Brussels and Anderlecht: nights of unrest, video tekstet på tysk. Selv med fire patruljevogne ad gangen kan poltiet ikke  køre ind i Molenbeek. (Bryssel, udlændingeandel 57 %, forstæderne Sint-Gillis 81% , Schaarbeek og Sint-Jans-Molenbeek  begge 74%.)

I Gøteborg ulmede det videre fredag for tiende nat i træk: Ännu en brand som upprör, Brandmän skadade i stenattack i natt, Brandmän träffades av 5,7 kilo tung sten under utryckning. Også i Uppsala har der været tilsvarende optøjer, men det er på mikroplanet i alle svenske byer, at landet knager i fuerne. Man må vel på et tidspunkt må til at kalde opstande, uanset det i svensk journalistik bare hedder “störande av allmän ordning.”

“Situationen er ikke under kontrol”

Gøteborgs politi dementerer politikernes udtalelser:

Jeg skal vel vare mig for at spå om, hvad det kan udvikle sig til (læs evt Pipes´”Eurabian Nights“), men én ting tør jeg godt forudsige: hvis ikke europæiske politikere får vendt den opløsning og agression, der er  i anmarch nu, – herunder og den højre- venstre radikalisering der foregår blandt unge nu – så bliver det meget, meget lidt atttraktivt at være politiker i fremtidens Europa. At de vil komme til at leve som Geert Wilders allesammen, også hele Europa Parlamentet, er nok ikke skudt helt ved siden af. Danske politikere  kunne have studeret hvordan det foregår i København i 2008 0g 2009, hvis ikke de  havde haft for fine fornemmelser.

»Det är patetiskt«

Flemming Roses JP klumme er kommet på svensk med en længere indledning specielt til det svenske marked. Det er naturligvis Newsmill der bringer den, ingen af de slatne mainstream aviser:

Det råder förvisso inget tvivel om att den israeliska regeringen har handlat oklokt, men skillnaderna i den svenska pressens reaktion på de båda affärerna utgör ett mönster och förtjänar en reflektion. Under Muhammed-krisen låg man lågt och man tenderade att rättfärdiga den muslimska vreden, samtidigt som man såg Jyllands-Postens teckningar som en allvarlig kränkning av den religiösa friheten. I affären med Israel bortser den svenska pressen från den legitima delen i Israels missnöje medan ingen – om man bortser från enstaka undantag – har fördömt Boströms odokumenterade påståenden.

Det är patetiskt. I stället har saken i Sverige enbart kommit att handla om yttrandefrihet. Och många har dragit paralleller till Muhammed-krisen. Skillnaderna mellan de båda historierna är större än likheterna, men innan jag kommenterar dem vill jag säga några ord om prioriteten i den generella debatten om yttrandefrihet. Svensk press kan kritisera Israel men inte islam (kommentarerne er ikke de mindst interessante)

Gunnar Dyrberg

“Når jeg tænker tilbage, skulle vi nok have likvideret nogle flere stikkere. Det var faktisk alt for få, vi fik ram på”

Når man tænker på hvad Dyrberg, født 1921, har gennemlevet, og hvor mange af hans kammerater der måtte leve  med psykiske mén resten af livet, viser  udtalelsen ovenfor hvilket stof han er gjort af. Han må være den sidste tilbage, der ikke bare kan kan huske “Flammen” og “Citronen”, men også har arbejdet sammen med dem. Jeg var i anden anledning havnet på Gyldensdals årlige reception, hvor kultureliten spiser og drikker godt. Men da jeg ikke plejer at skrive særlig pænt om andre end Henrik Nordbrandt og Søren Ulrik Thomsen – ingen af dem var der – syntes jeg ikke jeg ville gøre nogle kontaktforsøg, og jeg skal derfor ikke træde yderlige i arrangementet her. Jeg kan i forvejen ikke udstå receptioner og vernissager før efter den 8. genstand. I stedet gik jeg lidt rundt i lokaliteterne og tænkte på, at her har Søren Kierkegaard og hans brødre gået i skole og Søren selv undervist hos rektor Michael Nielsen. Men Gunnar Dyrberg genkendte jeg og talte med, han har skrevet en bog i sit 89. år, og det kan være en god anledning til at læse Bent Blüdnikows anmeldelse af den.

Gunnar Dyrberg – med dæknavnet Herman – var medlem af modstandsgruppen Holger Danske. Sammen med Flamme, Citronen og Lillebent likviderede han stikkere og deltog i sabotageaktioner. I hans gribende og dramatiske erindringsbog kommer vi helt tæt på disse unge frihedskæmpere.

Gunnar Dyrberg er ikke en mand, man skal provokere. Når man møder denne tidligere frihedskæmper, der gik under dæknavnet Herman under besættelsen, fornemmer man klart, at han kombinerer et skarpt intellekt med evnen til handling. Han drager ganske vist ikke pistolen, og han er da en venlig mand, men man forstår, hvorfor nazisterne havde en farlig fjende i ham.

Som ganske ung studerende blev Gunnar Dyrberg hvirvlet ind i illegalt arbejde og blev snart en betroet mand i modstandsgruppen Holger Danske med ansvar for både sabotageaktioner og likvideringer. I sin nye selvbiografi »De ensomme ulve« fortæller han om de fire unge mennesker Flamme (Bent Faurschou-Hviid), Citronen (Jørgen Haagen Schmith), Lillebent (Patrick Schultz) og ham selv, der alle var medlemmer af Holger Danske, men som samtidig arbejdede sammen om en række farefulde opgaver, herunder likvideringer af stikkere.

Dramatiske aktioner
Lad det være sagt med det samme. Alle de, der har set filmen »Flammen og Citronen«, bør også læse Gunnar Dyrbergs fortælling om de unge mænds ensomme kamp mod nazisterne. Dels fordi Gunnar Dyrberg formår at formidle deres farefulde aktioner til læserne, dels fordi vi her får den virkelige vare og en større grad af sandhed, end filmen formåede at formidle.

Gunnar Dyrberg deltog i en lang række dramatiske aktioner, og han giver os langt mere end skudvekslinger og bombeeksplosioner. Vi får et billede af en ung mands refleksioner og følelser i en tid, hvor han måtte leve illegalt og altid var i fare for at blive taget af nazisterne. Mens Flammen og Citronen blev dræbt af tyskerne, overlevede Gunnar Dyrberg og Patrick Schultz. Dyrberg bemærker, at Patrick Schlultz, som netop er død, måtte leve med store psykiske efterveer af oplevelser fra krigens tid.

Det forstår man godt efter læsningen af »De ensomme ulve«. Gunnar Dyrberg fortæller bl.a., hvordan han og Patrick Schultz skulle likvidere en stikker ved navn Arne Hammeken. Planen var at standse hans bil på vej ind til byen og skyde ham. Både Flamme, Citronen, Patrick og Herman selv skulle deltage. Scenen er også i amputeret form med i filmen »Flammen og Citronen«, men her får vi aktionen i al sin grumhed. Dyrberg fortæller:

»Flammen stiller sin kø fra sig – han har trænet lidt på billardet, mens vi venter. Vi sætter os ud i vores Opel Kapitän med Flamme ved rattet og Patrick i bagagerummet, som står på klem. Vi andre to sidder på sæderne til højre. Vi kører ind ad Roskildevej og indhenter den lille Kadett ved foden af Valby Bakke, hvor den standser op for rødt lys. Vi ruller ruderne ned, da vi kører forbi, og affyrer vores maskinpistoler. Vi fortsætter ind ad Vesterbrogade og kører ud til Grues bilforretning på Tuborgvej, hvor vi stiller vognen fra os, mens patronhylstrene triller ud på jorden. Naboen har ikke fra sit vindue set, at Hammeken nede på gaden har taget to drenge med i bilen, og vi får heller ikke øje på dem inde i bilen, da vi affyrer vores maskinpistoler. Det lykkes for den ene dreng at komme ud ad døren og løbe uskadt hjem, mens chaufførens søn kommer på hospitalet med skudsår i det ene ben. Dagen efter hører vi, at det ikke er Hammeken, vi har dræbt, men én af tyskernes danske chauffører, Tage Leche, som arbejder på Dagmarhus, hvorfra han bringer post rundt. En tysk terrorgruppe kaster dagen efter i samme gadekryds håndgranater ind i to fyldte sporvogne. 28 passagerer får kvæstelser. Drengens sår viser sig at være alvorligere, end vi først troede. Fire dage senere hører vi, at han er død.«

Så alvorlige byrder måtte modstandsfolkene bære på, og mange af dem kom aldrig ud af krigens traumer. Mens filmen om Flammen og Citronen hovedsagelig beskæftiger sig med likvideringerne, ikke mindst de fejlslagne af arten, går Gunnar Dyrberg ind i en sprogligt oplagt og erindringsklar beretning om en række af de sabotageaktioner, som var Holger Danskes hovedbeskæftigelse.

Meget bedre er disse aktioner ikke beskrevet i dansk besættelsestidslitteratur. Men det, der giver beretningen en intens mættet atmo sfære, er hans små erindringsglimt og sidefortællinger, der går på tværs af dramaet og pludselig lader os fornemme datidens Danmark. Som illegal måtte Dyrberg ofte bo hos fremmede mennesker, og han fortæller: »Under jorden bor jeg hos 25-30 forskellige familier. Engang hos to elskelige – og meget modige – ældre mennesker i Hellerup, købmand Kronquist og hans kone. En dag siger fru Kronquist forsigtigt til mig:

»Hr. Herman, jeg har set, at der står en kasse med krudt nede hos dem. Vil De ikke nok prøve at gemme den, så min mand ikke opdager den. Han er så nervøst anlagt.«

Dagen efter bruger hr. Kronquist diskret de samme ord:

»Min kone bliver let så bange.«

Når jeg vender hjem om aftenen, går jeg rundt om villaen for at komme ind ad havedøren. Gennem en revne i mørklægningsgardinet kan jeg se de to gamle sidde og spille ludo med deres lige så gamle faktotum. Det har de gjort i 20 år, fortæller de, og de fører omhyggeligt regnskab med resultaterne. Det er som at se ind i en verden, som jeg næsten har glemt.«

Frygtløs mor
Et af Gunnar Dyrbergs medrivende afsnit handler om hans forældre. Man får her et portræt af to ældre mennesker, der nok anede, hvad deres søn bedrev og i hvert fald snart skulle blive klar over det. Ikke mindst er beskrivelsen af Gunnar Dyrbergs frygtløse og snarrådige mor en klassisk beskrivelse af de familiemedlemmer, uden hvis bistand frihedskæmpernes indsats ikke havde været mulig.

Gunnar Dyrberg havde ikke sit vovemod fra fremmede. Hans far var som ganske ung draget til Estland for at hjælpe esterne i deres befrielseskamp mod kommunisterne. Han blev taget til fange og reddede kun livet med nød og næppe.

Dyrberg indrømmer, at han og de andre frihedskæmpere i begyndelsen næppe tænkte meget på konsekvenserne af deres handlinger for deres familier. Men efterhånden som nazisterne strammede gengældelserne, var risikoen åbenlys. Generelt holdt Gunnar og hans venner familierne i uvidenhed med større eller mindre held.

Men Gunnars mor viste dog snart, at hun godt anede, hvad der foregik. En morgen opdagede han, at hun, mens han havde sovet, havde syet skind ind i hans højre bukselomme, hvor pistolen havde slidt et hul. Og da hun skiftede sengetøj på hans seng et stykke tid efter og fandt en maskinpistol under dynen, kunne hun jo næppe være i tvivl.

En dag kom tyskerne for at afhente ham i hjemmet. Han flygtede ud ad vinduet, som hans mor med stor hast havde åbnet for ham. Hans far blev taget med af nazisterne, men ikke udsat for tortur, hvilket i Gunnars øjne var et bevis på, at de ikke vidste noget om hans andel i Holger Danskes aktioner og hans forbindelse til Flamme og ­Citronen, for havde de vidst det, var hans far nok ikke sluppet så let.

Hans mor tog den tunge vej og drog til SS-general Günther Pancke for at få faderen løsladt. Ikke nogen nem vej for en mor til en sabotør. Under samtalen fremviste hun ægtemandens krigsmedalje for hans indsats i Estland i kampen mod kommunisterne. Gunnar Dyrberg skriver: »Om det er det, der virker, er ikke godt at vide, men i hvert fald slipper de ham ud af Vestre Fængsel dagen efter kongens fødselsdag.« Der ligger et delvist uudforsket emne i fortællingen om disse modige mødres og søstres indsats under besættelsen, og Gunnar Dyrberg har vist vejen med portrættet af sin mor.

Hurtige beslutninger
Der er i denne fine bog ikke mangel på drama, refleksion og selvkritik. Ikke alle likvideringer var lige heldige, men alt i alt står Gunnar Dyrberg, som han altid har gjort, ved dem og henviser til den alvorlige fare, som de konstant svævede i og hvor man måtte tage hurtige beslutninger. Han giver os Flamme og Citronen som de sympatiske unge menesker, de var, og følger dem ind til de sidste afgørende øjeblikke, hvor de faldt for tyskernes hævn.

Vi vil altid spørge, hvad der dog fik disse ganske unge mennesker til at risikere livet. Der er ikke et enkelt svar, men Gunnar Dyrbergs bog giver os da for hans eget vedkommende nogle gode forklaringer. Hans forældre kan ikke have været helt almindelige, men både usædvanlig handlekraftige og modige. Gunnar Dyrberg selv var begavet med et godt hoved med blik for internationale affærer. Han fortæller, hvordan han og hans gymnasievenner allerede i 1938, kort tid efter Krystalnatten i Tyskland, arrangerede et møde med den københavnske overrabbiner for at få at vide, hvad det egentlig var, der skete sydpå. Der var tale om unge mennesker med stor politisk fornemmelse og et håb og ønske om frihed og demokrati. De havde ikke altid let ved at indordne sig, og derfor blev de ensomme ulve. I vor erindring har Flamme og Citronen fået en speciel plads på grund af deres død og filmen om deres korte liv. Vi kan så glæde os over, at Patrick Schultz og Gunnar Dyrberg overlevede.

Gunnar Dyrberg har skrevet bøger om både besættelsestiden og romaner bl.a. om Den Kolde Krig. Han har i denne erindringsbog givet de ensomme ulve et intenst og smukt minde. Læs bogen inden den bliver lavet til en mindre god film. Ulvenes ensomme kamp for overlevelse

Amtsavisen og Berlingske