Last week residents of the Italian town of Quinto di Treviso, near Treviso, protested angrily about the resettling of immigrants in their neighborhoods and residences. After two days of protests, the town’s mayor ordered the unwanted migrants moved elsewhere.

On Thursday there were ugly scenes, when mattresses intended to be used by the refugees were burned outside the complex and workers from a cooperative tasked with providing the migrants with food were denied access. Many local residents are angry that the authorities were allowing empty apartments in the complex to be used by the refugees. Veneto Governor Luca Zaia alleged the migrants’ presence was part of a process of “Africanization” of the region. “They Cannot Stay in Italy Because There is no Work”

Lone Nørgaard: Journalist på stram line

Lone Nørgaard om Weekendavisens beskrivelse af Mosbjerg Folkefest 2015. Leny Malacinski havde fået adgang og rapporterede inde fra den eksotiske, zoologiske have. Indlægget blev ikke optaget i avisen, men er sakset fra Facebook.

Det er altid såre interessant at deltage i arrangementer, som af the establishment (herunder journaliststanden) bliver opfattet som ikke-mainstream, og det der er værre – og som derfor efterfølgende med stor sandsynlighed kan regne med en eller anden form for nedgøring eller latterliggørelse i medierne. Senest har Leny Malacinski begået reportagen ‘Intet land skal dø frivilligt’ (Weekendavisen d.10.7.15) fra den nationalkonservative folkefest på Mosbjerg ved Skanderborg d. 4. juli.

Da jeg har haft et blødt punkt for Malancinski siden hendes ironiske opgør med (dele af) feminismen ‘Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt’, regnede jeg med, at nu kom undtagelsen fra reglen: En artikel, selvfølgelig kritisk, men til gengæld støvsuget for de små besserwissen-nålestik skåret over læsten: Hold kæft, hvor er de bare til grin, de tosser, der bruger kostbar (fri)tid på – i dette tilfælde – at sætte sig ind i islam, islamisering og masseindvandringens konsekvenser for demografien og nationalstaterne.

Forventningens glæde er som bekendt den største. Jovist, Malancinskis reportage er absolut velskrevet. Og sjov. Og sylespids. Og samtidig oser den af arrogante og nedladende karakteristikker af dels oplægsholderne, dels deltagerne. Et enkelt eksempel: ‘Danmark er under angreb, og de mennesker, der er mødt op i dag, betragter sig selv som landets første forsvarslinie [læs: ha-ha – totalt til grin]. Iført praktisk fodtøj [læs: utrendy] er de i gang med opstille deres medbragte klapstole [læs: de mangler kun klaphatten] på græsset. Der er ryglæn [læs: gamle og u-fittede]og en holder til dåseøllen i armlænet [læs: øllen SKAL hele tiden være inden for rækkevidde] Ifølge dem selv har de forstået faren [læs: snotindskrænkede, fordomsfulde og forhudsforsnævrede] (…) Et par ældre mænd med sideskilning og strømper i sandalerne [læs: usexede, kiksede] klapper ved et bænkebord (…)’

Malancinski lyver ikke, men djævlen ligger i den sproglige selektion og de alt andet end smigrende konnotationer. Og selvfølgelig kan vores udsendte reporter ikke dy sig for at trække N-kortet. Intet nyt under solen.

Læs mere »

De fredelige lande er blevet fredeligere, og de ufredelige mere krigeriske, men der lever langt flere mennesker i de røde lande på grafikken end i de grønne. Det er en omfattende rapport, man kan downloade her, og man kan være enig eller uenig i nogle af de mange kriterier. Grafikken viser også at de islamiske lande er overlegent de mest krigeriske, hvilket svarer meget godt til at islam er indblandet i omkring 80 procent af verdens blodige konflikter netop nu, skønt muslimer kun udgør 23 procent af verdens befolkning.. Man kan også studere det interaktive kort.

Læs mere »

Anti-Semitic acts are up 84% over the last five months, for a total of 508. Jews make up only 1% of the population but are 50% of the victims of hate crimes, and are typically targeted by Muslims. Jews are leaving France in record numbers, heading to Israel, Canada and the U.S.So what happens after every Jewish citizen has left? Do you think Muslim violence in France will stop?

Report: Thousands of French Jews Expected to Make Aliyah to Israel This Summer, Attacks On France’s Jews Surge Amid Concerns Of Rising Anti-Semitism in Europe. Sydsvenskan interviewer idag svenske jøder, der er flyttet til Israel: ”Det går inte att leva som jude i Europa”. Evig skam over svenske politikere.

Charb’s enke:  »Krigen er der, vi må gribe til våben«

Rektoren for moskeen i Paris var forleden ude med et forslag, som sætter ny brand i den franske islamdebat: Tomme eller næsten tomme kirker skal tjene som moskeer. Hans udspil blev mødt med en storm af protester, og forrest står den tidligere minister, advokat og feminist Jeannette Bougrab, hvis livsledsager, Stéphane Charbonnier med tilnavnet Charb, var blandt ofrene for terroraktionen mod ugeavisen Charlie Hebdo 7. januar.

Læs mere »

21.7: Videoen af de to eksplosioner er borte fra nettet. Helt borte. Jeg kan kun beklage, jeg ikke tog en kopi. Man må nøjes med foto her.

Videoen her viser øjeblikket hvor 1. og 2. eksplosion indtræffer. Havde den tredje også detoneret, havde resultatet været en katastrofe. Luftens indhold af kulbrinter i området er her fem dage efter stærkt forhøjet. Ikke en lyd har jeg set i hjemlig eller nordisk presse, skønt indenrigsminister Bernard Cazeneuve allerede den 15. erklærede det for “en kriminel handling”, altså terror mod Frankrig. Engelsksprogede medier har historien hist og her her, dog ikke slået stort op. Terror er blevet hverdag i Europa, og ikke tegner det til at blive bedre. Chemical plant explosions (Stort, urapporteret terrorangreb ved Marseille.)

Knausgaard:  “Inside the warped mind of Anders Breivik”

Norge bliver aldrig færdig med Breivik. Hans gerning er for forfærdelig og hans sind for forskruet og perverst. Breivik, der jo lidt upåagtet har erklæret sig for nazist, har dog det tilfælles med A. Hitler, at de er dybt kedsommelige, ordinære personer, en slags sorte huller, der får enhver til at falde i søvn havde det ikke lige været for deres destruktive effekt på omgivelserne. Breivik lærte os noget om Norge, bla. om en Stoltenberg der ikke kunne holde sig fra at blande sig i retsprocessen. Han lærte os også noget om skamløst politiserende journalister, og han lærte os noget om en så grænseløs en ondskab, at jeg fandt det rimeligt, han var blevet aflivet af den norske stat. Nu skal han i stedet studere statskundskab.

Om et par måneder får jeg en anledning til at fortælle lidt om, hvordan 22. juli 2011 kom til at berøre mig lidt mere ned de fleste andre. Kun lidt, for det meste kan desværre ikke fortælles som forholdene er. Knausgaard er en klasse over de fleste andre, der har skrevet om emnet. Artiklen var i Politiken, på norsk, og her er den fra The Telegraph:

Everything in Anders Behring Breivik’s history up until the horrific deed can be more or less found in every life story; he was and is one of us. The fact that he did what he did, and that other young men, misfits, have shot scores of people, implies that the necessary distance from the other is attainable in our culture, probably more so now than it was a couple of generations ago. Still, we all inhabit this culture, we all move between fiction and reality, between image and material, and the distance to the other is no straightforward quantity, and neither is the act of averting one’s gaze. In order to see the culture, one must stand outside it; in order to see the individual, one must stand outside him. This is the duality that characterises One of Us, especially when Seierstad writes about the murders on the island. The result is that ‘Utøya’ and ‘July 22’ assume new meaning for me when I read the book. Once again, that day becomes something concrete, not a phenomenon, not an affair, not an argument in a political discussion but a dead body bent over a stone at the water’s edge. And, once again, I cry. Because that body has a name, he was a boy, he was called Simon. He had two parents and a little brother. They will mourn him for the rest of their lives. The Telegraph.

Læs mere »

(Video: Tysk utekstet) – I en ophedet debat i den bayerske parlament kommenterede de kristelige CSU’ s parlamentariske leder Thomas Kreuzer oplysningerne om de forventede asyltal: “Når vi næste år får en million og om to år to millioner asylsøgere, kan vi ikke længere overkomme problemerne i vores eget land.« Derefter bryder et skænderi ud med de med rød-grønne, som Kreuzer med al ret kalder ‘populister’.

Tyskland og Sverige er i samme situation: De nuværende asylstrømme er uholdbare selv på kort sigt. Magten over situationen er ved at glide dem af hænde. I Danmark er Venstre langt om længe ved at inddrage konventionernes skadelige virkning i diskussionen, hvorved vi muligvis undgår det kaos, som Sverige af manglende seriøs ledelse ikke undgår. Det er ikke bare et land uden asylpolitik, det er et land uden ledere. I Tyskland og Sverige er den politiske reaktion på ubehagelige sandheder, som den Bajads mødte hos Kirkegaard, skønt man nok kan forvente at tyskerne først kommer i tanker om, at de er voksne mennesker:

»Det hendte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. “Bajads” (en klovn, gøgler m.m.), kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man lo og jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz.« Kirkegaard– Enten-Eller I (SKS 2,39; SV3 2,33)

Gæt et land

Læs mere »