-M). The 6,000 m² (65,000 ft²) mega-project, which will cost an estimated €40 million ($51 million), is designed to be a key strategic platform for spreading Islam throughout Europe……. Europe: Mosque Building Shifts into High Gear, by Soeren Kern

Video: Internet-Lokalfernsehen München über das Bürgerbegehren gegen das Islamzentrum

Læs mere »

(klik foto f. helskærm). – Jeg ved ikke hvor mange, der kender Oswald Helmuths Når dagen er forbi, en sang om udlængsel og Københavns Havn (Fønix teatret 1937) For nylig stødte jeg på en udsøgt svensk Danmark-kender, som ikke kendte hans og PH’s Ølhunden glammer. Radioen spiller det måske ikke mere, jeg ved det ikke, for jeg hører ikke lige den radio. I IT-alderen kan man heldigvis vælge DR og SR fra, jeg beholder SR klassisk som det eneste, den er fremragende og man slipper helt for nogen der siger noget.

Havn, København, Mercatorum Portus, Købmændenes Havn, er grunden til at byen findes, og det var dens levevej i næsten 1000 år. Enhver der voksede op her, havde et forhold til havnen, altid søgte vi ned til vandet. Den var et eventyr, og om sommeren fiskede vi skrubber og så på skibe i havnen, fiskene var mest egende til katteføde med den kvalitet vandet havde dengang. I dag bader folk i Københavns Havn.

På ganske få år omkring 1970 døde havnen, og jeg var vidne til revolutionen, uden at forstå hvad jeg så. Navnene findes endnu i Frihavnen og inderhavnen: Amerikakaj, Indiakaj, Orientkaj. Fra Amerikakaj har jeg sejlet til New York, fra Orientkaj til Østen, fra Kvæsthusbroen til Levanten, måske er det alt det sejleri, der har gjort mig flyskræk? Livet på en lang sørejse, er den roligste meditation, som findes. Bare stjernenatten til søs kun med dieselmotorens puff i skorstenen og bølgerne som lyd. Man vil sejle, ikke flyve, det er som at være i sin mors liv. Jeg kan svømme, ikke flyve. Jeg ved godt, at flyskræk er en angst, som har dybere og mere ukonkrete rødder. Det er en eksistentiel baggrundstone, en åndelig tinnitus, man kan bekæmpe den eller lade være. Jeg har bekæmpet den en gang fra London til Singapore i 22 timer, så gad jeg ikke mere. Jeg forsonede mig med tingenes tilstand og tog den Transsibiriske jernbane hjem.

Revolutionen skyldtes en ganske enkel opfindelse, containeren. Den skulle revolutionere verdenshandlen, søfolkenes liv og havnenes betydning for mange byer. Nu kunne det ikke længere betale sig for langfarten at sejle rundt om Skagen og ned til København, skibene stoppede i Hamborg, Antwerpen og Rotterdam og resten gik videre pr. lastbil. Med ét slag blev 10.000 havnearbejdere i København arbejdsløse og 44 kilometer havnekaj med pakhuse blev overflødiggjort.

Danmarks første containerskib var ØK’s M.S. Falstria, som blev søsat fra Naksov Skibsværft i 1971 mens jeg sejlede med kompagniets i skibe, der så ud som M.S. Arosia, der da jeg steg ombord var det nyeste der fandtes, men da jeg kom hjem var fortid. Et skib med lasteluger og kraner, som det tog flere dage at laste og losse, hvor det nu kunne gøres på 8 timer. Når jeg kom til Shanghai, Yokohama, Hong Kong og Manilla, betød det fire fire dage i land, hvor man kunne på gå Red Lion, som det altid hed og møde uartige og skønne kvinder, eller man kunne spise japansk eller kinesisk og se på den store Daibatsu i Kamakura, og når man kom forbi på tilbagevejen, var det yderligere fire dage.

Jeg har stor sympati for prostituerede, jeg har boet med en, men jeg har aldrig været en potentiel kunde, jeg var mere romantisk, end godt var. Jeg har også sympati med deres kunder, som set under kærlighedens synsvinkel er stakler. At straffe dem som i Sverige, er ikke bare imbecilt, det er hjerteløst. Tilværelsen basker ens overdrevne romantik, indtil den er mere tempereret.

Det var måden at se verden på dengang og tjene penge samtidigt for en fattig student, der blev revolutioneret.

Læs mere »