Sjunnesons foredrag varer til minut 51, derefter Q & A. Jan Sjunnesson tager fat på, hvordan Sverige er blevet så anderledes et land i sær i den sidste generation, dvs. siden Olof Palme. Det er et godt sted at begynde for den som ved noget om Sverige, men gerne vil længere ind i maskinrummet, og Sjunnesson’s fremstilling er klar og let forståelig på grund af hans lange erfaring som lærer.
Systemkritikken af det socialdemokratisk dominerede Sverige er ikke ny, den fandtes i 50- og 60 ‘erne med de såkaldte “Sverigekritikere” – Sverigehatare, thi kritik er jo had, som man ved fra kritikken af indvandringen. De er emigrerede eller døde, men jeg ser at professor Jacob W.F. Sundberg stadig holder skansen.
Den fandtes i 70’erne med Roland Huntford’s The New Totalitarians, og den har eksisteret i nicher siden, men er for mere dukket op til overfladen efter internettet’s ankomst, hvor systemet ikke længere effektivt kunne undertrykke kritik, men da havde de nye idologer fuldstændigt overtaget magten over alle institutioner i landet. Det er den ulige kamp med dem, vi nu ser i f.eks. indvandringsspørgsmålet. Når danskere som Stine Bosse eller Eva Schmidt henviser til Sverige som et forebillede, er de som regel uhyre overfaldisk inde i, hvad de taler om.
Sjunnesson tager bla. fat i begrebet “statsindividualisme”, som er finslebet gennem årtierne. Det betyder at den enkeltes stærkeste bånd, er til staten. Ikke til forældre, ikke til familie, ikke til køn, religion, kolleger eller klasse. Det er et specielt begreb, for det betyder ikke alene, at svenskerne er mere individualistiske end andre, det er de kun indenfor konsensus. Træder de udenfor, er de dissidenter og fuldstændigt isolerede. En skrivende dissident får aldrig mere et ord i en svensk avis, Sådan er det dog ikke i Danmark og Norge. Det betyder at staten er meget, meget magtfuld, og at den systematisk har eroderet civilsamfundet, der faktisk skabte den. Derfor kalder jeg det “den ensomme svensker”. Han er alene med staten.