Tommy Robinson må igen forsvare sig over at være blevet nævnt i man ved nok hvad. For en ordens skyld, vi har ingen kontakt til EDL whatsoever, men det er da muligt at vi kender nogen som kender nogen. Og så skal det siges, at det er helt legitimt og i orden, at medierne interesserer sig for dem, der er nævnt i den norske storforbryders skrift. Det er deres job. Det hører vel også til spillets regler, at det går over gevind som det i høj grad gjorde på Politiken. Det må man vænne sig til, det er jagtsæson, sådan er det bare, vi accepterer spillereglerne. Vi er interessante nu på grund af vores venskaber, om 14 dage er det nogle andre og om ti måneder, er vi interessante igen af en ny grund.

Vi har nogle ganske få journalistiske kontakter i iandland og udland, vi hellere end gerne bistår fordi de giver os en fair behandling. Det er bla. Jyllands Posten og The Telegraph og visse på Svenska Dagbladet. Det er ikke sådan at vi over en bank fordømmer pressen, kun når det kammer over i myter, hysteri og smudskastning, som Politiken har gjort. De behøver ikke ringe os op. Når man blogger under pseudonym, er ens eneste troværdighed, at man gennem årene fremstår for læsere, som pålidelig og ærlig. Det er den eneste kapital, vi har. Når 3-4000 gider klikke ind her, må det være fordi, det er deres erfaring, at de kan stole på os. Kunne de gribe os i løgn eller mytologi, ville alt være sat over styr. Det er åbenbart anderledes for Politiken, dem om det. Det er længe siden, den var min barndoms avis. Dengang læste børn faktisk aviser, en temmelig svimlende tanke i dag.

Det meget omtalte “Counterjihad-netværk”, som Politiken og andre mytomaner har fået så galt i halsen, er i virkeligheden intet andet end så mange andre netværk i nutidens IT-samfund. Inde i midten er der er sort hul, ingenting, resten består af små og store cirkler, der overlapper hinanden på hundredevis af måder. Borgere, græsrødder, om man vil. De er alle lovlige og står på retsstatens grund. Enhver kender det fra mailgruppernes i deres postprogrammer. Af og til får man ved en fejltagelse en mail, hvor alle Cc modtagerne kan læses. Aha, Rune Engelbreth har et netværk med Zubir Butt Hussain, Sherin Khankan og Jakob Holdt. So what? Pønser de på noget revolutionært? Er Mahmoud Ahmadinejad på modtagerlisten? “Vem bryr seg?” andre end den radikale Shansen, Politikens primær-kilde, der ikke interesserer sig for politik, men for personer og forfølgelse af dem. Hendes vilje er større end hendes evne. Heller ikke det generer Politiken.

Det er derfor ganske underholdende at se de konspirationer journalister, der burde vide bedre, kan få ud af det. Det er sådan nogle journalister, hvis fantasier man ikke har lyst til at hjælpe yderligere. Alle vil naturligvis gerne vide hvem Fjordman er, det ville også være et scoop. Det kommer de ikke til at få at vide, før han selv vil. Vi ved, at vi ikke bare beskytter hans anonymitet, vi beskytter hans liv. Den presse, der nu jager ham, risikerer ingenting, der er ingen alvorligt trusler imod dem, bortset fra mod Jyllands Posten. Ibn Warraq var hemmelig i mange år, indtil han bestemte sig for noget andet. Det kan lade sig gøre i U.S.A., hvor det rækker for ham, Spencer og Steyn at have hemmelige adresser. Det er ikke nok i Europa, og det er bestemt ikke Fjordmans skyld, at forholdene er sådan. Vi er ikke engang fortalere for, at de der har skaffet denne ulige trusselskultur, skal udsættes for det samme trusselsniveau. Hvor ekstreme er vi så?

Lad os vende tilbage til pressen. Ingen medier har citeret os for, hvad vi selv skriver. I stedet hiver de replikker ud af kommentarfeltet, der skal illustrere hvor ekstreme, vi der skriver er. I dag gør Weekendavisen det samme som Ekstra Bladet, BT og Politiken i artiklen “Kan ord slå ihjel” af Henrik Dørge (ikke online). Det er sandelig godt, at der ikke er kommentarer på Weekendavisen, så vi kunne kompromittere dem lige så nemt. Vi ved, at kommentarerne gør os sårbare overfor onde viljer, men vi værner om dem alligevel. Vi ved, at der er alle mulige stemmer derude, og at nogen er værre og nogen er bedre end vi selv, og nogle er helt uundværlige i det samfund, vi hylder.

De to enkelte, helt uappetitlige kommentarer nedenfor blandt 156, blev lagt på mens vi var optagede af at hørte NRK´s live dækning, og prøvede at danne os et overblik over, hvad det var, der var sket i Norge, de skal tegne det offentlige billede af os. Kunne Weekendavisen i det mindste ikke give os så meget kredit, at de nævner at Snaphanen i modsætning til Magnus Ranstorp, New York Times, Wall Streeet Journal, The Atlantic og Washington Post og tusinde andre, ikke spekulerede præmaturt i, hvem der havde sprængt bomben i Oslo? Det kan avisen ikke få over sig selv. Weekendavisen vil os det ikke vel, af hvilke grunde de så har. Jeg troede deres skribenter havde så megen frihed, at de ikke behøvede være misundelige på andres. Iøvrigt plejer bloggens kommentatorer slet ikke “at sukke efter at borgerkrigen skal starte,” hvad enhver nemt kan forvisse sig om. Det må gerne vente længe, tak.

»Gerningsmanden er desværre en mand af norsk afstamning, hvilket må siges at være ærgerligt for vores kamp mod islamiseringen af Europa. Nu vil medierne kunne tærske langhalm på den her sag i ugevis og fortælle os alle sammen, at vi ikke er et hak bedre end musserne.«

Lørdag morgen postede en anden blogger et indlæg: »Plejer Snaphanens paneldeltagere i øvrigt ikke at sukke af længsel efter, at borgerkrigen skal starte? Hvor er lykønskningerne? Nu er der faktisk én, der har slået et slag, der ikke bare har ramt en dyne – han sætter enbenede bombemænd i perspektiv. (…) Norske ung-politikere tænker sig nok om to gange, før de lægger deres politiske karriere an på en rolle som ædel og humanistisk multi-kulti-forkæmper. Selvfølgelig skal vi nu høre på en masse ævl om at stå sammen og ikke lade sig true, men sådan spiller klaveret jo ikke. Vold er den ultimative valuta i politik, og hr. Breikvik har med statsgaranti ledt flere tvivlere væk fra socialismens dydige sti end alverdens nok så velskrevne blogs. P. S. Jeg tager naturligvis afstand fra enhver form for vold. Hæhæ «.(“Kan ord slå ihjel” af Henrik Dørge (ikke online)

I dagene siden fredag aften, har jeg tænkt, at det store interne, politiske rivegilde måske kunne have ventet til Norge havde begravet sine døde, men ikke engang i Norge har det været sådan, og da slet ikke i Sverige. Alle opsøgte med det samme syndebukke, og de var ikke overaskende lig med deres normale daglige yndlingsaversioner. Sådan er den medieverden vi lever i altså også, så små og selvcentrerede er vi altså i nødens øjeblik. Det har været det mest nedslående ved hele efterspillet, og en anledning til at føle en væmmelse, der har været langt udover det almindelige. Hvordan ville det ikke have været, hvis tragedien var sket i Danmark? Der kommer andre og langt værre kriser, der vil have deres rod i indvandringen. Har pressen på baggrund af Norge, overvejet hvordan de vil tackle de ophedede stemninger, der så vil komme, og hvad de kan blive medskyldige i, hvis de agerer som de har gjort denne gang? Vi skrev allerede dag 2 om behovet for en bredere selvransagelse, som vi ikke friholder os selv fra. Lad dansk presse inkludere sig selv i den.

Tavshedens gungrende elefanter

Vi er ikke for fine til at citere den flamboyante, undertiden rigeligt højtråbende Pamela Geller. Når hun er bedst skærer hun lige igennem med grundig dokumentation. Som her, hvor en flok elefanter i form af medietavshed uden videre kunne omplantes til den danske medie-misère der i disse dage viser sig fra sin værste side (LFPC).

[…] Where is the New York Times’ in-depth investigation of who and what inspired six American Muslims (including two imams), who were charged with aiding the jihad by providing the Taliban “material support to a conspiracy to murder, maim and kidnap persons overseas, as well as conspiring to provide material support to a foreign terrorist organization”?

Where is the probe on bomb-making classes in madrasas? Or Islamic belly bombs to beat airport security? Or brutal Islamic “constitutions” in Bangladesh, Iraq, Afghanistan, and Iran (the world’s most brutal nations)? Where is the media feeding frenzy on groups in the United States that are plotting to overthrow the current system of governance and install “The United States of Islam“? Where are the headlines on the Muslim Brotherhood figure and former spokesman in the West’s call to establish a global Islamic state? Where is the media outrage on the Bible ban in Pakistan? What and who was responsible for the Chicago Muslim who was found guilty in a plot to blow up a Danish newspaper? Where was the killer media on the Islamic leader who called for American Muslims to buy guns and start shooting people? Why isn’t the media pounding on the manifesto that inspired Muslims’ deadly attacks on Christian villages, leaving scores slaughtered and the village burned in Nigeria? Where is the Washington Post and the New York Times front-page splash on the Indonesian Muslims who planted a big bomb near a major church ahead of Easter?

CNN, why aren’t you rabid in your pursuit to uncover what inspired the Muslim bomb plotters in the NYC synagogue attack, who were quoted as saying, “I hate Jews” and “I want to kill them”? […] Pamela Geller: Mumbai vs. Oslo