NÊsten samtlige partier er trukket i retning af stÞrre forbehold over for indvandring, fordi de har erfaret en modbevÊgelse af dybere og sejere karakter, end mange nok havde forestillet sig. En modbevÊgelse, der i hÞj grad mÄ tilskrives bekymring for det nationale.
Netop den â bekymringen â lĂŠrte vi op gennem 1980′ erne at foragte dybt. Her begyndte modige mennesker at kritisere den ideologiske tĂŠnkning, der sĂ„ nĂždig ville erkende vanskeligheder ved kultursammenstĂžd og betydningen af mĂŠngden af mennesker udefra. Det havde dengang enorme omkostninger at tale den nationale sag, og vi husker forsĂžgene pĂ„ den dĂŠmonisering, der skulle fĂ„ visse personer til at fremstĂ„ som, ja, tankevĂŠkkende nok som typer netop i stil med lĂŠrer-karikaturen i »1864«. NationalfĂžlelsen blev mest opfattet som et udslag af patetisk fanatisme, og denne dominerende norm har betydet, at vi sĂ„ lĂŠnge har levet med en uhyre fintfĂžlende Ă„rvĂ„genhed, idet selv smĂ„ ytringer kunne bringe et menneske til fald. Jeg husker, hvordan jeg for nogle Ă„r siden til et middagsselskab afslĂžrede, at jeg fandt det fornuftigt at indfĂžre mere kontrol ved grĂŠnsen. Der fulgte en dyb stilhed, hvor ingen vidste, hvad de dog skulle stille op med dette triste udslag af fremmedangst og lukkethed. I dag vil selv Enhedslisten tilslutte sig standpunktet. Bornedals lĂŠrer har en pointe.Af SĂžrine Gotfredsen, sogneprĂŠst
Det var da jeg lĂŠste sĂŠtningen “bekymringen ved det nationale â lĂŠrte vi op gennem 1980erne at foragte dybt,” at jeg blev mindet om, hvilket skel der gĂ„r mellem os, der gik i skole i 50 og 60 erne, og de der gik i skole senere. Der gĂ„r et eller flere skel omkring 1970. Egentlig har jeg aldrig tĂŠnkt sĂŠrlig over det,  For mig er det nationale helt ukontroversielt og naturligt. Det har aldrig vĂŠret betvivlet, og det har aldrig vĂŠret “nationalisme” eller”chauvinisme,” det bliver det heller aldrig. Det er en vuggegave som hĂ„rfarven og min kejthĂ„ndethed, som den “sorte skole” endda behandlede meget frisindet. Jeg fik lov at skrive med venstre hĂ„nd men penneskaft og blĂŠk. For SĂžrine Gotfredsens generation har det ikke vĂŠret sĂ„ lige til. Nogle af hendes generation og yngre, der strĂžr om sig med racismeanklager – og tĂžrre tĂŠsk, kan jeg gjort opgive nogensinde at komme pĂ„ bĂžlgelĂŠngde med. Vi er nok for forskellige fra starten, og hvem siger, vi skal forstĂ„ hinanden?
Da kom jeg i tanker om en ti Ă„r gammel video, jeg optog pĂ„ mig gamle skole, den Krebs’ske Skole. Her kom min farfar i fĂžrste klasse i 1885, min far i 1922 og jeg i 1958. Her under viste jeg selv fra 1972. Jeg har fjernet mine egne kommentarer og lagt lidt musik ind under, sĂ„ I ikke skal hĂžre pĂ„ mine regibemĂŠrkninger. Ned fra vĂŠggene taler hele historien fra sagnkongerne og frem til genforeningen i 1920 til os, ogsĂ„ alle de tidligere elever, hĂŠnger der. Alt ser ud som i min og min fars barndom, selv mange af skolebĂŠnkene er de samme som dengang. Det er et levende  museum og det er min baggrund.
Hvordan skulle jeg komme pĂ„ talefod med en norsk antifascist, der skriver “den danske hjemmeside Snaphanen, hvor kommentarsporene ligeledes er notorisk racistiske og hadefulde?” Det er ikke umagen vĂŠrd, han mĂ„ vokse op, jeg vokser ikke ned. Han mĂ„ vĂŠnne sig til, at der er noget han ikke forstĂ„r.
I Sverige er det nationale sĂ„ udskammet, at selv tempererede svenskere kalder sig ‘nationalister’. FĂžrst afskaffede de sig selv sprogligt, nu sker det demografisk. Hvad der bliver tilbage, er ikke godt at vide. De er jo meget fremtidsoptimistiske, ogsĂ„ nĂ„r det ikke finder stĂžtte i hĂ„rde fakta.
Dansk Folkeparti som demokratisk eksportvare
Jeg har hele tiden vidst, at Danmark i demokratisk henseende var foran.. Hvor svĂŠrt skal det vĂŠre? I Danmark er det kun ‘de progressive’, der er bagud, og de er heldigvis de fĂŠrreste.
I Sverige voksede det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna til 13 procent for fĂ„ uger siden. I Frankrig hedder de Front National, i Holland og Ăstrig Frihedspartiet. I Tyskland bestĂ„r regeringen af en koalition mellem konservative og socialdemokrater, fordi ingen vil have noget med venstrepopulisterne i Die Linke at gĂžre.
LĂŠs mere »