7
nov
Seneste opdatering: 8/9-14 kl. 2031
27 kommentarer - Tryk for at kommentere!

PALME Regi: Kristina Lindström och Maud Nycander Med: Lisbet Palme, Ingvar Carlsson, Carl Bildt, Desmond Tutu m.fl. Längd: 1 tim 45 min

En høj mand går bagfra op på Olof Palmes venstre side, lægger højre arm om ham og spørger om han er Olof Palme. Et skud fra en Smith og Wesson 345 Magnum flænser hans aorta højt oppe. Morderen skyder med den frie venstre hånd. Han må have været død sekunder efter han ramte fortovet ud for Dekorima på Sveavägen. Ikke ti kirurger på stedet havde kunnet reddet hans liv.

PALME begynder med mordet og spoler baglæns. Jeg var med et blandet, internordisk selskab i Grand Teatret i går og se filmen om Olof Palme, og det er lige før, at det gode norsk-svensk selskabs kommentarer bagefter var det interessanteste. Filmen er dog seværdig for os der gjorde perioden med, først og fremmest på sin rigdom af fotos og filmklip, og på venner og families mere personlige beretninger om Palme, men det er og bliver et retoucheret, forskønnet portræt af Olof Palme, og man undrer sig over at det åbenbart ikke er muligt at lave noget skarpere her 26 år efter mordet på Sveavägen. En sådan film kunne formentlig ikke have Lisbeth Palme, de tre sønner og families nærmeste venner med som gennemgående medvirkende.

Navnlig Palmes elitære barndom og ungdom står stærkt i filmen. Der er ingen tvivl om, at han er lynende begavet, temperamentsfuld og efterhånden også veluddannet, hvilket ikke nødvendigvis skal forveksles med politisk tæft. 1960 erne er Palmes glanstid ligesom det er Sveriges. Det bare drejer sig om at fordele de formuer landet tjener. Det er denne bølge, der bærer ham oppe, og filmen kan ikke skjule, at da han dør som 59-årig, har han passeret zenith og hans idealisme fået mange ridser i lakken i mødet med virkeligheden. Han længes væk fra svensk indenrigspolitik, efter sigende til en generalsekretærpost i FN.

1970 og 80- erne viser en mindre vellykket, men stadig arrogant Palme, der giver sig ud i udenrigspolitiske fantasterier samtidigt med at Socialdemokratiet mister magten for første gang i 44 år.

Danske anmeldere er temmelig kritikløst begrejstrede. Berlingske mener den er ‘mesterlig’. Det er den ikke. Den er interessant fordi Palme er interessant, ellers er den ganske ordinær. De lægger ikke mærke til, hvor let filmen går henover de mørkere sider. Nogle omtales nænsomt i forbifarten: IB affären, Geijer affären, Cuba talen, som er Palmes hyldest til Castro og Cuba afleveret medens cubanske socialdemokrater sidder fængslet i Castros Gulag.

Palmes kritik af USA, Israel, Chile, Portugal, Grækenland, Sydafrika er frontal, mens han er – trods det at han er antikommunist – ganske tavs og lamefrom overfor DDR og Sovjet og endda hylder folke- og massemorderen Pol Pot med ordene “”en stor seger för folkens rätt att bestämma över sitt eget öde”. Om ayatollaherne i Iran sagde han, at de “”bygger upp sina demokratiska institutioner med pedantisk noggrannhet”. Om Gaddafis diktatur sagde han, at det er ”i linje med vår politik”. Den danske Schlüter-regering sammenlignede han med militærjuntaen i Argentina. Palmes fordømmelse af bombningen af Hanoi i julen 1972, var sand og rigtig i ‘sakfrågan’, men det er ikke sådan man kritiserer en allieret, der garanterer ens frihed.

Er det en stor statsmands vurderinger og sunde dømmekraft? Nej, nok var han en usædvanlig begavet, karismatisk politiker, der vakte opsigt ved sit frisprog, men hans politiske kompas var helt upålideligt, impulsivt og uden overblik. Han vil alligevel gå over i historien og mytologien alene af den grund, at han blev myrdet og måske fordi så lysende begavelser nu om stunder holder sig langt væk fra det politiske liv.

I Danmark vil han blive husket og dyrket af socialdemokrater og fordi Skjoldsgade på Østerbro kom til at hedde Olof Palmesgade, men i biografen var der ikke én blandt publikum, som var under 45 og som altså var yngre end tyve, da han blev myrdet. Om tyve år er han en lyd, nogen nok synes de har hørt et eller andet sted, ligesom Hjalmar Brantings Plads, der ligger et stenkast fra hans gade.

Filmen gør meget ud af “Palme-hatet” som noget helt exceptionelt, et særligt matyrskab som bare Palme skulle udholde. Det var slemt nok, men ikke værre end så mange politikere oplever. Hadet mod Mona Sahlin har været enormt. Ville Pia Kjærsgaard kunne gå uden livvagter gennem Københavns gader til en biograf med sin mand? Er smædetegningerne af hende mildere end dem af Palme?

Da jeg kommer ud i Mikkel Bryggersgade bagefter tænker jeg, hvor ærgerligt det var, at Palme ikke kom til at leve under og efter verdenskommunismens kollaps, – i det lys kom mordet i 1986 Palmes eftermæle belejligt – og at filmen ikke er den film, den kunne og burde have været. Han har ikke været død længe nok.

Trods det er den værd af se for alle interesserede, der vil mindes den svenske verden af i går, som trods det at ikke alle har opdaget det, er forsvundet for evigt. Mordet på Palme var begyndelsen til enden for et svensk selvbillede, det ikke virker helt psykisk sundt at dyrke og opretholde endnu så længe efter. Jeg var i Sverige, da det skete. Mit Sveriges-billede har ikke været det samme siden dengang. I 1992 kommer den svære økonomiske krise og masseindvandringen løber amok. I 2003 myrdes Anna Lindh af en serbisk nationalist, man ikke lykkes med at erklære utilregnelig og derefter hastigt stuver af vejen, og resten er…..hverdag på bloggen når jeg udholder at iagttage det.

(“Den selektive dikaturkritik” er et lån fra Per Ahlmark og om bordel-Geijer affæren sendte Veckans Brott på SVT i går – fra minut 28:15. Eget foto af studenten Palme er taget fra biograflærredet.)


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?