(klik foto for helskræm) – Dette er ikke en anmeldelse af Sam Harris nyeste bog: Waking Up: A Guide to Spirituality Without Religion. Den anmeldelse skal jeg nok skrive, når jeg har læst bogen, men her drejer det sig om at vågne up til nuværets virkelighed, som langt de fleste syvsovende intellektuelle overalt i verden ikke tør åbne øjnene for.

Jeg har beskæftiget mig med det at vågne op det meste af mit liv, og jeg er nu 76 år. I de sidste 45 år har jeg været buddhist. Og jeg kan fortælle, at navnet Buddha’s sproglige rod er budd, som både på pali og sanskrit betyder at vågne op.

Buddhismen drejer sig derfor helt bogstaveligt om at vågne op. Denne opvågnen handler om mystikeren eller den spirituelt søgendes opvågnen til en ganske særlig indsigt i alle eksistensers buddhanatur. Det er en erkendelse af vor egentlige natur og identitet.

Det nagende spørgsmål for enhver søgende er “hvem er jeg?” eller bedre “hvad er jeg?” Det spørgsmål handler om vor sande identitet, og der findes faktisk en erkendelse, som kan åbenbare det for os. Men det kræver en søgen og praksis, som de færreste gider gøre sig umage for.

Jeg har været på det spørgsmål i mange år indtil jeg fandt svaret. Men det er faktisk ikke den opvågnen, jeg vil skrive om her. Det er en hel anden erkendelse, som vi alle i fremtiden bør vågne op til. Det er en virkelighedserkendelse, som vore politikere, journalister og undervisere overalt i samfundet ikke tør indrømme.

Det vil nemlig bringe dem i overensstemmelse med den værdipolitik, som Dansk Folkeparti, Dansk Samling og Lars Hedegaard har. Fra et kulturmarxistisk, kulturradikalt og kulturrelativistisk synspunkt vil en sådan virkelighedserkendelse være racistisk eller ny-nazistisk. Derfor er der meget få danske intellektuelle, som tør vågne op og udtrykke deres sande værdipolitiske ansigt.

I ethvert menneskes liv sker der ting i vor virkelighed, som bringer en opvågnen og erkendelse på et eller andet plan ind i vort liv. Det behøver ikke at være “den store erkendelse”, som næsten alle mystikere i de spirituelle traditioner overalt i verden stræber efter. Jeg vil nødig bruge udtrykket “den store oplysning”, fordi ordet “oplysning” er så belastet af den neo-jacobinske politiske propaganda.

Men jeg vil gerne fortælle om en meget indsigtfuld periode i mit eget liv, som andre måske også genkender som deres vendepunkt. Den elvte september 2001 blev sådan en dag for mig.

Jeg kørte hjem lidt tidligt fra mit arbejde i Det kongelige Bibliotek, fordi jeg skulle til Buddhistisk Forums Tidskrifts udvalgsmøde. På vejen til redaktør Birgitte Kolby Jensen åbnede jeg for radioen i min bil. Det var breaking news, som berettede om, hvad der skete med World Trade Center i New York.

Det var en nyhed, som ikke var forventet. “Du må åbne for TV – der sker noget i New York”. Der blev intet tidsskriftmøde den sene eftermiddag. Vi var som lamslåede. En ny tid åbnede sig for mig. Hvad var det der skete? Og hvad betød det?

Blandt udvalgets medlemmer var Torben Snarup Hansen, som jeg ikke kendte særlig godt dengang. Han interesserede sig for buddhismens politiske historie, mens jeg interesserede mig for buddhismen spirituelle tradition. Vi kom nu til at tale om islam. Jeg vidste ikke, at han i 1989 havde skrevet en bog om islam sammen med Pernille Bramming: Islam, en religion, en historie, en kultur.

Han havde også en fantastisk farlig sojourn til Iran som trotskist i det “iranske forår”, som viste sig at være en dyb shiitisk vinter. Torben tog benene på nakken og kom ud af Iran førend de klyngede ham op i kranerne. Det findes der en spændende beretning om af Helle Merete Brix: Khomeini og Venstrefløjens blinde øje. Trykkefrihed.dk oktober 2005.

Jeg havde i min interesse for sammenlignende mystik fundet en japansk forsker ved navn Toshiko Izutsu, som læste 18 sprog og havde skrevet om både zen buddhisme, taoisme og sufisme. Foruden at skrive om den iranske sufi mystiker Mahmud Shabistari handlede hans hovedværk om en sammenligning af taoismen og den store sufi mystiker Ibn Al Arabi.

Jeg var meget interesseret i den esoteriske side af islam, som kaldes batin og mente at det var den RIGTIGE islam. Sufi islam var den rigtige islam. Det sagde jeg til Torben, som så skarpt på mig og sagde “Hov, Hov!” Der var nu noget vi absolut ikke var enige om.

Jeg var meget skråsikker, fordi rødderne i alle religioner forekom mig at være mystikken i alle religioner. Og islams mystik var sufismen. Men jeg kendte faktisk intet til indholdet af Koranen, Ahadith og Sira. Derfor måtte jeg nu gøre mit hjemmearbejde bedre og sætte mig ind i, hvad ortodoks og traditionalistisk islam er for en størrelse.

Læs mere »

Hvis man vil have mere, er der en 30 minutters version her: JAMİE GLAZOV and David Wood Top Ten Quran Verses to Understand ISIS YouTube,

Hypnotiseret af Hedegaard

Af LFPC

Frederik Stjernfelts anmeldelse af Doug Saunders’ Myten om den muslimske invasion. Er den vestlige verden truet af indvandrerne? og Mogens Camre, Ole Hasselbalch og Lars Hedegaards Der var et yndigt land – en beretning om truslen mod Danmark (Fakta vs. Fakta, WA 28.11.2014)er opbygget efter denne anmelders velkendte skema: På den ene side har vi positionen “de anstændige”, og på den anden positionen “Lars Hedegaard”, som begge er utilfredsstillende, men jeg, Frederik Stjernfelt, anviser her en mere subtil vej til forståelse af islam.

Stjernfelt og Jens Martin Eriksens kritik af “de anstændige” bl. a. i bogen med netop denne titel er skarp og lige på kornet, og adskiller sig vel ikke fra den kritik man oplever f. eks. på nærværende blog og på Uriasposten. Mere problematisk og dunkel er Stjernfelts tydeligvis anspændte forhold til islamkritik i almindelighed og Lars Hedegaard i særdeleshed.

I anmeldelsen “En detaljeret instruks om alting” (WA 29.8.2014) af en bog om hadithtraditionen og dennes teologiske betydning viser han, at han har stiftet bekendskab med islams kilder og dogmatik. På den anden side er anmeldelser som denne eller anmeldelsen af Lars Hedegaard og Mogens Camres Den forbudte sandhed. Sidste udkald for Vesten (Det ord, der ikke må siges, WA 3.5.2013) kendetegnet ved afvisning af essens i islam, eller i bedste fald minimering af islam som et overordnet problem og en insisteren på problemerne som partikulære:

“De er hypnotiseret af islam og tager denne religion i al generalitet som forklaring på de problemer, de behandler. Disse partikulære problemer er reelle, og mange af dem, de når at berøre i den korte pamflet, er både uomgængelige og vigtige: presset mod ytringsfriheden, den høje kriminalitetsrate og analfabetisme blandt indvandrere, misbruget af asylsystemet, fremvæksten af parallelsamfund, befolkningsoverskuddet i Mellemøsten, stridighederne mellem sunni-og shia-muslimer etc.” (WA 3.5.2013)

Problemet for Stjernfelt er i begge anmeldelser at Lars Hedegaard et al. afviser begrebet islamisme. Der er her en legitim position som Stjernfelt kunne indtage som modsætning til Hedegaard-positionen der betragter -isme-tilføjelsen som et røgslør, men det forudsætter på sin side at han selv leverer varen og fortæller sine læsere hvad islam er i modsætning til “-ismen”. Sagligheden kommer desværre her til kort, for ikke blot sludrer Stjernfelt om ingenting i stedet for at indkredse islam, han kommer i anmeldelsen fra 2013 tilmed med en variant af akademikernes velkendte antiessentialisme:

“Men »den islamiske civilisation« kan ikke myrde nogen – det kan kun konkrete personer, militser, hære, stater osv. Man er helt uden begribelse af, at abstraktioner som »islam« eller »Vesten« er enormt omfattende størrelser, bestående af en flora af strømninger og modstrømninger – og at sådanne abstraktioner ikke uden videre er handlende aktører i verden”.

Altså: Islamisme er noget konkret, men islam selv forbliver udefineret hos Stjernfelt. Det er her man gerne vil spørge Frederik Stjernfelt om han anser sunni-lovskolerne Shafi’i, Maliki, Hanafi og Hanbali for “abstraktioner” eller “islamisme”? Er Al-Azhar i Cairo en abstraktion eller islamisme, er begreber som “ijma” (teologisk konsensus) og ulema (de toneangivende lærde) det ene eller det andet? Stjernfelt selv giver ikke noget svar. Det nærmeste han kommer på at udpege islam som muligt moderat er ved ukritisk læsning af opinionstal:

Læs mere »

Denne video findes vist ikke uploadet undertekstet, men jeg bringer den alligevel for de få fransktalende. Den viser Vestens enestående naivitet, der varer til den dag i dag. Man valfartede til Khomeiny i landsbyen Neauphle-le-Château vest for Paris, fordi romantiske intellektuelle anført af Michel Foucault anså Khomeiny for antiimperialismens fortrop. Det skulle snart gå deres iranske ligesindede – kommunisterne – meget ilde.

Der er ikke meget, der er forandret i dag, men hvis Vestens ledere i det mindste ville indse, at de ikke forstår islam ville meget være vundet og vores sikkerhed ikke bragt i den fare, som den er. Jimmy Carter og Giscard d’Estaing forstod ikke, hvad der foregik. Vores ledere kan stadig, som en Niels Helweg Petersen under Muhammedkrisen, jokke maksimalt i spinaten og falde Danmark i ryggen på én gang. Bare én minister i den næste danske regering der ved lidt om islam er vel ikke for meget forlangt? Yderst interessant dokumentar om 1978, der hvert øjeblik tiden peger frem på vores situation i dag. Se den fra DR med danske undertekster.

Kraftigt sprængattentat på Rättscentrum i Malmø

Endnu et sprængattentat på svenske myndigheder. Der har været 35 bombesprængninger i Malmø det seneste år. Dertil 208 skyderier. En dommer har været truet bort fra en stor sag. Det er ikke långsökt at påstå, det næste bliver mord på ansatte i retsvæsnet ligesom man har set i mafiasager på Sicilien. Kraftigt sprängattentat mot Rättscentrum i Malmö.Efter bomben: “Två balkonger är borta”. Morten Uhrskov skriver om det idag: Sveriges vej ned i anarkiet

Læs mere »

Av Julia Caesar

Det första som slår emot honom är vågen av kvalmig hetta. Det är minst 30 grader varmt i lägenheten. Sedan känner han stanken. En obeskrivligt sur stank av urin och avföring står som en vägg framför honom. Stora spyflugor surrar omkring i luften. Fönstren är täckta med filtar, och det råder kompakt mörker. Längst inne i lägenheten, i ett litet kolsvart rum, står en spjälsäng utan sängkläder. Det är därifrån det har hörts barnskrik ända ut i trapphuset. På en hög med filtar i sängen ligger en späd liten flicka i ettårsåldern. I minst fem timmar har hon legat övergiven i lägenheten. Under en filt i ett hörn av vardagsrummet ligger en liten hund, en chihuahua, som är så kraftigt vanvårdad att den måste avlivas.

Tobias Lundberg är polis i Sundsvall och möter många utsatta barn i tjänsten. I SR P1-programmet Kaliber berättar han hur han fann den övergivna, uttorkade och svårt medtagna ettåringen i samband med ett ingripande som egentligen skulle ha varit ett rutinärende.

Rutinärendet blir en chock

Det är eftermiddag onsdagen den 10 september, och Tobias Lundberg är på väg till området Bergsåker i Sundsvall. Tillsammans med en kollega ska han göra husrannsakan i en lägenhet för att söka efter stöldgods. Några timmar tidigare har kolleger till honom stoppat en bil vid Statoilmacken i Bredsand. Bilen är fylld med stöldgods efter ett inbrott.

I bilen finns en tidigare dömd 22-årig kvinna. En månad senare ska hon fylla 23 år. Där finns också hennes man och deras tvååriga barn. Polisen ringer socialtjänsten, som omhändertar tvååringen. Paret tas in för förhör. Polisen vet att de har ytterligare ett barn, men föräldrarna ljuger och säger att ettåringen är hos sin mormor. Polisen gör misstaget att tro på föräldrarna. Det leder till att upptäckten av ettåringen sker av en ren slump och dessutom blir försenad med flera timmar.

Fullt med spyflugor på blöjan

När Tobias Lundberg lyfter upp den lilla flickan ur spjälsängen i det mörka, heta rummet ser han att hon är alldeles smutsig och grusig i ansiktet. De små händerna är också smutsiga. Han säger:

“Hon är så varm så att håret hon har på huvudet ligger som klistrat mot huvudet och mot pannan på henne. När jag håller henne emot mig så märker jag också att på baksidan av blöjan är det fullt med spyflugor som sitter på blöjan. Det är inte bytt på henne på jätte-, jättelänge, och hon luktar så otroligt illa. Surt blandat med urin och avföring.”

“Hon bara sitter där helt apatisk”

” Vi river ner filtarna från fönstren och öppnar dem för att få in luft. Hon skriker inte, hon försöker inte prata, gå eller stå. Hon bara sitter där helt apatisk och stirrar rätt fram. Min kollega försöker… ja… prata med henne och underhålla henne, medan jag springer in till köket, och bland all disk och smuts hittar jag en nappflaska som jag efter bästa förmåga diskar ur. Den är möglig och äcklig. Jag fyller den med vatten och går ut och försöker få henne att dricka, jag förstår att hon måste få i sig vatten.”

Socialarbetaren brister i gråt

Polisen Tobias Lundberg är van att möta utsatta barn, men det här är det värsta han har sett, och chocken finns fortfarande i hans röst när han berättar i Kaliber. 

Efter en stund, som för Lundberg och hans kollega känns som en evighet, kommer en representant från socialtjänsten till lägenheten och tar hand om flickan. Hon har haft med familjen att göra tidigare, och när hon ser i vilket skick flickan är och hur det ser ut i lägenheten rämnar det professionella skalet. Hon brister i gråt.

Föräldrarnas lögn om att ettåringen var hos mormor kunde ha kostat barnet livet. Om flickan inte hade hittats vid husrannsakan hade hon sannolikt avlidit inom kort av värme och uttorkning.

“Påtaglig risk för hälsa och utveckling”

Efter att ettåringen hittats vevas skandalen upp i media. Mamman är känd av socialtjänsten på grund av missbruk och psykiska problem och är tidigare dömd för brott. Även pappan är missbrukare och kriminell. Den ettåriga flickan omhändertogs och placerades i familjehem efter beslut i förvaltningsrätten redan i december 2013 när hon var någon månad gammal, eftersom hon behövde skydd mot föräldrarnas missbruk, psykiska sjukdom och andra brister.

Bristerna i omsorgen var ”på ett sådant sätt att det föreligger en påtaglig risk för att XX hälsa och utveckling skadas. Det råder misär i lägenheten, och föräldrarna kan varken tillgodose grundläggande omsorg eller känslomässig tillgänglighet för barnet” skriver förvaltningsrätten i sin dom, enligt Dagens Nyheter som har granskat domstolshandlingarna.

Barnet lämnades tillbaka till föräldrarna

Föräldrarna överklagar beslutet om omhändertagande ända upp till kammarrätten. Där görs den märkliga upptäckten att barnet trots förvaltningsrättens dom om fortsatt omhändertagande har lämnats tillbaka av socialtjänsten till de missbrukande föräldrarna. Målet avskrivs därför den 17 februari utan att frågan om barnets situation prövas. Socialförvaltningen beslutade att familjen i stället skulle följas upp med öppenvårdsinsatser i form av hembesök varje vecka. Beslutet togs den 4 mars.

Så blev det inte. När ettåringen hittades övergiven i september hade socialtjänsten bara genomfört fyra hembesök istället för 26.  Föräldrarna svarade inte i telefonen, och de avbokade det ena mötet med familjebehandlarna efter det andra. Därmed lämnades familjen av socialtjänsten åt sitt öde. Ettåringens tvååriga storasyster omhändertogs inte heller, trots att hon levde under samma miserabla omständigheter som sin lillasyster. Inte förrän hon påträffades i bilen med stöldgods den 10 september blev hon omhändertagen.

Orosanmälan från familjehemmet

Sex veckor innan ettåringen hittades av Tobias Lundberg hade kommunen fått in en så kallad orosanmälan från det familjehem där ettåringen bodde i drygt fem månader under hösten och vintern 2013. En orosanmälan som förnekas av socialdirektör Torbjörn Stark för SVT Mittnytt när kommunens egen utredning om fallet offentliggjordes på onsdagen.

Inför 2014 hade socialnämnden i Sundsvall ett besparingskrav på 127 miljoner på sig, och Torbjörn Stark, 56, tillsattes i maj 2013 för att leda arbetet med att få ekonomin i balans. Hans arbete handlar om att skära i budgeten, inte att se till små barns behov av trygghet.

“Kommunen har inte gjort något fel”

Inte förrän nu, två och en halv månad efter att ettåringen hittades, har socialförvaltningen i Sundsvall beslutat att Lex Sarah-anmäla fallet.  Samtidigt säger sig kommunen inte ha gjort något fel i ärendet.

“Vi kan inte hitta någon enskild händelse som är orsaken till faktumet att barnet hittades övergivet i sitt hem”, säger Eva Rönnbäck, chef för socialförvaltningens utredningsgrupp.

Socialdirektör Torbjörn Stark säger att inga fel har begåtts:

“Varje beslut som har tagits under hela resans gång, har vid varje tillfälle varit helt korrekt. Men hade vi vetat hur resultatet skulle bli, som vi ser nu i efterhand, hade det sannolikt gjorts en annan bedömning” säger han till SVT Mittnytt. 

Sannolikt ankare för resten av familjen

Læs mere »

Tilbage i året 1951 blev jeg født. Dvs at jeg har oplevet en del store forandringer i Tyskland og i verden. Det har været spændende at opleve hvorledes intet for evigt står hugget i sten. Indtil for nogle år siden var det, med mindre undtagelser, en positiv udvikling. Jeg har befundet mig godt i dette land og ja – jeg var stolt over at være tysker og stolt af dette land. Det kunne man være uden at blive kaldt nazi.

Af Achim Ernst

Man kunne stole på det meste. Politikere var også mennesker og viste det udadtil, som man kunne se det i mange TV debatter.

Medierne var 90% pålidelige og præsenterede som regel sande oplysninger.

Økonomien tøffede derudaf og enhver kunne deltage i disse fremskridt, hvis man fulgte spillereglerne. Kort sagt, så kunne man planlægge både sit eget og sine børns liv. Disse tider er dog desværre forbi.

Dette land er ikke mere mit land. Det gør ondt at måtte sige det. I dette land er intet mere som det var. Det fremtræder som fotografisk negativbillede.

Medierne udbreder nu kun politisk korrekt materiale – som sandsynligvis er blevet dem pålagt. Journalisterne har degraderet sig selv fra kritisk neutrale rapportører til politikernes prostituerede. Énstemmigt rapporterer de løgnagtigt eller propagandistisk eller fortier helt nyheder.

Politikerne er blevet ansigts- og lidenskabsløse bureaukrater. Landet som de har svoret at tjene, interesserer dem kun lidt. Endnu mindre interesserer de sig for dets folk. Kun dele af befolkningen interesserer dem, selv om disse dele er ubekymrede om ret og orden og ikke kender til begrebet ‘andres ejendom’. Disse politikere lader sig hylde for en forhøjelse af boligbidraget på 2 Euro, samtidigt med at de uden at blinke strør om sig med kæmpebeløb af skattebetalernes penge.

Tankefrihed, informationsfrihed og ret til at demonstrere gælder efterhånden kun for den politiske venstrefløj. Andres tilkendegivelser bliver nedsablet som racistiske. Og værre endnu, den som tydeligt siger sin mening, lever i risiko for anholdelse og for at miste sit arbejde.

Begrebet vold er også undergået en besynderlig forvandling: Hvis volden udgår fra venstrefløjen, så er det aktivister som forsvarer sig mod den brune mob. Hvis volden begås af folk med immigrantbaggrund, så er der slet ikke tale om vold, men om fremmed levevis. Kun hvis borgere forsvarer sig, er der tale om afskyelig vold.

Læs mere »

Jeg ved ikke, hvorfor Hurriet  tilsyneladende bringer et falsk pas med to forskellige personer. Ham til højre ligner billeder, jeg har set fra B.H.’s idrætsklub AK 73 på Østerbro, som dog ikke er tilstrækkeligt verificeret endnu.

I sidste måned kunne Ekstra Bladet afsløre, at Lars Hedegaards formodede attentatmand fungerede som ‘recruiter’ for Islamisk Stat i to år (således før attentatforsøget i februar 2013), og havde en lejlighed i Antakya, tæt på grænsen til Syrien, der blev brugt som mellemstation for jihadister. Lars Hedegaard har nyt om attentatmanden på Dispatch International – se Første fotos af Lars Hedegaards formodede attentatmand , rekrutterede for Islamisk Stat

Mytomanen Martin Krasnik

Og sandelig om ikke Krasnik kan afsløre for den undrende læser, at det ikke mindst er i Trykkefrihedsselskabets og Snaphanens kommentatorspor, at antisemtismen florerer!

De første tegn på at antisemitismen i Danmark nok ikke bare er en filial af Mellemøstkonflikten finder han efter Hedegaard-interviewet i Snaphanens, Uriaspostens, Mikael Jalvings og Trykkefriheds kommentatorspor.”

Her er det, man må spørge sig selv, om Krasnik mon selv tror på det billede, han tegner. Ved den erklærede zionist ikke, at de sider, han forsøger at shame som vækststeder for antisemitisme hører til landet mest Israel-loyale? Jo, der har været et par smagløse kommentarer, også på denne side, da bølgerne gik højt efter Krasniks Hedegaard-interview, men havde Krasnik læst på lektien ville han vide, at Trykkefrihed’s redaktører, bl.a. undertegnede, gik klart i rette med dem. Krasnik og jødehadet – Anmeldelse af Katrine Winkel Holm

Nu agter jeg ikke at dokumentere mit samlede venskab med danske jøder siden 1958, heraf en del mere prominente end jeg vil blande ind i dette, endsige over 1000 jøde- og Iraelvenlige indlæg her, over for hvad der åbenbart skal opfattes som en politisk modstander. Måske skulle man bare trille tommelfingre og glæde sig over, at modstandere må gribe til lodret ren løgn for at føre en debat imod dem, de ikke kan lide. Det er  sørgeligt, at det er den offentlige debats vilkår, men der er ikke andet end at  “gilla läget”, hvis man stadig vil ytre sig.

Hvis Krasnik vil lyve på trods af alle fakta, falder det tilbage på ham selv, det er under min værdighed at tilbagevise det grundigere. Krasnik er ikke journalist, han er en kulturradikal debattør . Ved han selv, at han også er en løgnhals? Lystløgnere ved det ikke, men han kan også have kalkuleret, at han omkostningsfrit kan svine folk til, der ikke er i TV hver aften. Det kan han sikkert også men ikke uimodsagt. Se også Martin Krasnik sætter effekt over fakta