Flamsk, utekstet, forståeligt for “tyskere.” Se også Bryssel drukner i vold og  We hate the police, we’ll turn this into Chicago.”

Journalister øver selvcensur

4 af 10 journalister mener, at ytringsfriheden er under pres. Hver ottende har udøvet selvcensur.41,6 pct. af journalisterne mener, at ytringsfriheden er under pres i høj eller mindre grad. 56,8 pct. svarer, at ytringsfriheden ikke er under noget væsentligt pres eller overhovedet ikke er presset.Det er især frygt for voldelig, islamistisk fundamentalisme, der truer ytringsfriheden, mener journalisterne. Derefter følger frygt for den nationale sikkerhed, for at miste adgang til kilder og for kritik fra religiøse mindretal. – Mogens Blicher Bjerregaard, der er formand for Dansk Journalistforbund, afviser, at der er væsentlige problemer med ytringsfriheden.

»Han [Blicher Bjerregaard] mener jo aldrig, at der er noget problem,« kommenterer Lars Hedegaard, formand for Trykkefrihedsselskabet.»Det glæder mig, at der er så mange ærlige journalister i landet. Det giver håb for fremtiden,« siger Lars Hedegaard, som generelt mener, at journalister er for politisk korrekte over for f. eks. indvandring.Han er enig med de adspurgte i, at vold fra islamiske fundamentalister er den største trussel mod ytringsfriheden.

»Det afspejler en realistisk vurdering af forholdene.Der er ikke mange andre end islamister, som faktisk vil gå ud med en økse eller et andet våben og slå folk ihjel på grund af fuldstændigt lovlige ytringer. Jeg har ikke hørt, at f. eks. nazister vil gøre det,« siger han. DR-journalisten Jacob Mollerup, der er formand for Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ), finder tallene opsigtsvækkende og bekymrende. Journalisters ytringsfrihed presses og   Ytringsfrihedens vogtere er bekymrede (JP, ikke online)

Göran Rosenberg har læst skriften på væggen i en svensk sammenhæng i Journalisten. Han skal tydes, men det lader sig gøre:

Ett mindre uppmärksammat problem för yttrandefriheten är annars att de journalistiska medier som samfällt har upphöjt Lars Vilks till yttrandefrihetens hjälte samtidigt är på väg att upphöja rädslan och tystnaden till journalistikens arbetsvillkor. – Vad vet vi om effekterna av den räddhågade tystnaden i yttrandefrihetens historiska bastioner.

Det paradoxala är kort sagt att det kanske långsiktigt största hotet mot yttrandefriheten, den kommersiella korruptionen av journalistikens medier och därmed försvagningen av journalistikens självständighet och auktoritet, är det hot som journalister minst av allt vågar yttra sig offentligt om. Att om inte de gör det förödmjukande jobbet så kommer någon annan att göra det i stället. Att om de yttrar sig offentligt om saken så kanske de inte har något jobb kvar.Se där ett yttrandefrihetsproblem som väntar på sina hjältar. Ett yttrandefrihetsproblem

Betydeligt klarere i mælet er Flemming Rose i norske Aftenposten: Volden har begynt å virke:

En underlig situasjon i Danmark. Trusler om vold og terror er blitt del av offentlig debatt i Europa. Og truslene har nå begynt å virke. Situasjonen er styrt av frykt: Ingen danske aviser har trykt opp igjen Kurt Westergaards tegning etter drapsforsøket på ham, selv om det er gode grunner til å gjøre det. I stedet ser vi en rekke forsøk på å rasjonalisere bort at det ikke dreier seg om frykt: Folk kjenner tegningen, man vil ikke krenke osv. Jeg er glad for at vi i min avis siden oktober har vært ærlige om at selv vi rett og slett er redde og skremt nå.

Karikaturstriden tar opp i seg vår tids vesentligste spørsmål, som et mikrokosmos å se verden gjennom, et case study for samtiden. Karikaturstriden er blitt alle verdidiskusjoners mor. Den handler om å leve i et liberalt demokrati i rask endring. Konfrontasjoner og polariseringer er ønskelig i et åpent samfunn. De forhindrer vold.Se på Sverige, som i lavere grad enn Norge og Danmark har hatt en åpen integreringsdebatt. Nettopp i Sverige er politikere blitt myrdet og høyreekstreme grupper har fått større fotfeste.

“Folkhemspopulismen”

I de gode gamle dage øffede man “fascist”, når man ikke kunne artikulere sig, men bare ville udtrykke almindeligt mishag. I dag siger man “populist”, uden at det er  blevet mere  præcist af den grund. Hvorfor beskriver Ulvell og Meier Carlsen ikke  bare en legitim politisk bevægelse helt neutralt, selvom vi ved, at svenskerne skal have “populismen” ind i meget små bidder? Der gøres reklame for den sikkert glimrende bog, der kommer den 21. Den anden forfatter, Meier  Carlsen blev interviewet i Weekendavisen d. 31.3.

I arbetet med min bok ”Folkhemspopulismen”, som utkommer på Timbro förlag i dagarna, har jag ingående studerat vad som egentligen kännetecknar Sverigedemokraternas väljare och sympatisörer. Den bild som framtonar är en helt annan än den som präglar debatten. De personer som överväger att rösta på SD i valet i höst är inte rasistiska extremister, tvärtom är de i allt väsentligt som folk är mest. De frågor de i undersökningar (Novus Opinion) anger som viktigast i politiken är desamma som för andra väljare: jobben, välfärden, brottsligheten, ekonomin. Naturligtvis är de starkt invandringskritiska – kraftigt minskad invandring är den gemensamma nämnaren. Men inte heller av SD-sympatisörerna upplevs invandringen som viktigare än de stora frågor som dominerar den politiska debatten. ”De som röstar på SD är frustrerade mittenväljare”, Folkhemmet är problemet.

Paris: Endnu en dag – endnu en parade af rumpetter

Tillykke, Margrethe !

Monarkiet hører til en af de vidunderlige institutioner, som man aldrig ville skabe, hvis verden skulle begynde på en frisk. Nye stater bliver republikker og ikke kongedømmer. Og især et arvefølgemonarki ville være helt skørt at indføre uden en historisk baggrund for det. Hvis tiden skal nulstilles, er der intet alternativ til en republik. [..]

Jeg kan godt lide den slags institutioner, som ikke kan legitimeres ud fra en abstrakt tænkning, men kun ud fra historisk hævd. Sådan er det også med folkekirken og dens hævdvundne forbindelse med staten. For måske er det allermest disse historisk ’tilfældige’ og dermed ikke tidløst-rationelle indretninger som giver mennesker identitet og rod. Henrik Gade Jensen: Tillykke Margrethe – med monarkiet

Forleden kunne vi se de sædvanlige liberale, radikale og socialister – alle unge af sind-  argumentere imod monarkiet. Det var vistnok i Politiken. Også i Sverige fører den såkaldte elite en konstant, men nyttesløs kamp mod monarkiet. Det er deres egen historie, de vil til livs og de misser pointen. At argumentere imod verdens ældste monarki med rationelle argumenter, er fortvivlende prosaisk og umusikalsk. Jeg er kirkegænger og medlem af Folkekirken uden at have haft et religiøst sekund i mit liv. Jeg er monarkist uden at læse ugeblade. Jeg er fortaler for begge dele, fordi jeg har en rod og en historie, som jeg ikke slipper. Men hvis man endelig skal gå ind på selvbekæmpernes bane, så tjener kongehuset måske flere penge ind, end det forbruger. Vil de ungdommelige også makulere Kronborg og Jelling-stenene, de nyttesløse stenbunker ? Da kong Frederik døde på Kommunehospitalet og den unge Margrethe blev dronning, sad vi med livet i hænderne. Få år efter var vi stolte og taknemmelige over  hendes forvaltning af en en pligt, der er overladt hende af historien. Selvom vi ikke  havde en højtbegavet dronning, ville jeg alligevel være monarkist. Hvis man ikke kan leve med paradokser, må det være urimeligt svært at leve.

Kontekstkortet: Luskefætterens sidste tilflugt

Jeg har på fornemmelsen at der udenfor snævre kredse som bl. a. blogverdenen hersker næsten total uvidenhed om det frie fald som den amerikanske politiske og intellektuelle verden befinder sig i. Én ting er at Tariq Ramadan under den nuværende regering har fået ophævet det indrejseforbud som Bushregeringen udstedte mod ham. At han efterfølgende bliver budt velkommen med åbne arme på et af landets ældste universiteter The Cooper Union, og tilmed skærmet mod pinlige kritiske spørgsmål, er en anden. Ordet “context” blev flittigt benyttet under en debat her (LFPC).

[…] Cooper Union President George Campbell’s voice swelled with pride when, in introducing Ramadan, he boasted that his college had earned a reputation of hosting countless “radical campaigners of every sort” who were described in their day “as the most dangerous men and women in America.” Campbell, the ACLU, the PEN American Center, and the other sponsoring organizations portrayed the event, “Secularism, Islam and Democracy,” as a celebration of free speech. […]

[Journalist George] Packer then asked Ramadan whether he was willing to condemn [Ramadans bedstefar, Det Muslimske Broderskabs stifter Hassan] al-Banna for his alliance with the Mufti and for his admiration of Hitler and Mussolini.

The normally dispassionate Ramadan was visibly unsettled. Claiming that he had already been asked three times about Berman’s book since arriving in the States, he said, “I put this in the context of the [19]30s and ’40s.” In remarks following these, Ramadan employed the terms “context,” “contextual,” and “contextualized” at least four times, obfuscating the issue of al-Banna’s Nazi sympathies while asserting that the real question at hand was the Arab struggle against Israel. He stated: “[Al-Banna] was against the existence of Israel,” but that this was a “very specific position” and “you cannot find support for the Nazis” in al-Banna’s writing.

“I don’t like to contextualize a long-term alliance with a leading Nazi propagandist and collaborator,” Packer responded — a remark that drew a rare outburst of applause from a sizable portion of the audience. Ramadan dismissed the point, and the panel moderator obliged him by quickly changing the subject. Yet this was not the first time Ramadan justified extremist positions based on “context”: He told the Italian magazine Panorama in 2004 that terrorism against civilians is “contextually explicable.” […] An Islamist in Professor’s Garb: Tariq Ramadan Returns to America