Se også Sabatina James i København -‘Thou shalt die for your happiness’ , 2014, video tysk utekstet.

Her er Arg Blatte skarpere end jeg har hørt ham før. Ubønhørlig logik

Se også Ezra Levant i København 2014, den interviewende journalist her og her.

Douglas Murray: Is the Migration Crisis Killing the European Dream?

These threats hardly align with the EU’s stated ambition of “ever-closer union” between member states. They are a gun to the head of EU integration.

The question of “what to do” remains politically toxic for any mainstream Western European politician. During the summer, British Prime Minister David Cameron passingly referred to the “swarm” of migrants at Calais. His political opponents immediately jumped on this and denounced his “offensive” language. What chance is there, however, of proposing the kind of bold thinking we will need to consider in Europe if we keep reducing our response to this crisis to a language game?

Læs mere »

HANS RUSTAD

Den som følger dansk debatt vil få helt andre perspektiver på migrantbølgen som skyller inn over Europa. Der det norske establishment er opptatt av å være god, og kun god, lytter danskene til fagfolk som setter begivenhetene inn i en større kontekst.

Professor, dr. polit.Poul Christian Matthiessen (bildet) og dr. phil Gunnar Viby Mogensen hadde 15. juni en kronikk i Berlingske som er blitt en gjenganger. Matthiessen er en meget anerkjent demograf, og Mogensen er tidligere leder av forskningsavdelingen til Rockwoolfondene. To høyt meritterte forskere.

I noen avsnitt klarer de å fortelle hva som er karakteristisk ved den menneskestrømmen som Europa opplever.

Et af de forhold, som har størst betydning for Danmarks og det øvrige Europas fremtid, og som ikke har spillet nogen rolle overhovedet i den danske valgkamp, er den såkaldte »demografiske transition«, altså landenes overgang fra et højt til et lavt fødsels- og dødelighedsniveau. Denne overgang til en beskeden eller ligefrem negativ befolkningstilvækst er blevet gennemført først i de rige lande, og den er langt på vej i Latinamerika og Asien.

Men i Afrika og i dele af Mellemøsten ser situationen helt anderledes ud. Her har udbredelsen af den vestlige medicinske teknologi ganske vist reduceret dødeligheden meget, men det overses hyppigt, at fødselsniveauet stadig er meget højt. Det skyldes for det første, at man endnu kun i begrænset omfang er kommet ind i en økonomisk og social udvikling, som kunne føre til kvindefrigørelse og nye normer for kvindens fertilitetsadfærd. For det andet har især Afrika det alvorlige problem, at 40 procent af befolkningen er under 15 år. Disse mange unge kvinder vil jo nu rykke ind i de fødedygtige aldre, hvorved fødselstallene længe vil forblive høje. Afrikas befolkning er i dag dobbelt så stor som EU`s stagnerende befolkning, men om blot 35 år vil Afrikas folketal være blevet fem gange større end indbyggerantallet i EU til den tid.

Her får vi i kortform skissert hvorfor noen kontinent har fremgang, mens andre går i oppløsning. Alle nyter godt av den teknologis-vitenskapelige fremgang som gjør at dødeligheten synker. I et samfunn med kreativitet, regulerte eiendomsforhold, markedsøkonomi, og et minimum av rettssystem utløser et overskudd av unge mennesker vekst. Ikke minst: Kvinner kommer inn i arbeidslivet og blir motivert til å få færre barn. Slik løftes landene ut av fattigdommen.

Religion og kultur

Læs mere »

Af Tim Pallis

I to tidligere essays her på Snaphanen har jeg skrevet om sufismen: Historien bag sufismens oprindelse og Sufisme er ikke islam, men… Jeg må nu bevæge mig lidt videre i emnet, for at afklare to vigtige spørgsmål.

Grunden til, at de er vigtige, er at ortodoks sharia islam efter min mening umuligt kan have en fremtid andre steder end i OIC landene. På et eller andet tidspunkt må det gå op for verdens politikere, hvad islam er for en størrelse. 80% af folkevandrings-migranterne er muslimer, som ikke kan assimileres i vor kultur. Der kan opstå apokalyptiske tilstande, hvis vi skal følge deres halal og haram krav.

Derfor vil det i fremtiden blive nødvendigt for muslimer i Vesten, at finde en anden mere spirituel religiøsitet. Denne tilflugt kunne være en eller anden form for sufisme, som har stor lighed med mystikken i rødderne af næsten enhver anden religion.

De to spørgsmål er: Hvem er de ”ædru”, lunkne, sharia islamiske sufier? og hvem er de ”berusede” sufi mystikere. Denne skelnen mellem ”ædru” og ”berusede” sufier er ikke opfundet af sufi mystikerne, men af sharia islams ortodokse. At være ”beruset” er nemlig en kætteranklage. De opfattes som vantro kuffar (flertal af kafir).

Kafir er et arabisk ord, der betyder “hedning” eller en person der skjuler, benægter eller dækker over islams ”sandhed”. Kulturelt anvendes ordet som en nedsættende betegnelse for en ikke-troende, en ikke-muslim, en muslim fra en rivaliserende sekt, eller én der har forladt islam.

Denne todeling af sufiernes åndelige verden i ”ædru” og ”berusede” har selvfølgelig intet at gøre med med den mangfoldige forskellighed af sufi ordner (tariqas), som altid har eksisteret og eksisterer i verden i dag.

Langt de fleste af disse ordner er nok ”ædru” broderskaber, som står på skuldrene af traditional ortodoks sharia islam. De ”berusede” sufi mystikere er et absolut mindretal med meget forskellig spirituel habitus alt afhængig af deres praksis og kulturelle baggrund.

Nogle mener at ordet sufi kommer af ordet safa, at være ren eller af suffa, som var den forhøjede platform i profetens moske i Medina, hvor de fattige plejede at sidde. Andre mener at ordet sufi kommer af det græske ord for visdom sophia eller sophos, en teosof. Men den almindelige mening er, at ordet betyder ”uld” og henviser til de beskedne uldklæder de første sufier bar.

De første sufier var asketer, ekstatikere, antinominalister og digtere, som i 700-tallet adskilte sig fra islam, som på den tid var en magtfuld nyreligiøse bevægelse. De asketiske sufier hed zunahad. De sufier, der reciterede Koranen i gråd, hed qurra, men blev også kaldt qusas, som betyder historie-fortællere.

Læs mere »

Medvirkende Georg Igler, Gerard Batten, Tino Sanadaji, Kent Ekeroth og Renaud Camus. Se også Robert Spencer’s This is no longer just a “refugee crisis.” This is a hijrah. (= jihad by immigration)

Mikael Jalving: Det mest bitre had er gerne de godes had

Det sidste døgns tid har der meldt sig en sporadisk eftertanke i Sverige:“Julia Caesar hängdes ut för att tystas”, Vad gott kommer ur röjandet av Caesars identitet?, Åsikterna gick isär när Expressens namnpublicering debatterades. “Blandt sadomasochistiske eliter er alt politisk og et spørgsmål om rigtigt eller forkert. Det er til at blive idiot af.”

Læs mere »

“SVT gör vänsterdrama av Julia Caesar-fallet”

“Rasistsajten Snaphanen”, det har jeg jo vænnet mig til er den moraliserende tone i Sverige, for det der skal gå for at være politisk debat. Det er kun i Sverige, udenfor denne enklave betragtes jeg som en almindelig konservativ, bortset fra i små, venstrekstreme sekter. Main-stream i Sverige er med andre ord en venstreekstrem sekt i en europæisk sammenligning. Svenskerne ved det ikke, for svensk journalistik formidler ikke borgerlig dansk debat, kun venstresiden og nogle kunstnere, der har en indstilling som flugter med deres. I går fremstillede SR f.eks. Michala Bendixen og Leif Borch Hansen som “en folkebevægelse.”

Det er også kun i Sverige, at en journalist i fulde alvor kan bebrejde en anden journalist – min kronikør – at hun “hetzer mod journalister og politikere.” Hamrud og Orrenius skjuler ikke engang, at de er en del af den politiske magt. Nu var kronikøren altså  blevet for stor, nu skulle hun kanøfles af samtlige svenske “journalister”, der så nødigt vil miste deres jobs og ville demonstrere deres rette, magttro sindelag. Hun skulle ned med nakken for at bedrive klassisk journalistik, hvad enten man kan lide tonen eller ej. Den journalistik de selv har forrådt for mange år siden. Hun agter dog at skrive en kronik på lørdag, hvis hun er i nærheden af en internetopkobling, fortæller hun i dag.

Der har om denne sag været publiceret i nærheden af 50 svenske avisartikler. De er allesammen nærmest makabert enslydende, ikke én journalist vover at vælge dissens. Det er disse klicheer og tomme kalorier, de undervurderer deres læsere med at servere. Det er denne parodi på fri debat og demokrati, de spises af med. Imens bugner min inboks med mails, der vil tilbyde min kronikør beskyttelse og husly.

Læs mere »