24
May
Seneste opdatering: 24/5-12 kl. 1430
34 kommentarer - Tryk for at kommentere!

I dag udkommer historikeren Morten Uhrskov Jensens bog “Indvandringens Pris (hæftet bog) – På vej mod et fattigere Danmark”, Peoples Press, 129 kroner. Forfatteren og forlaget har meget generøst tilladt at Snaphanen publicerer et helt kapitel efter eget valg. Jeg har valgt kapitel 2, “Indvandringens økonomi”, 16 sider, der er et af de bærende for bogens tese: At Danmark og Europa af økonomiske grunde og fordi ikke-vestlige efterkommere klarer sig så dårligt i uddannelsessystemet, bør standse enhver udgiftstung indvandring fra ikke-vestlige lande. Der kan linkes til kapitlet og citeres, men det må ikke gengives in toto andre steder.

***********

De glade 60’ere blev de kaldt, også selv om de egentlig varede i ca. 15 år. Den økonomiske optur i Danmark begyndte omkring 1958, og den stoppede brat med oliekrisen i 1973. Arbejdsløsheden forsvandt i de glade år, og fra midten af 1960’erne var der ligefrem mangel på arbejdskraft, ikke mindst den ufaglærte, bl.a. i slagteribranchen. Arbejdsgiverne begyndte at presse på for at få såkaldte gæstearbejdere til landet for at få udført den produktion, der ikke kunne skaffes danske arbejdere til. Arbejdsgiverne pegede på, at Vesttyskland siden 1961 havde haft succes med at lade især tyrkere komme til Forbundsrepublikken for at tage det arbejde, det var vanskeligt at finde tyskere til. Især fagbevægelsen i Danmark var skeptisk. Smedeforbundets formand Hans Rasmussen anbefalede arbejdsgiverne at rationalisere, dvs.indføre ny teknologi, til erstatning for de hænder, der manglede i produktionen. Hans Rasmussen skulle få ret, og mere end han kunne have forestillet sig – de kommende årtiers udvikling på arbejdsmarkedet taget i betragtning.

Danskerne var ikke meget for, at arbejdere udefra skulle komme til landet og tage arbejde. Man frygtede, at udlændinge ville blive løntrykkere, til skade for de resultater, fagbevægelsen havde opnået gennem årtiers arbejdskampe. Men presset fra arbejdsgiverne blev for stort, og fra 1965 gav Folketinget tilladelse til indvandring af arbejdskraft. Den nye arbejdsstyrke blev førstog fremmest hentet fra det daværende Jugoslavien, fra Pakistan og fra Tyrkiet.

Politikerne, der tillod denne indvandring, havde samtidig travlt med at understrege over for skeptikerne i arbejderbevægelsen, at opholdstilladelserne var midlertidige, og at gæstearbejderne derfor ville blive hjemsendt den dag, der ikke var mere arbejde til dem.

Det blev straks populært at rejse til landet højt mod nord, og først i 1973 stoppede strømmen af indvandrende arbejdere brat, da de olieproducerende lande i den arabiske verden firdoblede prisen på olie. Det var en vare, Danmark var helt afhængig af at købe i udlandet, da Nordsøolien ikke var en realitet endnu. Under alle omstændigheder ville Danmark være blevet hårdt ramt, da hele den vestlige verden led under de voldsomt stigende oliepriser – Danmark levede dengang som i dag af sin handel med omverdenen, som også i 1973 først og fremmest var lande i den vestlige verden. Af moralske grunde valgte man imidlertid at undlade at meddele gæstearbejderne, at der ikke længere var brug for dem. Det var der vitterlig ikke. Arbejdsløsheden steg for første gang siden 1950’erne til op imod de 10 procent af arbejdsstyrken. Men man, dvs. et flertal i Folketinget, havde selv inviteret dem, og det blev blandt politikere i almindelighed anset for hårdhjertet blot at hjemsende de arbejdere, der havde påtaget sig efter danske forhold dårligt betalt arbejde.

Enden på den del af historien blev, at knap 19.000 gæstearbejdere fik fast opholdstilladelse i Danmark med mulighed for at søge familiesammenføring og efter en vis årrække opnå statsborgerskab. For en humanitær betragtning var der uden tvivl meget, der talte for, at gæstearbejderne, der for en dels vedkommende havde haft ophold i Danmark i en længere årrække, burde have lov til at blive i Danmark permanent. På den anden side var det for en samfundsøkonomisk betragtning et særdeles dårligt tidspunkt at træffe netop den beslutning på. Den danske industri var i 1960’erne under forandring. Det umættelige behov for ufaglært arbejdskraft, som havde betegnet industrialiseringens tidlige faser, hvor samlebåndsarbejderne stod ved samlebåndet, blev afløst af den højteknologiske tidsalder, vi befinder os i i dag. Det er en tid, hvor de ufaglærte – de, der ikke mestrer et specifikt fag – i stigende grad er udsatte på arbejdsmarkedet.

Nu stod Danmark ligesom en lang række europæiske lande og i stigende grad også USA, selv med dette lands lave mindstelønninger, over for et stort problem: Et betragteligt antal mennesker var inviteret indenfor i en økonomi, en vidensøkonomi, der ikke længere efterspurgte ufaglært, men højtuddannet arbejdskraft, der kunne håndtere det senindustrielle samfunds udfordringer.

At der var problemer i vente, stod klart umiddelbart efter at gæstearbejderne fik tildelt permanente opholdstilladelser i 1973. Danmark havde modtaget knap 19.000 indvandrere, hvis gennemsnitlige kvalifikationer var særdeles ringe i et arbejdsmarked, der i stigende grad efterspurgte højtuddannede. Det kom også snart for en dag, at problemet ikke let lod sig trylle væk. Det blev kun større. Danmark havde dengang i 1973 en rent administrativ udlændingelovgivning, hvormed der ikke fulgte nogen retskrav, men alligevel blev det med det samme kutyme at tildele opholdstilladelser ved ansøgning om familiesammenføring. Sådan opstod i 1970’erne det fænomen, at Danmark havde et stop for indvandring på grund af den økonomiske krise, mens der samtidig blev bevilget familiesammenføring, når en af gæstearbejderne, der havde fået permanent opholdstilladelse, ansøgte om det.

Således begyndte en stille vandring fra især Tyrkiet, fra Pakistan og fra det nu hedengangne Jugoslavien. Der var indvandrerstop, men der var ikke familiesammenføringsstop, et forhold, der skulle få afgørende betydning senere.

I 1983 kunne der næppe længere være megen tvivl om, at de indvandrere, der var kommet til Danmark fra lande uden for Vesten, ville få mere end svært ved at klare sig lige så godt eller bedre end den gennemsnitlige dansker. Erfaringerne var begrænsede, men man må have forestillet sig, at det ville være muligt at uddanne de følgende generationer af indvandrere, dem, vi i dag officielt kalder efterkommere. Det var et forfængeligt håb, det ser vi med al tydelighed i dag, men det berettigede ikke desto mindre en ny og overordentlig liberal udlændingelovgivning i 1983. Med loven blev der givet retskrav for konventionsflygtninge, de asylsøgere, der kan sandsynliggøre, at de er personligt forfulgte. Der blev givet retskrav for den langt mere omfattende gruppe af såkaldte de facto-flygtninge, dvs. asylsøgere, som ikke er flytninge ifølge FN’s Flygtningekonvention, men alligevel får flygtningestatus på grund af ”andre tungtvejende grunde” end risikoen for at blive personligt forfulgt. Og endelig blev der givet retskrav på familiesammenføring, i de første år efter 1983 ned til en alder af 15 år ved ægteskab.

Resultatet af den nye udlændingelovgivning lod forudsigeligt ikke vente på sig, selvom det uden fornemmelse for virkeligheden var blevet hævdet af toneangivende intellektuelle i den offentlige debat, at de lempede regler ville føre til, at omkring 500 (sic!) personer ville få tilladelse til familiesammenføring ”i de kommende år”.At en sådan påstand overhovedet kunne fremføres uden at blive skudt ned som tåbelig, fortæller en del om det åndelige klima i Danmark i 1983.

Den daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen – der personligt var imod loven, selv om også han stemte for – havde få måneder inden lovens vedtagelse advaret om, at flere hundrede tusinder kunne blive fristet af at rejse til landet højt mod nord. Erik Ninn-Hansen fik ret, og de andre tog fejl. I løbet af få år efter 1983 stod det klart, at den nye udlændingelov ville betyde en løbende strøm af asylsøgere, og at mange af disse ville få opholdstilladelse,i gennemsnit ca. 5.000 om året. Og var asylsøgeren først anerkendt, var der et retskrav på familiesammenføring. De første indvandrere fra ikke-vestlige lande, gæstearbederne, hvoraf flertallet var tyrkere og pakistanere, søgte og fik familiesammenføring. På 28 år, fra 1983 til i dag, steg andelen af ikke-vestlige indbyggere i Danmark fra 1 procent til tæt ved 8 procent af befolkningen, når de illegale medregnes. De illegale er især kommet i perioden efter 2001, hvor Danmark fik en VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti, der ellers hævdede at stramme udlændingeloven.

I et historisk perspektiv var der tale om en helt uhørt hurtig forandring i befolkningssammensætningen, men den var ikke uhørt sammenlignet med andre nord- og vesteuropæiske lande og USA i samme periode. Alle disse lande gennemlevede noget ukendt, nemlig at der ikke længere var ”interne” vandringer mellem vestlige lande såsom den europæiske udvandring til USA eller mange italieneres vandring til Frankrig. I stedet var og er der tale om ukontrollerede vandringer fra klodens andre kulturer, fra de ikke-vestlige egne af verden.

Et samfund kan tjene på indvandring, hvis indvandrerne gennemsnitligt klarer sig bedre end den oprindelige befolkning. Sådan er det, hvis indvandrerne i gennemsnit er i stand til at fuldføre uddannelser med et vidensindhold højere end det, den oprindelige befolkning tilegner sig. Det turde være indlysende. Hvis indvandrerne kun klarer sig lige så godt, kan man stille sig det spørgsmål, om indvandring er en god forretning, eftersom der altid og uden undtagelse vil være kulturelle omkostninger forbundet med indvandring – et eksempel er Molenbeek, en bydel i EU’s hovedstad Bruxelles, hvor efterhånden kunarkitekturen afslører, at man stadig er i Europa. Klarer indvandrerne og deres efterkommere sig mærkbart ringere end den hjemmehørende befolkning, er det entydigt og uden undtagelse en dårlig forretning at tillade indvandring i stor skala.

En indvandrer, hvad enten vi taler om en fra den vestlige verden eller ej, kan sagtens kortvarigt og isoleret set gå ind og være en gevinst, hvis han eller hun udfører et arbejde, det ikke umiddelbart er muligt at få en dansker til.

Men en indvandrer vil i sagens natur også trække på en række offentlige ydelser under sit ophold i Danmark. Undtagelsen vil således være det tilfælde, hvor man i en afgrænset periode benytter sig af arbejdskraft, det er svært at skaffe indenlands, hvor der ikke følger sociale rettigheder med arbejdsopholdet, og hvor arbejdstageren bliver sendt ud af landet i det øjeblik, der ikke længere er et behov. Men en sådan model er uacceptabel, både for mig at se og for det store flertal af vesterlændinge. Inviterer man arbejdskraft inden for døren, er det, fordi man tilbyder dem, der tager arbejdet, et livslangt ophold ogser med velvilje på deres ønske om at få familien hertil.

Vicedirektøren i Danmarks Nationalbank, Anders Møller Christensen, formulerede i 2007 problemet sådan her:

”Vi har ikke de bedste historiske erfaringer med at integrere udenlandsk arbejdskraft. Det, som tæller i sidste ende, er også, at vores produktion og velfærd per indbygger vokser. Det er hele formålet med at få flere i arbejde. Men det kræver at den udenlandske arbejdskraft bidrager med en indkomst, der er mindst som gennemsnittet i Danmark i forvejen.”

En indvandring, der ikke efter maksimalt én generation ligger over den oprindelige befolkning i indkomst, er ikke en indvandring, der bidrager til samfundsøkonomien. Der er i bedste fald tale om en kortvarig gevinst. Der er dem, der hævder, at indvandring kan løse den såkaldte ældrebyrde, men de må have overset, at også indvandrere og deres efterkommere bliver gamle og skal forsørges. På længere sigt vil det kun skabe en langt større regning end den, ældrebyrden er. Et andet aspekt er, at ikke-vestlig indvandring sænker gennemsnitsindkomsten i Danmark og i de vestlige lande, og en sænkning af den gennemsnitlige indkomst betyder et fattigere land. Ikke nødvendigvis i absolutte tal, men relativt i forhold til, hvad der kunne være opnået.

Det er de økonomiske realiteter, noget andet er, at indvandrere, der gennemsnitligt klarer sig dårligere end den oprindelige befolkning, medfører spændinger i samfundet. Grupper, der generation efter generation klarer sig dårligere end flertallet i den oprindelige befolkning, vil føle sig som ofre for diskrimination, også selvom der ikke er tale om andet end en lavere uddannelsesgrad og med dét typisk lavere indkomst. Religiøse forskelle kan i betydelig grad forstærke den slags spændinger, idet talsmændene for de grupper, der underpræsterer, vil hævde, at den økonomiske ulighed skyldes flertalssamfundets fobi over for en anden religion end den, som flertallet tilslutter sig. Etniske forskelle, som i sagens natur eksisterer, når vi taler om indvandring fra ikke-vestlige lande, vil få en endnu større betydning, end de i forvejen har. Det er ikke noget ønskværdigt scenarie. Især ikke, da intet tyder på, at de forskellige etniske og religiøse grupper har nogen tendens til at gifte sig indbyrdes.Grupperne vil være der, de vil være tydeligt adskilte, og de vil klare sig meget forskelligt. Det er det stof, som alvorlige konflikter er gjort af.

Jeg lyder nok som en alarmist, og nogle vil sige, at statistikkernes tørre tal modsiger mig, både i Danmark og f.eks. i Tyskland. De kvindelige efterkommere fra den ikke-vestlige verden rykker nemlig. Ifølge de seneste tal fra det nu nedlagte danske integrationsministerium er det nu 41 procent af de 20-24-årige efterkommerkvinder, der går på en videregående uddannelse, en andel, som er én procent bedre end for etnisk danske kvinder og langt over mændenes niveau, både de etnisk danske mænds og især efterkommermændenes. For sidstnævnte gælder i parentes bemærket, at rystende 56 procent ikke har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse. For danske mænd er det tilsvarende tal 27 procent. Efterkommerkvindernes umiddelbare succes skal dog sammenlignes med, at tidligere undersøgelser har vist, at frafaldet for indvandrere er væsentlig højere end for danskere.

Endnu mere interessant er det, at baggrunden for historien om efterkommerkvindernes succes er, at Danmarks Statistik også har undersøgt, hvor højt uddannelsesniveauet er for de ikke-vestlige efterkommere, der har rundet de 30 år – en alder, hvor de fleste har fuldført den uddannelse, de kan.

Her kan man se, at den samlede andel af danske kvinder, der ikke har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse, er 20 procent, mens andelen for efterkommerkvinder ligger på 39 procent. Samtidig er det gennemsnitlige uddannelsesniveau højere for danske mænd og kvinder, som har taget enuddannelse, der giver adgang til arbejdsmarkedet som andet end ufaglært. Det betyder blandt andet, at 30-årige danske mænd statistisk set er væsentlig bedre uddannet end de efterkommerkvinder, som ifølge myten skulle være ved at overhale alt og alle.

Der kan, når alt kommer til alt, kun være én fortolkning af de foreliggende tal. Både danske mænd og kvinder klarer sig markant bedre – de danske kvinder klart bedst – i enhver sammenligning med indvandrerefterkommerne, født og opvokset i Danmark med adgang til hele pakken af gratis uddannelse.

Nogle vil indvende, at de 20-24-årige efterkommerkvinder ikke er blevet 30 år endnu og derfor ikke er repræsenteret i de statistikker, jeg fremhæver. Og det er jo sandt nok. Der må vi vente et tiår på at få svar. Omvendt ved vi en del om, hvordan det går med de 15-16-årige i den danske folkeskole.

Den internationalt højest anerkendte undersøgelsesmetode for uddannelser viser, at det står præcis så grelt til, som man kunne frygte. PISA, Programme for International Student Assessment, gennemfører med mellemrum prøver i en lang række industrialiserede lande, der fortæller, hvordan forskellige grupper i et samfund klarer sig. PISA er selvfølgelig ikke et guddommeligt værktøj, der fortæller sandheden klart og purt. Men PISA giver en god indikation af, hvordan unge mennesker vil klare sig fremover, ligesom Danmarks Statistiks tal for 30-årige efterkommerkvinder (og -mænd) viser, hvordan disse kvinder har klaret sig.

PISA’s test er langtfra kun en test i paratviden – selv om en sådan test også tjener et formål. Det er en test,der måler en lang række evner, herunder f.eks. evnen til at håndtere en kompleks tekst, hvor bestemte oplysninger skal findes. PISA-testen svarer ganske godt til en af de mest brugte amerikanske test, SAT-testen, der meget præcist forudsiger fremtidig uddannelsesgrad og dermed indkomst. Og fra USA ved vi – på grund af landets lange erfaring med indvandring, også før liberaliseringen i 1965 – at andengenerationsindvandreres niveau er det, der må påregnes at holde også i generationerne derefter, i tredje, fjerde, femte osv.

Det er oplagt, at en førstegenerationsindvandrer er ringere stillet i en test, fordi personen er født i et andet land, har boet i det land i en eller anden årrække og har et andet sprog som sit modersmål. Oprindelseslandet vil derudover i de fleste tilfælde have haft et væsentlig ringere uddannelsessystem. Men efterkommerne er født og opvokset i f.eks. Danmark, og med de amerikanske erfaringer ved vi, at deres resultater er pålidelige indikatorer for, hvordan de efterfølgende generationer vil præstere.

Resultaterne fra undersøgelsen navngivet ”PISA Etnisk 2009” er aldeles katastrofale, hvad angår efterkommerne af indvandrere fra ikke-vestlige lande bosiddende i Danmark, og for etnisk danske unge er resultatet bekymrende nok endda, vidensøkonomiens ustoppelige fremdrift taget i betragtning. 17-18 procent af en etnisk dansk ungdomsårgang er ikke i stand til at tage en ungdomsuddannelse.

En stor del af disse 17-18 procent vil havne på livslang offentlig forsørgelse, hvis ikke der skabes et meget stort antal job, der nærmest ikke kræver nogen færdigheder. At de job ikke længere eksisterer, ses af det faktum, at mere end 800.000 mennesker i den arbejds dygtige alder, 16-65 år, står uden for arbejdsmarkedet. Det er mere end 25 procent af den potentielle arbejdsstyrke. Den officielle målsætning om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, ligner rent fantasteri, alene i lyset af de unge etniske danskes lærelyst. Den reelle andel ligger i dag lidt over 80.

For indvandrerne gælder det, at omkring 45 procent ikke kan magte mere skolegang med udbytte. Men skidt endda med det, hvis blot deres børn, efterkommerne, klarer sig på eller over det etnisk danske niveau. Men ak. Mindst 35 procent af efterkommerne har efter 9. klasse ikke de nødvendige forudsætninger for at påbegynde en ungdomsuddannelse.

Det er procentuelt dobbelt så mange som de etnisk danske, der slæber efter i videnssamfundet. Et katastrofalt resultat. Der er en forbedring i forhold til indvandrerne fra første generation, javel, men den forbedring er ikke i nærheden af at bringe den uheldsvangre procentdel ned bare i nærheden af det danske niveau. Og som nævnt ved vi fra erfaringerne i USA, at intet tyder på, at tredje og fjerde generation vil klare sig bedre.

I toppen af PISA-undersøgelsen ser det ikke spor bedre ud, næsten tværtimod. De to øverste læseniveauer hos PISA – niveau 5 og 6 – fortæller, hvor mange der kan forventes at klare sig virkelig godt i kampen om de gode uddannelser og efterfølgende velbetalte jobs. 5 procent af de etnisk danske elever når op på de to højeste niveauer. For indvandrerne drejer det sig om 0,7 procent, og for efterkommerne – født og opvokset i Danmark – hedder tallet 0,9 procent.

Blandt de 41 procent efterkommerkvinder, der for nærværende er i gang med en videregående uddannelse – kort, mellemlang eller lang – vil der derfor næppe være mange, der på bedste vis er i stand til at gennemføre disse uddannelser. De går der, men det bringer dem ikke op i eliten. Tværtimod peger tallene fra PISA på, at kun få vil kunne dygtiggøre sig så
meget, at deres bidrag til velstanden ligger markant over gennemsnittet.

Karaktererne fra Folkeskolens afgangsprøver tegner samme billede. Blandt de målte ikke-vestlige grupper kan kun srilankanere og vietnamesere nå samme eller omtrent samme karaktergennemsnit som de etnisk danske elever. Alle andre grupper ligger enten lidt eller langt under niveauet for etniske danskere. Det er to ganske sikre strømpile for fremtidens uddannelsesniveau – og for den følgende indkomst – blandt unge med rødder i den ikke-vestlige verden. Uddannelse og indkomst vil for personer med rødder i lande uden for Vesten uden for enhver rimelig tvivl ligge betydeligt under det gennemsnitlige niveau, som etniske danskere kan præstere.

Så når nogen fremhæver de 20-24-årige efterkommerkvinder, så siger jeg: De 15-16-årige efterkommerkvinder klarer sig langt dårligere end danske kvinder (og mænd).

De 30-årige efterkommerkvinder klarer sig markant dårligere end de 30-årige danske kvinder (og mænd). Bør vi på den baggrund tro på, at det politisk motiverede ønske om at få så mange som muligt ind på uddannelsesinstitutionerne fører til en virkelig ligestilling mellem danskere og efterkommere, hvad angår uddannelse og efterfølgende indkomst? Det bør vi selvfølgelig ikke.

Finanskrisen, der ramte Danmark og næsten hele den vestlige verden i 2008, viser også, hvor galt det står til med den ikke-vestlige indvandring og med efterkommerne. Betydelig flere med rødder i ikke-vestlige lande har mistet deres arbejde som følge af krisen. Det er på en måde logisk, at det må være sådan, når de ikke-vestlige gennemsnitligt har ringere kvalifikationer end danskerne.

De mindst kvalificerede er de første til at blive afskediget i krisetider. Samtidig er det sådan, at langt de fleste ikkevestlige arbejder inden for fremstilling – ofte som ufaglærte – eller i serviceerhverv som kantine og rengøring, hvor uddannelsesgrad og løn er lavere end for resten af befolkningen. Kun 6 procent arbejder andre steder, hvor lønnen og dermed skattebetalingen er højere.

Regningen for krisen fordeler sig som følger i beskæftigelsen: Blandt indvandrere var 46,3 procent i den arbejdsdygtige alder i beskæftigelse i 2008. I 2010 var tallet faldet til 40,4 procent. For efterkommerne gjaldt det, at erhvervsfrekvensen faldt fra 54,1 procent i 2008 til 44,7 procent i 2010. For danskere var der i samme periode tale om et fald fra 71,1 til 67,4 procent. Forskellen var afgrundsdyb, og den er blevet endnu større under og efter finanskrisen.

En helt afgørende forudsætning for at tillade indvandring fra ikke-vestlige lande falder bort, når man ser på tallene, hvis man altså anerkender det grundsynspunkt, at indvandring skal være en gevinst for det danske samfund, ikke en belastning. Der er intet, der så meget som antyder, at indvandringen fra lande uden for Vesten er eller vil blive en gevinst for Danmark. Alt tyder på, at indvandringen fremover kun vil gøre Danmark relativt fattigere. Gennemsnitsindkomsten vil falde. Der vil blive mindre velstand og dermed mindre at dele ud af til velfærd. Den ulige indkomstfordeling vil være årsag til stigende spændinger, især da den falder sammen med etniske og religiøse forskelle, som ikke dæmper, men kun forstærker denne mulige konflikt.

Den nærmest ikke-eksisterende sandsynlighed for, at efterkommerne af indvandrere i anden, tredje osv. generation vil klare sig bedre – eller i hvert fald lige så godt som etniske danskere – underminerer også helt erhvervslivets ofte hørte råb om, at Danmark skal tiltrække mere arbejdskraft fra verden uden for Europa og den øvrige vestlige verden. Erhvervslivet kan nok opnå en kortsigtet gevinst ved at få gennemsnitligt dårligere kvalificeret arbejdskraft fra ikke-vestlige lande til Danmark. Men for det danske samfund er det ikke nogen fordel, hvorfor det på lang sigt heller ikke vil være det for erhvervslivet. Erhvervslivet i den senindustrielle virkelighed har brug for højt kvalificeret arbejdskraft, og den er ikke at hente i lande uden for Vesten, i hvert fald ikke statistisk set. Samme indvending må rettes mod den liberale tænketank CEPOS, der gentagne gange har opfordret til væ- sentlig større indvandring alle steder fra mod til gengæld at lukke de sociale kasser.

Faktum er, at samtlige vestlige lande, der har modtaget og fortsat modtager indvandrere i stort tal fra ikke-vestlige lande, i virkeligheden har samme historier at fortælle på det vigtige område, som økonomien er. I en ganske kort periode, maksimalt et par årtier, havde de vestlige lande samfundsøkonomisk gavn af dårligt uddannet arbejdskraft fra ikke-vestlige lande. Det burde fra 1973 have stået klart, at indvandringen på længere sigt ville blive en økonomisk møllesten om Vestens hals.

Allerede dengang burde ansvarlige politikere have set, at ikke-vestlig indvandring er forkert indvandring, hvis man ønsker varig velstand.


anonym

Posted: 24 May 2012 - 05:50 - Reply

INTELLIGENSFORSKNING!

Elefanten

Posted: 24 May 2012 - 06:33 - Reply

Morten Uhrskov Jensen står til at blive tildelt Cavling-prisen, efter at han har aflivet myten om de udenlandske kvinders høje uddannelsesniveau.
Når en treenighed af fagbevægelse, arbejdsgivere og regering vil øge min arbejdstid, er årsagen, at jeg skal tjene til den fejlslagne fremmedpolitik.

    Børge

    Posted: 24 May 2012 - 10:04 - Reply

    Det er ellers helt almindeligt kendt blandt de, der arbejder på studierne, at de udenlandske kvinder, selv om de vælger et fornuftigt studie – ingeniør fx, vælger de lette studier og samtidig de, der fører til arbejdsløshed. Samtidig er frafaldet meget stort. Jeg har på min tidligere arbejdsplads oplevet, hvorledes semesterstart er domineret af kvinder i sorte flagrende gevanter, og hvorledes det hurtigt går over.

      Marie

      Posted: 24 May 2012 - 11:19 - Reply

      Årsagen til det store frafald burde undersøges til bunds.

      Bliver kvinderne gift, og er det eventuelt sådan, at summen af de penge, der vandrer mellem brudeparrets familier øges ifm. et skin af “universitetsuddannelse”, eller når der vitterligt foreligger en sådan uddannelse?

      For år tilbage skrev min avis (og jeg) en del om disse pengetransaktioner, der indgår i en ikke ringe undergrundsøkonomi, som skattevæsenet ikke har indblik i. I betragtning af hvordan vi andre brandskattes, burde man i det mindste forsøge, også selv om man skal en tur omkring Mellemøsten eller Pakistan. For ti år siden drejede det sig for en almindelig pige uden påfaldende ydre fortrin om en 30.000 kr., hvorimod de kønne sagtens kunne ryge op i 100.000 eller mere.

        Morten - - -

        Posted: 24 May 2012 - 11:34 -

        Der er nok flere årsager. Jeg vil skyde på, at en af de væsentlige er 24-årsreglen. Den giver mange kvinder mulighed for at søge asyl i uddannelsessystemet – og dermed opnå udsættelse af, hvad der ellers ville være et skrupskørt og umodent teenage-ægteskab. – Nogle af disse kvinder vil så vitterligt få en uddannelse, hvilket vi ser konsekvensen af med det påpegede overskud af veluddannede-muslimske-kvinder-der-ikke-kan-finde en-ligeværdig-partner (ligeværd er nemlig meget centralt for muslimske kvinder. Det er derfor, de ikke gifter sig med danskere).

        Derudover “parkeres” mange kvindelige indvandrere også i en “uddannelse”, så de for en kortere eller længere periode er ude af den negative statistik. Det skulle efter sigende have et omfang, der får mennesker med indblik i “systemet” til at trække på smilebåndet.

        - – -

        Marie

        Posted: 24 May 2012 - 13:20 -

        Morten.

        Det tror jeg gerne.

Frank P

Posted: 24 May 2012 - 07:20 - Reply

MUJ er Danmarks svar på Sarrazin. Bogen skal få sig en fornem plads på min boghylde.

En ungradikal Q som Z. Stampe, Allerslev eller Liv Holm har allerede repliceret: “Nej den bog føles helt forkert… vi skal bare ville det gode samfund!!”

shopperen

Posted: 24 May 2012 - 14:22 - Reply

Bog og idé siger “først d. 29.”

Marie

Posted: 24 May 2012 - 16:45 - Reply

http://www.document.no/2012/05/ssbs-tallmateriale-til-brochmann-rappor ten-offentliggjort/

Fra Christian Skaug, der altid er værd at læse.

Statistisk Sentralbyrå (SSB) offentliggjorde onsdag en rapport om de makroøkonomiske konsekvensene av forskjellige scenarier for innvandringen til Norge, som virkningene på offentlige finanser. Rapporten dokumenterer beregninger utført etter oppdrag fra Brochmann-utvalget, som for omtrent ett år siden leverte sin utredning om velferd og migrasjon i Norge.

Denne siste var altså utredningen som kort fortalt konkluderte med at Norge ikke vil ha råd til å opprettholde dagens velferdsytelser under høy innvandring, med mindre innvandrernes yrkesdeltagelse øker betydelig og/eller deres forbruk av trygdeytelser går kraftig ned. Det er med andre ord noe av det viktigste bakgrunnsmaterialet for Brochmann-rapporten som er kommet på bordet over ett år etter at det forelå, og hvorfor det er blitt offentliggjort nå etter å ha ligget upublisert en lang stund, er ikke godt å si.”

Her ser vi altså det samme økonomiske mønster som bl.a. i Danmark.

bowlaren

Posted: 24 May 2012 - 16:47 - Reply

Invandrare som kommer till länder, skulle få betala 500 000- 1 000 000 kr. Så dom kommer in och kan bruka saker som bekostas av skattepengar, utan att ha skamkänslor.
http://svenssonsfunderingar.wordpress.com/

Ole Burde

Posted: 24 May 2012 - 19:15 - Reply

Det er svært helt at frigøre sig fra den hjernevask man er blevet opflasket med . Det er nemt nok TEORETISK at sige nej til tredjeverdens indvandingen , men noget helt andet er når man på det personlige nivau bliver konfronteret med et desparat mørkthudet medmenneske og er nødt til at sige : NEJ vi har ikke brug for dig , tværtimod er vi nødt til at sætte dig i en fængselslejr indtil det bliver muligt få dig sendt tilbage hvor du kom fra , eller et endnu være sted som er villig til at tage mod dig som tak for at …BEEEP !…..
Sådan er spillets regler i virkelighedens hårde realitet . Det nytter ikke noget at klynge sig til illutionen om at kunne være GOD i enhver sammen hæng , det er nødvendigt at vælge HVEM man er forplgtet overfor . JEG har valgt forpligtelsen over for mine efterkommere , og det betyder at jeg er nødt til at leve med det , at nogengange er det nødvendigt at gøre ting som er svære at leve med .

Jesper

Posted: 24 May 2012 - 19:52 - Reply

De skyldige politikere og andre der har fyldt os med løgn, bør klart straffes for landsskadelige aktivitet. islam skal væk og forbydes ved lov, dem der så stadigvæk støtter islam kan vi hjælpe med at etablere sig i feks. Libyen, Ægypten, og de svære kriminelle islamister kan vi hjælpe til Somalia og Sudan så de rigtig kan føle sig hjemme.

Victor

Posted: 24 May 2012 - 20:09 - Reply

OT – nu nærmer tiden sig, hvor fætrene fra Vorbasse-voldtægten skal sendes hjem…

http://ekstrabladet.dk/112/article1338304.ece

Er der nogen som ved, om det er sket?

    Frank P

    Posted: 25 May 2012 - 10:08 - Reply

    Tror du virkelig selv på at vi slipper af med de svin??

    Rajmus

    Posted: 25 May 2012 - 15:04 - Reply

    Jeg mener, jeg har læst at de ankede udvisningen og fik medhold. Sorry!

      Victor

      Posted: 25 May 2012 - 18:32 - Reply

      Svært – det her var højesteret….

anonym

Posted: 25 May 2012 - 05:13 - Reply

Morten

“Uddannelserne” du omtaler må jo være sådanne som Bydelsmødre. Noget som veluddannede, humanistiske, god- og renhjertede, genosuicidiradigale og godhedspsykopatiske kvinder står bag. Og underligt nok er så godt som alle bydelsmødrene, på billeder fra fejringerne af færdiggørelsen af universítetsstudier, jo mere eller mindre klædt i affalds- og ligsækkeklæder.

Der var jo en tysk politiker der sidste år, foreslog at man burde intelligensteste indvandrere/invasive arter. Så det vil jo være passende at sætte minimumsgrænsen omkrig IQ 105-110. Og helst med tilbagevirkende virkning på en 50 års tid.

Jens L. Lorentzen

Posted: 31 May 2012 - 22:21 - Reply

Hvad angaar indvandring, saa har problemet , hele vejen siden katastrofeaaret 1983 med den aabne doers udlaendingelov, vaeret vore egne politikeres dumhed, ansvarsloeshed og graenseloese foragt for egen befolknings mening, ve og vel.

Og nu, her snart 30 aar efter, hvor hundredtusinder af uintegrerbare migranter rider land, socialkontorer og politistationer som marer, er det ikke opbremsning endsige totalt stop for flere migrerende socialklienter, der optager vores nye regeriring og folketingsflertal.
Nej, som noget af det foerste den nye regering og det nye folketing rent faktisk har gennemfoert , er der aabne for nye tusinder af uintegrerbare indvandrere som familiesammenfoerte, flygtninge osv, i.e. tusinder af nye socialklienter til
byrde for social- og kriminalforsorgen i generationer.

Det er evident, at indvandrere med totalt kulturfremmed baggrund og vilkaar hverken har eller kan have nogensomhelst forstaaelse eller ansvarsfoelelse for det danske samfund.

Hvordan kan det da vaere en overraskelse , at folk fra Afrikas horn, Pakistans arme provinser eller Anatoliens landsbyer udnytter miljoeets muligheder for at skrabe mest muligt sammen til familiens og klanens bedst mulige overlevelse?

Hvordan kan det overraske , at en vis procentdel yngre maend engagerer sig i Jihad med tilhoerende voldelige aktioner mod vantro?

Dette har disse befolkningselementer vaeret vant til aarhundreder og vil, mutadis mutandis, fortsaette med i end flere.

Det er vore egne politikere med De Radikale og Socialdekraterne og nu senest Liberal Alliance i spidsen, der har ansvaret for
masseindvandringen siden 1983 og for indvandringens stadig stoerre og stadig vaerre langtidskonsekvenser for
for den danske befolkning.

Lad os aldrig glemme , hvem der dengang var og hvem der nu er de egentlig ansvarlige.

hvor

Leave a Comment