TerrordĂžmt ‘svensker’ kĂŠmper i Syrien
Mirsad Bektasevic ogsĂ„ kendt som “Maximus”, blev kendt under Terrorsagen fra Glostrup i 2005. Den var den svenske efterretningstjeneste, SĂ€po, der tippede bosniske myndigheder. SĂ€po Ăžser vand ud af politikernes synkende bĂ„d med en thekop. Man mĂ„ formode at chefen, Anders Thornberg, er sĂ„ politisk udpeget, at han ikke minder svenske politikere, om det ansvar de kan pĂ„drage sig for tab af menneskeliv i Sverige fra den ene time til den anden. Et fingerknips fra MellemĂžsten kan forandre deres liv for altid.(Foto: Mirsad Bektasevic den 2 maj 2014.)
Den svenske medborgaren Mirsad Bektasevic dömdes 2007 för terroristbrott av riksdomstolen för Bosnien och Hercegovina, efter att ha gripits med vapen, sprÀngmedel, bombmanualer, sjÀlvmordsbombarbÀlte samt videotestamente i en lÀgenhet i Sarajevo. Straffet blev fÀngelse i 8 Är och 4 mÄnader. 2009 överfördes han till svenskt fÀngelse. Han frigavs villkorligt den 10 maj 2011, med en prövotid som gick ut i maj i Är.
De senaste Ă„ren i Sverige har stundtals varit vĂ€rda att bevaka. Exempelvis dömdes Bektasevic 2013 i Göteborgs tingsrĂ€tt för grovt vapenbrott. En annan omstĂ€ndighet vĂ€rd att notera har varit att Bektasevic en tid har varit folkbokförd hos den svensksomaliske Shabaab-medlemmen Mohamoud Jama. PĂ„ Facebook har det varit tydligt att Bektasevic fortfarande umgĂ„s i jihadistiska kretsar â inte minst genom kommunikationen med krigarna i Syrien. Mirsad Bektasevic poserar med vapen i Syrien
“Vi skulle have udvist dem for Ă„rtier siden”
ChefredaktĂžr Anne Knudsen er en besindig samfundsstĂžtte, nĂ„r hun skriver en sĂ„dan leder, lĂŠgger man mĂŠrke til det. DesvĂŠrre for hende og os andre, er Folketinget taget pĂ„ sommerferie og fĂ„r ikke forebygget nogen jihadist-mord i Danmark de fĂžrste par mĂ„neder, ligesom det meget hypede EU-valg heller ikke syntes, det skulle handle om den akutte situation i Middelhavet. NĂžjagtigt som forudset af undertegnede. Der gik mere presserende “hĂžjepopulister” og boxershorts i det hele. De har sĂ„ underlige ting for i politik og  og danske medier.
DANMARK har en lang tradition for at vÊre uhyre skÞdeslÞs, nÄr det drejer sig om samfundsfjender. FÞrst lÊnge efter, at karikaturkrisen havde hÊrget, gik det op for danskerne, at vi havde nogle af verdens mest rabiate, islamistiske imamer til at prÊdike jihad ved fredagsbÞnnen. At vi pÄ dansk jord husede et af verdens ledende jihadist-forlag, og at vi i Danmark gav kommunale tilskud til konferencer, hvor netvÊrket af terrorforberedende islamistgrupper kunne mÞdes. Vi havde troet, den slags kun fandt sted i andre, stÞrre lande eller i fiktionens verden.