7
dec
Seneste opdatering: 8/12-12 kl. 2123
18 kommentarer - Tryk for at kommentere!

Hør om Steyns jule-CD, med den muligvis ironiske titel: “Making Spirits Bright”. Modsat intervieweren på TV, viste jeg godt, at Steyn er en crooner i 40’ernes tradition.

Ortodoks islam i vor tid

Af Tim Pallis

(Tim Pallis is a Zen-Buddhist and one of the first danes to go abroad to study – in 1969 in the Daitoku temple in Kyoto, Japan.*)

Virkeligheden er ikke, hvad den plejer at være, for “plejer” er død. De gamle religionsforskere brugte ordet muhamedanisme, når de talte om islam. Det er i dag blevet politisk ukorrekt. De nye religionsforskere bruger nu kun ordet islam, når de mener den religiøse tro eller den islamiske kultur. Der er skabt et nyt begreb, som hedder islamisme, som man bruger, når der er tale om islams politiske dimension. Man bruger derfor ordet islamister, når der lægges vægt på, at det drejer sig om muslimer, som er politisk aktive og følger shariaen.

Men for at undgå enhver misforståelse er det vigtigt at være klar over, at den religiøse tro islam samtidig også er en politisk bevægelse. Islam er tro og politik i én skøn forening. Islam er en stram lov religion og shariaen omfatter både trosætningerne og reglerne for familiepolitik og storpolitik. Derfor er det fuldstændig forrykt, at skelne mellem islam og islamisme.

Der er ikke forskel på islam og islamisme. Islam er og bliver islam, og det har altid været det samme som islamisme. Hvis man adskiller mellem islam og islamisme betyder det at islam kan betragtes som godartet eller som en fredens religion, der er forenelig med Vestens juridiske systemer og sociale normer, og det er shariaen ikke.

Da man i midten af 1700-tallet i Frankrig begyndte at skrive om muhammedanismen, brugte man ordet islamisme og muhammeddanisme i flæng. Man var på det tidspunkt endnu ikke begyndt at anvende den korte form islam. Ordet islamisme findes i Oxford English Dictionary fra 1748. Senere erstattede man det med islam, og i Encyclopaedia of Islam fra 1938 er det helt forsvundet. I 1970erne og 80erne begyndte akademikerne igen at bruge ordet islamisme, men denne gang i betydningen fundamentalisme.

Det kommer muligvis af, at 1800-tallet og 1900-tallets islamiske modernisme, som i virkeligheden var en tilbagevenden til fundamentalismen i profeten sædvane (sunna), bruger ordet “al-Islamiyya”, som navn i deres politisk-religiøse bevægelser f.eks. Al-Jamaah al-Islamiyya, grundlagt i Indien i 1941 og al-Gama’a al Islamiyya, grundlagt i Egypten.

Disse bevægelse lægger vægt på at vende tilbage til rødderne i deres religion og forene sig politisk. Det drejer sig kort og godt om at følge Koranen og ahadith til punkt og prikke, pan-Islamisk enhed, genoprettelse af kalifatet, ophævelse af ikke-muslimers indflydelse i de muslimske lande, især Vestens militære, økonomiske, politiske, sociale og kulturelle indflydelse i den muslimske verden. Den politiske suverenitet tilhører nemlig Allah, og derfor bør shariaen være statens grundlov og ikke de menneskeskabte love.

Er det at være islamist så noget andet end at være muslim? Muslimer er alle med en muslimsk far. At skifte denne tro ud med en anden tro er der dødsstraf for. At være muslim gælder alle, som enten er født til det eller er konverteret. Der er imidlertid forskellige måder at være muslim på – én af dem er at være islamist. Jeg tror man kan karakterisere en islamist som en ortodoks eller en “mainstream” muslim, om man vil. Man skelner jo også mellem jøder, som er ortodokse og jøder, som ikke er ortodokse.

Man kan være muslim på mange måder. Der har altid været hundredevis af forskellige muslimske grupper, ordner, selskaber, samfund eller sekter med hver deres traditioner, grundlæggere, krigere og mystikere. Man kan således være sufi muslim eller ortodoks sharia traditionalist på flere måder, alt efter hvor i Islams enormt udstrakte verden man lever. Men hvor i verden man så end befinder sig, tilhører man, i og med at man er muslim, ummahen – det muslimske verdensfællesskab.

I Vesten har man indenfor de sidste årtier opfundet nogle nye betegnelser for muslimer, efter at man er stødt ind i konflikter ved den tankeløse immigration af muslimer. Det er f.eks. moderate muslimer, kultur muslimer, liberale muslimer og demokratiske muslimer. Man kan som muslim også være islamist, fundamentalist, radikaliseret, ekstremist eller terrorist.

De fleste muslimer i verden er kultur muslimer, ligesom man kan tale om kultur kristne, kultur buddhister osv. 80% af den danske befolkning er f.eks. kristne, fordi de er døbt, men langt de fleste har ingen anelse om, hvad kristendom egentlig er – de er kultur kristne. Det samme gælder muslimer og alle andre med et eller andet givet forhold til deres kulturs religiøse tilbud, som de er født ind i. I den Islamiske verden er det meget almindeligt at være kultur muslim, blandt andet fordi det kun er et meget lille antal personer, som faktisk kan læse standard arabisk, som er nødvendigt for at kunne læse Koranen.

Den måde, man bruger ordet “islamist” i kulturdebatten, skelner mellem fundamentalister og almindelige muslimer. Derfor bliver udtrykket ofte ikke godkendt af moskeernes sheiker og imamer. Stormuftierne i de muslimske lande afviser enhver tale om, at der findes moderate muslimer, radikaliserede muslimer og andre vesterlandske betegnelser. Islam er nemlig Islam og den troende er muslim, så enkelt er det set fra moskeen.

Ibn Warraq, som skrev værket Derfor er jeg ikke muslim, har skabt udtrykket: “Det kan godt være der findes moderate muslimer, men islam er ikke moderat”. Det kan også godt være, at moderate muslimer kan radikaliseres, men da islam i sig selv er radikal, betyder det blot, at disse muslimer er forblevet ortodokse muslimer. Og det er de med indflydelse af de karismatiske sheiker i moskeerne, fra den dag et stærkt religiøst behov vågner i dem.

Det kan naturligvis føre til, at de bliver ekstremister eller terrorister, fordi den korteste vej til det islamiske paradis er at dræbe ikke-muslimer og selv dø i denne jihad. Den kendte islam kritiker Michelle Malkin har sagt: “Islam er problemet, der findes ingen “radikal version”. Muhammed skrev den oprindelige opslags bog i terrorisme. Det er Koranen. Jeg ønsker held og lykke til de, der prøver på at skabe en moderat version”.

Det er meget få her i landet, som erkender, at islam er en ganske veldefineret størrelse, hvis inderste væsen er formuleret i Koranen, Muhammed biografierne, og det man kalder ahadith eller profetens sædvane (sunna). Der findes naturligvis både autoriserede eller stærke ahadith og uautoriserede eller svage ahadith.

Selv om Islams veje er mangfoldige, ligesom kristne veje og buddhistiske veje er meget varierede, er der en kerne af koranisk islam, som er en fællesnævner for alle muslimer. Koranen betragtes jo i islam som ligeså “uskabt”, evig og fuldkommen som den transcendente Allah, der kan gribe ind når som helst og ændre alt.

Koranen er perfekt, evig, universel og de sidste ord fra den eneste Gud der findes nemlig Allah. Det helt specielle ved Koranen er, at det er en trosartikel, fordi det er en åbenbaret bog og altså ikke et menneskeværk som Biblen. Koranen er en trosartikel, fordi den opfattes som uskabt på samme måde, som Allah er uskabt. Det vil sige, at den er absolut sand fra evighed til evighed. Det er Allahs vejledning til sit sendebud Muhammed gennem englen Gabriel. Intet kan tilføjes, intet trækkes fra eller fortolkes.

Dette forhold gør det umuligt for al fremtid, at komme med reformer eller fornyelser i Islam. Ordet bida, som betyder fornyelse er et skældsord i Islam. Hvis nogle i ummahen, det muslimske verdensfællesskab, med tiden bevæger sig for langt væk fra traditionen, kan man derfor kun vende tilbage til profetens sædvane (sunna) igen. Det kan man kalde for en omvendt reformation. Den mest udbredte omvendte reformation i dag er salafisterne, som betyder: De der går tilbage til forgængerne. Salafisterne kaldes i Vesten for Islamister eller fundamentalister.

Det er vigtigt at understrege Islams uafbrudte sammenhæng og kontinuitet, fra de første skrifter blev nedskrevet til vore dage. Vi må forstå Islam ud fra Islams egne forudsætninger. Det politisk religiøse program hos dem, vi kalder radikale islamister, ja selv terroristernes handlinger, er motiverede af og bygger i alle henseender på islams hellige skrifter og ikke på en afvigende udlægning. De har ikke hijacket islam og omfortolket islam til deres egen politiske fordel. Deres anti-demokratiske og totalitære ideologi er udviklet på basis af de hellige skrifter.

Moderne islam forskere som Jørgen Bæk Simonsen og Jørgen S. Nielsen er så politisk korrekte i kulturdebatten og overraskende også i deres forskning, at de ikke mener, der eksisterer noget bestemt, som kan kaldes islam. Islam har ingen essens, islam er ingenting, for islam er så mangfoldig, at man ikke kan sige, at den er det eller det. Islam kan altså fortolkes, som man vil. Det virker som både en banal sandhed og en utroværdig flugt fra virkeligheden.

Det kan godt være at vesterlandske islam forskere kan fortolke Islam på mange forskellige måder, men jeg tror ikke, at en muslim bryder sig om at få et tilbud om selv at fortolke islam og sharia, således som han nu synes er rigtigt for ham. Det gjorde Muhammed, og hans kone gjorde ham opmærksom på det, men det gør en moderne muhammed bestemt ikke. De spørger igen og igen de islamiske jurister fuqaha (ental: faqih, jura: fiqh) om, hvad der er forbudt og hvad der er tilladt her i livet – det er ikke nemt at følge.

Det banale er, at alle mennesker er forskellige. Der er heller ikke to blade på et træ, som er ens. Det sikreste ståsted rent videnskabeligt er at sige, at alt er forskelligt. Dermed har man dræbt den farlige debat. Man skal nok være meget akademisk i hovedet for at påstå, at en religion ikke er noget, fordi der gives så mange udlægninger af den.

Forskere er både arrogante og forsigtige på samme tid, for selv om de er temmelig skråsikre, må de indrømme, at der er meget de ikke forstår. De læser mange bøger med mange forskellige opfattelser af det samme. Så det er nemt at komme i tvivl. Samtidig kan de være meget dygtige til at forsvare et svagt standpunkt.

Siden etnograferne og antropologerne kom i vanskeligheder ved beskrivelsen af fremmede kulturer, er det blevet almindeligt, at man som moderne kultursociolog (oplært i Frankfurterskolen) går ud blandt almindelige folk og optager deres uforbedrelige mening om deres religiøse overbevisning. Man læser knabt nok skrifterne i oversættelse længere. Man sætter sig heller ikke ind i de historiske kilder. Nej man går ud blandt folket, som gerne fortæller, hvad de synes og føler. Det er som snydt ud af Frankfurterskolen.

Virkeligheden er en ganske anden og sandheden noget helt andet. Det ved kun de, der virkelig er aktivt troende og følger profetens sædvane. Det er dem vi nu kalder fundamentalister eller islamister. Lige siden “porten blev lukket” til enhver nyfortolkning, ijtihad, og enhver fornyelse, bida, engang i 900-tallet, har de lærde ortodokse sharia muslimer, kaldet ulama, sat sig på den korrekte opfattelse af profetens sædvane (sunna).

De lærde styrer den rådgivning, som almindelige muslimer har brug for i deres daglige liv. De lærde er ulama (ental: alim, en lærd). Ulama er de sagkyndige i troslæren, som har seks trosartikler: At tro på Allah, hans engle, hans åbenbarede bøger, hans sendebud, dommedag og skæbnen. Islam er dybt fatalistisk.

Blandt ulamas lærde findes også juristerne, fuqaha, som er specialister i sharia. De kender de hellige skrifter, hvorfra man udleder shariaens regler og love for, hvad der er forbudt eller haram, og hvad der er tilladt eller halal med hensyn til alle livets forhold fra forkert og korrekt opførsel i privatlivet til, hvordan verden skal være indrettet i følge Allah.

Der er to jurister, som har en særlig betydningsfuld stilling i det islamiske retssystem som højeste autoriteter. Det er for det første muftien, som er den øverste islamiske akademiker. Han fortolker og forklarer shariaens principper, og er i vor tid, hvor der ikke findes en khalifa, også bemyndiget til af udstæde en fatwa. Den anden er qadien, som er sharia domstolens dommer. Hans domsafsigelse skal være baseret på det, der hedder ijmah dvs. på ulamas konsensus. Liberale eller moderate muslimer har kritiseret, at det er ulamas konsensus, der tages hensyn til og ikke ummahens konsessus, som er mindre konservativ og fundamentalistisk.

Ordet sharia betyder ”vej” eller ”vejen der fører til kilden”. Det drejer sig om et korpus af generelle principper for Islamisk lov, som er en normativ læsning af Koranen og sunna, der bestemmer, hvordan man skal være som muslim. Det siges, at alt er tilladt i Islam på nær det, der ikke er tilladt.

Jeg omtalte ovenfor et vigtigt begreb i den islamiske retslære, der hedder ijtihad, som betyder fornuftens anstrengelse. Ijtihad skal forstås som et juridisk redskab, der kan fortolke, hvad der er rigtigt eller forkert. Det er en juridisk bedømmelse, som benyttes, hvis der ikke foreligger et klart koranvers eller noget i sædanen (sunna), som kan bestemme, hvordan man skal forholde sig i en bestemt situation. Det er kun islams jurister (fuqaha) med deres indsigt i kilderne dvs. Koranen og sunna, som har retten til at udlede nye regler i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en klar tekst om spørgsmålet.

Man taler om 4 sunnitiske retsskoler og 4 shiitiske retsskoler, men der er flere andre mindre kendte. Der er naturligvis forskel på dem, men der er også en stor fundamentalistisk eller ortodoks lighed mellem dem. De står alle for mainstream elller traditionalistisk islam – det kommer ud på ét.

Arbejdet med at formulere den Islamiske retslære blev grundlagt af 4 klassiske retsskoler: Hanifa, Malik, Shafii og Hanbal, som er navnene på fire teologiske jurister, der levede i de to første århundrede efter Muhammeds død i 632. Efter etableringen af disse 4 retsskoler “lukkede man porten” til ijtihad dvs. nye fortolkninger af sharia i 900-tallet, og det har i det store og hele ikke været muligt at åbne porten igen.

Der er blevet gjort forsøg på at åbne porten til nye fortolkninger af sufi inspirerede teologer, men det er som regel blevet afvist af ulama som kætteri. Så snart man er inde på noget, som kunne være en fornyelse i islam, betegnes det af ulama med fy ordet bida, som betyder fornyelse. Der vil øjeblikkeligt være medlemmer af ulama, som forlanger istifa. Istifa er en anmodning om en legal vurdering af et vanskeligt eller omstridt spørgsmål.

Det er sådan i dag, at de politiske hardcore muslimer overalt opfordrer alle muslimer til at være religiøst og politisk aktive ved at demonstrere deres tro udadtil, ved tydeligt at vise deres pietetsfølelse og give den social gyldighed gennem overholdelse af sharias regler for blandt andet kvinders påklædning og ved hele tiden at stille nye halal krav til det værtsland, hvortil de er emigreret. Dette kan gøres på flere forskellige måder alt eftersom muslimerne kender profetens sædvane og følger ulamas opfordringer mere eller mindre bogstaveligt.

De grupper eller enkelt individer, som udøver terror langs islams blodige grænser eller som tilflyttere i Vesten, kalder vi for fanatiske eller radikaliserede muslimer. De begrunder alle deres handlinger med henvisninger til Koranen eller sunna, som er profetens sædvane, og de støttes moralsk af ulama. Det er den islamiske ortodoksi og dermed jihad læren, som er kilden til disse handlinger.

Men der er mange almindelige muslimer, som er meget tro mod Koranen og profetens sædvane i en meget bogstavelig forstand. Det er dem vi betegner som enten ortodokse, mainstream eller traditionalister. Vi betegner dem ikke som ekstremister eller radikale muslimer, men dog som sharia muslimer eller fundamentalister.

Sålænge de i deres politiske handlinger ikke er voldelige jihadister, altså terrorister, har verdenssamfundet besluttet sig for at kalde dem “moderate” muslimer. Men det er en virkelighedsfjern eftergivenhed, som ikke holder i længden. Islam er ikke moderat. Moderate muslimer er et fatamorgana, en vestlig ønskedrøm.

Begyndelsen til Islams aktive, konservative, politiske ideologier, som vi i dag kender som wahhabismen og salafismen, må tilskrives en vis Ibn Tamiyya (1263-1328). Han var en fundamentalistisk teolog og jurist, som stod på skuldrene af Ibn Hanbal (778-855), der var grundlægger af én af de 4 retslærde skoler, som implementerede profetens sædvane på en meget pietistisk (bigot) og streng måde.

Ibn Tamiyya blev født i det, der i dag er Iraq og flygtede som ung fra mongolernes hærgen til Damaskus, hvor han fuldendte sine studier. Denne mand har haft enorm indflydelse på sharia islams historie. Han kom fra en sufi baggrund og blev flere gange i sit liv kastet i fængsel for sin kritik af nogle vigtige juridiske spørgsmål og for ikke at adlyde Sultanen. Hans særlige opfattelse af shariaen bragte ham i eksil i Cairo et stykke tid.

Ibn Tamiyya stod fast på en meget stram fortolkning af sharia islam og regnes nu om dage for at være grundlægger af mange sunnitiske bevægelser som feks. den pakistanske journalist og sharia modernist Sayid Abdul Ala Maududis (1903-79) organisation al-Jamaah al-Islamiyya og den egyptiske lærer og sharia modernist Hassan al-Bannas (1906-49) organisation Det muslimske Broderskab. Disse bevægelser er forskellige former for salafisme (salaf betyder stamfader), som henviser til Muhammeds 3 nærmeste efterfølgere, der var de første kaliffer. Salafismen har i dag enorm udbredelse i hele den muslimske verden – den er blevet mainstream.

Måske er det mest karateristiske ved Ibn Tamiyyas indflydelse på Islam hans teori om den nødvendige jihad imod ethvert land, som ikke slavisk følger sharia, men derimod menneskeskabte love. Det kaldes kufr eller vantro. Denne revolutionære jihad lære deles i dag ikke alene af radikale muslimer (læs terrorister), men også af de fleste ortodokse, mainstream muslimer, fordi den er af central betydning for islams mission (dawa) og udbredelse i verden ifølge Koranen og ahadith.

En interessant crackpot besynderlighed i Ibn Tamiyyas trossystem var, at han mente, at Allah også har en kropslig identitet. Selv om de fleste hævder, at Allah helt og holdent er transcendent, skrev Ibn Tamiyya om Guds hånd, fod og ansigt.

Ibn Tamiyya skrev også skarpt imod den mest betydningsfulde sufi metafysiker Ibn al-Arabi (1165-1240) og sagde, at hans lære intet havde med Islam at gøre. Da Ibn al-Arabi er den metafysiker, som de fleste sufier siden hen har opfattet som deres spirituelle stamfader, er det vigtigt at fremhæve Ibn Tamiyyas indædte modstand mod ham. Tamiyya erklærede desuden total krig mod alle sufier, shia muslimer og studiet af græsk filosofi.

I dag pryder Ibn Tamiyyas bøger boghandlernes vinduerne overalt i den muslimske verden også i byen Konya i Tyrkiet, som stadig er et centrum for den største sufi mystiker digteren Jalal ad-Din Muhammad Rumi (1207-1273), som også var jurist og teolog. I Konya boede også Ibn al-Arabis stedsøn Sadr al-Din al-Qunawi (d.1274), som var samtidig med Rumi og regnes for Ibn al-Arabi vigtigste elev.

I 1900-tallet samlede interessen sig om genopvækkelsen af profetens sædvane (sunna), som bestemt ikke var nogen renaissance eller reformation, men snarere en omvendt reformation, som filosoffen Kaj Sørlander benævner den. Det var en venden tilbage til ortodoksien eller hardcore sharia islam, og den har præget den muslimske sunni verden i et lille århundrede nu i og med dens politiske aktivisme og fundamentalisme. Det er meningsfuldt, at betragte hele denne moderne pakke af islamiske bevægelser som salafisme.

Selvfølgelig har ulama, muftierne, juristerne (fuqaha) og Al-Azhar Universitetet i Cairo hele tiden ligget bag denne salafi vækkelse, fordi den er ensbetydende med en moderne udgave af profetens sædvane (sunna), som står på skuldrene af Ibn Tamiyya. Man må sige, at Ibn Tamiyyas arvtagere idag alle er de politisk-religiøse fanatikere, som på en eller anden måde identificerer sig som salafister – og det er størstedelen af alle sunni Islams ortodokse muslimer.

Den form for islam, som i dag præger Saudiarabien og dermed hele den sunnitiske verden, er grundlagt af Ibn al-Wahhab (1703-1787). Han var dén fundamentalistiske kraft, som Saud familien allierede sig med under erobringen af den arabiske halvø for at legitimere et åndeligt ståsted i profetens sædvane (sunna). Ibn al-Wahhab var tro mod Ibn Tamiyyas lære, og deres lære bestemmer idag alt i Saudiarabien.

I Vesten kalder man denne form for Islam wahhabisme, og den har enorm indflydelse på hele den sunnitiske verden på grund af de uendelige mængder af petrodollars, som tilflyder koranskoler og moskeer overalt i den muslimske verden. Denne promovering af sharia islams mest bigotte side foregår ikke alene i de muslimske lande, men også i alle de lande, som har sunnitiske tilflyttere og emigranter.

Der er ingen grund til at skelne mellem wahhabisme og salafisme. Wahhabisme er som sagt en vesterlandsk betegnelse for islam i Saudiarabien, men opfattes af sauderne som nedsættende, fordi der ikke er forskel på islams sædvane (sunna) og Ibn al-Wahhabs lære. De foretrækker selv at kalde sig muwahidoon, som betyder unitarer.

En ubehagelig side af wahabismen er, at den gør alt, hvad den magter for at undertrykke og udrydde sufiernes esoteriske (batini) tro og praksis, som den betragter som en kættersk fornyelse (bida). Det var Ibn al-Wahhab, som i Saudiarabien først gennemførte et forbud mod alle sufi selskaber og et forbud mod ikke-muslimers religionsudøvelse på den arabiske halvø. Men det var ikke hans egen opfindelse, for Muhammed erklærede kort før sin død i 632, at det skulle være forbudt at dyrke en anden religion end islam på den arabiske halvø.

En ting er wahabismens umådelige indflydelse på hele den muslimske verden, en anden ting er, at Vesten er mindre opmærksom på den indisk/pakistanske indflydelse i den muslimske verden. Det drejer sig om en form for salafisme, som også står på skuldrene af Ibn Tamiyya. Man kunne fristes til at tale om et triumvirat, som omfatter Saudiarabien, de
palæstinensiske arabere og Pakistan. Al-Qaida er et godt eksempel på enheden af dette triumvirat.

Men vi må længere tilbage i Indiens og Pakistans islamiske historie for at finde roden til den moderne form for sharia islam. Den finder vi bl.a. hos den indiske Naqshbandi sufi Shaykh Ahmad Sirhindi (1564-1624), der var et konservativt ekko af Ibn Tamiyya, som jo også havde sufi baggrund. Det havde grundlæggeren af Det muslimske Broderskab Hasan al-Banna (1906–49) også.

Det er meget uhyggeligt, at så mange af historiens meste fanatiske sharia muslimer påberåber sig en sufi baggrund. Jeg vil tillade mig at kalde dem alle lunkne sufi muslimer, fordi de i virkeligheden er politiske sharia muslimer med en tynd fernis sufisme over deres religiøse identitet.

Sirhindi har haft enorm indflydelse på Indiens og Pakistans islamiske udvikling i fundamentalistisk retning som modvægt til den økumeniske og multikulturelt indstillede periode under den Mughale krejser Akbar den Store (1542-1605). Sirhindi betragtes i dag af de indisk/pakistanske fundamentalister som “det andet årtusindes fornyer” dvs. som den, der genopfriskede islams sædvane (sunna) efter en periode af forfald.

Sirhindi var lærd i sufi metafysik, logik, filosofi og teologi. Men han havde også den overbevisning, at alt, hvad der ligger udenfor den vej, som profeten Muhammed havde vist (sharia), er forbudt (haram). Han provokerede hinduerne i Indien ved at sige, at “ko ofring er den ædleste praksis i islam.” Han var med andre ord en rigtig lunken sufi muslim.

Sirhindi beskæftigede sig indgående med Ibn al-Arabis metafysik for at gendrive den, og skabte i sit kritiske arbejde et alternativ til al-Arabi grundlæggende tese wahdat al-wujud (det værende eller virkelighedens enhed), som går ud på, at denne enhed netop er Gud (Allah).

Sirhindi erstattede denne tese med sin egen wahdat al-shuhud (det bevidnedes enhed), som går ud på, at væren eller virkeligheden og Gud (Allah) egentlig talt er adskilte. Der er desværre ikke plads til at gå dybere ind i disse forskelle her, da det ligger uden for denne redegørelse, men de er meget vigtige i debatten omkring forholdet mellem sufisme og sharia islam. Det har jeg tænkt at tage op i et andet essay om sufisme.

Sirhindi regnes for grundlæggeren af sharia islam og den lunkne sufi islam i Indien og Pakistan på samme måde som Ibn Tamiyya regnes for at være grundlæggeren af salafismen i den arabiske verden. Jeg vil nok mene, at Sirhindi ligger på et højere plan med hensyn til metafysik og teologi end Ibn Tamiyya, men vi befinder os også i Indien, hvor interessen for gnosis og spiritualitet er betydelig mere almindelig end i den arabiske verden, som lærte disse ting fra kristne og nyplatonistiske lærde, der oversatte mysterierne og filosofien fra græsk til arabisk.

Darul Ulum Deoband er en islamistisk skole indenfor sunni islam i Indien. Bevægelsen startede som et seminar ved navn Dar al-Ulum i 1866 ledet af nogle prominente lærde fra den Nordindiske ulama. Bevægelsen er meget respekteret i Indien, Pakistan, Bangladesh og Sydafrika. Deoband er navnet på en by i Uttar Pradesh, og bevægelsens politiske parti hedder Jamiat Ulema-e-Islam, som i sin tid blev skabt for af støtte løsrivelsen af Pakistan fra Indien.

Deoband seminaret var i den islamiske jura et Hanafi seminar. Hanafi er den mindst bigotte retslærde tradition i islam, hvilket for så vidt ikke siger så meget. Deodandi skolens uddannelse i islam bestod af sharia, islamisk jura (fiqh) og islamisk spiritualitet kendt som tasawwuf eller sufisme. Dette viser at de står på skuldrene af Ahmed Sirhindi.

Det var en uddannelse i sharia islam, som var planlagt til et 8 års studie. Det er vigtigt at notere sig, at den såkaldte spirituelle dimension helt og aldeles var underlagt ulamas prioritering af profetens sædvane (sunna) og ikke sufismens esoteriske spiritualitet (batini).

Mange islamiske skoler i Indien, Bangladesh, Pakistan og nu også i Afganistan, Storbritanien og Sydafrika såvel som talløse andre steder i verden er nært tilknyttet til Darul Ulum Deoband bevægelsen. En af de ubehagelige træk ved denne islamiske bevægelse er deres agressivitet og bekæmpelse af den mildeste islamiske bevægelse Ahmadiyya, som de forfølger og undertrykker med mord og brand.

Den mest betydningsfulde sharia fundamentalist, som var en slags stamfader til den islamiske modernisme og salafisme i hele den sunitiske verden er inderen Sayyid Abu A’ala-Maududi (1903-79). Han var journalist, teolog, vækkelses prædikant, politisk filosof og en prominent politisk figur i Pakistan – grundlægger af den rabiate bevægelse Jamaat-e-Islami. Han blev flere gange i sit liv fængslet og dødsdømt og løsladt igen for sit politiske virke. Han døde på et hospital i USA under et besøg for at få den rette kirugiske behandling for sin hjerte og nyre sygdom.

Maududi havde en familiemæssig baggrund i dén indiske sufi bevægelse Chrishtiyya Tariqa, som regnes for at være den mest spirituelle sufi orden af alle. Men det viste sig altså endnu engang, at det var profetens sædvane (sunna) og sharia Islam, som greb hans interesse. Igen ser vi et tydeligt billede af en lunken sufi muslim. Han lærte som barn om Islam fra sin fader, dernæst kom han på koranskole, hvorefter han fik en grundlæggende islamisk uddannelse i Darul Ulum – en uddannelse i Deobandi bevægelsens sharia fundamentalisme.

Efter sin faders død begyndte han i 1918 en karriere som journalist og blev tidligt redaktør af nogle meget religiøse aviser, som var fagblade for muslimske akademikere. I 1930 udgav han sin berømte lille bog Al-Jihad fil Islam, som blev en bestseller. I 1941 grundlagde han den religiøst-politiske bevægelse Jamaat-e-Islami (JI) for at instituere islamiske værdier i Britisk Indien. JI var oprindelig imod skabelsen af Pakistan, men i 1947 blev det alligevel til en støtte. JI er nu det ældste politiske parti i Pakistan, og der er i dag JI partier overalt i Syd og Sydøst Asiens lande.

Maududi idé var, at Pakistan ikke blot skulle være en stat for muslimer, men en islamisk stat. Han flyttede fra Indien til Pakistan i 1947 og arbejdede i mange år ihærdigt på at gøre Pakistan til en islamisk stat, hvilket førte til flere arrestationer og fængslinger. I 1953 fik han en dødsdom i forbindelse med sin politiske ledelse af nogle optøjer i byen Lahore mod Ahmadiyya sekten, som JI betragtede som frafaldne muslimer. Denne dødsdom blev imidlertid ændret til livsvarigt fængsel og senere annulleret.

Maududi skrev over 120 små udgivelser og bøger, holdt over 1000 foredrag og presse indlæg. Hans magnus opus er værket Tafhim al-Qur’an (Meningen med Koranen), som er en moderne, praktisk fortolkning af Koranen. Da islam er altinddragende arbejdede han på, at Islam ikke kun skulle begrænses til hjemlandet, men til hele verden, og Jihad skulle bruges til at eliminere ikke-islamiske regeringer og etablere islamiske stater:

“Islam ønsker at destruere alle stater og regeringer overalt på jordens overflade, som står i modsætning til islams ideologi og program uanset hvilket land eller Nation, der er tale om. Islam gør krav på jorden – ikke blot en del af jorden, men hele planeten, fordi hele menneskeheden skal have gavn af islams ideologiske velfærds program. Til dette formål ønsker islam at udnytte alle kræfter, som kan bibringe denne revolution. Det sammensatte begreb som bruges i alle disse kræfter er jihad. Målet for islamisk jihad er at eliminere de ikke-islamiske magtsystemer og erstatte det med et islamisk magtsystem.”

For Maududi var alt i universet muslimsk, ikke kun de der følger islam som religion, fordi alt i universet adlyder Allah ved at underkaste sig hans love. Den eneste undtagelse er de mennesker, som ikke følger islam. Det menneske som benægter Allah kaldes en Kafir, som betyder “den der skjuler noget”, fordi han ved sin vantro skjuler sin egentlige natur og mindet om sin muslimske sjæl. Alle mennesker er nemlig født muslimer.

Uden sharia lovene er det muslimske samfund ikke rigtig islamisk. Hvis et islamisk samfund bevidst vælger ikke at følge shariaen og beslutter at etablere sin egen grundlov ved at låne den fra andre kilder uden hensyn til sharia, bryder et sådant samfund med sin kontrakt med Allah og mister retten til at kalde sig et islamisk samfund.

Den islamiske stat er et “theo-demokrati”, som består af tre ting: Tawhid, som er enhed med Allah – risala, som er “profetens sædvane” – og khilafa, som er kalifatet. Staten skal naturlgvis følge shariaens islamiske love, som omfatter familie relationer, sociale og økonomske anliggender, administration, borgernes rettigheder og pligter, det juridiske system, love der vedrører krig, fred og internationale relationer.

Allahs suverenitet og folkets suverenitet udelukker gensidigt hinanden. Maududi ville et islamisk demokrati (hakimiya), der er en antithesis til Vestens sekulære demokrati, som gør sig skyldig i at overføre Allahs suverenitet til folket. Ikke-muslimernes rettigheder er derfor begrænset i den islamiske stat, for de bliver nødt til at acceptere muslimernes dominans.

De må derfor betale en særlig kopskat ved navn jizya, som er en beskyttelses skat til den islamiske stat for ikke-mulslimske mænd, der ikke er forpligtede til militærtjeneste som alle muslimske mænd er. Beskyttelsen kan naturligvis sammenlignes med den beskyttelse, som forretningshavere nyder, hvis de betaler “beskyttelsespenge” til mafiaen i Napoli eller Palermo.

Det er forbudt i islam at overtage ikke-muslimers kulturelle praksis, fordi det svækker islams indre vitalitet og slører dens vision og kritiske sans. Det skaber desuden mindreværdsfølelser, og langsomt og sikkert undergraver det dermed den islamiske kultur. Derfor forbød Muhammed muslimerne at antage ikke-muslimernes kultur og livsstil. Muslimer kan aldrig assimileres i en ikke-islamisk kultur endsige blot integrere sig i den.

Maududi blev alvorligt kritiseret og hængt ud som kætter af visse dele af den pakistanske ulama. Det drejer sig om nogle detaljer omkring begrebet anti-krist, beskyldninger om at være CIA-agent og det, at han prædikede en islamisk revolution i stedet for, at islam bør spredes gennem kendskab, berettigelse og moral.

Maududi havde enorm indflydelse først og fremmest på de ægyptiske sharia muslimer, som skabte og udviklede Det Muslimske Broderskab: Hassan al-Banna (1906-49) og Sayyid Qutb (1906-66). Qutb overtog Maududis tanker om, at islam måtte have en politisk revolutionær fortrop. Hans ideer inspirerede igen den palæstinensiske islamist Abdullah Yusuf Azzam (1941-1989), som gav arven videre til Osama bin Laden.

Mærkeligt nok inspirerede Maududi også Ayatollah Khomeini, selv om han var Shia muslim. Det siges, at Khomeini mødte Maududi i 1963 og oversatte nogle af hans bøger til farsi. Man kan roligt sige, at efter Ibn Tamiyya er Maududi den islamiske fundamentalist, som har påvirket moderne muslimer mest i politisk retning.

Påvirkningen af Maududi på Det Muslimske Broderskab viser sig tydeligt i den udtalelse som en af brødrenes ledere i Ægypten Mohamed Akram kom med i: “An Explanatory Memorandum on the General Strategic Goal for the Group in North America” i 1991:

“Det Muslimske Broderskab” må forstå, at deres arbejde i Amerika er en slags storslået jihad, som skal fjerne og udslette den vesterlandske civilisation indefra og sabotere dens elendige hus ved deres hjælp og ved de troendes hjælp, så huset lades ude af betragtning og Allahs religion bliver sejrherre over alle andre religioner.”

Hasan al-Banna, Tariq Ramadans bedstefar, var som sagt grundlægger af Det Muslimske Broderskab i 1928. Det var muligvis en reaktion på afskaffelsen af Det Osmaniske Riges Khalifat i 1924. Broderskabet modtog økonomisk støtte fra nazityskland, og i slutningen af 1940erne havde amerikanske diplomater i Cairo regelmæssige møder med al-Banna og fandt ham “meget indfølende (empathic)”. De opfattede hans organization som moderat og en “positiv” politisk kraft. Englænderne støttede også Broderskabet med penge. De vesterlandske regeringer har således en historisk tradition for at se bort fra sharia muslimernes voldelige ideologi. De har hele vejen samarbejdet med dem og over i købet styrket dem. Hassan al-Banna blev i 1949 myrdet af ukendte gerningsmænd.

Den moderne islamiske Jihad bevægelse blev sat i gang af terrorismes filosof inderen Sayyid Qutb (1906-66), som i 1948 blev medlem af Det Muslimske Broderskab i Ægypten efter et 2 års skuffende studieophold i USA. Sayyid Qutbs islamisme er stærkt påvirket af Maududi. Én af hans vigtigste bøger er oversat til engelsk med titlen Milestones. Det er et hovedværk i forståelsen af, hvad der førte til 9-11 og den moderne islamiske terrorisme. Det er et værk, som tegner et billede af islam, som den eneste sande kilde til samfundsmæssig og personlig orden i modsætning til både kapitalisme og kommunisme.

Sayyid Qutb var tidligt klar over, at marxismen var dømt til at fejle, fordi dens teori var i konflikt med menneskets natur og dets behov. Han havde en anden forestilling om, hvad der var galt, som han kaldte jahiliyyah dvs. menneskets uvidenhed om en guddommelig vejledning. Jahiliyyah er en modstand mod Allahs suverenitet her på jorden, som medfører, at Allahs suverenitet overføres til mennesket og gør nogle mænd til herre over andre.

Sayyid Qutb mente, at det ikke kun var de ikke-muslimske lande, som var dybt forsumpede i jahiliyyah, men også store dele af den muslimske verden.
Oprindelig er ordet jahiliyya en betegnelse for den før-islamiske periode af vantro, uvidenhed og mørke. Qutb afskyede demokratiet, fordi det skabte et samfund, er var baseret på menneskeskabte love. Alternativet er selvfølgelig sharia. Opgaven er derfor først at forandre sig selv, således at vi senere kan forandre samfundet.

Den egyptiske President Gamel Abdel Nasser (1918-70) vidste udmærket godt, hvad der kunne blive konsekvensen af Sayyids Qutb teokratiske skriverier og satte ham i ti års fængsel, torturerede ham og gav i 1966 ordre til hans henrettelse.

For Qutb var det nemlig nødvendigt med en væbnet kamp, jihad, mod både ikke-muslimer og muslimer for at etablere Allahs herredømme på jorden og afskaffe menneskets bemægtigelse af magten. Målet var naturligvis at afskaffe de menneskeskabte love og genindføre sharia. Dette kan ikke gennemføres alene ved at prædike. Når jahiliyya endelig er udryddet etablerer islam et nyt socialt, økonomisk og politisk system, hvor “menneskets frihed” kan praktiseres.

Sayyid Qutb henviser i Milestones til den muslimske lærde Ibn Qayyim (1292-1350), som skrev om de forskellige stadier af jihad, som Muhammed i løbet af sin karriere gennemløb. Qutb opsummerer dem således: “Ifølge Imam Ibn Qayyim blev muslimerne først holdt tilbage fra at kæmpe; dernæst fik de tilladelse til at kæmpe; så blev de beordret til at kæmpe mod aggressorerne; og endelig blev de beordret til at bekæmpe alle polyteister.”

Man skal være opmærksom på, at ifølge islam betragtes den, der afviser islams tilbud om at blive muslim, som en aggressor. Der er nogle delikate begrebsforvirringer i Vesten om, hvad islam docerer med hensyn til tilladelig kamp (jihad) som selvforsvar, og hvad der defineres som aggression. En afvisning af islam ér en aggression, som modsvares med Jihad.

Qutb mente, at det er islams pligt, at bekæmpe de, der afviser islam, indtil de enten er dræbte eller har underkastet sig islam. Han talte skarpt mod alle moderne liberale og moderate muslimer, som opfatter jihad, som kun et middel til selvforsvar, og som henviser til de svage eller tolerante Mecca suraer uden at kende udviklingsstadierne i Koranens lære om jihad. Jihad er og bliver en kamp for at etablere Allahs suverenitet.

Qutb tillod dog gerne defensiv jihad, hvis det betød at forsvare menneskeheden mod demokrati, kapitalisme, kommunisme og racisme osv. Hans ideer om offensiv og defensiv jihad var bestemt ikke noget nyt, han fulgte blot Shafi’i skolens retslærde tradition, som er i højsædet på den meget prestige fyldte muslimske koranskole (universitet) al-Azhar i Cairo. Her siges det nemlig, at formålet med jihad er at føre krig mod de vantro på grund af deres manglende tro og ikke blot, fordi de er kommet i konflikt med islam.

Da islams budskab ifølge Qutb handler om “menneskets frihed” ikke alene rent filosofisk, men med hensyn til de virkelige livsbetingelser og krav til en muslim, må dette budskab nødvendigvis give arbejde til jihad.
Det er en menneskeret at modtage islams budskab, og ingen autoritet kan hindre det budskab i at blive tilbudt.

I forbindelse med vigtigheden af dette budskab siger Qutb, at islam betragter religiøs forfølgelse og enhver trussel mod religion (islam) som farligere for islams stabilitet og eksistens end krig (Koranen, Sura 2:191, forfølgelse er værre end mord).

Ifølge dette vigtige islamiske princip er troens overlevelse og fremgang vigtigere end enhver beskyttelse af menneskeligt liv. Dette er noget man skal være ganske klar over, når talen drejer sig om “fredens religion”, at bevarelsen af islam er vigtigere end menneskers liv.

Der er ifølge Ibn Qayyim kun to slags ikke-muslimer i verden: De, der er i krig med islam og de, der har underkastet sig islam. Islams kald er ikke alene universelt, det er også evigt. Denne kamp, siger Qutb, er ikke en midlertidig fase, men en evig tilstand for det sande og falske kan ikke eksistere sammen på denne jord.

En virkelig hardcore jihadist, som i bogstavelig forstand realiserede Qutb ideologi var Abdullah Yusuf Azzam (1941-89). Han var islamisk teolog, uddannet i sharia ved Al-Azhar i Cairo, knyttet til Det Muslimske Broderskab i Jordan, støttede Hamas bevægelsen i Palæstina og var fortaler for “defensiv” jihad for at hjælpe mujahidinerne i Afghanistan mod den sovjettiske besættelsesmagt.

Ved Al-Azhar mødte han to andre Qutb tilhængere: Omar Abdel-Rahman (f.1938), den blinde sheik, lederen af Al-Gama’a al-islamiyya, som stadig er fængslet i USA for det første World Trade Center angreb, og Ayman al Zawahiri (f. 1951), som blev medlem af Det Muslimske Broderskab som 16 årig og var med til at grundlægge selskabet Islamisk Jihad i Egypten. Begge var svorende tilhængere af Sayyid Qutbs islamisme og Jihad filosofi.

Azzam fandt et ideologisk fællesskab med dem begge, som var den revolutionære kamp mod alle sekulære regeringer i verden. Han var desuden lærer og mentor for Osama bin Laden (1957-2011), som han opfordrede til også at tage til Afghanistan for at hjælpe med til jihad. Azzam blev dræbt af en bombe i Pakistan i 1989 af ideologiske modstandere måske fra Islamisk Jihad. Hans motto var: “Jihad og geværet alene: ingen forhandlinger, ingen konference og ingen dialog.”

Abdullah Azzam opbyggede en ideologisk og paramilitær infrastruktur for at kunne globalisere den islamiske bevægelse. Ligesom Sayyid Qutb ønskede han at skabe en fortrop som en kerne i det islamiske fremtids samfund. Det skulle være en solid basis (qaeda) i et kommende islamisk samfund, som skulle strække sig fra Spanien til Philipinerne. “Èn time på jihads vej er mere værd end 70 års bøn hjemme”.

Han kom derved i et modsætningsforhold til Al-Zawahiris filosofi vedrørende Islamisk Jihad, som ikke i første omgang drejede sig om at bekæmpe israelske jøder, europæiske kristne og indiske hinduer. Zawahiri sigtede nemlig først og fremmest på at erklære de sekulære muslimske regeringer i Mellemøsten for skyldige i takfir (frafald) og føre Jihad mod dem. Men Azzam modsatte sig dette, fordi han var imod at beskylde muslimer for takfir, da det blot ville skabe splid i de muslimske samfund.

Det er en almindelig opfattelse blandt mange fundamentalister, at moderne mujahediner (jihad krigere) ikke har hijacket Islam, men derimod har genoprettet Islam.

Af Tim Pallis

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Annoncer fra Danske Partner-Ads:


Donér engangsbeløb?Kan du forpligte dig til fast betaling?

  • God artikel Tim Pallis!

    Betegnelsen “islamisme” er selvfølgelig et pinligt gennemskueligt kunstgreb og bruges af et fejt løgnagtigt Vesten som affaldsspand for alt det dets multikulturalistiske magteliter ikke bryder sig om ved islam.

    Islamisme-betegnelsen bruges således både som et instrument overfor indfødte dissidenter der påpeger faren ved islamisk kolonisering af vores samfund og som tjærekost overfor de muslimer der i ord og handling bryder med den multikulturelle ide om utopisk harmoni imellem muslimer og ikke-muslimer.

    Det har altid bragt mit pis i kog når multikulturalister, med den sædvanlige arrogance og selverklærede moralske overlegenhed, tramper rundt på nationen og folket (begge konstanter i hele menneskets historie) som “konstruktioner” eller mytologiske/idelogiske “fortællinger”, der roligt kan destrueres til fordel for den nye lækre multikulturelle “virkelighed”.

    Netop fordi samme slæng så åbenlyst bebor de mest tåbelige-barnagtige luftkasteller og omgiver sig med så helt utrolige løgne, der ubehjælpsomt skal glosse de dele af virkeligheden over, som sprænger deres ideologi (læs konstruktion-fortælling) i tusind stykker.

  • Morani ya Simba

    Tak for en meget udfoerlig artikel, Tim. Vil naerlaese og vende tilbage hvis jeg har kommentarer. Men det er praecis velinformeret arbejde som dette vi har brug for for at faa et overblik over hvem det er Danmark og Europa er flyttet ind med. Super!

  • Bergfast

    Tack för en intressant genomgång av Ortodoks islam i vor tid….

    När kristendom beskriver Jesus Kristus som ”Gud”, så verkar det vara en teologi som inte godkänns av judisk teologi, och det verkar därmed som om judendom och islam har vissa teologiska likheter i synen på Jesus, och på Kristendom?

    Att islam också praktiserar omskärelse, och heller inte äter griskött, samt praktiserar bön dagligen, som också judendom gör, medför att man kanske kan se fler likheter mellan judendom och islam, än mellan kristendom och islam? (Fastän islam praktiserar bön fem ggr/dag och judendom 3 ggr.) (Kanske ville islam genom det högre antalet böner per dag, visa sig som mer disciplinerad, eller mer hängiven, än judendom? Vem vet…)

    Att det också finns uppmaningar inom islam att inte lägga ränta på lån som ges till bröder, som det också finns inom judendom, är kanske en annan likhet?

    Fastän judendom då skiljer sig från islam genom att det är tillåtet att lägga ränta på lån som ges till – främlingen – , dvs. till – icke-juden – , medan islam väl förbjuder ränta på alla former av lån, både till muslimer och icke-muslimer?

    Forna tiders judendom praktiserade väl också månggifte, samt även kusingifte och även giften med brors och systers barn. Även en del varianter av kristendom har väl också praktiserat månggifte, och kanske också gör än idag, samt är heller inte främmande för kusingiften. Kusingiften förekom genom en stor del av medeltiden i de flesta adliga släkter, ätter och kanske främst kungaklaner, där bruden inte sällan var mellan 12 – 13, 14, 15 år gammal. Sådan teologi godkänns tydligen också idag inom islam, men kanske ändå praktiseras i allt mindre utsträckning i takt med förbättrade ekonomiska villkor, modern teknisk utveckling, viljor till utbildning osv.

    Sedan verkar det finnas drömmar om ett – Gudsrike – inom både kristendom – där Nya Testamentet talar om att hela mänskligheten skall komma till tro och där: – ”Varje knä böja skall” i en önskad och drömd framtid, -, och också inom judendom, där alla folk och länder skall komma till tro och – ”Böja sig inför Messias” -, och också då alltså inom islam, där alla människor och nationer slutligen skall komma till tro och tillbe – Allah – .

    Så det verkar vara ganska många likheter mellan de teologiska berättelserna, inspirationerna och drömmarna hos de tre Abramitiska religionerna, samtidigt som där finns olikheter.

    Att det alltså inom både kristendom, judendom och islam finns drömmar och önskningar om en mänsklighet, som slutligen kommer till – tro – där: – ”Gud slutligen blir allt i alla” -, så som det står i Nya Testamentet, verkar ändå vara någonting som alla dessa tre Abramitiska religioner delar, och har i sin teologiska berättelse på olika sätt.

    Att både judendom, kristendom och islam, har haft, och har, en krigisk historia, och också en historia av brutalitet, tvång- och maktmissbruk, samt både förtryck av, och mördande av, – motståndare -, – icke troende -, fel- troende osv., (Stockholms blodbad, Linköpings blodbad, Inkvisitionen, m.fl. blodiga historiska händelser), det verkar också vara någonting som dessa tre religioner delar i större eller mindre omfattningar.

    Tråkigt nog.

    • Jørgen Evald

      Det er utroligt, men ikke overraskende, at der i Bergfast kommentar kan samles så mange såkaldte facts om “de 3 abramitiske religioner ” der sidestilles og parallelliseres og stort set findes ligeværdige.

      I historiens lys er det nok ikke forkert, hvad Bergfast skriver, når man ser bort fra detaljer som referencen til “det stockholmske blodbad” som et resultat af religiøs magtmisbrug – men Bartholumæumsnatten, inkvisitionen og andre blodige hændelser samt “børneægteskaber” er præcis hvad Kristendommen har udviklet sig bort fra at acceptere i løbet af de seneste 500 år.
      Jødedommens “abramitiske arv” er koncentreret hos en sekt (betydelig) med sorte hatte og frakker, som er den sande parallel til islam , som heller ikke har udviklet sig overhovedet i de seneste 500 år og stadig i bund og grund er et produkt af en mellemøstlig kultur, der var fremherskende i området for mere end 1000 år siden og hvor filosofien ikke har ændret sig en millimeter, hvilket er med til at gøre islam til et sandt rædselsscenarie i denne tid og i denne del af verden.

      • Bergfast

        Jörgen Evald säger:….” ikke overraskende,at der i Bergfast kommentar kan samles så mange såkaldte facts om “de 3 abramitiske religioner ” der sidestilles og parallelliseres og stort set findes ligeværdige.”…

        …”og stort set findes ligevärdige”….?

        Nej, inte nödvändigtvis likvärdiga.

        Endast ett påpekande kring de påtagliga likheter som kan registreras. Som med omskärelse, att ej äta griskött, att be ett antal gånger per dag, räntornas vara eller icke-vara, en viss krigiskhet, (Kung Herodes förföljelse av gossebarn i samband med Jesus födelse) osv. Också Kristendomens krav på att medborgare i kristna nationer skulle hålla sig till – den rätta och sanna läran – , osv., samt förföljelse av – oliktänkande – och feltänkande och därmed förföljelse av – potentiella fiender – till nationen, et cetera….(F.ö. ett fenomen som kan finnas i både s.k. demokratier och diktaturer, där just – oliktänkande -, kan bekämpas, kritseras, stämplas och förföljas på olika sätt, och i olika allvarlighetsgrader… Det verkar vara ett – maktfenomen -?)

        Det är också intressant att – Allah – inom islam blir beskriven som den: ”Barmhärtige och Medlidsamme”, och blir genom den beskrivningen lik den Kristna ”Gudsuppenbarelsen”, Jesus, som då beskrivs som – Ordet som blev kött – som – avlades av ängeln Gabriel -, (samma Gabriel som – avlade – , (?), eller – skapade – , (?), – Ordet – , i form av en Koran ?), (att – sharia – betydde – Väg -, är också lite märkligt därför att de första kristna kallades att följa – Vägen -, som beskrevs vara Jesus, som också säger om Sig Själv: “Jag är Vägen, Sanningen och Livet”, (eller kanske: Jag är Väg som leder till Sanning och till, (det -Eviga -), Livet?), samt som föddes av – Jungfru Maria -, och som predikade just: Barmhärtighet och Medlidsamhet, (eller förlåtelse….)…

        Den vanliga föreställningen om – Gud -, Fadern i GT, brukar ju kanske ofta menas vara betydligt mer sträng, och mer krävande. Där finns också en del negativa, och rent av hotfulla, varningar för de konsekvenser som skall inträffa, vid – olydnader -, inför – Guds lag – osv. I GT varnas alltså för negativa konsekvenser som kan följa av att inte efterfölja – Guds Vilja -, på olika sätt, (enligt GT´s föreskrifter) …, medan Jesus tydligen predikade Medlidsamhet och Barmhärtighet, (förlåtelser), (7 x 70 gånger) et cetera….

        Kristendomens teologiska profil har därför kanske en mjukare framtoning för många, trots att även kristendom till viss del också varnar. För inte så länge sedan varnades väl för – helvetet -, och kanske också fortfarande görs. Kristendom menar väl också att det endast är det – Helhjärtade efterföljandet– , och inte det -ljumma och halvhjärtade – et cetera, som kan räkna med att vinna – salighet – och – framgång och tillväxande, och därmed tillhörighet, i Jesus Kungarike, (i det Gudomliga riket) , (som väl Paulus verkar säga i alla fall….)

        Jörgen sa:…” I historiens lys er det nok ikke forkert, hvad Bergfast skriver, når man ser bort fra detaljer som referencen til “det stockholmske blodbad””…

        Ja, Stockholms blodbad var kanske ändå mer ett utpräglat politiskt scenario än ett rent religiöst sådant, (även om det kanske fanns religion med i bakgrunden, som det väl fanns hos det stora flertalet människor på den tiden, med pågående maktstrider mellan olika grupperingar inom katolsk tro och grupperingar inom protestantiska trosfalanger osv., (eller kanske inte)… ).

        • Bergfast

          Ps.

          Komplettering; Om protestantismens början:

          ….”Efter Leipzigdisputationen 1519 mellan Luther och dominikaner-teologen Johan Eck, då Luther hävdade att Skriften ensam skall vara normerande i trosfrågor, och att påven kan ta miste, utfärdade påven Leo X 1520 en bannbulla mot Luther, och krävde att Martin Luther återkallade 41 av sina 95 teser.

          Det Tysk-romerska riket var under början av 1500-talet uppdelat i omkring 300 stater och städer, var och en med någon grad av självstyrelse under en statschef. Vid Fördraget i Worms, som var ett försök att ena alla det Tysk-romerska rikets stånd som fanns samlade i Worms inledde man mötet med anklagelser emot Luther. Mötet slutade med att Luther genom “påbudet i Worms”, som proklamerades den 25 maj, förklarades laglös och all läsning och innehav av hans litteratur bannlystes. Luther kom dock under beskydd av kurfursten Fredrik den vise av Sachsen, som såg en chans att ställa kyrkan under den världsliga statsmakten.

          Denna drivkraft kom att samspela med teologiska skäl, när monarker i olika delar av nordvästeuropa gick reformbenägna teologer till mötes, och omvandlade tidigare kyrkoprovinser till reformerade statskyrkor. Många av det Tysk-romerska rikets norra monarkier lät därför omvandla sina regionala kyrkor efter den wittenbergska reformens mönster till ett antal evangelisk-lutherska kyrkor, men en fullständig brytning med heliga stolen hade ännu inte ägt rum.”…..

          Ds.

      • Bergfast

        Jörgen Evald kommenterade att mina jämförelser mellan de tre Abramitiska religionerna: ….” der sidestilles og parallelliseres og stort set findes ligeværdige.”….

        Jag beskrev endast vissa likheter mellan de olika lärorna, utan att egentligen vilja göra någon värdering…

        Men, samtidigt kan man ju säga att för troende kristna, anses troligtvis kristendom vara det allra bästa…..

        Samt att för troende judar, anses förmodligen judendom vara det allra bästa….

        Och att också för troende muslimer, så anses antagligen islam vara det allra bästa…..

        ………

  • Poul Højlund

    Tak til Tim Pallis for en fremragende artikel

    Og hvad gør så den ikke-islamiske verden herfra? Hvornår begynder vi i fællesskab at slås for vores frihed? Hvordan bekæmper vi islam?

    PS: Skam få den, der stadig intet fatter, som illustreret i kommentarerne fra Bergfast, der end ikke evner at forholde sig til indholdet i Pallis’ artikel.

    • Bergfast

      Om man upplever en kommentar till en artikel som man har läst med behållning, vandra iväg lite från själva ämnet i artikeln, (men som ändå håller sig inom samma ämnesområde; religioner och historia), så behöver man som läsare inte alls intressera sig för en sådan kommentar.

      Det finns ju absolut inget som helst tvång att läsa just den….

      Det är bara att helt enkelt hoppa över den eller de kommentarer i kommentarsfältet som man själv finner ointressanta och ovidkommande.

      Kanske inte andra upplever likadant som man själv gör, (men för de som gör det är det ju enkelt att helt enkelt hoppa över kommentarer som är ointressanta…)

      Så löser man det problemet.

      Svårare än så behöver det nog inte vara…

  • Morani ya Simba

    Det er fantastisk arbejde Tim Pallis. Og dybt, dybt foruroligende. Det leder mig til at tro at Islam maaske boer forbydes i vesten. Det er jo netop ikke en “religion” i den forstand religionsfriheden hentyder til; retten til at tro hvad man vil som privatperson. Alternativt ser det ud til at det tolerante, liberale demokrati, selv i Vesten og ihvertfald i Europa, saa langt fra endestationen, var en epoke i verdenshistorien der havde sin storhedstid i 1990erne efter at have trivedes i Vesteuropa fra nazismens fald til “islams genkomst som magtfaktor” eller hvordan man nu vil udtrykke det. Jeg tror ikke et sekund man kan have et baeredygtigt demokrati hvis store, voldsparate segmenter af en befolkning braendende oensker at erstatte demokratiet med en form for diktatur. Jeg skal gerne erkende at det er skraemmende at laese. Ikke at finde det skraemmende ville svare til at vaere ligeglad med Danmarks og Europas fremtid. Jeg haaber ikke det vil blive taget ilde op hvis jeg bemaerker at der lige er et par smaating med sproget, fx. at suveraenitet har “æ” (sidder v en computer i USA) i sig. Grunden til at jeg naevner det er at jeg haaber denne artikel vil blive udbredt saa meget som muligt, maaske som laeserbrev i MSM. Ellers ville jeg, der selv har brug for korrekturlaesning, ikke naevne det.

    Jeg kommer til at taenke paa nazismen naar jeg laeser artiklen. Men det her virker ufatteligt nok endnu farligere. Nazityskland havde vel knap 80 millioner indbyggere foer invasionen af Polen. Deres omraade var geografisk ret veldefineret og nazismen fandt aldrig en bred foelge udenfor de tysktalende omraader. Desuden kom de, i modsaetning til hvad man frygtede, aldrig taet paa at have atomvaaben og var langt hen ad vejen afhaengig af een mand hvis strategiske inkompetence kostede hans bevaegelse, og ham selv, livet. Ingen af de, for den frie verden, fordele begunstiger os idag.

    Jeg har ogsaa et spoergsmaal. Jeg har selv muslimske venner, een grund til at jeg bruger mohiker; ikke af frygt men fordi jeg ikke har fundet ud af hvordan, hvis muligt, personlige relationer skal slaa bro over at jeg tiltagende opfatter deres religion som en trussel mod menneskelig civilisation. Men hvad boer jeg kalde dem? “Kultur muslimer?” Jeg kan simpelthen ikke forestille mig at de ville gaa i “jihad”.

    Og endnu et spoergsmaal: Jeg har en bog som paastaar at “jihad” “i virkeligheden” betyder den aandelige kamp mod fristelse. Men forstaar jeg det ret at det er bestemt ikke begraenset til det men faktisk betyder krig, i fysisk, voldelig forstand, mod ikke-troende?
    Tak for artiklen.

  • Tim Pallis

    Tak for flere gode tilbagemeldinger. Det får mig til at turde sende lidt mere til Steen, som jeg har tænkt over og skrevet om. Især Morani ya Simba kommentar er interessant. Du har nogle spørgsmål, som jeg vil prøve at besvare. Tak for din sproglige rettelse om “suverænitet” (måske er der flere). Måske skulle jeg køre mine skriverier gennem stavekontrollen i fremtiden. Jeg lærte sent at stave i skolen, skønt det var den “sorte skole”.

    Den tanke at islam måske bør forbydes i Vesten har jeg tidligere været inde på i forbindelse med en kommentar til Ulla Nørtoft Thomsen’s fremstilling af Lockes liberalisme på Sappho. Gert Wilders vil jo gerne have Koranen forbudt i Holland, fordi “Mein Kamph” er forbudt i Tyskland. Det er nok udansk. Det er også mere pædagogisk rigtigt, at folk frit kan læse hele makværket. Vi skal læse det faglige og saglige om islam. Vi forbød jo hverken nazismen eller kommunismen, så hvorfor forbyde islam. Men vi skal for alt i verden vide, hvad islam egentlig talt er . Og det er ikke helt nemt, fordi eksperterne er rygende uenige, og læreanstalterne er blevet politisk orienteret i retning af “kritisk teori” (læs kultur marxisme).

    Der er mange bøger, som påstår at “jihad” “i virkeligheden” betyder den åndelige kamp mod fristelse (egoet). Det står ikke i Koranen eller i de stærke eller autoritære Hadither, men i en såkaldt svag Hadith. Det er noget ulama plejer at sige til vesterlandske akademikere, som er glade får sufismen, for at bringe dem i tvivl om islams sande ansigt. Den fortolkning hedder “batin”, som betyder indre eller esoterisk. Men det er ikke den ortodokse fortolkning.

    Vi har alle muslimske venner, og jeg giver dig ganske ret i at kalde dem “kultur muslimer”. De ved lige så lidt hvad islam er, som de fleste danskere ved, hvad kristendommen er. Vi ved ikke ret meget, og selv teologerne er uenige. Der er mange indgange til et spirituelt liv, og det kræver faktisk noget af enhver at sætte sig ind i, hvad islam eller kristendommen egentlig talt drejer sig om. I kristendommen er den kristne mystik (batin) vigtig at kende. I islam er det vigtigt at vide, hvad sufismen (batin) er. Alt det skal vi vide noget mere om. Sufier er ikke kultur-muslimer. Det interessante spørgsmål er hvad de er – derom i en anden artikel.

    Jeg er enig med dine overvejelser om nazismen. Jeg kan godt forstå, at du tænker på, at de fordele vi havde i forbindelse med at bekæmpe nazismen ikke findes i forbindelse med at bekæmpe islam. Det her er langt mere problematisk. Jeg har skrevet noget om Hitler på Ulla Nørtoft Thomsen tråden på Sappho om Locke og liberalismen, fordi vi kom ind på fænomenet Hitler og gennemsnitstyskerens støtte.

    Din ærlige forståelse af, at det her er skræmmende at læse er umålelig vigtig. Det er nemlig det sted i vor erkendelse, hvor vi bliver tvunget til at finde en løsning på et dilemma, som handler om liv eller død for vores kultur. Vi kan jo ikke længere være helt sikre på, at den demokratiske proces kan løse opgaven. Det gjorde den ikke i Gaza eller i Egypten.

    • Morani ya Simba

      Tak for dit svar. Jeg vil ikke gaa Steen i bedene som Snaphanens redaktoer men jeg ville personligt gerne laese flere af dine artikler. Jeg er ogsaa enig i at det ville vaere ekstremt at forbyde islam men min tanke er at der kan komme en fase hvor demokratiet og retsstaten er truet paa livet af den og hvor tiltag jeg ikke bryder mig om, kan vaere noedvaendige. Fx. var Storbritanien jo ogsaa til tider politi-statsagtig under anden verdenskrig, fx. med faengsling af fascist sympatisoerer, tyske statsborgere (inkl. anti-nazister) og lignende. Og maaske kan noget lignende blive noedvaendigt i en overgang hvis moedet mellem europaeisk og islamisk kultur gaar helt galt??? Det er trist at sige men liberalt, tolerant demokrati ville ikke have overlevet hvis ingen var parate til at blive decideret brutale i forsvaret af det. Det finder jeg trist men er overbevist om er rigtigt. Netop Churchill (en stor helt for mig) kunne vaere utroligt brutal i nogle sammenhaenge, fx. luftkrigen mod Tyskland. Men hvad var alternativet????
      Haaber meget du vil vende tilbage m flere artikler paa Snaphanen.

      • Morani ya Simba: Læserindlæg er altid meget velkomne, bloggen bliver ikke meget bedre end dens læsere, bidragydere og kommentatorer – og så mig.

        • Morani ya Simba

          Steen, tak. Ioevrigt utroligt vigtig blog du koerer tror jeg. Sammen med Uriasposten er den blevet min hovedkilde til samfundets virkelige udfordninger.

  • HH

    Jag klämmer till med la Bruyère, och sen får ni tänka och tycka som ni vill. Alltså:

    “Om allt är materia och om tanken hos mig, liksom hos alla andra människor endast är en följd av materians delar, vad har då i världen givit upphov till varje annan tanke än tanken på materiella ting? – – – Hur kan materien vara ursprunget till vad som förnekar den och utesluter den ur sin egen varelse? Hur kan den i människan vara det som tänker, det vill säga det som för människan just utgör en övertygelse om att hon icke är materia?”
    Och: “Eftersom en universel natur, som tänker, absolut utesluter allt som är materia, kan icke heller en enskild varelse, som tänker, i sig innesluta den minstadel av materia; ty ehuru en universell varelse, som täönker, i sitt begrepp innesluter oändligt mycket mera storhet, makt, oberoende och förmåga ä en ensild varelse som tänker, innesluter en icke desto mindre icke en större frånvaro av materia, eftersom denna frånvaro hos vardera av dessa varelser är så stor som den kan vara och så att säga oändlig, och eftersom det är lika omöjligt, att det som tänker i mig är materia som det är otänkbart, att Gud skulle vara materia: alltså: eftersom Gud är ande, är min själ också ande.”
    Hängde ni med? Jean de la Bryère 1645-1696.

  • Pingback: Islam og den rationelle fornuft « Snaphanen()

  • Pingback: Det politisk korrekte har rod i Frankfurterskolen « Snaphanen()

  • Pingback: Krasnik er en falskmøntner « Snaphanen()