Af Tim Pallis

Muslimer bruger mange forskellige ord for at definere deres trosfæller. Blandt andet betegnelsen Islamiyyun, som er det arabiske udtryk for “islamister”.

Mehdi Mozaffari skriver i “Islamisme. En orientalsk totalitarisme”, at betegnelsen “islamisme” første gang blev brugt af franske forfattere i slutningen af 1600. Filosoffen Voltaire siger: “Denne religion kaldes islamisme”.

Det var almindeligt i 1800-tallet på Sorbonne i Paris, at bruge “islam” og “islamisme” som to udtryk med samme betydning. Men i 1900-tallet sker der en ændring. Mozzaffari siger, at man nu ikke længere kan finde ordet “islamisme” i indexer til den tids islamforskernes værker. Han siger:

“Siden 1800-tallet er begrebet “islamisme” blevet brugt meget forskelligt af vestlige orientalister, islamologer og politologer”.

Ordet “islamisme” begynder igen at få betydning efter ayatollah Khomeini’s “islamistiske” revolution i Iran. Nu begynder man at bruge udtryk som “islamisk fundamentalisme”, “radikal islam”, “islamisk vækkelse” og “politisk islam”. “Islamisme” er nu blevet et udtryk for islamisk ekstremisme.

Man begynder at skrive om, at denne form for islam er helt anderledes end den form for islam vi altid har kendt. Men hvad det er for en forskel, er der meget uklare meninger om. Det påstås, at islamismen er mere politisk end religionen islam. Den er mere kritisk overfor Vesten og mere voldelig overfor ikke-muslimer.

Mozzafari siger:

“Efter 9/11 er brugen af ordet “islamisme” taget til blandt politikere og journalister over hele verden…..islamisme er efterhånden blevet et meget bredt og flertydigt begreb. Man taler om radikal og moderat islamisme”.

I medierne, blandt politikere og på uddandelsesinstitutionerne påstås det nu, at islamisme ikke er det samme som islam og at islamister ikke er de samme som rigtige muslimer. Det er en lille fanatisk skare, som har hijacket islam.

Mange filosoffer, historikere og religionshistorikere bruger i dag ordet “islamisme” i titlerne på deres bøger, og spørgsmålet er, om de overhovedet mener islam som grundlagt af Muhammed. Oliver Roy skelner mellem “politisk islam” og “islamisme”, da det sidste er en ny form for aktivistisk islam. Daniel Pipes skelner klart mellem islam og islamisme. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti siger:

”Dertil kommer, at islamisme, som vi for eksempel ser det på Nørrebro, ikke har noget med religion at gøre. Der er tværtimod tale om en ekstrem politisk bevægelse, som afgørende vil forandre vores land”.

Jespersen og Pittelkov skelner også mellem islam og islamister. Mon ikke de egentlig godt ved ved, at det kan man ikke. Men de gør det, fordi det ellers ville være svært at skrive om disse problemer. Lidt politisk korrekt stil skal der trods alt være tilbage.

Bruno Etienne definerer “radikal islamisme” som en islamisk kur mod al modernisering og en tilbagevenden til de “retledede” kaliffers bystat Rashidun (632-61) før ummayade kaliffatets opståen. Jeg kan ikke se, at denne definition er forskellig fra salafijja. Desuden er Rashidun en imaginær konstruktion. Mozzafari siger ganske rigtigt, at islamisme er “en regressiv ideologi, der retter sig mod fortiden (salaf)”. Idealet er Muhammeds Medina periode efterfulgt af kalifatet under de første kaliffer. Det mener jeg er en anden måde sige, at islamisme i virkeligheden er det samme som islam.

Salafister er islamister, som følger islam, som den eksisterede på Muhammeds og hans umiddelbare efterfølgere tid. Men Mozzafari mener, at islamisme som begreb er bredere end salafisme, jihadisme og fundamentalisme.

I følge Mozzafari kaldes en muslim muslim (hankøn), muslimum (flertal), muslima (hunkøn), muslimat (flertal). Det muslimste udtryk for islamister er islamiyyum (flertal), men bruges ikke i Koranen. Ordet muminun, troende, forekommer kun enkelte gange. Selv om Ayatollah Khomeini (1902-89) var shiit, brugte han også de sunnitiske betegnelser muslimin og musalmanan (persisk).

Teologerne fra de fire retsskoler brugte gennem hele islams historie heller ikke islamiyyun. Det samme ses i værker af de islamiske historikere, jurister og tænkere. De følger alle Koranen. Denne fastholden af Koranens og ahadith’s udtryksmåde gennem tiderne følges op af de moderne islamiske tænkere i det 18.,19. og 20. århunderde. Visse muslimske politikere og verdslige forfattere har imidlertid brugt Islamiyyun som er særlig betegnelse for “politiske muslimer” for hvem islam er løsningen. Her tales der om “politisk islamisme”.

Det er vigtigt at være helt klar over, at islam ikke kun er en religion i snæver forstand med blot teologisk tro, bøn og ritualer. Det er en total livsstil, der omfatter vejledning i politisk, økonomisk og social adfærd med et krav om en “islamisk stat” baseret på sharia.

Til slut i sit kapitel om oprindelsen af ordet “islamisme” definerer Mozzafari “islamisme” på følgende måde:

Islamisme er en religiøst baseret ideologi, som rummer en totalitær tolkning af islam, hvis endemål er erobringen af verden med alle midler.

I denne definition kan jeg godt undvære den indskudte sætning “som rummer en totalitær tolkning af islam”. Jeg foretrækker at sige det således:

Islam er en religiøst baseret ideologi, som rummer en totalitær politisk utopi, hvis endemål er erobringen af verden med alle midler.

Læs mere »

Hvert år præsenteres Sommarpratare i SR P1 på et gruppebillede i den kulørte presse. Det er et orgie af ‘kulturpersonligheder’ uden én forkert mening. Man kan se hele dette års liste her. P 1 kunne ikke drømme om at invitere en person som Ingrid Carlqvist, så derfor har hun inviteret sig selv.

Fjäriln vingad syns på Haga

Sådan lød der i Københavns baggårde i 50 érne. Så blev mønterne smidt ud af vinduerne pakket ind i noget blødt, hvis de skulle ramme nogen i hovedet. Der var mange børn på brokvartererne og gaden og gårdene var deres opholdssted, for lejlighederne var små. Det var før pædagogen var opfundet, børnene socialiserede hinanden, og det gjorde de rigtig godt uden såkaldt professionelle. For nogle mønter fik jeg Bellman.

Ezra Levant: Hamas’ reign of terror

Læs mere »

Af HANS RUSTAD

Journalistene Kristine Brunmark og Ole Peder Giæver har en lang artikkel i ABC Nyheter der de forsøker å finne ut sannheten om norsk-canadieren Bjørn Larsen, som spiller en tilbaketrukken rolle i det islam-kritiske miljøet.

Artikkelen er presentert som en avsløring: Ukjent nordmann (64) anti-islamsk edderkopp, ordet edderkopp er mystifiserende og skummelt. Lars Akerhaug har brukt det om en mann som trekker i trådene og sender krigere til Syria. Avsløringen her skal være at mannen er ukjent, nordmann og anti-islamist. Men artikkelen lyktes ikke bevise at Larsen er noen edderkopp. Brunmark og Giæver gjør noen fremstøt. De har åpenbart vårt i Toronto og funnet frem til kontorene til Larsens firmaer. Det virker heller puslete. Og flere virksomheter er konsentrert på samme adresse. Kanskje han ikke er så stor som det påstås? Men en slik prøving og avveining foretar ikke journalistene, og det svekker deres troverdighet. Tilbake blir ønsket om å mistenkeliggjøre og sverte, og det blir etterhvert litt for tydelig.

Brunmork og Giæver resirkulerer en masse kjent stoff om personer som de åpenbart ikke vet noe særlig om. De kompenserer for manglende kunnskap med å henge på dem odiøse negativer.

Eksempelvis blir Ezra Levant omtalt som “vert i den selverklærte, høyrepopulistiske TV-kanalen Sun News Network.” Feilen til Levant er at han er i et selskap, et møte som Brunmark og Giæver ønsker å sette i et negativt lys.

Hva er en selverklært TV-kanal? For en journalist i et land der det meste er subsidiert, er dette selvmotsigende.

Levant var i våres i København der han mottok Trykkefrihedsprisen. Han er en meget dyktig, kunnskapsrik og brennende engasjert redaktør, som arbeider mot antisemittisk propaganda, islamisters forsøk på å overta det canadiske samfunn. Mange av personene Brunmark og Giæver brennmerker spiller en slik rolle. Jeg har møtt en del av dem, sett en del på avstand og vet en del om dem. Sam Solomon, som Brunmark og Giæver foraktlig omtaler som “shariaekspert” i hermetegn, er en meget dyktig tidligere imam, som under et seminar på Sorø fortalt om sin konvertering til kristendommen. Men Brunmark og Giæver har ikke noe godt å si om noen av dem. Kun negativer.

Og når ikke det helt holder, tyr man til det som nå kalles “breiviking”, som om Daniel Pipes kan klandres for at Breivik klippet og limte inn hans tekster.

Mange av disse menneskene, Solomon og Wilders, lever med dødstrusler og må vurdere hvor de til enhver tid er. Men journalistene forsøker ikke å sette deres arbeid i relieff. Hvem er det som truer dem? Hva er det som driver dem? Hvorfor er de så engasjerte?

Den mistenkeliggjøring og svartmaling Brunmark og Giæver har som prinsipp og metode gjør at kildene lukker seg. Ingen vil snakke med mennesker som benytter enhver informasjon til å sverte.

Det er synd, for høyresiden kunne trenge utenforstående som så på dem med kritisk blikk. Virkelig høyreekstremisme finnes i dagens Europa og den er voksende. Det er vanlig at man forsøker å få innpass ved ikke å flagge hvem man er.

I tillegg finnes et behov for en mer åpen debatt på høyresiden. Det mest påtrengende spørsmål er hvordan man får folk til å engasjere seg og stå frem med sine meninger. Mye tyder på at høyreorienterte holdninger favner langt bredere enn partioppslutning viser, men den er uartikulert. Det er ikke sunt. Det skaper spillerom for krefter som spiller på andre strenger. Sympatien for Putins Russland er en slik indikator.

At Brunmark og Giæver sliter og ikke helt klarerer å holde tunga rett i munnen er det flere eksempler på. De mest pinlige er der hvor de hekter “jøde eller jødisk” på en person, der hvor det ikke er noen grunn til å nevne det, hvis det ikke er for å skape en negativ assosiasjon mellom ordet jøde og høyreorientert.

Det gjelder omtalen av David Horowitz og Nina Rosenwald, som omtales henholdsvis som “Den neokonservative jøden David Horowitz” og “Milliardærdatteren Nina Rosenwald omtales som «sugar mama» for anti-muslimsk hat”. Det siste er en tarvelig omtale av et menneske som gjør et stort filantropisk arbeid og er engasjert i Israel og frihetens sak. Norge kjenner ingen slik. Selv filantropiske stiftelser er politisk korrekte i Norge.

Brunmark og Giæver greier her på en setning å koble “milliardærdatter, “sugarmama” og “anti-muslimsk hat”. Bare ordet jøde mangler. Kan det tenkes at det er de som har et problem? Ukjent nordmann (64) anti-islamsk edderkopp

Gallerist åtalas för ”förbjudna” tavlor

Galleristen Henrik Rönnquist kommer att åtalas för hets mot folkgrupp. Hans ”brott” är att han ställde ut gatukonstnären Dan Parks bilder.

– Vore det inte bättre om polisen lade resurser på att jaga mördare, folk som skjuter folk, rånare, folk som misshandlar, folk som våldtar – än att jaga en liten gatukonstnär och hans gallerist, frågar sig Rönnquist. Dispatch

Hjælp gallerist Henrik Rönnquist

När galleristen Henrik Rönnquist skulle ha vernissage med Dan Park och hans konst så blev han inte bara åtalad för hets mot folkgrupp utan han fick även ett fönster inslaget till sitt galleri. Henrik Rönnquist har det tungt känslomässigt och ekonomiskt och behöver hjälp.

Någon krossade ett skyltfönster på galleriet förra veckan . Anledningen till glaskrossen är att troligen Dan Parks bilder men Rönnquist har även ställt ut Lars Vilks liksom många andra. Självrisken på fönstret är 9.000:- Bidrag sätts in på bankgiro 5137-0419. Alternativt på Danske bank kontonummer 1359 01 384 91.   Petterson

Hakelius skrev en krönika om att danskar kan vara chauvinistiska idioter men att svenskar är det hela ­ tiden, utan att ens begripa det i sin prudentliga självgodhet. Johan Hakelius pratar bla. om svensk mentalitet och varför debatten blir så likriktad. Mikael Jalving

Der er så mange fine pointer og små nuancer i dag, at her er forkundskaber nok nødvendige. For eksempel at i Sverige er noget ‘rätt’, hvorfor man til daglig kan tale om ‘retfærdighed’ uden at specificere om den er juridisk, gudommelig, poetisk eller noget andet. Eller det svenske selvbillede, der er ude at takt med virkeligheden. Sverige er, som Danmark, et stammesamfund, bare en meget anderledes stamme, som vi ved, der har et ben i begge stammer. Sverige er et meget svært samfund at komme ind i, modsat den officielle fortælling. Selv danskere og nordmænd skal øve sig i en nogle år. Historikeren Herman Lindqvist trak det hårdt op, da han skrev:

Sverige och Danmark ligger så nära varandra, men de kulturella skillnaderna är mycket stora. Huvudproblemet är inte språket. Chefen för det danska Nordea Peter Lybecker sa så här: ”Innan jag begav mig in i fusionsarbetet som senare resulterade i Nordea trodde jag att den största skillnaden mellan danskar och svenskar var språket. Nu vet jag att det är den enda lik­heten.”

Midt i mellem har vi skåningene, de har deres helt egen stamme. Eller pointerne omkring det ‘totalitære’ Sverige, om det polariserede Sverige,  om hvorfor ‘konservativ’ er et skældsord, om ubehaget ved debat, der jo er svær at undertrykke efter nettes ankomst, hvorfor noget må afskrives som ‘had.’ Også allle nichespørgsmålene, der trækkes ind i den officielle samtale, som  om de havde stor betydning for alle: Insemination af lesbiske, homoseksualitet, der berører to procent af befolkningen, men som man skulle tro berørte 80 procent.

 Alt sammen subtilt og godt set, her kommer alle nuancerne med og så er det selvfølgelig kærligt beskrevet. Hakelius slalommer dog dygtigt udenom Sverige uproportionalt stor indvandring og dens konsekvenser for mindre velklædte svenskere. Han mener, at indvandringsmodstanden i virkeligheden er en samlegruppe for misfornøjede mennesker af alle slags. Virkelig?  Der er dem, der mener han er en glat ål og en overlever, en halvhjertet oprører, der ikke på vilkår vil forlade etablissementet, og her fik Jalving ikke ålen i rusen. Hakelius er gransket nærmere i Söndagskrönika: Sektlandet Sverige

Hamed Abdel Samad vil forlade Tyskland

Islamkritikeren, politologen Hamed Abdel-Samad har skrevet, han har planer om at forlade Tyskland. “Tyskland bliver hele tiden mindre behageligt for folk som mig,” skriver han på Facebook. Det er ikke en anklage, men en advarsel. Ja, jeg er træt og kan ikke længere holde til presset, men jeg er ikke bitter. Det er til syvende og sidst min egen beslutning, og jeg fortryder den ikke! Det er på tide til at lede efter et nyt hjem, hvor jeg kan finde en lidt “normalitet ” og fred, og kan bevæge mig uden politibeskyttelse.”

Abdel-Samad er kendt for sin skarpe kritik af islam, som han sammenligner med fascismen. For dette har han fået dødstrusler. Sidste år ville også f.eks. den egyptiske prædikant Assem Abdel Maged dræbe ham for profetfornærmelse efter et foredrag i Kairo.

Islamkenderen Abdel-Samad har tidligere sagt, at offentligheden er vildledt, når den tror, at islam og demokrati er forenelige. Islamkritiker Abdel-Samad verläßt Deutschland (Snaphanens oversættelse)

Hamed Abdel Samad er dansk gift men flytter nok snarere til USA., hele Europa er ved at blive for farligt for højprofilerede islamkritikere, der har meget af livet foran sig. Se også Hamed Abdel-Samad i København og video ©Hamed Abdel Samad, Copenhagen, Cinemateket 2011

Den store pianist Friedrich Gulda blev født i Wien i 1930, og han fik sit ønske opfyldt, at dø på Mozarts fødselsdag den 27 januar – år 2000. Han var et verdensnavn, da han fandt, at kompositionsmusikken og hele sceneriet omkring den strammede, så han havde svært ved at få luft. Han udvidede sig selv med jazzen og egne kompositioner, og skiftede til løsere tøj. Iøvrigt gjorde han som det passede ham. Engang tog han en nøgen veninde med på scenen, en anden gang blev han bare væk, fordi han faldt over noget interessantere på vej til koncerten. Her spiller han læderbukserne af Jim Morrison.

Jeg har kendt til the Doors siden de debuterede, jeg har besøgt ham på Cimetière du Père-Lachaise. Han ville have været digter, og der er takter i hans tekster. Hvor god han ville være blevet, finder vi aldrig ud af. Hans indtag af alkohol og stoffer kom digteren i ham i forkøbet. Her besøger Ray Manzarek & Robby Krieger fra the Doors hans grav i Paris i 2011 som gamle mænd. Politiken må ned under læs mere mærket. Den er ikke til at holde ud.

Egypt: “Hamas, we are sick and tired of you”

Læs mere »

Opdatering 15.7: Ved en søgning på Infomedia ser jeg at denne historie ikke er nævt med ét ord i dansk presse. Demonstrationen nær synagogen hvorfra angrebet kom. Synagogen ligger centralt i Paris 600 meter fra Bastillepladsen, tre kilometer fra Elysée Palæet. Heldigvis har Hollande, Valls og Hidalgo fordømt angrebet, der ved et rent tilfælde ikke kostede menneskeliv. Hundreder af jøder var spærret ind i synagogen næsten uden beskyttelse.

Europa har fået en hurtigelevator ned i mørket. Skal Israel ind i Gaza og afvæbne Hamas, så de kan få tre års nogenlunde fred endnu, er vi kun ved indgangen til tunnelen. Også for Europas jøder, der nu må være klar over, at deres overlevelse til en vis grad afhænger af dem selv. Drab, overfald og terroranslag har demonstreret, at Europas stater ikke kan. Ingen politikerlyrik kan skjule det, ej heller hvilke politikere der har bragt dem i denne situation. (Posten bliver evt. opdateret i løbet af dagen)

Dozens of young men protesting Israel’s actions in Gaza briefly besieged a Paris synagogue and clashed with security. At least three Jews were taken to hospital as a result of the clashes the erupted on Sunday between the protesters and young Jewish men who guarded the Synagogue de la Roquette in Paris.

“They were determined to enter and the police did not have enough forces,” he said. According to Azria, the mob was kept away by men from the SPCJ Jewish security unit, the Jewish Defense League and Beitar, who engaged the attackers in what turned into a street brawl. “Thank God they were there because the protesters had murder on their minds and it took a while before police reinforcements arrived,” Azria added. Anti-Israel protesters attack Paris synagogue, Anti-Israel protesters trap hundreds in Paris synagogue, Paris synagogue firebombed in anti-Semitic attack. Daniel Greenfield: Muslim Protesters in Paris Chant “Death to the Jews”, Attack Synagogue, Paris Synagogue Attack: ‘We Could Have Had a Kristallacht’

‘We Could Have Had a Kristallacht’

Ben Haim stressed that the pro-Palestinians were armed, unlike the Jewish youths. “The Palestinians had rocks, glass, axes, knives… they were armed and I made sure that no one would leave the synagogue in order to protect the lives of our people.”

Police lost control over the pro-Palestinian riot, he added. “The event lasted over three hours. Security forces accompanied the pro-Palestinian’s demonstration; they thought they had things under control, but the groups there dispersed and one of them got away and reached the synagogue. They started to bring [police] forces from all directions but that did not prevent the initial contact [between pro-Palestinians and Jews].”

“On our side there are five lightly injured, three of them from being struck by the French police,” he summed up. “We skirted a true catastrophe yesterday.The assailants, described by reports as being of North African descent, approached the Jewish students from two directions in the library, pouncing on them and beating them until they were bloody. Paris Synagogue Attack: ‘We Could Have Had a Kristallacht’

Allahu Akhbar – kampråb i Rue de la Roquette à Paris

Rue de la Roquette fører fra Bastillepladsen hen til synagogen. Man ser omfattende hærværk. På Boulevard Voltaire blev jødiskejede butikker angrebet under råb som “vi slår jer ihjel.” På Gare du Nord og flere andre steder, kunne jøder ikke vise sig udendørs.

Læs mere »