13
apr
Seneste opdatering: 15/4-12 kl. 0547
15 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Rigsadvokaten procederede i to stive klokketimer, advokat Nemeth i en halv. Alle tilhørerpladser fyldt op, folk var kommet fra Canada og Sverige, Charlottenlund og Nørrebro. Højesteret er det højere jura-teoretiske skoleridt, masser af forudgående retssager i Danmark og ved Menneskerettighedsdomstolen, og en om en taxichauffør fra Hamborg der kørte kurdere ulovligt til Danmark.

Jeg skal vel vare mig for at mene noget som helst om udfaldet, det er et nederlag for min retsfølelse overhovedet at sidde i en retssal for tredje gang på 28 måneder, men det er jo ikke dommernes skyld, de er bare vogterne ved politikernes gærde. Karoly Nemeth lagde ubarmhjertigt ud med at slå fast, at det oprindelige anklageskrift ikke magter at citere Lars Hedegaard ordret, men kun referater af ham i artikler i 180 Grader og i Politiken, og det er ikke helt samme tekst. Forfatterne af det har simpelthen ikke hørt det originale interview i sin helhed. Den eventuelle sandhedværdi af de oprindelige udtalelser, har som bekendt ingen vægt overhovedet i en 266b rettergang. Man kommer ikke ind på emnet. To gange små ti minutter af det blev spillet op i retten, og herefter overlader jeg referatet af dagen til de mere referat-spidsfindige.

“Enhver skal nære sig,” står der i Jyske Lov. Det betyder rigtignok at “enhver skal ernære sig”, men jeg tænker på det sådan i dagens anledning: Skriver jeg af vanvare noget i morgen, der ved hjælp af juridisk røntgenfotografering kan tolkes som en forhånelse af hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering, og vel at mærke aldrig min egen majoritets, er det mig ser sidder på anklagebænken i overmorgen. Skal man have det i baghovedet når man taler eller skriver eller kan man slappe af, hvis man ikke er propagandist? Så kan man lukke butikken. Og hvad nu, hvis flere tusinde begynder at citere strafbare korsanenvers, hvor mange dommerstillinger er der i det?

Jeg greb mig i at have ondt af juristerne. Jeg har høje tanker om retvæsnet. Det kan skyldes det ukendskab, der følger af at være ustraffet. Det er sikkert pladder, overempati, måske har de det helt pingeling. Jeg ville gerne have undersøgt, hvad de mon tænkte som hele forestillingen skred frem. Another day at the office? Hjem til lillemor, snaps og dyrlægens natmad? De sagde ikke noget. Jeg havde glemt mine briller, og hvis de sov, havde jeg ikke set det tværs over den statelige sal. Højttalerne var elendige, så jeg havde heller ikke hørt det. Det er sikrest, at vise ærbødighed for retten, man ved ikke hvornår man selv får brug for dens goodwill. Altså, respekt.

Nedenfor fik Lars Hedegaard muligheden for at få de sidste ord overfor de syv dommere. Fire minutter. Tilhørerne var på nippet til at klappe, men tog sig i det. På dommerbænken sorte kapper og knitren af papirer. Vagtmesteren ledte os ud. Udenfor var klokken blevet 12. Aprilsolen var brudt frem. Man kunne sidde ude uden overtøj. (klik fotos f. helskærm)

Min forsvarer har fremdraget de juridiske argumenter, der taler for, at jeg skal frifindes, og dem skal jeg ikke yderligere kommentere. Jeg kan dog ikke tilbageholde en stille undren over, at nogen kan påstå, at det skulle have været min hensigt at beskylde samtlige muslimske fædre verden over for at misbruge deres børn – ganske særligt i lyset af, at jeg omhyggeligt har forklaret, at det naturligvis ikke er min opfattelse, og at jeg ikke har haft forsæt til at udbrede sådanne absurde påstande.Netop fordi det aldrig har været min hensigt kollektivt at sværte op mod to milliarder mennesker, ville jeg have sat pris på at få de udtalelser, jeg nu står anklaget for, til godkendelse, før nogen sendte dem ud på nettet. [..]

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg anser netop denne kamp for bevarelsen af vore frihedsrettigheder for vor tids vigtigste politiske kamp.Jeg ville ikke kunne leve med min dårlige samvittighed, hvis jeg af hensyn til min personlige bekvemmelighed eller af frygt for offentlig fordømmelse eller latterliggørelse undlod at sige sandheden, som jeg ser den. Og uanset hvordan denne sag falder ud, agter jeg at fortsætte min kamp for ytringsfriheden og mod totalitære anskuelser af enhver art. Lars Hedegaard fik mulighed for et sidste ord i Højesteret i dag. Læs det her.(“Something is rotten in the State of Denmark” (fra Holland)

Mark Steyn: Lars Man Standing, Round Three

I’ve written before about the case of Lars Hedegaard of the Danish Free Press Society, my hosts in Copenhagen a year and a half ago. Today, in the third round of a long legal battle, Lars was at the Supreme Court of Denmark appealing his conviction and 5,000 kroner fine for some observations made about – what else? – Islam.

This case shames the Danish legal system, but it’s also representative of a far broader trend. Scandinavia, like France, like the Netherlands, like Britain, Canada, Australia, and many other established democracies, has grown far too comfortable with policing speech. And, as Lars noted in his observations to the court, the policing is only one way:

I cannot recall a single instance in this country where an Islamic spokesman has been prosecuted for saying that, or course, sharia will become the law of the land once the demographic and political realities make it possible. This despite the fact that we have several examples of, e.g., imams who have openly declared that the imposition of theocracy is a religious duty incumbent on all believers.

In return, these theocrats and sharia-advocates must accept the right of those who believe in democracy, free institutions and human equality to criticise Islam and to oppose its dissemination and the atavistic cultural norms practiced by some Muslims.

One-way multiculturalism is slowly throttling ancient liberties. For the US perspective see Hedegaard’s Appeal to the Danish Supreme Court. (For any upstate New Yorkers in these parts, I’ll be speaking on this and related matters in Toronto on April 24th .) National Review

Lars Hedegaards slag i højesteret

Af Drokles
Det var en flot fredag til at starte med, senere blev det regn. Hvis det var en dag, som statistisk lignede alle andre dage ville 2 danskere blive udsat for gaderøveri af muslimske mænd oveni at hver muslim via staten allerede ville modtage 100,- fra danskerne. Og da det var fredag ville der tillige blive spredt muslimsk had fra enhver moske mod danskere, jøder, vesterlændinge, ytringsfrihed, kvinder, vantro, tanker osv. Det var dog en særlig dag, hvor sagen mod Lars Hedegaard så sit sidste slag i højesteret for tanker han havde ytret. En sag af principiel betydning for ytringsfriheden, så principiel at det tager hele syv dommere, har kostet vel over 10 millioner kroner for en potentiel bødestraf for Lars Hedegaard på 5.000,- for noget som han har sagt og som andre ikke kunne lide. Da jeg hilste på Lars Hedegaard før showet startede var det mig svært at forbinde det smilende og rare ansigt med den Lars Hadegaard man med systemets hjælp forsøger at tegne.

På en stor skærm blev der afspillet to sekvenser fra Lars Hedegaards julefrokostinterview med Asger Trier Engberg. Her kunne de syv dommere se en lettere snaldret Lars Hedegaard dele billede med en ølflaske i forgrunden og mellem sunde slurke (af glas skal det siges) tale frit om virkelighedens islam i Danmark og om de mulige konsekvenser efterhånden som spændingerne i samfundet stiger. Jeg har senere ladet mig fortælle at Hedegaard slet ikke var påpvirket af alkohol da det var hans første øl inden julefrokosten overhovedet kom i gang, men den oplysning ødelægger en del af magien ved interviewet.

Anklageren var mødt velforberedt op, belært af de pinlige episoder ved By- og Landsretten og gennemgik grundigt hele sagen, som den så ud fra hendes side. Vi fik at vide at der stod to menneskeretsprincipper overfor hinanden, hensynet til ytringsfriheden og hensynet til beskyttelse af minoriteter mod hadefuld tale – eller hvad det ævl kalder sig selv. Grundloven blev dog ikke trukket frem denne dag i Danmarks højeste ret. Anklageren refererede flittigt til foregående sager af forskellig relevans og i nogle opløftende minutter i den kedelige procedure (Langballe, der sammen med andre af landets intellektuelle var mødt frem i solidaritet faldt i søvn og måtte vækkes til pausen) citerede hun den ene mindeværdige udtalelse efter den anden, som ved forskellige lejligheder var dømt som racistiske efter paragraf 266b. Det var som en helt lille tour de force i gode blogindlæg – gode for deres sproglige opfindsomhed og gode for deres overvejende sande indhold.

Der var intet nyt i anklagerens argumenter om den specifikke sag, som man ikke allerede kendte fra den til tider hidsige offentlige debat da sagen startede for tre år siden. Hedegaards generaliserende ordvalg, at han burde have vidst, at det var et interview til offentliggørelse, hans forudgående e-mailkorrespondance med Trier Engberg osv. Og der blev lagt vægt på at det som bekendt ikke var relevant med en eventuel sandhedsværdi af disse ytringer i henhold paragraf 266b’s beskaffenhed. Intet nyt altså andet end det uhyggelige i at sidde midt i Danmark og overvære en rigtig og virkelig rettergang i fulde alvor og uden et ord om Grundlov overveje om en mand skal dømmes for sine ytringer og meninger uden sammenhæng til den virkelighed disse ytringer ellers beskriver og uden hensyn til den enkeltes gudgivne frihed: Dømmes rent for selve sandhedens æstetik. Politiken kunne ikke have ønsket sig mere.

Forsvaret gjorde gældende at dommene i By- og Landsret byggede på de fejlcitater af Hedegaard, som 180 Grader havde kreeret og som Politiken efterfølgende og sandsynligvis med fortsæt havde kolporteret og at anklageren således ikke havde argumenter for at stadfæste Landsrettens dom via de nu fremdragne korrekte citater. Forsvaret bestred også anklagerens fortolkning af Hedegaards udtalelser og satte dem dels ind i den situation, som de var fremkommet i og dels ind i at de var en del af en samlet analyse, der indeholdt forbehold mod det generaliserende, som enkelte sætninger som de stod alene ellers antød.

Forsvarets helt stor slagnummer var at afvise at Hedegaard med fortsæt havde talt til et offentligt rum og refererede i en juridisk semantisk argumentationsrække at i og med at landsretten slog fast at Hedegaard “burde” have haft kendskab til udbredelse og således beviseligt, for det tilkommer ikke Højesteret at betvivle Landsrettens bevisførelse, så havde Hedegaard ikke haft kendskab til udbredelsen. Til yderligere grund for det nævnte forsvaret at der ikke blev aftalt noget om lydfiler, at der var tale om et løst interview umiddelbart før en julefrokost så Hedegaard derfor naturligt antog at et redigeret manuskript ville blive sendt til hans godkendelse inden eventuel offentliggørelse og satte som et udtryk for den uformelle stemning i et intimt rum netop Hedegaards bajren den igennem interviewet. Det var et stærkt forsvar, som efterlod anklageren med ingenting.

Hedegaard burde have en god chance for at blive frikendt og det håber vi her på Monokultur. Hedegaard sagde intet, som ikke var sandt i det rodede interview og han sagde intet man endda kan betragte som nedværdigende eller hadefuldt. Hedegaard havde klare forbehold for generaliseringer over den enkelte muslim og beskrev kun den muslimske psykologi og indre logik vi ser udfolde sig overalt i verden, hvor der er muslimer samlet.

Men tilbage står paragraf 266b og truer enhver god danskers frie mening. En paragraf som som lader æstetik kvæle sandhed således at det kan være racisme at kalde koranen for morderisk fordi det støder en masse muslimer, som det ligeledes vil være racisme at forsvare sig ved at bringe citater fra koranen fordi citaternes morderiske indhold konstituerer trusler om folkemord. Så Lars Hedegaard går muligvis fri, andet vil efter denne lægmands betragtning være en juridisk skandale, men fri på en juridisk teknikalitet.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • Michael Laudahn

    Ingen dom endnu? Kl er 22. Er det en ‘night court’?!

    http://www.youtube.com/watch?v=jrLvtoKZfxY

  • Skåning

    Vilken cirkus! Det är horribelt att någon överhuvudtaget kan vara det minsta rädd för att hamna i domstol för något vederbörande säger vid en middagsbordsdiskussion, oavsett om detta sedan hamnar på en blogg eller ej. Det grundläggande felet är att det överhuvud taget finns en “racismeparagraf” (eller “hets mot folkgrupp” som det heter i Sverige). Om man inte klart och tydligt uppmanar till våld (eller annan grov brottslighet) och klart och tydligt talar till allmänheten, så ska man fan få säga precis vad man vill. Lars Hedegaard för en mycket viktig kamp.

    • Robin Shadowes

      Minns en grej som hände i UK härom året eller så. En ung kille, ett barn som på sin skola drar ett neger-skämt för sin kompis. Givetvis råkade en batikhäxa höra det och anmälde honom för motsvarande HMF där. Över där har det ju gått så långt att man inte skäms för att förfölja barn ens. Minns inte riktigt vad straffet blev i slutändan men till saken hör att kompisen som han drog skämtet för, själv var neger och han blev inte det minsta kränkt. Han till skillnad från batikhäxan tog det på rätt sätt, som ett oskyldigt skämt. Det var tydligen nåt i stil med som att vi skulle kunnat bli åtalade för en Norge-historia om fel person råkade höra det. Så det gäller nog att vakta sin tunga framöver. Man vet aldrig vem som kan råka höra en. Sjukt, jo visst, men det är den verklighet vi måste lära oss att leva med i framtiden, tyvärr.

  • anonym

    Steen

    Der var et lille essay af Thomas Nydahl (i december vist nok) her på Snaphanen. Hvori han omtalte hvad Wafa Sultan havde oplevet i sin praksistid hos en gynækolog, under hendes medicinstudium i Syrien. Hvor hun ofte oplevede mindreårige, der var blevet gravide. Og hvor hun konkluderede, at det kun kunne have været deres egne familiemedlemmer, der havde gjort dem gravide, grundet den sociale (mødoms)kontrol med alle (kønsmodne) hunkønsvæsener i islam. Så det burde du måske lige finde frem igen, for at relativere og perspektivere, med noget erfaringsbaseret “ekspertviden”.

    • Sagen er jo den, som det er påpeget så mange gange før, at sandheden ikke er et forsvar i den multikulturelle stat.

      Den multikulturelle stat er netop et (paradoksalt) sekulært teokrati hvor der skal ofres ved de menneskerettighedernes og anti-racismens gyldne altre, ellers får man røven i klemme. Man kan idømmes bøde eller fængsel og stemples som et foragteligt individ, en racist, en højreekstremist osv. osv. Hedegaards karriere ville givetvis være ødelagt, hvis han ikke allerede var pensionist.

      At islam tillader/påbyder pædofili, flerkoneri, slaveri, helligt had, hellig krig, teokrati og et uendeligt katalog af andre elendigheder, plus at muslimske majoritetssamfund er gennemsyret af vold, korruption, udbyttelse, undertrykkelse og seksuelle overgreb, vil multikulturen skide på, det falder uden for dens etablerede rammer for godt og ondt, tilladt og forbudt.

      Hedegaard har talt imod statens guder, nu kan han så få lov til at nedsvælge sin portion skarntyde, som den ækle racist han er.

    • Thomas Nydahl om Wafa Sultan er her

      http://snaphanen.dk/2011/11/11/wafa-sultan-och-den-hatande-guden/

      hvem er eksperten, du hentyder til ? Ikke denne fotograf, eller ?

  • Bjovulf

    Farcen fortsætter – gad vide, hvor mange af vore politikere, “eksperter” og frelste journalister mfl.,
    der mon vil falde for dette trick. De har jo ikke hidtil gidet at sætte sig ind i, hvad der foregår
    af uhyrligheder på dette felt i de muslimske lande, når “menneskerettighederne” skal bukkes og
    klippes i alle ender og kanter for at svare til koranens og sharians skrappe krav.

    Muslimer laver egne menneskerettigheder

    11. april 2012 kl. 03:56 3 kommentarer

    De muslimske lande har netop lanceret deres egen islamiske menneskerettighedskommission. Ifølge ny dansk forskning er kommissionen splittet mellem FN’s menneskerettigheder og islamiske rødder.

    http://videnskab.dk/kultur-samfund/muslimer-laver-egne-menneskerettigh eder

    I sommeren 2011 lancerede sammenslutningen af muslimske lande OIC en islamisk menneskerettighedskommission. Tanken er, at de ligesom FN på verdensplan skal have deres egen permanente kommission, der konstant arbejder for menneskerettighederne i de islamiske lande.

    Men landene er ikke enige ikke om, hvordan menneskerettigheder skal forstås. En del læner sig imod de menneskerettigheder, vi kender fra FN. Andre vil gerne trække OIC’s menneskerettigheder mere i retning af de islamiske rødder. [!!!!!]

  • Marie

    Steen, der er meget mismod i billederne.

    • Nja, det var tungt stof at komme igennem. Jeg hører, Jesper Langballe faldt i søvn, men han livede da gevaldigt op bagefter. Selv måtte jeg undertrykke lyden af højlydt gaben nogle gange, men jeg sad ved siden af forstående mennesker.

      Det klarede op bagefter ovre på en fortovsbeværtning på Gammel Strand. Sjovt nok kom Margrthe Vestager cyklende forbi to gange. Hun kiggede den anden vej 🙂

  • Steen, først nu er jeg kommet nogenlunde til hægterne efter mit conniption fit over dine høje tanker om – og respekt for – retsvæsenet.

    Ej heller jeg er straffet med andet end fartbøder, men behøver dog ingen briller for at skue dette “væsen” i et noget anderledes lys. For nu at tage udgangpunkt i nærværende eksempel, så ser jeg syv jurister på rad og række som mener sig i stand til at tolke Lars Hedegaards intentioner. Altså tankelæsere. De deltager uden mindste vrøvl som systemets rakkerknægte. Havde de været, hvad Hedegaard kalder “hæderværdige”, ville de have nægtet. De kunne blot have påberåbt sig partiskhed – inhabilitet. Hvilket ville være tilfældet, dersom de personligt og offentligt gav udtryk for repsekt for Grundlovens paragraf om ytringsfrihed. I stedet for sidder de som funktionærer med “Befehl von Oben” som – dårlig – undskyldning.

    Denne §266b er en skamplet på og en forhånelse af vort land. Og i min arrigskab herover vil jeg påstå, at disse dommere agerer på samme vis som de lydige kreaturer under Det Tredie Rige. Roland Freislers og Joseph Mengeles navne rinder mig i hu. Samvittighedsløs accept af de til enhver tid siddende magthaveres forgodtbefindende og eksekvering heraf fritager ikke for personligt ansvar. Det er der sågar en anden domstol der har afsagt kendelse om, nemlig i Nürnberg. Og uagtet disse dommere i Højesteret utvivlsomt vil påberåbe sig, at de blot følger Folketingets beslutninger – den infame §266b – så er situationen i dag den, at samme Folketing ikke har en jordisk chance for at ophæve den. Igen: Befehl von Oben. Og dette “Oben”, nemlig EUSSR, er ikke valgt demokratisk. Og kan følgelig ikke påberåbe sig nogen legitimitet.

    I vort land bliver dommere ikke valgt. De udnævnes af andre apparatcikkere, når de har vist sig tilpas affable, lydige og gelasne, ikke har skejet ud på nogen måde – endsige vist selvstændig tankegang uden for Karnovs Katekismus. Føjelig, bøjelig og smal om sit sind, det er kvalifikationen. Og når vinden atter vender…?

    • “når de har vist sig tilpas affable, lydige og gelasne, ikke har skejet ud på nogen måde.”

      det tænkte jeg også, da jeg hørte Rigsadvokatens udsøgt lange, dybt teoretiske foredrag. (Det har taget hende fire måneder, at sætte den tale sammen med alle kildehenvisninger. Det burde udgives som lydfil, så andre kunne komme ind i dette Kafkaske univers.)

      Jeg tænkte: Her er gymnasieklassens dygtigpige fra Zahles eller Ingrid Jespersens Højere overklasse-ghettoer. Hun har boget den i 40 år for at nå frem til den dag.

      Men jeg har flere konfliktende personer, uden at jeg føler mig schizofren: Den ene er hvad man kunne kalde “Preben Møller Hansen-siden”, jeg bliver ikke imponeret. Jeg har søfartsbog på det.

      Den anden er, den pæne borgerdreng, jeg er opdraget til at være. De ligger i krig med hinanden, jeg har vænnet mig til det, og jeg har ikke noget imod, at du polemiserer mod én af dem. Jeg læser gerne med.

      Når jeg – og måske andre – overhovedet tror jeg er oprørsk, er det kun fordi jeg af og til indtager politisk afvigende standpunkter. Hvis jeg havde været Carsten Jensen – der indtager de modsatte standpunkter – så ville jeg have fået den Gyldendal pris for oprørskhed, han lige har modtaget. Hans oprør består i, at han mener det samme som det anstændige flertal af eliten, – ikke af folket – og at han har været parat til at bruge lokumsord om dem, der mener noget andet. En modig mand, der løber risici. Hvis han ikke allerede er i Den Blå Bog, kommer han det, og han kommer også til at blive ridder af Dannebrog, hvis han lever længe nok.

      Jeg dyrker nu ikke mit “utanförskap”, for i Danmark kan man ikke være dissident, som tidligere sagt. Til slut inkluderer de os allesammen.

      PS*: Mine lovbrud begrænser sig til en fartbøde på Lyngby Omfartsvej i 1976, hvor jeg kørte 9 kilometer for hurtigt. Én på E 4 i Sverige ved Skånes Fagerhult, hvor jeg også kørte 9 kilometer for hurtigt + en bøde for ikke at have sikkerhedssele på i Malmø. Jeg vil dog ikke udelukke, at jeg kunne blive anklaget for noget værre, der vil give dig endnu mere ret.

  • anonym

    Steen

    Med “ekspertviden” hentyder jeg til, at Wafa Sultan jo ikke er gynækolog, så hun kun har nogen erfaringsbaseret viden fra hendes praktiktid hos en gynækolog. Dog har jeg formuleret det på en meget uklar måde, så det fremstår noget diffust. Men ting der er selvoplevede, er nu en gang den bedste form for dokumentation, og jo flere cifre man kan sætte foran og bag ved antallet af tilfælde, jo sværere bliver det at komme udenom, at forholde sig til det. Og det gælder også for personer der lider af Mental Burkaisme, for selv for disse god- og renhjertede (over)mennesker gælder den evige konstant, der lyder som følgende:
    Den/dem der ikke vil beskæftige sig med virkeligheden, kommer alligevel til det, når virkeligheden begynder, at beskæftige sig med den/dem.

    Hvad pænhed angår, så kan du godt tage det helt roligt, for du er ikke pæn, ren og god, i de god- og renhjertedes begrebsverden. For os der beskæftiger os med virkeligheden som den er, vi er jo ikke andet en pestbefængte spedalske, i deres Haram-/Halalverdensyn.

  • Da Capo

    HEDEGAARD er ikke den eneste.

    “När vi konstaterar den extremt låga intelligensen bland Afrikas svarta befolkning och befolkningen i mellanöstern så förstår vi vilken ekonomisk katastrof det är att låta svarta och araber bosätta sig i Sverige och blanda sig med den vita befolkningen.”

    Utöver sina teorier om svartas påstått bristande mentala kapacitet, uttryckte skåningen även en åsikt om att romers traditionella livsstil innefattar kriminalitet och kritik mot att staten stöder den svårt diskriminerade folkgruppen ekonomiskt:

    ”Zigenare får miljoner kronor för att bevara sin parasiterande kultur.”

    Det är för ovanstående citat sammantagna som skåningen ska ha publicerat på sin hemsida så att de fanns tillgängliga i augusti 2011 som kammaråklagare Christofer Ramkvist vid åklagarmyndigheten i Kristianstad väljer att väcka åtal för hets mot folkgrupp”. Ramkvist menar på att skåningen genom de citerade styckena uttryckt och spridit missaktning för folkgrupp med anspelning på ras eller etniskt ursprung.

    • Komplettering

      http://hennix.blogspot.se/ – citat:

      Fredagen den 13: SSU-aren Martin Tunström har polisanmält mig igen
      Denna gång har multikulturförespråkaren, sossen och nationalistförföljaren Martin Tunström i Helsingborg polisanmält mig för “hets mot folkgrupp”. I dag har kammaråklagare Christofer Ramkvist i Kristianstad lämnat in en stämningsansökan på grund av min artikel: Vi är arier och germaner – grundläggande rasbiologi.
      Straffet kan bli böter eller upp till två års fängelse. Samtliga dagstidningar har skrivit om åtalet i dag på sina websidor.

      Martin Tunström har tidigare lyckats få en av mina websidor stängda, han har förföljt mig och andra nationalister på sin websida och han har tidigare stämt mig och lyckats pressa till sig 1.500 kr i ersättning. Dessutom har han tidigare stämt Markus Wiechel (sverigedemokrat), Björn Cederström (nationalist) samt undertecknad. Tunström har även lögnaktigt utmålat en teologie doktor i Linköping som nazist.

  • Ole Burde

    Dommerstanden er vor tids Præster . Alle deres bedste anstrengelser (som stort set også kan kaldes juridiske spidsfindigheder) går ud på at forkynde et politisk budskab på en måde som gør det umuligt for normale mennesker at være principielt imod samme budskab , UDEN automatisk at blive angrebet af voldsomme skyldfølelser , følelsen af at have syndet.
    Hvor tragisk det end kan blive , er vi nødt til at fornægte denne præstestands ufejlbarlighed .