Af Julia Caesar:

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och HRS. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

Det är en skakande inblick i ett totalt utanförskap. Ett liv i isolering i utkanterna av det svenska samhället. En kontaktlöshet ur vilken inga utvägar är synliga. De här människorna lever avskilda från andra i nästan alla avseenden; socialt, ekonomiskt och kulturellt. De bor i isolerade etniska enklaver och tvingas inte sällan skydda sig mot hot med larm och bevakning. Deras ekonomiska villkor skiljer sig från de flesta andras. De lever i en helt egen kultur som andra hånar och vänder ryggen åt.

Vem förstår politikerna? Skakad ser jag en tv-dokumentär om denna marginaliserade grupp. Vad är utrotningshotade orangutanger i skövlade regnskogar mot detta? Vad är bidragsförsörjda somaliska 14-barnsfamiljer som tvingas tränga ihop sig i en futtig sjurummare jämfört med detta totala utanförskap? Inte underligt att de lever i självvald segregation och sluter sig alltmer krampaktigt samman inom gruppen. De söker tryggheten i en sektliknande värdegemenskap där alla har försvurit sina liv åt Målet och varandra. De bygger en gruppsammanhållning som likt en rustning av stål ska skydda dem mot en fientlig och oförstående omvärld.

Här finns det verkliga utanförskapet

Jag skakar på huvudet och smäller till mig själv på armen. Bara en lätt korancertifierad smäll, en sådan som en muslimsk man får ge sin fru när hon har varit olydig. Ingenting som ger några märken. Jag bannar mig själv för att jag inte har förstått det här tidigare. Som de flesta andra har jag trott att utanförskap handlar om invandrare. Att inte känna koderna i det svenska samhället, att stå utanför i alla avseenden, ständigt marginaliserad och diskriminerad.

Det är ett nedslag i den Internetbaserade verkligheten som öppnar mina ögon och får mig att se klart. Närmare bestämt en debatt med kommunalpolitiker från Växjö.  (från minut 50:10). Det är inget särskilt med den, det är så här det brukar låta i svenska kommunfullmäktige. Men plötsligt blir det tydligt vad verkligt utanförskap vill säga i dagens Sverige. Plötsligt ser jag de villkor som den här gruppen tvingas leva under i samhällets periferi.

Alla har marinerats i socialistiskt tänkande

Jag har naturligtvis läst journalisten och författaren Anders Isakssons (1943-2009)  bok ”Den politiska adeln”,  där han granskar socialdemokratin. Han tecknar bilden av ett samhällsskikt där makten och positionerna ofta går i arv inom familjen. Även äktenskap ingås påfallande ofta inom klanen. De här människorna har alltså ytterst begränsade möjligheter att välja sina egna liv.
Alla har marinerats i socialistiskt tänkande från späda barnaår. Först i Unga Örnar, sedan i SSU, det socialdemokratiska ungdomsförbundet. Gruppen saknar oftast erfarenheter av vanligt arbetsliv. De har svårt att komma in på arbetsmarknaden och är därför hänvisade till sysselsättning under artificiella klanliknande förhållanden. Föga förvånande beviljar de sig sina egna lönehöjningar och andra privilegier, utan inblandning av folket. Vem skulle annars göra det?

Lydiga knapptryckare utan makt

Anne-Marie Pålsson,  som har suttit i riksdagen för moderaterna, ger en lika inträngande skildring av moderata politikers villkor i sin bok ”Knapptryckarkompaniet”.  Boken är en svidande uppgörelse, inte bara med den moderata partikulturen, utan med hela den sorgliga parodi på demokrati som hon anser att det nuvarande politiska systemet är. Riksdagsledamöterna har kapitulerat från sitt politiska ansvar och reducerats till lydiga knapptryckare utan makt. De är bara statister att visa upp när den urholkade demokratin behöver ett ansikte. Politiken styrs med järnhand av partieliterna genom olika utstuderade system av belöning och bestraffning, utfrysning och ren mobbing.

Den som har fräckheten att ha en egen mening eller erinrar sig att han eller hon befinner sig i riksdagen på uppdrag av sina väljare hamnar utanför nådens cirklar, placeras i frysboxen och hålls effektivt borta från alla möjligheter till inflytande.

Massiv somalisk anhöriginvandring till Sverige

Jag borde ha förstått att en av tidens brännande humanitära frågor, den om den massiva somaliska anhöriginvandringen till Sverige, ska locka fram det mest iögonenfallande i det utanförskap som präglar den här gruppen. Den kommunala debatten från Växjö är ett tydligt exempel på det. Debatten, arrangerad av Smålandsposten, handlar om att Växjö snart ska ta emot drygt 400 somalier. Minst 320 av dem är barn. De flesta är analfabeter. I hela Sverige väntas tiotusentals somalier anlända som en följd dels av den borgerliga alliansregeringens 850-miljonersöverenskommelse med miljöpartiet, dels en dom i Migrationsöverdomstolen om att DNA-test som styrker släktskap kan ersätta obefintliga ID-handlingar. En lång rad svenska städer, bland andra Borlänge, Växjö, Falköping, Eskilstuna, Söderhamn, Örebro, Flen, Nyköping och Katrineholm kommer var och en att få tillskott på hundratals somaliska anhöriginvandrare, barn och vuxna.

Ingen vet hur många som kommer

Ingen vet säkert hur många somalier som kommer till Sverige. Siffrorna varierar högst betydligt. Enligt Jonas Lindgren, verksamhetschef på Migrationsverket, kan det handla om 2 000 somalier i veckan. När han besökte den svenska ambassaden i Addis Abeba i Etiopien köade omkring 450 personer varje dag utanför ambassaden för att få flytta till Sverige. http://www.friatider.se/hundratusentals-somalier-pa-vag-till-sverige Tvåtusen i veckan är 104 000 per år. Många somalier och andra som inte ens är somalier ljuger och dukar upp tre olika identiteter i veckan för att ta sig till Sverige, enligt det här SVT-inslaget från ambassaden i Addis Abeba:

Sverige tar emot flest somalier i Europa

Sedan Somalia upplöstes 1991 har det kommit cirka 40 000 somalier till Sverige. Sverige är det land som tar emot flest somalier i Europa. Medan antalet asylsökande somalier i övriga Europa sjunker, stiger det kraftigt i Sverige. Enligt migrationsverkets senaste prognos kommer somalier att förbli den största gruppen asylsökande i Sverige under överskådlig tid.

Det är kriminella nätverk av flyktingsmugglare som i stor utsträckning styr vilka som kommer till Sverige. Smugglarna är väl informerade om att lagstiftning och bidragsregler är mest gynnsamma här. De vet också att naiviteten, enfalden och hyckleriet är oslagbart störst just i Sverige. Rädslan för att bli kallad ”rasist” genomsyrar hela landet som en osynlig virussjukdom som ger förlamningssymtom. Handfallna politiker i enfaldens utanförskap, med byxorna nere vid anklarna och dumstruten på huvudet, samarbetar med flyktingsmugglarna genom att tillåta dem att styra svensk invandringspolitik.

”Välkomstteam” på studiebesök i Nairobi

Nu pågår febrila förberedelser i bland annat Växjö för att ta emot de drygt 400 somalier som väntas.  Kommunen har inrättat ett ”välkomstteam” med representanter från olika kommunala förvaltningar. Välkomstteamet har rest till Nairobi i Kenya, där mängder av somaliska flyktingar lever illegalt. Iförda käcka skogsmulleryggsäckar med ”Växjö kommun” i stora bokstäver har de småländska kommunala tjänstemännen klivit omkring bland illaluktande sopor i flyktinglägret Eastleigh i Nairobi och konstaterat att nivån på utbildning och annat är låg, mycket låg.

Ader Ismail gråter över de barn som hon har övergett

I en lägenhet i Braås utanför Växjö sitter Ader Ismail och gråter över sina tre barn och två barnbarn. Det är snart två och ett halvt år sedan hon reste ifrån dem. Men varför sitter Ader Ismail i en lägenhet i Växjö? Varför har hon övergett sina barn och satt sig själv i säkerhet i Sverige? Jo, Ader Ismail hade en plan. En plan som hon betalade flyktingsmugglaren en rejäl summa pengar för. Hela idén med att resa som ankare och sedan kräva att få hit sin familj iscensätts av flyktingsmugglarna. Men det får vi naturligtvis inte veta i tv-inslaget. Sådant berättar aldrig gammelmedia, för det ingår inte i deras vänsterpolitiska agenda.
Med yviga gester förklarar Ader Ismail:

”Jag hoppades hitta en plats i världen där jag och barnen kunde få ett bra liv.”

”En plats i världen” råkade av en ren tillfällighet bli Sverige. Sedan försäger hon sig:

”Jag skulle aldrig ha lämnat barnen om jag hade vetat att det skulle ta så här lång tid att få hit dem.”

Smugglaren har berättat för Ader Ismail att Sverige är ett bra land som belönar mödrar som överger sina barn. Så fort de har kommit hit kan de högljutt kräva ”familjeåterförening” med dem de har övergett. Men smugglaren glömde informera om att det kan ta tid.

En fri och oberoende journalist hakar på kommunen

Det är lokalreportern Clary Kroon från Smålandsnytt som gör snyftreportaget om Ader Ismail i Växjö.(tidskod cirka 24:35). Som en sant fri och oberoende journalist har hon hakat på och följer med den kommunala delegationen på deras resa till Nairobi. Där bor Ader Ismails barn och barnbarn (barnbarnens föräldrar har ”försvunnit”) tillsammans med en farbror. De lever på 1 500 kronor i månaden, betalt av svenska skattebetalare, som Ader Ismail skickar till dem. Ett av barnbarnen, ordentligt inpackad i slöja fast hon bara är några år gammal, säger välregisserat:

”Jag älskar dig mormor. Jag kan inte vara utan henne.”

Flickan är så liten att hon omöjligt kan minnas en mormor som försvann för två och ett halvt år sedan. Men den mediala snyfteffekten kan inte bli större.

Somalier klarar sig sämst av alla

Hur hanterar då Växjös kommunpolitiker den kommande anstormningen av mer än 400 somalier? Staden är redan en av dem som har den största snedfördelningen i Sverige när det gäller kostnader för försörjningsstöd till utrikes födda. Utrikes födda utgjorde 2010 14,8 procent av Växjös befolkning men förbrukade cirka 80 procent av försörjningsstödet. Det är en överrepresentation med 21,5 – bland de högsta i landet. Kostnaderna skenar i takt med den utomeuropeiska invandringen och är sannolikt ännu högre i dag. En mycket obetydlig andel av somalierna har lyckats få något arbete.

Mönstret är likadant i hela landet, och över hela världen. Somalier är den grupp som har svårast att klara sig i alla länder i Väst som de utvandrar till. Ingen annan invandrargrupp har lägre utbildning, större arbetslöshet, tar emot mer socialhjälp, har sämre ekonomi eller är sämre integrerade än somalierna. I Storbritannien, som har haft somaliska invandrare i mer än 100 år, är problemen fortfarande stora i den somaliska gruppen med kronisk arbetslöshet, dåliga bostäder, analfabetism och ensamstående mödrar med många barn. Skenskilsmässor för att tillskansa sig mesta möjliga bidrag och missbruk av drogen kat är mycket utbredda bland somalier över hela världen.

Debatten skulle platsa i Gökboet

Nu har representanter för kommunens styrande samlats för att diskutera hur Växjö ska ta sig an det somaliska nytillskottet.  Enigheten över partigränserna är lika väloljad som en nysmord cykelkedja. Här är det absolut och total konsensus som gäller. Somalierna är ”en tuff utmaning” för Växjö. Men som en samfälld och upprepad besvärjelse bedyrar politikerna att staden kommer att klara av det.

Här blir det politiska utanförskapet brutalt synligt. Svaret på den obligatoriska journalistiska frågan ”Hur är stämningen?” kan bara bli ett: stämningen bland Växjös kommunpolitiker är lika extatisk som på vilket bönemöte som helst i en udda sekt av ortodoxt troende. Liturgin är uppgjord på förhand. Debatten uppfyller alla kriterier för att platsa i Gökboet.

”Det är någonting alldeles fantastiskt som håller på att hända”

Læs mere »

Bemærk hollænderen der protesterer mod dødstruslerne min. 4:50, bliver pågrebet og ført bort af politiet:

Amsterdam VVD councillor, Robert Flos, has criticised the police for the way they dealt with a hate speech on Dam Square on Friday. On local television channel AT5, the councillor says the police failed to arrest the Sharia4Holland speakers, who made death threats aimed at Freedom Party leader Geert Wilders and arrested a passer-by who tried to enter a discussion with the speakers.Mr Flos points out that making death threats is a criminal offence. The passer-by was heavy-handedly removed from the scene. The councillor told AT5 he was shocked but “a message of intolerance can even be made next to our monument of freedom.”

The Sharia4Holland speaker called Mr Wilders “this dog of the Romans”, who will be dealt with once the Netherlands is an Islamic state. He also warned that lessons should be learnt from “the case of Theo van Gogh’. Amsterdam councillor criticises police.

En trøsterig update: Sharia4Holland spokesman arrested over Wilders threat.

Franske forstadsbander hærger i Schweiz med militære våben

Schweiziske grænsevagter opruster for at bemøde sværtbevæbnede bander fra franske forstæder. Banderne stammer primært fra forstæderne i Lyon og deres medlemmer er for det meste franske statsborgere af nordafrikansk oprindelse. Indtil nu har de mest begået deres røverier det vestlige Schweiz og Ticino.

Jürg Noth, leder af det schweiziske grænsegendarmeri (BGC), advarer om franske kriminelle turister, der overfalder banker, urfabrikker og museer i Schweiz. “Gerningsmændene bliver mere og mere voldelige og hensynsløse,” siger han i et interview med “NZZ am Sonntag”. “De er bevæbnet med rifler, maskingeværer og endda granatstyr og bruger dem godt.” Kriminalitetsturismen til Schweiz er steget i de seneste år. I 2009 var 11.300 udlændinge, der ikke havde opholdstilladelse i Schweiz der blev tiltalt. 2010 steg antallet til 11.900, og i det sidste år 12.800. Französische Banden überfallen Banken in der Schweiz mit Panzerfäusten. Kriminaltouristen mit Panzerfaust. (Snaphanens oversættelse.)

En dansk jøde i Reepalus galehus

“Arash Mokhtari svarade att som dansk är jag så ”screwed-up” att det var meningslöst att tala med mig.” Hallelujah-avisen Sydsvenskan har for en gang skyld publiceret lidt tankevækkende opinion:

Dan Tschernia, direktör för en regional TV–station i Köpenhamn, gästade nyligen en debatt i Malmö som gav honom en surrealistisk inblick i hur invandrare och svenskfödda judar i staden har det.

Fler än 300 TV-medarbetare från olika regioner i Europa träffades nyligen i Malmö på en av de bästa konferenser i sitt slag som någonsin hållits. Sveriges Television arrangerade. Organisationen bakom konferensen heter Circom–regional. Trots den höga kvaliteten gav programmet en surrealistisk inblick i hur invandrare och svenskfödda judar i Malmö har det. En panel med bland andra kommunstyrelsens ordförande Ilmar Reepalu (S) diskuterade under rubriken ”Fallet Malmö – Mediernas ansvar”. Formuleringen säger på sätt och vis allt. Sociala och andra problem i Malmö beror på medierna. Journalisterna struntar i de positiva berättelserna om staden och fokuserar på det som är dåligt.

En av paneldeltagarna, Arash Mokhtari från Quick Response, illustrerade med ett exempel något enligt hans mening helt oerhört i den svenska invandrardebatten: Ett nyhetstelegram som publicerats i de flesta svenska medier uppmanade invandrare att sätta sig in i ”svenska värderingar”, bland dem de mänskliga rättigheterna. Mokhtari var upprörd över kravet och berättade att han visat telegrammet för sina studenter som ett exempel på orimligheter som invandrare utsätts för i Sverige.

Jag uppfattade att Quick Response är en organisation som bevakar hur invandrare beskrivs i svenska medier och blev därför tämligen paff när Mokhtari, på min fråga vad som är så fel med att lära sig om svenska värderingar, svarade att som dansk är jag så ”screwed-up” att det var meningslöst att tala med mig. Den intellektuella nivån var inte hög.Strunta i Reepalu och i en invandraraktivist som föraktar det samhälle han lever i

Condell: The Mecca Pride Parade?

Det er selvfølgelig glædeligt at se, at Sverigedemokraterne i en enkelt undersøgelse er blevet Sveriges 3. største parti, og muligvis kan presse konsensus en anelse i 2014. Men det er svært at være imponeret på Sveriges eller demokratiets vegne over næsten på dagen 20 år efter at Birgit Friggebo i Carls Bildts regering i 1992 åbnede for en rekordagtig masseindvandring, der aldrig siden er stoppet (Olyckan Birgit Friggebo öppnade dammluckorna.) Set i negativ – og hvorfor skulle en kulturpessimist, en af de få -ismer jeg udover cyklismen bekender mig til, ikke se det sådan? – viser grafikken den knusende sejr for elitens politik og for journalistikkens 100 % effektive cover-up og censur af divergerende synspunkter. De ejer den nutid og fremtid, de har skabt. Ingen andre. Personligt er jeg ret tilfreds med ikke at være Sverigedemokrat og bejle til at arve den. For Sverige gør det mig uhyre ondt, men ikke at vælge er også et valg.

Det politiske billede i Sverige har i det store hele været stivnet i over 70 år,(se To parlamenter, bevægelighed og uflyttelighed, ) men i Norge er store omvæltninger på bedding: Norge – interessant for hele Europa. Høyre og FrP kunne danne regering alene. – Sentio maj – tvåsiffrigt och rekord för SD. Grafikken over bevægelserne i den svenske Riksdag i 77 år, fortjener næsten en reprise. Skal SD gøre sig noget håb om at rokke tendensen, skal de være mindst dobbelt så store og det har hastet længe.

Recorded rape up 53% in London

There has been a 53% rise in recorded rape in London over the last four years.In the financial year 2008-2009, there were 2,177 reports of rape to the Metropolitan Police.But by 2011-2012, that had jumped to 3,334 cases. Some 667 prosecutions have been completed, 369 of which were successful.

Meanwhile, a new poll suggests 41% of women in London aged 18-34 have experienced sexual harassment in public spaces over the last year. Coalition co-chairwoman Prof Liz Kelly said: “Our survey shows that sexual harassment in London is extremely common.BBC.

Set med Stockholmske øjne ikke alarmerede tal i London, som har syv gange flere indbyggere men kun dobbelt så mange voldtægtsanmeldelser. I 2011 anmeldtes der i Stockholm 1.591 voldtægter.(Excel-fil). Som Dalrymple siger i videoen nedenfor, og som jeg selv har observeret en del gange, så synes politik i moderne tider at gå ud på at afstedkomme det modsatte af det, man havde tænkt sig. Man kan derfor anvende tommelfingerreglen, at antallet af voldtægter er ligefremt proportionalt med antallet af universitære og politiske statsfeminister, der opdrager løver til, at lammekød ikke smager godt.

“Etniske spændinger”, “raceoptøjer”

Smag på ordene og væn dig til smagen mens myndighederne endnu har det meste af kontrollen. Det er kun i en overgang til den anden tilstand, hvor gaden svinger taktstokken. Europæere glemmer at tænke på, at den ‘orden’ er den mest udbdredte i verden, og når den har nået din gadedør, har det været for sent at kurere i mange år.

Violent race riots that shook south Tel Aviv overnight sparked shock in Israel on Thursday, but also prompted top-level calls for the immediate arrest and expulsion of tens of thousands of African migrants

And last week, an Israeli was charged with arson after hurling Molotov cocktails at the homes of African migrants in a move reportedly connected to the arrest of three Eritreans in connection with another rape involving a 15-year-old Israeli girl.Violent race riots hit Tel Aviv. Anti-immigrant protesters chant ‘deport the Sudanese’ in Tel Aviv streets.

Læs mere »

Da der desværre ikke synes at være nogen video fra besøget i København i lørdags, er der her en nyuploadet ældre sag fra The Harvard Club in New York i november 2001. Der er næppe mange, der kender den. Inledning af City Journals redaktør de første seks minutter. – Jeg så Dalrymple forleden citeret for denne iagttagelse om politikere, som enhver kan applicere på sit eget lands politikere. Den er også nævnt i talen minut 29:30:

The Prime Minister is expected to show that he’s an ordinary bloke who likes football, because otherwise the public might think he’s weird or a paedophile or something. As Theodore Dalrymple once noted, all 22 members of Tony Blair’s cabinet listed football as an interest in Who’s Who. He wasn’t sure what was more worrying – that they genuinely liked it, or were pretending to. Why do all grown men insist on pretending that they like football?

“Berøvet store dele af vores historie og ‘den højere kultur’, er vi henvist til at leve i et evigt nu,” siger han. På lægterne til en fodboldkamp eller foran et fjernsyns uendelige række af to-minutters øjeblikke, hvor hver eneste øjebliks eksistensberettigelse er, at det fører videre til det næste. Når man hører hvilke bøger der ligger på politikernes natbord, ændrer det ikke ved indtrykket. Jeg tror de er oprigtigt begejstrede for fodbold, dårlig litteratur, Springsteen-koncerter og gågadevandringer med røde roser.

“Indvandringen ligner et pyramidespil”

Et pyramidespil (Pyramid scheme) er et spil uden konkret vare af værdi, der blot drejer sig om at distribuere tab nedefter til bunden af pyramiden på så mange som muligt, mens kun en enkelt eller ganske få i toppen vinder noget. Nemlig dem der startede svindelnummeret. Tag Medelsvensson i bunden af Malmø-pyramiden: Skatten stiger, velfærdsydelserne svinder Pyramidespil er egentlig forbudt i Norden:

Forskningsleder Erling Holmøy i Statistisk sentralbyrå slår hull på myten om at innvandring kan redde norske statsfinanser når oljeinntektene faller og eldrebølgen gjør at flere skal ha pensjon og pleie, skriver Dagens Næringsliv.Innvandring har visse fellestrekk med pyramidespill, sier Holmøy til Dagens Næringsliv.Det gir økte inntekter til det offentlige de første årene, men etterhvert går regnskapet i minus, ifølge hans beregninger.Forskningen viser at innvandrere fra lavinntektsland innebærer høyere kostnader enn inntekter både på kort og lang sikt….Mer overraskende er det at heller ikke de tradisjonelle arbeidsinnvandrerne fra vestlige land er lønnsomme for offentlige budsjetter i det lange løp

Man skyver problemet foran seg hvis man hele tiden skaffer seg flere folk. I det korte bildet belaster ikke innvandrerne offentlige budsjetter med kostnadene knyttet til barndom og alderdom. Derfor kan det se ut som disse gruppene kan skaffe oss handlingsrom. Men disse skal også få barn og bli gamle. Det betyr at bildet endres over tid, sier Holmøy til Dagens Næringsliv.Sammenligner innvandring og pyramidespill (SSB: Innvandringen er ulønnsom)

Irshad Manjis nye bog forbudt i Malaysia

Det er nok hendes ‘homoseksuelle livsstil’ – hvor kan man købe sådan en? – der kan lede de rettroende på afveje. Hvor er alle homo-retsaktivisterne?

“This is because the book, which is believed to have elements that can deviate Muslims from their faith and which insulted Islam, has received numerous complaints,” he said in a statement here Thursday. “The ministry received a report from Jakim, and based on its findings, the contents have elements that can confuse the public and contain words that insult Islam,” he said. Irshad is a liberal Muslim activist who openly supports Lesbian, Gay and Bisexual and Transsexual (LGBT) lifestyles. Malaysia bans Irshad Manji’s new book

Langs havnen

Københavns Havn er stadig den samme som i gamle dage før containerne begik et vellykket mord på den, og alligevel er alt anderledes nu den er stået op fra de døde. Det er stadig 42 kilometer kajplads i Nordhavnen, Refshaleøen, Nordre og Søndre Frihavn, Inderhavnen, Holmen, Sydhavnen, Prøvestenen, Færgehavn Nord og Tuborg Havn. Det hedder stadig Amerikakaj, Levantkaj, Orientkaj, Marmorkaj, Stubkaj, de strækker sig tolv kilometer fra syd til nord, men der er ikke et skib mere, der nogensinde har været de steder. Herfra har jeg sejlet til Hong Kong, Manilla, Shanghai, Beirut, Malta, Cypern og New York, og når man kom hjem var kajen sort af mennesker, fordi man havde været væk i halve år.

Det er ligesom i de onde drømme, hvor man tror man er hjemme fordi alt ligner, men man er en fuldstændig fremmed. Jeg kender havnen, den kender ikke kender mig. Jeg er konstanten, alt andet er drønet videre. Nyhavn, hvor der endnu i 60′ erne fandtes skibe, søfolk og ludere, er blevet til et Tivoli også prismæssigt. Jeg spillede nede i nummer 41 med mit orkester, det var ludere og lommetyve og en gratis omgang til musikken. Det var yderst folkeligt på en ret civilliseret måde. Mon folk ved, at Nyhavnskanalen blev udgravet af svenske krigsfanger på kun to år fra 1671 til 1673? Effektive folk. Man sagde at fulde svenskere kunne blive røvet, men det er en vandrehistorie. Det er i dag, man kan blive røvet i København selvom risikoen er en brøkdel af i Malmø. Vor Frelsers spir ser ud som det gjorde den dag jeg blev døbt der, det er kun kobberet, der er skiftet. Jeg kigger på det i forstørrelse. Der er vist ingen deroppe.

Læs mere »

I dag udkommer historikeren Morten Uhrskov Jensens bog “Indvandringens Pris (hæftet bog) – På vej mod et fattigere Danmark”, Peoples Press, 129 kroner. Forfatteren og forlaget har meget generøst tilladt at Snaphanen publicerer et helt kapitel efter eget valg. Jeg har valgt kapitel 2, “Indvandringens økonomi”, 16 sider, der er et af de bærende for bogens tese: At Danmark og Europa af økonomiske grunde og fordi ikke-vestlige efterkommere klarer sig så dårligt i uddannelsessystemet, bør standse enhver udgiftstung indvandring fra ikke-vestlige lande. Der kan linkes til kapitlet og citeres, men det må ikke gengives in toto andre steder.

***********

De glade 60’ere blev de kaldt, også selv om de egentlig varede i ca. 15 år. Den økonomiske optur i Danmark begyndte omkring 1958, og den stoppede brat med oliekrisen i 1973. Arbejdsløsheden forsvandt i de glade år, og fra midten af 1960’erne var der ligefrem mangel på arbejdskraft, ikke mindst den ufaglærte, bl.a. i slagteribranchen. Arbejdsgiverne begyndte at presse på for at få såkaldte gæstearbejdere til landet for at få udført den produktion, der ikke kunne skaffes danske arbejdere til. Arbejdsgiverne pegede på, at Vesttyskland siden 1961 havde haft succes med at lade især tyrkere komme til Forbundsrepublikken for at tage det arbejde, det var vanskeligt at finde tyskere til. Især fagbevægelsen i Danmark var skeptisk. Smedeforbundets formand Hans Rasmussen anbefalede arbejdsgiverne at rationalisere, dvs.indføre ny teknologi, til erstatning for de hænder, der manglede i produktionen. Hans Rasmussen skulle få ret, og mere end han kunne have forestillet sig – de kommende årtiers udvikling på arbejdsmarkedet taget i betragtning.

Danskerne var ikke meget for, at arbejdere udefra skulle komme til landet og tage arbejde. Man frygtede, at udlændinge ville blive løntrykkere, til skade for de resultater, fagbevægelsen havde opnået gennem årtiers arbejdskampe. Men presset fra arbejdsgiverne blev for stort, og fra 1965 gav Folketinget tilladelse til indvandring af arbejdskraft. Den nye arbejdsstyrke blev førstog fremmest hentet fra det daværende Jugoslavien, fra Pakistan og fra Tyrkiet.

Politikerne, der tillod denne indvandring, havde samtidig travlt med at understrege over for skeptikerne i arbejderbevægelsen, at opholdstilladelserne var midlertidige, og at gæstearbejderne derfor ville blive hjemsendt den dag, der ikke var mere arbejde til dem.

Det blev straks populært at rejse til landet højt mod nord, og først i 1973 stoppede strømmen af indvandrende arbejdere brat, da de olieproducerende lande i den arabiske verden firdoblede prisen på olie. Det var en vare, Danmark var helt afhængig af at købe i udlandet, da Nordsøolien ikke var en realitet endnu. Under alle omstændigheder ville Danmark være blevet hårdt ramt, da hele den vestlige verden led under de voldsomt stigende oliepriser – Danmark levede dengang som i dag af sin handel med omverdenen, som også i 1973 først og fremmest var lande i den vestlige verden. Af moralske grunde valgte man imidlertid at undlade at meddele gæstearbejderne, at der ikke længere var brug for dem. Det var der vitterlig ikke. Arbejdsløsheden steg for første gang siden 1950’erne til op imod de 10 procent af arbejdsstyrken. Men man, dvs. et flertal i Folketinget, havde selv inviteret dem, og det blev blandt politikere i almindelighed anset for hårdhjertet blot at hjemsende de arbejdere, der havde påtaget sig efter danske forhold dårligt betalt arbejde.

Enden på den del af historien blev, at knap 19.000 gæstearbejdere fik fast opholdstilladelse i Danmark med mulighed for at søge familiesammenføring og efter en vis årrække opnå statsborgerskab. For en humanitær betragtning var der uden tvivl meget, der talte for, at gæstearbejderne, der for en dels vedkommende havde haft ophold i Danmark i en længere årrække, burde have lov til at blive i Danmark permanent. På den anden side var det for en samfundsøkonomisk betragtning et særdeles dårligt tidspunkt at træffe netop den beslutning på. Den danske industri var i 1960’erne under forandring. Det umættelige behov for ufaglært arbejdskraft, som havde betegnet industrialiseringens tidlige faser, hvor samlebåndsarbejderne stod ved samlebåndet, blev afløst af den højteknologiske tidsalder, vi befinder os i i dag. Det er en tid, hvor de ufaglærte – de, der ikke mestrer et specifikt fag – i stigende grad er udsatte på arbejdsmarkedet.

Nu stod Danmark ligesom en lang række europæiske lande og i stigende grad også USA, selv med dette lands lave mindstelønninger, over for et stort problem: Et betragteligt antal mennesker var inviteret indenfor i en økonomi, en vidensøkonomi, der ikke længere efterspurgte ufaglært, men højtuddannet arbejdskraft, der kunne håndtere det senindustrielle samfunds udfordringer.

At der var problemer i vente, stod klart umiddelbart efter at gæstearbejderne fik tildelt permanente opholdstilladelser i 1973. Danmark havde modtaget knap 19.000 indvandrere, hvis gennemsnitlige kvalifikationer var særdeles ringe i et arbejdsmarked, der i stigende grad efterspurgte højtuddannede. Det kom også snart for en dag, at problemet ikke let lod sig trylle væk. Det blev kun større. Danmark havde dengang i 1973 en rent administrativ udlændingelovgivning, hvormed der ikke fulgte nogen retskrav, men alligevel blev det med det samme kutyme at tildele opholdstilladelser ved ansøgning om familiesammenføring. Sådan opstod i 1970’erne det fænomen, at Danmark havde et stop for indvandring på grund af den økonomiske krise, mens der samtidig blev bevilget familiesammenføring, når en af gæstearbejderne, der havde fået permanent opholdstilladelse, ansøgte om det.

Således begyndte en stille vandring fra især Tyrkiet, fra Pakistan og fra det nu hedengangne Jugoslavien. Der var indvandrerstop, men der var ikke familiesammenføringsstop, et forhold, der skulle få afgørende betydning senere.

I 1983 kunne der næppe længere være megen tvivl om, at de indvandrere, der var kommet til Danmark fra lande uden for Vesten, ville få mere end svært ved at klare sig lige så godt eller bedre end den gennemsnitlige dansker. Erfaringerne var begrænsede, men man må have forestillet sig, at det ville være muligt at uddanne de følgende generationer af indvandrere, dem, vi i dag officielt kalder efterkommere. Det var et forfængeligt håb, det ser vi med al tydelighed i dag, men det berettigede ikke desto mindre en ny og overordentlig liberal udlændingelovgivning i 1983. Med loven blev der givet retskrav for konventionsflygtninge, de asylsøgere, der kan sandsynliggøre, at de er personligt forfulgte. Der blev givet retskrav for den langt mere omfattende gruppe af såkaldte de facto-flygtninge, dvs. asylsøgere, som ikke er flytninge ifølge FN’s Flygtningekonvention, men alligevel får flygtningestatus på grund af ”andre tungtvejende grunde” end risikoen for at blive personligt forfulgt. Og endelig blev der givet retskrav på familiesammenføring, i de første år efter 1983 ned til en alder af 15 år ved ægteskab.

Resultatet af den nye udlændingelovgivning lod forudsigeligt ikke vente på sig, selvom det uden fornemmelse for virkeligheden var blevet hævdet af toneangivende intellektuelle i den offentlige debat, at de lempede regler ville føre til, at omkring 500 (sic!) personer ville få tilladelse til familiesammenføring ”i de kommende år”.At en sådan påstand overhovedet kunne fremføres uden at blive skudt ned som tåbelig, fortæller en del om det åndelige klima i Danmark i 1983.

Den daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen – der personligt var imod loven, selv om også han stemte for – havde få måneder inden lovens vedtagelse advaret om, at flere hundrede tusinder kunne blive fristet af at rejse til landet højt mod nord. Erik Ninn-Hansen fik ret, og de andre tog fejl. I løbet af få år efter 1983 stod det klart, at den nye udlændingelov ville betyde en løbende strøm af asylsøgere, og at mange af disse ville få opholdstilladelse,i gennemsnit ca. 5.000 om året. Og var asylsøgeren først anerkendt, var der et retskrav på familiesammenføring. De første indvandrere fra ikke-vestlige lande, gæstearbederne, hvoraf flertallet var tyrkere og pakistanere, søgte og fik familiesammenføring. På 28 år, fra 1983 til i dag, steg andelen af ikke-vestlige indbyggere i Danmark fra 1 procent til tæt ved 8 procent af befolkningen, når de illegale medregnes. De illegale er især kommet i perioden efter 2001, hvor Danmark fik en VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti, der ellers hævdede at stramme udlændingeloven.

I et historisk perspektiv var der tale om en helt uhørt hurtig forandring i befolkningssammensætningen, men den var ikke uhørt sammenlignet med andre nord- og vesteuropæiske lande og USA i samme periode. Alle disse lande gennemlevede noget ukendt, nemlig at der ikke længere var ”interne” vandringer mellem vestlige lande såsom den europæiske udvandring til USA eller mange italieneres vandring til Frankrig. I stedet var og er der tale om ukontrollerede vandringer fra klodens andre kulturer, fra de ikke-vestlige egne af verden.

Et samfund kan tjene på indvandring, hvis indvandrerne gennemsnitligt klarer sig bedre end den oprindelige befolkning. Sådan er det, hvis indvandrerne i gennemsnit er i stand til at fuldføre uddannelser med et vidensindhold højere end det, den oprindelige befolkning tilegner sig. Det turde være indlysende. Hvis indvandrerne kun klarer sig lige så godt, kan man stille sig det spørgsmål, om indvandring er en god forretning, eftersom der altid og uden undtagelse vil være kulturelle omkostninger forbundet med indvandring – et eksempel er Molenbeek, en bydel i EU’s hovedstad Bruxelles, hvor efterhånden kunarkitekturen afslører, at man stadig er i Europa. Klarer indvandrerne og deres efterkommere sig mærkbart ringere end den hjemmehørende befolkning, er det entydigt og uden undtagelse en dårlig forretning at tillade indvandring i stor skala.

En indvandrer, hvad enten vi taler om en fra den vestlige verden eller ej, kan sagtens kortvarigt og isoleret set gå ind og være en gevinst, hvis han eller hun udfører et arbejde, det ikke umiddelbart er muligt at få en dansker til.

Men en indvandrer vil i sagens natur også trække på en række offentlige ydelser under sit ophold i Danmark. Undtagelsen vil således være det tilfælde, hvor man i en afgrænset periode benytter sig af arbejdskraft, det er svært at skaffe indenlands, hvor der ikke følger sociale rettigheder med arbejdsopholdet, og hvor arbejdstageren bliver sendt ud af landet i det øjeblik, der ikke længere er et behov. Men en sådan model er uacceptabel, både for mig at se og for det store flertal af vesterlændinge. Inviterer man arbejdskraft inden for døren, er det, fordi man tilbyder dem, der tager arbejdet, et livslangt ophold ogser med velvilje på deres ønske om at få familien hertil.

Vicedirektøren i Danmarks Nationalbank, Anders Møller Christensen, formulerede i 2007 problemet sådan her:

”Vi har ikke de bedste historiske erfaringer med at integrere udenlandsk arbejdskraft. Det, som tæller i sidste ende, er også, at vores produktion og velfærd per indbygger vokser. Det er hele formålet med at få flere i arbejde. Men det kræver at den udenlandske arbejdskraft bidrager med en indkomst, der er mindst som gennemsnittet i Danmark i forvejen.”

En indvandring, der ikke efter maksimalt én generation ligger over den oprindelige befolkning i indkomst, er ikke en indvandring, der bidrager til samfundsøkonomien. Der er i bedste fald tale om en kortvarig gevinst. Der er dem, der hævder, at indvandring kan løse den såkaldte ældrebyrde, men de må have overset, at også indvandrere og deres efterkommere bliver gamle og skal forsørges. På længere sigt vil det kun skabe en langt større regning end den, ældrebyrden er. Et andet aspekt er, at ikke-vestlig indvandring sænker gennemsnitsindkomsten i Danmark og i de vestlige lande, og en sænkning af den gennemsnitlige indkomst betyder et fattigere land. Ikke nødvendigvis i absolutte tal, men relativt i forhold til, hvad der kunne være opnået.

Det er de økonomiske realiteter, noget andet er, at indvandrere, der gennemsnitligt klarer sig dårligere end den oprindelige befolkning, medfører spændinger i samfundet. Grupper, der generation efter generation klarer sig dårligere end flertallet i den oprindelige befolkning, vil føle sig som ofre for diskrimination, også selvom der ikke er tale om andet end en lavere uddannelsesgrad og med dét typisk lavere indkomst. Religiøse forskelle kan i betydelig grad forstærke den slags spændinger, idet talsmændene for de grupper, der underpræsterer, vil hævde, at den økonomiske ulighed skyldes flertalssamfundets fobi over for en anden religion end den, som flertallet tilslutter sig. Etniske forskelle, som i sagens natur eksisterer, når vi taler om indvandring fra ikke-vestlige lande, vil få en endnu større betydning, end de i forvejen har. Det er ikke noget ønskværdigt scenarie. Især ikke, da intet tyder på, at de forskellige etniske og religiøse grupper har nogen tendens til at gifte sig indbyrdes.Grupperne vil være der, de vil være tydeligt adskilte, og de vil klare sig meget forskelligt. Det er det stof, som alvorlige konflikter er gjort af.

Jeg lyder nok som en alarmist, og nogle vil sige, at statistikkernes tørre tal modsiger mig, både i Danmark og f.eks. i Tyskland. De kvindelige efterkommere fra den ikke-vestlige verden rykker nemlig. Ifølge de seneste tal fra det nu nedlagte danske integrationsministerium er det nu 41 procent af de 20-24-årige efterkommerkvinder, der går på en videregående uddannelse, en andel, som er én procent bedre end for etnisk danske kvinder og langt over mændenes niveau, både de etnisk danske mænds og især efterkommermændenes. For sidstnævnte gælder i parentes bemærket, at rystende 56 procent ikke har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse. For danske mænd er det tilsvarende tal 27 procent. Efterkommerkvindernes umiddelbare succes skal dog sammenlignes med, at tidligere undersøgelser har vist, at frafaldet for indvandrere er væsentlig højere end for danskere.

Endnu mere interessant er det, at baggrunden for historien om efterkommerkvindernes succes er, at Danmarks Statistik også har undersøgt, hvor højt uddannelsesniveauet er for de ikke-vestlige efterkommere, der har rundet de 30 år – en alder, hvor de fleste har fuldført den uddannelse, de kan.
Læs mere »

Historikeren Morten Uhrskov har beskæftiget sig fagligt med indvandringen i over ti år, han har skrevet to bøger på i alt 764 sider om emnet, i hundredevis af artikler og adskillige TV-debatter. Det er en ganske tidstypisk selvovervurdering at en 24-årig Radikal statskundskabsstuderende går ind i ringen og konfronterer ham, som var det på lige fod hvor den enes synspunkt har lige så meget vægt som den andens. Det gik da heller ikke bedre end striptease gør i sommervarmen.

Det første rigtigt rystende stød sættes ind minut 5:24 hvor den Radikale integrationsordfører fører Politikens løgnagtige historie fra den 21.5 på banen. Hun kender Politikens tyndbenede fordrejninger, Uhrskov har læst specialestudiet. Der misses lidt overrasket med øjenvipperne. Derefter kommer der kun vildt flagrende stød fra Liv Holm Andersen indtil – det er jo desværre TV – den flinke gong-gong redder hende fra et uundgåeligt knock-out nederlag. Da er hun igang med en luftig historie fra de varme lande om ‘værdien af at leve i et samfund hvor alle kan gifte sig med…’ historikeren kan glemme alt om at få noget konkret ud af hende, der har med samtalens emne at gøre.

Hun bemærkede næppe hvad der var sket. Sansen for egne begrænsninger var fraværende længe inden hun gik i studiet, tabt et eller andet sted i feel-good skolens klub for indbyrdes ros over ingenting. Men vi andre så det: Uhrskov fik stilfærdigt udstillet den såkaldte elites hule bedrevidenhed og ubegrundede selvtillid helt ind til trusserne. Holm Andersen er blank på elementære facts og årsagssammenhænge og hun er medlem af et parti, der har yndet at kalde politiske modstandere ‘farlige’. Bedøm selv, hvem der er farlig for sine omgivelser, for velstanden, velfærden og for den sociale ro i Danmark. En født klassiker der i demokratiets og efterkommernes interesse skulle være sendt på DR 1 i prime time. Fremragende, pædagogisk TV-dokumentation. Nu går folk flest glip af det, og vi har Liv Holm Andersener i Folketinget med udøvende magt over vores fremtid, der ikke kan kende forskel på plat og krone, og som ikke engang er klar over det selv.

Uwe Max Jensen var nøgensolidarisk med Den Lille Havfrue

Danmarks eneste verdenskendte skulptur Den lille Havfrue på Langelinie ved indsejlingen til Københavns Havn har siddet model til meget. Ikke alene har Edvard Eriksens skulptur fået savet hovedet af – i 1964 af situationisten Jørgen Nash og igen i 1998 af en ukendt gerningsmand – havfruen har i snart 99 år – i sol og regn, sommer og vinter – siddet afklædt på sin sten med sit vemodige ansigt og sin blottede ungpigebarm. Det er en præstation, der aftvinger respekt.

Derfor har kunstneren Uwe Max Jensen besluttet at være nøgensolidarisk med Den lille Havfrue ved – ikke i 99 år, men i 10 minutter – at sidde nøgen i samme positur som Den lille Havfrue på den sten, der er placeret skråt til venstre for havfruen. Uwe Max Jensen har de seneste måneder øvet sig, så han vil være i stand til at imitere både havfruens kropsholdning og mimik. Uwe Max Jensen er nøgensolidarisk med Den lille Havfrue onsdag 23. maj 2012 klokken 14.00.

Uwe Max Jensens nøgensolidariske happening kan ses som et modstykke til Jørgen Nash ‘s og andres vandalisme. Desuden indgår happeningens fyldige mandsperson naturligvis i et dualistisk spil med den spinkle kvindelige havfrue. (klik fotos op i helskærm)

Læs mere »